Oplevelser med musik, Vol. II.

For et par år siden afsluttede jeg 4 måneders sygemelding (stress – den nye sort) med at gå tværs over Spanien.

Camino de Santiago de Compostella helede og ændrede meget i mit liv, og det har jeg vist nævnt før, og mon ikke, jeg kommer til det igen? I bidder, for selvom jeg egentlig er pjattet med at tale om det, så er det også lidt svært. For ligeså stort, som det var, ligeså personligt er det. Det er min oplevelse, og den skal ingen andre komme med indspark til. 

Nå, men det er egentlig ikke det, det her skal handle om. Det skal handle om musikken. Here goes:

Et par dage inden jeg tog af sted, sendte en ven mig denne sang.

De første par dage på vejen var der kun nuet, intet ”for lidt siden”, intet ”lige om lidt”.
Faktisk var der, som en ven udtrykte det: ”ikke meget fra knæene op”.
Men efter et par dage havde kroppen fundet sig til rette, og jeg kunne begynde at lytte til mine tanker.
Jeg opdagede, at de sang, og det, de sang var:

Am I young enough to believe in revolution?
Am I strong enough to get down on my knees and pray?
Am I high enough on the chain of evolution
To respect myself, and my brother and my sister
 And perfect myself in my own peculiar way?

Well? Er jeg? Er jeg noget? Er jeg værdig? Er jeg for ung, for gammel, for kynisk, for bange, for dum, for klog, for snæversynet, for … hey, vent lige. Hvad var det? For bange? For bange. Nej. Ikke længere. Keep trucking, Trickster.

Noget, jeg havde sat mig for, var, at på denne pilgrims færd måtte jeg lære at klare mig uden mine sædvanlige krykker.
Yeah, right.
Jeg lærte hurtigt, at det da godt kan være krykkestokke godt afholde én, fra at lære at gå selv, MEN mestendels er de kærkommen støtte, når det er tungt at løfte fødderne.
En af mine livskrykker er musik. Surprise. Og selvom jeg havde medbragt mp3-afspilleren, så var intentionen, at den kun skulle bruges på flyverturen, og så lidt inden sengetid.
”Det hele” blev dog snart meget overvældende (på den  gode måde, but still), og tanker og følelser fløj rundt i hovedet. På mig og mine medvandrende.
Én af dem, Jenny, sagde en dag disse vise ord til mig: ”Ain’t nothing wrong with puttin’ on a little music.”
Så en tidlig, overskyet, ensom formiddag, midt et ocean af vinmarker, tog jeg hovedtelefonerne på og trykkede på random-play.
Den første sang var denne:

”Allein, allein. Hvem det bare ku’ klare sig med hjælp fra sig selv.”

Tja, tydeligvis ikke mig. Eller så mange andre. Gudskelov. Og velkommen tilbage, min elskede krykke.

Da jeg havde grinet gennem tårerne af dette ”random” nummer, gik næste sang i gang:

Ain’t nothing gonna break my stride.

Nemlig, keep trucking, Trickster.

I en lille båd, der gynger

Jeg lytter til det nyeste album fra Nick Cave and The Bad Seeds.

Jeg kan ikke lade være med at stor-glæde mig over, at jeg tilhører den privilegerede skarre, der kan ligge sig i en indre robåd og blive ført ud på musikkens fortryllede hav.

Dette får mig til at erindre, da jeg, tilbage i '94, købte Suedes første CD, fordi jeg havde tabt mit hjerte fuldstændigt til Animal Nitrat.

Jeg styrtede hjem fra Stereo Studio med Cd'en, og min veninde Stine under armen.

På med Cd'en, og så smide sig tilbage på det blåstribede , indiskbomuldstæppe, der dækkede min ret brede seng.

Der lå jeg så med lukkede øjne og lod englene føre mig ud over det åbne hav. Opfyldt og tæt på det guddommelige følte jeg mig, indtil en ravjysk stemme (tilhørende Stine, som åbenbart stadig befandt sig på sengen og ikke i himlen) sagde:

"Hey! Han lyder da som Morten Harket fra Aha!".

Ud af englenes hænder røg jeg, og landede med et brag på sengetæppet, der nu ikke længere var et hav.

Sjovt som tingene ændrer sig. En gang var Aha det ypperste, der kunne komme i kassettebåndoptageren.

Jeg nåede at se Suede live seks gange, inden jeg var so not into that anymore.

Nu er begge bands to gamle venner, som jeg måske ikke var hooket op med i dag.

Jeg har aldrig set Nick Cave live, men det skal jeg til sommer. Han spiller på festivalen heri min lille gnallede by, WOOP WOOP. Jeg kunne næsten ikke være mere over the moon. Dét, der så netop gør mig over the moon and cross to high five the guys at Mir space station, er, at The Knife også spiller. The Knife , som får mig til at ønske, at jeg var et stykke elektronik, så de måske ville spille på mig. The Knife, om hvem jeg fejlagtig udtalte: "They're the best, Swedish, electronic band in the world". Det er korrekt observeret, at det jo som sådan er et snævert felt. The Knife, som er verdens bedste band, og som også er svensk og spiller elektronisk.

Det lyder jo helt optimalt, ikke? Men der er lige noget, der gør det hele bare lige endnu, endnu bedre: jeg har også billetter til deres koncert i maj.

Over månen og rundt om mig selv 10.000 gange.