mandag den 25. marts 2013

Sidste uge:


Bedste oplevelse:
Arbejde i fredags. For første gang følte jeg, at jeg faktisk både gjorde et godt job OG havde et vist overskud.
Til trods for at jeg sad som en lille, verdensfjern humanist blandt alskens farlige elementer, som dommere, advokater, politifolk, vidner, tilhørere og, nå ja, påståede kriminelle.
Alt i alt 30 mennesker i en steghed retssal.
Hvem kunne holde hovedet koldt? Det kunne jeg. Godt arbejde, Batman.
Det er lidt spøjst, men da jeg for et års tid siden besluttede mig for at prøve at satse på oversættelse og tolkning, var det det bl.a. ud fra ønsket om, at lave noget, hvor jeg kunne være meget anonym.  Jeg havde nok bare brug for ikke at få særlig meget opmærksomhed.
 Sådan blev det så ikke. Men det gør faktisk ikke noget. Og det er jo ikke fordi, at jeg ikke vil og kan stå til ansvar, for det, jeg laver.
I øvrigt er de slet ikke så farlige, alle de der dommere, advokater, politifolk og kriminelle. De er bare ret meget almindelige mennesker, så'n lidt ligesom mig.
Det er da meget fedt, at finde ud af!

Grusomste oplevelse (spoiler alert):
Overrevet teddybjørn i filmen Ted


I freakin' love that bear!

Sjoveste oplevelse:
Tour de chambres med kollektivet.
I løbet af lørdag aften nåede jeg følgende: fejre fødselsdag med sing-a-long til Jimmy & René, se en voksen man spise af en brugt ble, være på skattejagt, lege Gæt og Grimasser, være til søndagsgudstjenste ved en psykotisk præst, drikke alkohol i en sut og et besøg i en kloak.
Det er længe siden, vi i den grad har grinet så meget sammen.
God oplevelse.

Mest overraskende oplevelse:
Kærlige følelser for værkstedet.
På kollektivets arbejdsdag meldte jeg mig til at rydde op i værkstedet (hvilket i sig selv er ret overraskende… ).
Ja, det er jo ikke fordi, jeg ikke har været dernede før. Men det er gerne for at hente en skruetrækker, eller en stige, eller noget.
Men med en goth/new wave playliste som underlægningsmusik opstod der bare et bånd mellem mig og værkstedet.
Åh, den følelse det giver kassere 15 sække med gamle male/olie/somewhat dåser, nogle på hvilke de opgivne telefonnumre startede med 06!
Man kan i øvrigt, pt., i vores baghave afhente nok toxic waste til at forgifte Fyn.

Mest pirkende-til-min-indre-fantast oplevelse:
Nyheden om, at da Posh har forladt Spice Girls, vil de resterende Spices finde deres nye, femte medlem i et nyt reality TV-show! Like - I'm soooo there!!!!  Endelige, endelig skal jeg være et pop-fænomen! Jeg synger MINDST ligeså godt som Posh, og jeg kan sagtens lære de der besynderlige armbevægelser, hun laver.
Jeg tænker, at mit Spicenavn skal være Dubious Spice...

onsdag den 20. marts 2013

A, B, C, D, E, F, G …


I mit "nærmiljø" er der den her personage … der bare er modsiger mig i alt. Ikke fordi vi ideologisk eller værdimæssigt ligger alen fra hinanden - eller, det ved jeg faktisk ikke, om vi gør, for vi samtaler ikke pisse meget. Han taler meget til folk omkring mig, men mig er han tydeligvis ikke helt pjattet med. Og det er jo egentlig ikke en ugengældt følelse.

Men ind i mellem krydses vores veje jo. 

Nå altså, jeg tror da at vi (måske) på papiret kunne blive enige om mange ting.
Og det er da heller ikke politik og holdninger, "vi" er uenige om.  Lord knows, det ville kræve meget mere kommunikation, end jeg kan bevilliges.

Nej, det er det er om de der små, pisse ligegyldige ting, der kan gøre hverdagen lettere. Eller bare så pisse meget mere træls.
Hvis jeg foreslår, om vi (i gruppen) ikke skal lave A, så forklarer han, i nedladende toner, hvorfor det i stedet skal være B. Eller i hvert fald ikke A.
Hvis jeg foreslår, om det kunne være lettere at gå til højre, ja så tager jeg "fanden da" fejl, der er kun en retning og det er … you guessed it, venstre.

Og han er altid - ALTID -i forsvarsposition.

Jeg har ikke gjort ham noget, og han har ikke gjort mig noget.
Men kemi, det er da bare ikke.

Jeg tror sgu', jeg skræmmer ham lidt. Evt. lidt meget. Aner ikke hvorfor eller hvordan, men jeg må jo konstatere, efter at have bevæget  mig rundt i denne verden i 36 år, at nogen mennesker bare finder mig skræmmende.

Og hvorfor ikke? Sådan har jeg det jo også med nogen. Vi intimideres vel oftest af dét, der er det, som vi enten ikke kan genkende, eller det som vi kan genkende, men ikke lide. Det, som gør os usikre. Eller hvad?

Det, jeg prøver at sige, er, at vi har et medansvar, for at vi bliver skræmt. Og 100 % ansvar for, hvordan vi reagerer på vores usikkerhed.
Og måske, måske kunne det være meget smart at prøve at lære vores frygt at kende. Det kunne jo være, at den blev lidt mindre af det.
En ting virker ret sikkert: At bruge al sin energi på, at slå fast hvor man adskiller sig bidrager ikke til større forståelse.

Kom nu ind i kampen, ikke?

torsdag den 14. marts 2013

mandag den 4. marts 2013

Kan man få en udmeldingsblanket? Eller sker det helt automatisk?


Så gik jeg lige og var så svært selvtilfreds.
For det der økonomi - det var jeg sgu da ved at have fod på.
I flere år er regningerne blevet betalt til tiden. Opholdene i Zone Kassekredit er blevet færre. Besøg i netbanken ikke længere automatisk forbundet med kvalme.
Jeg var da så småt begyndt at tænke, at jeg vist havde taget endnu et skridt ind i voksen-voksenlivet.

Jeg tog fejl.
Selvfølgelig tog jeg fejl.

På dagpenge er der ikke noget skejen-en-lille-smule-ud. På dagpenge er der ikke noget med at have et "nogenlunde" overblik over, hvad jeg har brugt.
Og måske har man været åh så fornuftig at tjekke kontoen d. 01. Men hvis januars poster så først tikker ind i løbet af februar. Ja, så kan man sidde nok så meget på sine hænder, og alligevel se saldoen dræne i faretruende hast.

Så meget for fornuft og indbildt modenhed.

For jeg er fattig.

Ikke fattig sammenlignet med … det meste af resten af verden. Sikkert heller ikke fattig, sammenlignet med den enlige mor til tre, der bor i ghettoen.
Men jeg er fattig sammenlignet med mine såkaldte peers. Mine "ligemænd", "jævnbyrdige". Mine venner.

Jeg tog en universitetsuddannelse. Og det var jeg glad for. Det er jeg stadig.
Men måske var det en fejl.

For jeg tog mine eksamen, før det for alvor gik op for humaniora, at man sendte sine kandidater ud på et arbejdsmarked, der sjovt nok ikke efterspørger kompetencer inden for metalitteratur, og den slags. Ikke så meget, i hvert fald.
Det var ikke in at kombinere det klassiske (og skønne) fag-nørderi med verden i dag.
I min ydmyge mening.
Jeg har ikke været i praktik, jeg har heller ikke nævneværdige mængder af studierelevant arbejde. I hvert fald er der altid nogen, der har mere.
Jeg har heller ikke de højeste karakterer. Jeg har heller ikke de værste, men der er altid nogen, der har højere.
Jeg var ikke aktiv i foreninger eller frivilligt arbejde.

Og det var jo alt sammen meget dumt, som det siden er gået op for mig . Og hvis jeg skulle glemme det, skal Nyhederne nok minde mig om det.

Jeg fik altså min eksamen. Og det gjorde alle de andre jo også. Og så stod vi der. Et antal af os, og et noget mindre antal job. Og så gik vi, og jeg, til møder. På jobcentret og på A-kassen.  Og ordet "netværk" blev et meget centralt ord i mit liv. For det var dét, der ville skaffe mig et job, kunne jeg forstå på det hele.
Jeg havde bare ikke sådan et jobskabende netværk.

Jeg fik at vide - igen og igen og igen og i meget belærende toner - at jeg jo skulle være opsøgende. At arbejdet jo ikke opsøgte mig. Det var jo fint nok lige at sige det til mig, for jeg sad jo ellers der med ledigt balkort og ventede på at blive budt op. NOT. Det er bare møgsvært at overbevise folk om, at de har brug for mig og mine uovervindelige kompetencer, når jeg ikke selv ved, hvad mine kompetencer er.
Jeg lærte at skrive jobansøgninger. Jeg lærte, at slå stavekontrollen til (det kunne jeg godt nok i forvejen, men der er jo som sådan ikke noget galt med repetition). Jeg fik at vide, at der var en kvinde, der havde fået job, fordi man havde efterspurgt "overblik", og vupti dupti, så havde hun jo kunnet skrive, at det havde hun, og det kom især til udtryk, når hun hangglidede.
Jeg hangglider ikke. Jeg har ikke rigtig nogle fritidsinteresser, der får min ansøgning til at skille sig ud.

På trods af alt dette, har jeg faktisk arbejdet. Tidsbegrænsede ansættelser, deltidsarbejde.

Jeg er nemlig sådan en lidt skrøbelig én.
En speciallæge har givet mig et langt papir om mig. Der står, at jeg fungerer helt normalt - både fysisk og mentalt - og jeg sagtens kan arbejde, men ikke mere end 20 timer om ugen, da jeg er en lidt skrøbelig person, der hurtigt/ere bliver … udmattet.
Det er da ikke så slemt, synes jeg?
Men det er jo så ikke mig, der bestemmer, og gudskelov for det, for hvis vi alle sammen selv skulle gå og mærke efter, hvor meget vi kan holde til - ja, så ville samfundet da gå helt i hundene.

Så jeg laver mine oversættelser og tolkninger, og så går jeg hjem og skriver ansøgninger på fuldtidsjob i den akademiske sektor - og i så mange andre sektorer. Ansøgninger til jobs, jeg ikke får, fordi der altid er nogen, der har mere erfaring end mig.
Og så udfylder jeg mit supplerende dagpengekort. Lidt endnu.

Og føler mig som en paria. På tålt ophold.

Mine venner har job. De har bil. Biler De har hus. Børn. IPads. Pensionsopsparing. Spillekonsoller. Fladskærms TV.
Og jeg under dem det af hjertet.

Det er bare gået op for mig, at jeg er endt på B-holdet. Friværdi er en by i Rusland for mig. Jeg bliver en af de pensionister, som Pia Kjærsgaard slås for (og det i sig selv, er noget af en kamel at sluge).
Hvis jeg får børn, bliver der ingen Wii til mine unger.

Og det er i og for sig okay, og ja, jeg har fattet, at jeg ligger som jeg selv har redt.

Men jeg betaler min skat, og er ligeså meget en del af det her samfund, som mine lige...mænd? For vi er der stadig lige, er vi ikke?
Eller er det bare sådan, at vi, i et velstillet samfund som vores, bare har brug for nogen, som vi kan "tolerere - men kun tolerere"?

Jeg føler mig sindssygt heldig, at bo i et land, hvor jeg (så længe det varer) kan gå til lægen, få en uddannelse, blive støttet når jeg er arbejdsløs … Jeg er virkeligt taknemmelig for det.
Men jeg er også træt af at føle, at prisen for det er, at min stemme (der kommer ud af min hals, ikke den på papiret), ikke tæller så meget som andres.

Og jeg har ondt i maven over, at jeg begynder at opleve dette fra mine "jævnbyrdige". Det kan godt være, at jeg ikke pendler tre timer om dagen, men det gør mig jo ikke til idiot, vel?
Og jeg har ikke så mange penge, men måske vi kunne lave noget, vi alle sammen har råd til?

Eller hvad?

Skal jeg bare lukke døren efter mig?