Kunne man få en iltmaske?

Jeg skal på ferie. I morgen.

Faktisk starter jeg i dag, for jeg tager til København. Så når jeg vågner i morgen, er jeg få metrostop fra lufthavnen, hvilket i den grad er godt for min meget specifikke ’angst for at komme for sent til transportmidler’.

Jeg glæder mig. Helt sindssygt, selvfølgelig. For jeg skal se mine amerikanske venner, og der er meget varmere end her, og jeg skal i Disneyland, og … og … alt muligt!

Men det er som om, at glæden er kammet over, og jeg har udviklet en form for nær-hysterisk melankoli. Måske godt hjulpet på vej af fornævnte ’angst for at komme for sent til transportmidler’ – og, okay, en kenneth tendens til melankoli, kan jeg nok ikke sige mig fri for at have.

Jeg bliver ramt af mærkelige tanker, som hvad nu, hvis dette er sidste gang, jeg ser Danmark, min læseklub, naboen, kasseassistenten nede i SuperBrugsen???

Hvad nu, hvis Verden ikke står længere, når jeg skal hjem igen?

Hvad nu, hvis jeg ved at skrive dette her, gør det virkeligt? Så det virkelig sker? Så jeg aldrig, aldrig ser Danmark og min kiropraktor igen???

Åh, Univers, lov mig, at det dog ikke går så galt!

Men visse ting vil have ændret sig, når jeg kommer tilbage.

Tre mennesker, som jeg har boet sammen med de sidste mange år, vil være væk. Ja, altså, de vil stadig være inden for bygrænsen, men alligevel!

Den ene … ja, ting og sager er sket, og det tætte forhold er sådan set længe brudt. Men da det var sjovt, da var det fandme sjovt, og at skulle sige farvel… det er bare ikke rart.

Men i det mindste sagde han faktisk farvel. Det havde jeg nok ikke regnet med.

Tre er rejst, nye vil være rykket ind.

Og uden for matriklen, vil et lille nyt menneske være kommet til verden. Der skal kysses og krammes og truttes på maven.

Hvad fanden er det galt med mig???

Hvorfor nu denne tristesse?

Det er Californien, baby, det er min Camino-familie, det er shopping MED overskud på visakortet, det er lækker mad, Halloween – med nyt kostume, det er goth-clubs og SOL!

Jeg er eddermanme en mærkelig snegl.

Dressed to kill

I går tog jeg fri fra jobsøgningen, for at surfe efter Halloweenkostumer på nettet.

Kan i dag konstatere, at jeg ikke gik glip af noget - the pickings er stadig slim.

Hvad der tilgengæld er rigeligt udvalg af, er kostumer. Og hvilke kostumer!
Og nu sidder jeg så her i jersey-nederdel og Nick Cave-tshirt, og reflekterer over, hvorfor fanden jeg går i almindeligt tøj, når jeg KUNNE være iført skelet-heldragt eller give den som fallen angel eller beheaded bride.

www.zibbet.com

Brokkeblog vol. I

Long time no see!

Hvor er det sidste halve år blevet af? Jeg ved det ikke.

Væk i en strøm af jobsøgning, sommer, god musik, venner, bøger, havvand.

(jeg har også skrevet andre steder end her, men sshhys, den lille blog bliver så ked, hvis den hører det)

… det lyder som om, det har været sjovt? Tjoh, det har det vel sådan set også. Nice nok.

HOWEVER, jeg er nu, med 180 km/t braget ind i en mur af mangel på energi og produktivitet.

En mur af apati. På udvalgte dage, ville man kunne beskrive mig som katatonisk, hvis det ikke var for det lejlighedsvise toiletbesøg.

Personligt bebrejder jeg bunkerne af jobansøgninger, der blev afvist (ja, jeg går det ud fra, at de er blevet afvist, men da jeg egentlig kun har fået svar på ca. 10 %, har jeg måske gjort regning uden vært.)

Og dermed bebrejder jeg også regeringen – jo, både forrige og nuværende – for deres pissen på arbejdsledige.

JO, jeg søger også (faktisk nærmest udelukkende) jobs, jeg er ”overkvalificeret” til, men news flash (jeg kigger på dig, Vestager): heller ikke her er der respons på mine henvendelser.

Havde egentligt i sin tid sat den præmis, at brokkeriet på denne blog skulle holdes på et minimum.

Men, en klog veninde af mig, var fornyligt til et ”De Positivt Indstillede skal arve jorden, så fortræng, fortræng for helvede, NU” – foredrag.

Telefonkablerne mellem KBH og Århus (undskyld Aarhus) ætsedes nærmest, da hun udspyede:

”Hvis man ikke giver det negative plads, tager det selv plads!!!” (eller noget i den stil)

Og det har jo netop været mit mantra i mange år! Men jeg må have glemt det, i ren glæde over at have fået billetter til Depeche Mode, eller noget i den stil.

Anyways, da jeg bestemt ikke gider trækkes med negativitet, der manifesterer sig som kræftknuder på krop og sjæl, er dette indlæg første i rækken af:

Trines brokkeblog(indlæg)!

Her er mine presserende utilfredsheder:

·         Mig selv. I denne omgang nærmere bestemt min indædte modstand mod at rydde op og gøre rent på mit eget rum. Gudskelov deler jeg resten af matriklen med andre, og det der med rengøring af fællesområder, det betaler vi os fra.

Altså, det er jo ikke fordi, der er ulækkert inde hos mig (eller..?), men at have sit liv samlet på 16 kvadratmeter er bare ikke = meget gulvplads, og det akkumulerer fandens meget støv. Og jeg er altså kommet til at tisse en lille smule i bukserne, fordi jeg er blevet viklet ind i en ledning på vej på toilettet.

·         Piger på kæmpestore, pyntede damecykler, med meget blomstrede cykelhjelme på hovedet, der har det med at stille sig med bedstemorcyklen på tværs af fortovet (fortovet = der, hvor fodgængerne går).

Eller holde for rødt i fodgængerovergangen.

Eller køre ved siden af veninden (også på pyntet kæmpestillads, og blomster på hovedet), i adstadigt tempo, så man rigtig kan få snakket, og besvarer klimpren med cykelklokken med et arrogant blik over skulderen (men ikke med at trække ind til siden. Nej, da.)
Tydeligvis har mor og far haft succes med at opdrage deres poder til at udtrykke individualitet (for pynt og blomstrede hjelme er jo et særsyn i Århus midtby. FNIS), men måske er det som, at det så er glippet lidt med at lære dem ’hensyntagen til sine medmennesker’.

Siger det bare.

·         Dagpengeforringelserne. Det er meget muligt, at systemet trængte til en renovering. Og det mener jeg sgu’ oprigtigt. Måske gjorde det, måske ikke, I don’t know, MEN … at halvere ydelsesperioden i en tid, HVOR DER INGEN JOB ER? For at presse højtuddannede til at tage ufaglærte jobs, jamen …  okay fint nok, men hvilke jobs skal de ufaglærte så have?

PIS MIG I ØRET, over hele salen, fra Joachim B. Olsen til Johanne Schmidt-Nielsen. 

·         Facebookgruppen ’Jeg dømmer dig, hvis du staver forkert’ og lignende.

Øh nå.

Ja, lad os da slå ned på de vigtige ting her i livet, såsom ordblindhed eller slåfejl. Nah, men jeg mener – altså, det er jo noget, der påvirker OS ALLE. Hjulene kører jo for helvede ikke rundt, hvis Sofus putter d i gjort i en statusopdatering. Obama og Assad gør fællesfront og forbereder militærintervention i lille Danmark. SÅ ka’ du lære det, Sofus.
Kan da næsten ikke leve med, hvor mange vågne nætter, jeg selv har forårsaget, hvad min manglende selvkorrektion.

Hold nu kæft, hvor jeg trænger til ferie!

Godt jeg kun har 15 nætter at sove i, inden jeg drager ad Californien til (mon der findes en facebookgruppe, der tilbyder at dømme mig, hvis jeg stinker til hovedregning?)