Jeg skal på ferie. I morgen.
Faktisk
starter jeg i dag, for jeg tager til København. Så når jeg vågner i morgen, er
jeg få metrostop fra lufthavnen, hvilket i den grad er godt for min meget
specifikke ’angst for at komme for sent til transportmidler’.
Jeg
glæder mig. Helt sindssygt, selvfølgelig. For jeg skal se mine amerikanske
venner, og der er meget varmere end her, og jeg skal i Disneyland, og … og …
alt muligt!
Men
det er som om, at glæden er kammet over, og jeg har udviklet en form for
nær-hysterisk melankoli. Måske godt hjulpet på vej af fornævnte ’angst for at
komme for sent til transportmidler’ – og, okay, en kenneth tendens til
melankoli, kan jeg nok ikke sige mig fri for at have.
Jeg
bliver ramt af mærkelige tanker, som hvad nu, hvis dette er sidste gang, jeg
ser Danmark, min læseklub, naboen, kasseassistenten nede i SuperBrugsen???
Hvad
nu, hvis Verden ikke står længere, når jeg skal hjem igen?
Hvad
nu, hvis jeg ved at skrive dette her, gør det virkeligt? Så det virkelig sker?
Så jeg aldrig, aldrig ser Danmark og min kiropraktor igen???
Åh,
Univers, lov mig, at det dog ikke går så galt!
Men
visse ting vil have ændret sig, når jeg kommer tilbage.
Tre
mennesker, som jeg har boet sammen med de sidste mange år, vil være væk. Ja,
altså, de vil stadig være inden for bygrænsen, men alligevel!
Den
ene … ja, ting og sager er sket, og det tætte forhold er sådan set længe brudt.
Men da det var sjovt, da var det fandme sjovt, og at skulle sige farvel… det er
bare ikke rart.
Men
i det mindste sagde han faktisk farvel. Det havde jeg nok ikke regnet med.
Tre
er rejst, nye vil være rykket ind.
Og
uden for matriklen, vil et lille nyt menneske være kommet til verden. Der skal
kysses og krammes og truttes på maven.
Hvad
fanden er det galt med mig???
Hvorfor
nu denne tristesse?
Det
er Californien, baby, det er min
Camino-familie, det er shopping MED overskud på visakortet, det er lækker mad,
Halloween – med nyt kostume, det er goth-clubs og SOL!
Jeg
er eddermanme en mærkelig snegl.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar