Mens jeg venter på, at en eller anden supervisor, et eller andet sted, mailer tilbage og forklarer mig, hvad jævlan problemet er med ugens arbejdsfiler...

…kan jeg jo skrive første (måske sidste) indlæg på, hvad jeg spår bliver en føljeton (eller bare en enlig svale) under overskriften (som jeg nok ændrer):

Oplevelser med musik! Vol. I

Ja, der havde I nok lige forventet et brag af en overskrift! Men nej. Skuffelsen er måske stor, men så'n bli'r DET!

- Som 4-5 årig, ser jeg på fjernsyn (det hed det den gang), en dame i  flagrende gevandter, der laver mærkelige fagter, mens hun synger en  sang i et meget højt toneleje.

Elverkvinden er Kate Bush, og sangen 'Babooshka'. Jeg ved ikke, hvem hun er, hvad ordene betyder, eller at der findes sådan noget som "interpretive dance". Men jeg ved, at det der musik er kommet for at blive. And I like it!

- Året er 2001, stedet er downtown Washington DC, og der er endnu tre måneder til d. 11. sept.

Jeg er lige startet på 2½ mdrs fuldstændig for vild rundrejse i US of A, i en van med 11 andre crazy dudes.

Vinduerne er rullet ned, og the man with the plan in the van prøver hektisk at forklare os, at DC ikke kun er monumenter og regeringsbygninger, men også bander og kriminalitet i stor stil. Og at han guddødeme ikke vil skydes ned, fordi han kommer til at dreje ned ad den forkerte gade, med Vanilla Ice's 'Ice, ice baby' bragende ud af højtalerne.

Det er vi dog 13 om at bestemme.

(No tourguide by the name of Kevin was harmed during this story)

- London '97, jeg sidder på bagsædet af en taxa, omgivet er kasser fulde af chokolade, der skal transporteres fra den ene Thorntons Chocolates til den anden (som jeg arbejder i). Jeg hører Spice Girls 'Spice up your life' for første gange, og overvejer om jeg nogensinde officielt vil stå ved, at jeg er skabs-fan af dem.

Svaret er til dags dato "Hell, no!"

- Jeg forklarer en god ven, at jeg har en aversion mod Leonard Cohen, fordi en mistænkelig stor del af mine 'hurra-jeg-er-kommet-i-parhold's veninder, har det med pludselig at bekendtgøre: "Ja, vi lytter jo til Leonard Cohen". Selvom deres kæreste eje so far har været deres Dirty Dancing soundtrack.

Til hvilket min ven svarer: "Ja, det er rigtig nok. Men det er der for fanden ikke Leonard Cohens skyld!"

God pointe.

Leonard selv har følgende kommentar:

 

Tuttelu, hviskede hun

Øh…" her har I mig tilbage". Nej, nej det virker ikke rigtigt.
"Hej der, så tager vi hul på en ny sæson af 'en 36 årig hysterikers virkeligt uvedkommende  liv.' Der vil ikke være druk, hor eller nøgenhed. Til gengæld vil der være masse af kagespisning!"
Heller ikke helt godt. Det dur vidst ikke at slå sig op som oprigtig konkurrence til satellitkanalernes reality shows. Især hvis man ikke har andet at byde på end kagespisning.
(Og skulle der snige sig druk, hor og nøgenhed ind, vil det i hvert fald ikke blive nævnt på disse sider. Størstedelen af min meeeget begrænsede fanskare består nemlig af veninders mødre, for slet ikke at nævne min egen mor! Heldigvis læser mødre ikke parenteser).

Pointen er, at jeg er frygtelig flov over, at jeg har forsømt min kære blog så længe. Ikke kun med tanke på min SERIØST begrænsede fanskare (Hej Kirsten og Christina, godt at se jer), men mestendels over for mig selv.
Det her skulle jo være mit kreative outlet, her hvor jeg fik revset, set indad, været sjov, ændret verden … ej, ok, det sidste har jeg faktisk aldrig haft planer om.

Jeg har brugt hele sommeren på at fortælle mig selv, at jeg kun kan skrive, hvis jeg har noget at skrive om. Og har så i øvrigt været rimelig hurtig til at dømme sommeren 2012 ganske begivenhedsløs og ligegyldig.
(Hvilket er en stor, fed løgn, men hvis den kan bruges som undskyldning for at undgå tastaturet, er den i mine øjne gangbar.)

Men så var det jo så, at denne morgen så en undseelig mail lande i min indbakke (vi kan allerede konkludere, at min tendens til at anglificere mit sprog ikke er blevet mindre over sommeren).
Det var en lille notits om, at en kær ven af mig havde opdateret sin blog. Linnea, du ramte mig i solar plexus med denne fine tanke.

(Så er I jo så nødt til at følge linket, for at fatte resten af dette indlæg.)

For hun har jo ret.

Jeg er ikke gudsinspireret; jeg gemmer ikke på et talent, der vil slå benene under jer alle, når jeg først lukker op for godteposen; uden mine ord er dagen stadig hel og god - solen står op og går ned, verden går sin gang.

Men måske, en dag - blandt alle de banaliteter jeg får spyet ud - læser en eller anden de ord, der rammer - bare en lille smule - i solar plexus.

Og blev Batman i sit mansions ene fløj, nedbrudt og bitter, og på krykker ikke mindst? Eller marcherede han (på krykker) ind til Lucius Fox, og konkluderede "HER HAR I MIG TILBAGE"?

Og er jeg Batman eller er jeg Nynne ???

??? - ok, det er måske ikke helt let at svare på. Egentlig er jeg nok mest Dewie fra Screamserien. Eller Jacob fra Twilight. I pigeudgave, og uden den reelle evne til at transmogrife om til en varulv… tja.

Én ting er jeg dog helt sikkert: Tilbage.

CAN'T LIII-I-IVE, IF LIVING IS WITHOUT YOUUU!

Jeg har vidst lovet at vende tilbage til emnet: 'Subpersonligheder, dæmoner og andre beboere'.

Har jeg ikke? Eller var det - fristes jeg til at spørge - all in my head? AAAAAhahahaha, hvorfor er der ikke flere (nogen overhovedet), der kommenterer på mit vittige sind?

Nå, men spas til side (og spas var det), så synes jeg, at det er på tide at præsentere en af dem. Subpersonligheder, altså. Desværre kan det kun blive in absentia, for hun har været M.I.A. længe.

(Nej, det er ikke den tamilsk/engelske musiker, der en gang lavede virkelig god musik, men nu bruger det meste af tiden på at slikke numse på Madonna og prøve at blive større end Bono. Ikke at jeg er en discipel i Church of Bono, føj bvadr. Men det er en anden historie…)

Jeg savner hende. Blondtrine.

Blondtrine er ikke en dum blondine, om end vi er blonde. Hun er mere så'n… optaget af momentet. Så hun kan godt glemme lige at tænke før hun taler. Faktisk ville hun nok skrive "tale før hun tænker", fordi det er mere mundret (jo, det er), og hun har ikke en indre korrekturlæser til liiige at nuppe de slemmeste fejl, inden de ryger ud af munden på hende. Skråstreg ned på papir.

Men det gør ikke noget!

Faktisk er noget af det, hun nyder mest, at grine af sig selv. Og det - tro mig - har hun rig lejlighed til.

Blondtrine er lalleglad på en virkelig cool måde (vil jeg tillade mig at mene, ganske subjektivt.). For hun er godt tilpas. Glad i momentet.

Og hun elsker at være sammen med andre mennesker, og de må gerne grine af hende, og fordi hun er cool med dét, er de som oftest cool med, at hun griner af dem.

For det er jo okay, at være ufrivilligt morsom en gang i mellem. Faktisk ikke så farligt. At spørge om noget, man måske nok burde kende svaret på. At tage et tre-trins fald (på knæ - på hænder - om på siden) midt på gaden, og selv indse, at det sgu' nok så ret komisk ud. At tralle rundt i huset og synge med på sommerens dansehit af ukendt sproglig oprindelse, selvom man ret beset ikke kan teksten: "Razorblades da nomma nomma yeh! Nomma nomma yeh! Nomma nomma yeh yeh yeh! Maja HI Maja HA Maja HAHA!" Selvom "bandet" aldrig har spillet i Den Grå Hal eller redder Verden med aggressiv etno-rap (og har der i øvrigt nogensinde været ført bevis for at aggressiv rap af NOGEN art har reddet Verden??? Jeg spørger bare. M.I.A...) . At sidde med åben mund og polypper og sluge 'Derren Browns Trick of the Mind', selvom, jo, det er ganske korrekt at "de jo bare kan have klippet i det!"

Det er så dejligt befriende at være naiv .

Jeg tror egentlig, at Blondtrine bare er rigtig glad for at være lige her, lige nu.

Mine venner kunne godt lide Blondtrine. Det kunne jeg også.

Men jeg tror, at hun blev træt af os.

For det er lidt for længe siden, at jeg har set hende.

Blondtrine, hvis du læser dette: kom hjem! Jeg mente det ikke, da jeg opførte mig som om livet kun er alvor og overlevelse. Og forleden faldt ryggen på solsengen ned mens jeg lå på den, og du var der ikke til at grine sammen med mig!

Undskyld.

Jeg har været en nar.

Bare kom hjem.

Hva' fa'n?

Det er sgu' da ikke meningen, at jeg skal have overtøj på i juli???

Godmorgen Solstråle!

"ISBJØRN, ISBJØRN, IIIIIIIIIISSBJØØØØØØØØØØØØRN!"

Argh, brølet fra naboens alt-andet-end-generte 4 årige datter susede ind gennem vinduet og ramte Væsenet lige i pæren. Og ikke for første gang denne morgen. Formiddag.

Med en halvslukket dødsild i øjnene, virrede Væsenet med hovedet.

Isbjørn. Hvor? Her? Kunne sgu' godt bruge en isbjørn. Stor og farlig og lige til at putte med.

Men nej, der var ingen isbjørn at få øje på. Måske havde der været en, som nu var smuttet hjem til barnet. Hun var i hvert fald holdt op med at brøle.

Isbjørn… Man kunne jo godt sove lidt mere. Sove, det er så rart, syntes Væsenet.

SMACK!

"Næææ, du skal ikke sove", vrælede den ækle lille, morgenstjerne-svingende tæge, der lød navnet Migræne.

Smack, smack, smack. Adskillige gange blev våbnet hamret ind i Væsenets kranie og i alle de lækre, bløde dele, der gemte sig under det.

For fanden i helvede da også.

Det var kraftedeme ikke dét, Det havde tænkt sig at bruge sin dag på!

"Ææææhæhæ", skreg Tægen, "det er dig og mig i dag. Og i morgen og i overmorgen, aaaahahahahaha, fuckzi, hvor skal vi have det sjovt! Eller, jeg skal i hvert fald, du plejer jo bare at ligge og være sur."

Væsenet ville bare så gerne blive liggende, for evigt, men Dets blære blandede sig i dagsordenen med et kraftigt ønske om en ekskursion til det nærmeste toilet. Og det var i og for sig fair nok, og vel også i Væsenets bedste interesse.

Så med led, der knagede og bragede, fik Væsenet i etaper rejst sig. Sad lidt på sengekanten og kiggede på sine fødder. Følte sig sikker på, at alting ville være meget bedre, hvis der faktisk havde været en isbjørn på værelset, da Det vågnede. Dét skulle sgu' nok have gjort Tægen så tilpas forskrækket, at den slap sit tag og glemte at svinge morgenstjernen.

Men sådan var det jo ikke gået.

Ingen Panserbjørn til at udkæmpe dagens slag. Dét måtte Væsenet selv gøre.

Første skridt kom nu: at få badekåben på. Da Væsenet boede i kollektiv, gik det der med at gå nøgen på toilettet bare ikke rigtig. Det var ikke den slags kollektiv. Hvilket da også passede Væsenet udmærket.

Fødderne ramte gulvet, og Væsenet stod nu oprejst, på ben af gelé, men dog stabilt.

For fanden, hvor var der rodet og varmt og dumt og trælst. Øv, hvorfor helvede kunne Det ikke bare være et ordensvæsen? Alt det der med organiseret rod og struktureret kaos… ja, op i røven med det!

Nå, det var den der badekåbe, Det kom fra. Den lå der, to skridt væk. Det skulle være til at overskue.

Bonk. Hvem helvede havde stillet en kuffert lige foran Væsenets seng? Hvilken idiot kunne ikke regne ud, at ruten seng-badekåbe BURDE OG SKULLE VÆRE FULDSTÆNDIGT RYDDET???

Væsenet havde en mistanke om, hvem det kunne være. Men lod dog nåde gå for ret denne gang, for at stå der og skændes med sig selv ville ikke gøre dagen bedre, og ville højest sandsynligt blot resultere i, at Det ikke nåede ud på toilettet før blæren gav op.

Og hvis Det strakte sig lidt, kunne Det faktisk godt nå badekåben.

Yes!

No!

Åndsvagepisselortemøg bælte var røget af!

Åh ville denne dag dog ingen ende tage???

Med klynk og en klump i halsen, fik Det stavret sig længere ud på gulvet og famlet sig frem til bæltet, der gemte sig under "fralægningsbordet", det bord Væsenet officielt brugte til stille sin kaffekop på og lægge såkaldte hastesager (bøger, der skulle afleveres og den slags), men reelt var opbevaringsplads for "ting, der endnu ikke har fået fast opholdssted", og det var sandt at sige noget af en opgave for et klapbord med målene 50 cm x 50 cm.

Det vaklede da også faretruende, da Væsenet mingelerede bæltet væk fra den ene bordben (og valgte ikke at filosofere over, hvordan det var endt der UNDER benet).

Et eller andet måtte Væsenet alligevel have gjort rigtigt i et tidligere liv, for bordet blev stående, og intet væltede.

Livet: 10 - Væsenet: 1.

Således be-bæltet var Det  klar til næste fase: at møde dagens omverden!

Hånden på dørhåndtaget. Dyb indånding. Tryk ned.

Stue. Tom. Yes!

Rute til næste dør: næsten lige, kun et par graders hældning.

Hindringer undervejs: kun sofaen, der krævede et lille sving i modsatte retning, men det var jo efterhånden indgroet i Væsenet at det skulle tage to skridt og så et lille ét til venstre.

Stuedør til toiletdør: ét sølle skridt, faktisk kunne man træde direkte fra stuen over på badeværelset, hvis man bare tog ét stort skridt. Og det gjorde Væsenet.

Alt dette gav anledning til en vís følelse af tilfredshed, da Det sad der på toilettet og havde tid til at tænke over det. Det pissede (no pun intended) selvfølgelig Tægen så meget af, at den tog et par kraftige sving med morgenstjernen. Men det var jo, hvad man kunne forvente af det møgsvin.

For første gang denne dag fik Væsenet set sig selv i øjnene, i spejlet over vasken.

Det var ikke kønt, men Det bemærkede dog med glæde, at Dets hår faktisk sad rigtig godt, her ovenpå 11 timers søvn.

Men hvad var det? Et hint af mundvand? Igen? Nej. Nej, helt ærligt gad Væsenet bare ikke. Det skulle ikke være en af dé omgange. Ind i seng igen, så ville det gå i sig selv.

Nej. Sådan skulle det ikke gå.

Der, i døren til stuen, stod en af Væsenets samboer. Den af dem, der tog liiige lang tid nok om at komme til sagen. I dag var ikke anderledes. Væsenet prøvede, prøvede virkelig at høre efter og … og tage stilling og den slags. Det var noget med aftensmad og indkøb. Men mundvandet, mundvandet kom igen! Det var ikke noget, Det havde bildt sig ind! En flodbølge bevægede sig i et anseeligt tempo over tungen, mod tænderne.

Et "undskyld" ramte samboen samtidig med den smækkede badeværelsedør.

I sidste øjeblik kastede Væsenet sig om toiletkummen i et ordenligt kram. Åh, hvor Det klamrede sig til det WC alle otte beboere brugte, mens en tsunami af halvfordøjede madrester skyllede ud af det stakkels lille Væsen.

Igen.

Og igen.

Så lå Det der. I ugens pis-sjatter. Mens Tægen lænede sig tilbage og røg en smøg.

Samboen stod der endnu, da Væsenet kravlede ud og over gulvet mod stuen, på vej mod Det Forjættede Land (også kendt under navnet Sengen).

Undskyldninger blev fremstammet, forsikringer og tilbud om hjælp givet.

Væsenet kom på benene og lod sit blik fastlåse på Himlens Porte.

Tægen, der allerede var ovre sin post-orgastiske hvile, dansede og grinede og svingede sit lede instrument. Især da Væsenet igen bankede ind i selvsamme kuffert som på vejen ud.

"AAAAARRRHHHHAHAHAHAHAHAHA", hylede den "det er sgu for morsomt det her, hvorfor fa'n gør vi det ikke noget oftere?".

…

Nej.

Nej.

Nejnejnejnejnej! Det var for galt. Ikke om Væsenet ville finde sig i det!

"Sjovt. Jeg skal vise dig sjov", sagde Det.

BANG, morgenstjernen knaldede ind i højre pandelap.

"Du har dine middelaldervåben, som - og det vil jeg give dig - er helvedes effektive. Men jeg har også et våben. Bare fra en anden tidslader: det 21. århundrede!"

Det var tydeligt, at dette gjorde et vidst indtryk på Tægen, for den kunne ikke helt koncentrere sig om at svinge sin morgenstjerne, og slagene blev blødere og mere upræcise. Den havde en anelse om, hvad der var på vej.

POP

NU var Tægen bange, og den svingede vildt og ukontrollabelt med våbenet.

Da pillen blev lagt på tungen, skreg Tægen angstens skrig.

Væsenet mærkede vandet skylle pillen ned i halsen og videre ned, hvor den ville gøre godt.

"Muhahahahahaha", grinede Det, mens Det slog armene ud og lod sig falde bagover på madrassen.

Og det blev det ved med, mens skrigene blev mindre, og den søde prikken i kroppen begyndte med blodets tilbagevendende brusen.

Selv flyveturen gik glat

Så har I mig tilbage; den fortabte datter, den savnede livs-revser, den mesterlige verbale krammer, den "for-fanden-i-helvede-hvor-ville-jeg-ønske-at-hun-var-blevet-derhenne-hvor-peberet-gror-for-hun-er-satme-ikke-til-at-holde-ud-at-høre-på" stemme.

Ja, jeg er hjemvendt fra De Forenede Stater, og det er sgu' nederen, for nu at sige det lige ud.

Der var sol, der var varme, der var billigt, der var sjovt og ikke mindst var der gensyn med de dejligste mennesker, man kan forestille sig.

Her er regn, koldt, forudsigeligt og en gnaven, gnaven sambo.

Nå, men inden I officielt beder mig ændre tonen, eller finde nogle andre at plage med mine skriverier, vil jeg skynde mig at opbløde, og nævne, hvorfor det da ikke er helt så skidt endda:
Jeg havde fødselsdag i går (jo tak, tak, det var en dejlig dag), og blev overdænget med hilsner, kage, gaver og kærlighed.

Jeg har genset dejlige  home grown venner og har flere i vente.

Jeg skal i gang med noget arbejde, som slet ikke er så tosset.

Jeg har fået vasket alt vasketøjet.

Bag skyerne skinner solen (jeg ved det, befandt mig deroppe adskillige timer forleden).

Havbadning og regn er bestemt ikke uforeneligt.

Jeg har hjembragt en stabel læsestof, der skal pløjes igennem.

SÅ koldt er det jo heller ikke.

Nå, nu vil jeg så i opstillingen "rodet" dele min ferie med jer. Der var adskillige highlights:

Ja, vi mødte jo nogle ægte kendte. Jeg kendte dem godt nok ikke, men det var da meget spas alligevel. De er med i det underholdende underholdningsprogram 'Depotjægerne', som jo altså handler om nogen, der opkøber depotrum med indhold. Ja, måske bliver de super rige, fordi der ligger noget nice derinde, eller måske bliver de mesterligt snydt, fordi der ikke er andet end muselort. Dem jeg mødte er dem, der bortauktionerer disse depotrum (og hold så op med at plage mig med spørgsmål, min bekendthed med disse kendte er først opstået after the fact).
Nå, men de var jo vældigt søde, og mindst ligeså glade for at mødes os, som vi var for at møde dem.
Ja, vi så jo også en berømtheds havelåge. Vi cruisede ad Mulholland Drive, og ligeså gjorde en flok busser fulde af turister, der, ledet af kyndige guider, var ude at besøge de kendte på deres hjemmeadresser. På et tidspunkt gik de helt amokka med kameraerne foran et hus, så var gik ud fra, at der nok boede en meget kendt en derinde.

Vi var også på San Diego Fair, som er en kæmpestor byfest i bedste amerikanske stil. Jeg er sikker på, at mottoet må være: "if you got it, we'll fry it". Man kunne få sit årlige kolesterol fix igennem stegt cereal, stegte småkager, stegte sandwicher (altså: sandwicher der bliver lavet og derefter stegt) eller stegt saftevand, og nyde lidt bacon i chokolade. Smagte det sidste, og… ja, it didn't rock my boat. Til gengæld fik jeg cheesecake on a stick, og DET var mums!
Til sådan en byfest er der jo også en del forlystelser, der helst skal sætte ens liv en lille smule i fare. F.eks. Et pariserhjul med åbne sider, men uden seler. Selv lod jeg mig svinge rundt og op og ned af slags arm med sæder, og det var da noget af en oplevelse. Efter sigende skreg jeg fra start til slut, og dét i en sådan grad at det kunne høres langt væk.
Det så sådan ud (skrig må man selv tilsætte):

Mere tryg var jeg i Disneyland, for de har ikke råd til at slå mig ihjel. Her skreg jeg også ret meget, men det var glade skrig, ikke "JEG ER FOR UNG TIL AT DØ!!!" - skrig.

Nå jo, og vi var til hundesurfing konkurrence, og det var altså rigtig sjovt og hyggeligt, og hundene havde rigtig sjovt, de var - pun intended - nogle rigtige vandhunde. Nogle var imponerende gode til at stå på brættet og se cool ud, andre synes bare at det var spas at hoppe i baljen og plaske rundt.

Da jeg selv er noget af en vandhund, var vi også ude og bekæmpe bølger, dog på afstand af de professionelle. Hvilket røre ville der ikke opstå, hvis en af favorit-hundene måtte udgå, fordi den var blevet ramt af en blond dansker, der dukkede op i bølgerne?

Ja, det var vel lige det, jeg havde lyst til at fortælle i dag.
Måske fortæller jeg videre om min über fantastiske ferie næste gang, ellers fortæller jeg om noget andet.

Så blev det lige en telefon-skrevet rejseblog

Her er nogle ting, jeg godt kan lide:
Små amerikanske byer, der består af 50% tærte bagerier.
At komme kørende gennem landskabet og passere et kamel mejeri.
At grille marsmellows poolside i den mexicanske ovn.
En udendørs hjemmebar.
At hoppe i en 23 grader varm pool som det første om morgenen.

Arh, er det nu ikke bare en fiks idé?

Min mave er lutter sommerfugle. De basker, og de kvidrer tilmed, hvilket er lidt spøjst taget i betragtning, at det jo ikke er noget sommerfugle gør. Normalt.

Men det er jo heller ikke en helt normal dag.
For i aften når jeg første station på min vej til Californien. Nemlig en København-baseret veninde, som jeg skal overnatte hos.

Jeg er klar. Alt er pakket og står parat, nu er det bare at vente på at toget kører. Om mange timer.

Og nu opdager jeg så, at jeg bare ikke er særlig god til at være klar i så god tid. For så kan jeg rigtig sidde og gruble over, hvad jeg måtte have glemt og alt sådan noget.

Men så kan jeg jo adsprede mine tanker med at update min blog.

Jeg har nemlig gjort endnu en opdagelse; jeg er blevet en tak mere voksen.
Scary, I know.

Jeg tror, at det startede, da jeg for nylig besluttede at se fortiden i øjnene. Den personificerede fortid, vel at mærke. Og en fortid som ikke har villet acceptere den grænse jeg har sat. Men tværtimod er blevet ved med at forsøge at suge mig tilbage i sit eget lille univers.
Og dét gjorde mig bange.
Men det der med at være bange, det er noget, jeg har arbejdet med (ja ja, jeg hører bræklydene :-)). Og jeg har konkluderet, at det stinker at være bange.
Ja, Tricksteren er ikke helt dum.
Så - ja, lang historie kort, jeg besluttede at efterkomme fortidens ønske om at mødes.
Og jeg satte rammerne, neutral grund, tredjepart, tidsbegrænsning. Overvåget samvær, kan man vel kalde det.
Men det havde ikke fortidens interesse. Fortiden valgte at ignorere mit brev. Fortiden bryder sig ikke om at andre sætter dagsordenen, går jeg ud fra.
Det er jo sådan set fortidens problem.
Det er det i hvert fald nødt til at være.

Jeg må indrømme, at jeg var skuffet. For jeg var faktisk begyndt at forestille mig, at der kunne rigtig meget godt ud af det for mig. Men dét er vel så til gengæld ikke fortidens problem.

Der er bare det ved det, at den her hændelse, der ikke fandt sted, faktisk har ændret noget. I mig.

Forleden blev der holdt en stor fest, der hvor jeg bor. Jeg kan godt lide at feste, men jeg kan godt have meget svært ved at rumme at lægge hus til. Selvom jeg virkelig gerne vil være god til det. Ved sidste års fest endte jeg med at ligge og hyperventilere og græde i 40 minutter. A propos at være bange...
Heldigvis bor jeg med nogle mennesker, der måske ikke forstår det, men accepterer det.
Nå, men det, jeg vil frem til, er at jeg i år havde en virkelig fantastisk fest! Jeg havde givet slip på... et eller andet. Kunne forstå, at folk nok messede mit hus op, men ikke mit indre. Og ikke en eneste gang følte jeg mig overbevist om, at alle hadede mig.
Det var sgu' da meget fedt.
Og jeg fik taget to tyre ved hornene.
Der er to mennesker i mit liv, der har fyldt og fylder rigtig meget.
Den ene er et gammel venskab, hvor der har været og stadig er meget kærlighed. Men også frustation.
Den anden er et nyt bekendtskab, der er blevet farvet nogle trælse ting. Havde det været et venskab uden disse? Det troede jeg en gang, men nu ved jeg det ikke.
Hvorom alting er, så har jeg følt mig dårligt behandlet og udnyttet af begge. Og været hamrende vred på mig selv for ikke at kunne opretholde mine grænser.
Og nu var det tid til at slutte dét kapitel. Tid til at fyre trælse mønstre. Og efterlade dem. I fortiden.
Og det gjorde jeg. På en ordenlig måde. Synes jeg selv, men jeg gætter på at de to andre ikke tilslutter sig den opfattelse.
I hvert fald var ingen af dem særligt begejstrede for, hvad jeg havde at sige. Om end den ene tog det bedre end den anden.
Det ville have været fantastisk, hvis we could all just be friends, men i mangel af dette, tager jeg til takke med at kunne kigge folk i øjnene og være ærlig over for dem. Og sige stop.
Så selvom jeg ikke fik deres forståelse ud af det, og egentlig ikke forestiller mig, at det ændrer noget som helst mellem os, så ved jeg, at jeg har valgt at stå op for mig selv, fremfor at være bange for at såre eller miste nogen eller gøre det hele værre.

Det er da lidt modent, ikke?

Når det så er sagt, så er jeg ikke mere voksen, end at jeg i dén grad skal give den gas i Disneyland. Derovre i Californien, som jeg jo rejser over til i morgen.
Men det har jeg vidst nævnt?

Måske jeg skulle tage en lille pose med...

I aften er der igen hååånnnn'bol'kamp, og det bør jo inspirere til et nyt indlæg.

Det gjorde det i hvert fald sidste gang, jeg var bænket foran TV'et på en kamp-aften.

I dag ser det dog ikke ud til, at det med at blive inspireret af det uinspirerende virker. Hm-hm.

Måske fordi at alt, jeg tænker på, er at jeg om en uge chiller i Jillians, min Camino søster, baghave. I Ramona, CALIFORNIA!

Det bliver 14 dage med de dejligste kvinder, hygge, sjov - og et par udfordringer.

F.eks. denne:

Selvom jeg virkelig synes at håndbold er nederen

Alle vinduer  står åbne, og jeg nyder den mildere aftenluft.

Ikke at jeg ikke har nydt dagens bragende hede. Det var super skønt at ligge på terrassen og lade min krop optage al den sol. Som skandinav kan sommerens komme godt føles som at have vundet i lotto, efter de mørke og kolde måneder har vi glemt præcis hvor godt det føles.

Okay, det blev en kende varmt. Jeg kørte på et tidspunkt noget interval-ude liv; 15 min. udendørs, 3 min. foran den elektriske vifte.

På et tidspunkt fik jeg så den geniale ide at tage mig en Champagnebrus.

OH. MY. GOD. Jeg havde fuldstændig glemt mirakeleffekten af en sodavandsis i heden.

Champagnebrusen var en sval, indvendig brise, det sænkede min kropstemperatur med adskillige grader. Føltes det i hvert fald som om.

Derefter kunne jeg blive liggende på min drømmeseng (dækket af et fornuftigt lag solcreme, naturligvis) og bare slappe af. Suge sommeren ind.

Jeg havde endda kræfter til lidt udendørs meditation.

Jeg kan godt afsløre, at jeg ikke selv ejer el vifte, drømmeseng eller fryser fuld af champagnebrus.

I'm at mum's.

Og det er pretty darn sweet.

Jeg er en af dem, der kommer ganske godt ud af det med mit mødrene ophav. Bevares, det skal ikke skjules, at der har været nogle rimeligt højspændte perioder, men alt i alt er det sgu' a-okay.

Bør jeg være pinlig berørt over, at jeg i en alder af 35 stadig synes at det er ret skønt ind i mellem at flygte fra bunkerne der hober sig op, samboen der går på nerverne, indkøbene der skal bæres hjem? Flygte til en stille villavej, en ren seng - som jeg ikke selv har redt, og en følelse af at være bare en lille smule barn igen?

Måske, men det er jeg ikke. Pinlig berørt altså.

Jeg er vidst det, man i humoralpatologien kaldte melankolsk. Tror at det hedder særligt sensitiv i dag :-).

Og fuck, hvor kan hverdagen sommetider overstige mine evner, om man så må sige.

Så det er altså meget rart at have sig en fornuftig mutti at besøge.

Selvom hun ser håndbold, og jeg virkelig synes at håndbold er nederen.

Men så har jeg jo tid til at skrive det her indlæg.

Refleksioner over Updates kl. 21 nyheder

Europarådet har kritiseret Danmark for at være for racistisk.

"For"? Ville en vis dosis racisme være acceptabel, måske endda påkrævet?

Inger Støjberg udtaler at ikke-nikke-nej om hun vil høre på dét, Marianne Jelved at det vil hun skam gerne. Altså ikke den store nyhedsværdi i responsen.

Grønt lys for trepartsforhandlingerne har forårsaget et indslag, hvor en håndfuld arbejdere slår rimelig meget fast, at det der med øget arbejdstid, dét kan stikkes skråt op.

YES!!! Håb for Danmark at last!!!

Hvad satan er det for en trend, vi har oplevet her til lands, hvor arbejde, arbejde, mere arbejde er blevet den nye sort, endda for nogle den nye religion??? Og at ytre den modsatte holdning er blevet anset for en form for landsforræderi.

Lad os i Guds - sorry, i Beskæftigelsesministerens navn - sørge for at være så meget væk fra hjemmet som muligt, så kan nogle andre passe vores børn, og på den måde, EUREKA, kan vi sørge for at nogle andre også arbejder! Guldmedalje på vej! Og vi kan få stress og andet godt, og så kan vi holde sundhedspersonalet i sving, for guderne skal vide, at de jo bare danderer den.

Oh my freaking god, velsignet være nye toner!

Farmanden, der satte ild til sin bil  - I ved, den med ham selv og ikke mindst sine to døtre i - kræves fængslet på livstid.

Er det bare mig, eller virker det som om, at der er opstået sådan en trend med at dræbe sin familie og - måske - sig selv, når tingene ikke lige har taget dén drejning, man havde regnet med?

Jeg mener, jeg ved godt at den slags gerninger er set før, men har der ikke været liiiige lovligt mange af dem her de sidste år?

Hvad fanden sker der for det?

"Buhu, jeg blev skilt". Ja, det er nederen, det er det virkelig. Men kære gerningsmand, folk bliver skilt hver eneste dag, vil du forklare, hvorfor lige netop din oplevelse er så meget værre end alle andres?

I morgen bliver det varmt og solrigt.

Det var det, der røg gennem mit hoved, mellem 21.00 og 21.10.

Ugens luksusproblemer:

• At holde igen med at se nyere film, da det måske er lige netop dem, jeg kan vælge at se på flyet til Californien.
• At huske at købe rigeligt med migrænetabletter - just in case - til alle de rollercoaster parks, vi skal besøge i Californien.

• At huske at købe solcreme, selvom det styrter ned her. For det gør det jo ikke i Californien.

• At vælge den rette roman til flyveturen til Californien.
• At låne en kuffert, der er stor nok til alle de shoppings jeg skal gøre. I Californien.

Hvad tænker du - mangler der en enkel ( )?

Det der med at skrive blog… det har været både lettere og sværere end jeg havde forventet.

(Flot, én linje inde i indlægget, og jeg har allerede modsagt mig selv i en mildest talt åndsvag sætning)

Egentlig havde jeg regnet med, at denne blog på nuværende tidspunkt ville indeholde 1½ indlæg (og 40 i papirkurven) og have ca. 3 sidevisninger.

Og at jeg ville have flået halvdelen af mit hår af (hvilket ville have været en skam, for jeg har sgu' ret lækkert hår), og ikke bare opgivet at skrive men også at læse. Af ren jalousi mod forfatterne (skal udtales på en frådende Gollum-måde).

Og sådan er det jo ikke gået :-) :-) :-) :-) :-)

(Smileys får ikke den credit de fortjener)

Hey, jeg siger ikke, at alt der popper op på denne virtuelle matrikel er gudsinspireret, men noget af det er jeg svært tilfreds med.

Og der er sket præcis så lidt i mit liv, at jeg har været tvunget til at (forsøge at) være kreativ.

Således har det været let.

Men. Det passer jo ikke helt, at der ikke er sket noget i mit liv. Selvfølgelig ikke, der er sket både stort og småt, tøj er blevet vasket, en masse gamle venner er blevet mødtes med, forberedelser til forestående USA tur er gået ind (woop woop).

Der er også sket det, at jeg for alvor har fået nok af en håndfuld personager i mit liv. Sådan FOR REAL nok.

(Nej, det er ikke dig, Mutti)

Og jeg har fået nok af mig selv (warning: selvhævdelse vil forekomme  i de næste linjer), nok af at FUCKING HOLDE MIG PÅ MIN SIDE AF BORDET, og samtidig bare være SÅ FUCKING PISSE MODEN omkring alt der bliver smidt i hovedet på mig. Af at undskylde og blive mødt med et "hm". Hm? Are you kidding me???

Men ser I, jeg har lavet den her aftale med mig selv om, at jeg så vidt muligt skal undgå at udstille nogen her. Ud over mig selv. Og Claus Hjort, turen skal også nok komme til dig.

Så jeg kan altså ikke skrive om noget af det, der - desværre - pt. fylder lige vel meget i mit liv.

For det vil jo ikke være fair, vel? Og der er jo to sider af en sag og jeg ville jo heller ikke selv synes at det var rart og bvvvaadddrrrrhhhhh…

Hold nu kæft, hvor er jeg ved at brække mig over mig selv sommetider.

Så hvad fanden er pointen med dette indlæg af tvivlsom kvalitet?

Det er vel at udstille mig selv som den svagpisser jeg (også) er.

Måske er det ved at være tid til at jeg erhverver mig et par nosser. Evt. stiller  mig foran spejlet og øver mig i at sige "så luk dog spalten, møgfisse", mens jeg krakelerer glasset med mit polar-blik.

Lyder det som en god plan? Dét tror jeg nok.

Why, look! I'm a covergirl!!!

Var ude efter en notesbog i dag og fandt denne, som jeg straks følte mig tiltrukket af!
 

 

   
Tænker at det er den helt rigtige bog til at nedfælde mine tanker i :-).

Hvad jeg BURDE have sagt:

Spejl!

Hvad jeg lavede i dag?

I dag vågnede jeg op og gik straks i gang med dagens dont.

Der skulle bygges, huse og havn til en start.

Så det fik jeg iværksat.

Jeg er ikke selv sådan en, der tager mig af det manuelle arbejde, jeg er mere en form for sjakbajs. Eller gud.

Anyways, husene blev rigtig fine og i havet var der en masse fisk, som næsten af sig selv hoppede op i fiskerbådene.

Det var rigtig sjovt, og vi fik fældet træer og formeret os, og vi manglede aldrig noget. Og hvis vi gjorde, så kendte jeg et lille trylleord, der fyldte vores opbevaringsenheder med lige det, vi havde brug for.

Det var især sjovt at jage elefanter, for det er jo nogle vældigt store dyr, og farlige er de. Man skal helst være et sammentømret team der jager dem, for man kan altså godt komme til skade, faktisk endda blive dræbt, hvis man kommer for tæt på for hurtigt.

Og ved I hvad, så fandt jeg sgu' guld! Altså rigtigt guld, ikke bare det i næsen, som det jo strengt taget ikke er en kunst at grave efter.
Ja, så straks blev der sat en mineproduktion i gang, og det gik skide godt.

Men så, ik' os', så viste det sig, at der var nogle andre, der også gerne ville have lige netop dét guld.

(og faktisk var de der først)

Egentlig er jeg jo ikke en voldelig type, der er jeg faktisk ikke.

Men… altså jeg havde jo en verdenshistorie at passe, opdagelser og landvindinger at gøre.

Så jeg fik fat i diplomatkorpset, som sendte nogle medarbejdere ud for, på en venlig men kontant måde, at bede de her "andre" om venligst at forføje sig.

Havde de dog bare lyttet.

Men, som sunget, har historien har ikke lært os - dem - noget, og de sagde "ikke-nikke-nej om vi vil".

Det… ja, det kom til noget håndgemæng, og jeg er ikke stolt af det, og tro mig, der vil ryge hoveder i departementet over dét!

Men det gjorde det altså, det ene ord tog det andet, økser blev trukket, og… jah. Kønt var det jo ikke ligefrem.

Og det kom faktisk meget ubelejligt, for jeg havde travlt med at stå i spidsen for at udvikle vort samfund, og jeg overså noget landbrug, samtidig med at der var bud efter mig fra Industrien, hvor man ønskede stillingtagen til om man skulle satse på våbenproduktion eller opfinde hjulet.

Samtidig skød nye institutioner op omkring mig, og her måtte jeg, personligt, ind og sørge for at kapabelt personale blev uddannet.

Det var - ja, helt ærligt, det var altså en smule stressende.

Man kan sige, at jeg kom til et af livets points of no return, og jeg måtte tage stilling til, hvilken slags sjakbas, jeg vil være.

Hvad er min mission i livet?

Svaret var oplagt.

Jeg er folkets sjakbajs, og jeg må beskytte dem, ligegyldigt hvilke personlige, moralske ofre det vil kræve af mig.

Så jeg satte smedjerne i gang med at smede våben, det var rent Mordor.
Jeg befalede mine studerende: "træn, træn for filan".

Jeg sendte recon grupper ud.

Alt i mens jeg lugtede røgen fra brændpunkterne.

Og så angreb jeg. Vi.

Vi var ventede. Pile susede, blod flød, mure faldt for katapulterne.

Vi mistede mænd. Gode mænd.

Men vi sejrede. Stort. En nation, udslettet.

Mens jeg havde været væk på togt, var mit samfund blomstret, ja, de havde gjort helt utrolige fremskridt inden for industrien.

Og - og jeg må jeg da indrømme, at dette gør mig lidt stolt: de havde fundet en måde at hylde Mig Sjakbajs, selv når jeg ikke kunne være hos dem. Ja, de havde faktisk bygget hele helligdomme til min ære, der blev passet af en flok ældre mænd med langt hvidt skæg, der besad så meget visdom, at de også kunne helbrede syge, og det kom os altså rigtig meget til gavn, da vi jo kom hjem med ikke så få sårede.

Men vi kunne ikke hvile længe på laurbærbladene.

Det forlød at der var uroligheder på Vest fronten.

Denne gang kunne jeg ikke se tiden an og risikere at vor nabo fik opbygget en hær så mægtig som vores.

Heldigvis havde mine tropper nu rutinen, og de kunne stadig smage blod.

Da vi også var blevet beriget med de vise mænd, vurderede jeg, at der ingen grund var til at spilde tiden.

Vi drog af sted på vor 2. mission.

Og vi skar igennem fjenden, som en kniv gennem smør.

Vi var dem langt overlegne, og de vidste det. Mange overgav sig endog hurtigt til de vise mænd og begyndte at arbejde for os. Hele kommuner blev omvendt til dyrkelsen af Den Store Sjakbajs.

Det glædede mig. Jeg vil til en hver tid vælge gudestatus over død og ødelæggelse.

Da de sidste havde overgivet sig eller var udryddede, følte jeg at dette kapitel var ovre.

Jeg spejdede mod nord, mod en ny verden. En ny verden, der nu måtte underlægge sig Sjakbajsen, eller gå til grunde.

Der var ingen vej tilbage.

Men mens mine tropper festede og gejlede sig op til nye eventyr, lod jeg dog blikket glide over min skulder mod mit oprindelige rige.

Hvad havde jeg givet køb på? Hvad havde jeg mistet af mig selv?

Hvad var der blevet af hende, der havde eventyr nok i at jage elefanter?

Ode til et computerspil

Forliste jeg. På din forheksede ø,

tryllebundet af dine søde ord,

dine løfter om sejr,

carte blanche til myrderier uden konsekvens.

Ages of Empires

Forliste jeg. I din forbandede vold!

Lad mig gå, skriger jeg,

lad mig LEVE blandt de levende,

ikke forsumpe som var du World of Warcraft.

Ages of Empires

Forbandede være dit navn.

Forbandet være den dag, jeg mødte dig,

til 49,95 i Gads Boghandel.

Havde jeg blot vidst…

Ages of Empires

Forelsket. I dig.

Du suger mig ind, og symbiosen smager så sødt,

en nektar fra en anden verden

hvor der ikke er krav om kreativitet, deadlines, forholden sig til.

Ages of Empires

Forevig bundet til dig.

Fra første færd på dine oceaner.

Når jeg burde rydde op, ordne vasketøj, besvare mails.

Jeg overgiver mig

Til Ages of Empires

Ssshhh, vi leger, at det er søndag.

Så er det sjovt nok blevet mandag igen. Faktisk er det blevet tirsdag, men da jeg i går var i hi hos familien, er tirsdag i denne uge udnævnt til mandag.

Ligesom sidste uge, har jeg masser af mandags intentioner, men absolut zero lyst til at føre dem ud i livet.

Nej, jeg har ikke muget hytten ud siden hin indlæg Hva' så nu? , nej, jeg er ikke blevet guddommeligt inspireret, så jeg kan sidde og hamre fantastiske fortællinger i tastaturet timer i streg.

Til gengæld har jeg drukket for meget kaffe og ikke nok vand, så mit hoved gør sgu' lidt ondt , og så kan man jo ikke sådan bare kaste sig over noget produktivt.

Til gengæld kan man nyde en ny opdagelse,  som man har gjort.

Når jeg tager på opdagelsesrejse er det ofte i musikken - jeg elsker at opdage nye toner, nye bands.

Denne gang er det bandet The Jezabels.

Tjek dem ud her

Jeg tror, jeg vil bruge lidt tid med dem. Bare ind til frokost.

Så må vi se, om jeg rykker derefter.

Nok ikke.

Mit navn er Trine og jeg er hverdagseskapist!

I anledningen af helligdagsweekenden har Tv's sendeflade bugnet af eventyrfilm.

Og eventyrfilm - det er en af mine guilty pleasures!

Jeg synes simpelthen at de er så hyggelige. Og jeg elsker alt der hygger. Oh yes.

Men hvorfor jeg i den nette alder af 35 lettest kommer i zen, når trolde, feer og talende dyr boltrer sig bag en glasskærm, ved jeg simpelthen ikke.

Oh, bull, gu' ved jeg da så!

Det har da sådan set ikke så meget at gøre med de der væsener. Men derimod - selvfølgelig - med det heldige barn, der altid er helten i disse film. Der altid, via en eller anden spidsfindig hændelse, pludselige befinder sig i et hæsblæsende eventyr, der sætter dagligdagens problemer med travle forældre, såkaldte kammerater og at føle sig så isnende uden for, i behørigt relief. I stedet er der masser af nuttede nye venner, der har så frygteligt brug for din (min, MIN!) hjælp, og som hepper, mens du (mig, MIG!) pludselig transmogriffes til vort sande jeg: en helt!

Åh, at flyve, rutsje,  gå gennem et skab og lige ind i en skøn fortryllelse.

Som barn kunne jeg give mig selv hovedpine af så kraftigt at ønske, at Peter Pan en aften ville sidde i min vindueskarm. Han ville være kommet for at tage mig med - flyvende - til Ønskeøen. Og der ville vi så flyve af sted, ham i sit fikse lille Pan-outfit, og mig med mine slangekrøller og, bal-agtige lyseblå natkjole og kanintøfler (Askepots fe-gudmor havde lige været et smut forbi og tryllerylle mit hjemmeklippede korte hår, bamse bomuldspyjamas og kinasko).

Og når vi så kom til Ønskeøen - ja, så ville der ikke være nogen ende på al den sjov, vi skulle have.

Senere har jeg selvfølgelig hørt om Peter Pan syndromet, ligesom jeg qua min gode, danske folkeskoleuddannelse er i stand til at seksual-analysere et hvert eventyr i smadder (det var alligevel dér I mente vægten skulle ligge, hva' kære 90ernes dansklærere? Skide flot).

Sommetider synes jeg da heller ikke, at jeg ville kunne spytte, uden at ramme en hverdags Peter Pan.

Men jeg føler bare ikke, at det har noget som helst med mig og min barnetro at gøre, vel?

Jeg kan simpelthen ikke være pinlig berørt over at elske den historie, selvom jeg burde grine lummert ved tanken om at være alene på en isoleret ø, with all men (og en bette fe) og alskens farer og muligheder for blive bundet…

Nope, dén del har intet med mig at gøre.

I mine pre-teens mødte jeg så Sarah. Sarah, og ikke mindst The Goblin King…

Sarah er heltinden i Jim Henson' Labyrinten til Troldkongens Slot'.

Og Sarah - Sarah får sig sådan én på opleveren, at jeg stadig, her sådan ca. 23 år efter jeg først så filmen, bliver helt åndeløs ved tanken.

Der er teenagefrustrationerne, der er de romantiske drømme, de nuttede, åh så forbandet nuttede nye venner, der er Ludo - filmhistoriens største gode uhyre, der er rutsjen, maskerader, og der er (GODDAMNIT hvor der er) Troldkongen Jareth. Da veninde Dorthe og jeg som cirkus 12 årige var i biografen og se filmen, besluttede vi halvvejs, at vi fra nu af holdt med Troldkongen. På det tidspunkt lå vi halvt på gulvet blandt popcorn og papir og ville give resten af årets lørdagsslik for at være Sarah i den overdådige kjole, Sarah der flygter fra/jagter Troldkongen op og ned af trapper, der ingen steder fører hen.

Og ja, for fanden, gu' var der da noget pre-seksuelt udefinerbart i det. Hell yeah, I stand by that!!! Det var vel netop det udefinerbare, der appellerede.

Alligevel fylder de erotiske undertoner meget lidt i mit forhold til filmen. Og ja, det er et forhold :-).

Jeg elsker den, og når jeg ser den, smelter 12 årige mig og 35 årige mig sammen til et ret harmonisk og afslappet menneske.

Og sådan har jeg det i det hele taget med disse film.

På nær en anden af mine favoritter, 'Where the Wild Things are', som får mig til at græde som pisket.

Men dét er en helt anden historie...

Kom så ned fra den hest!

Nu, hvor jeg har været den lykkelige blogejer i et par uger, må jeg konkludere… at jeg ikke går rundt og er så dyb, som jeg troede.

Eller i hvert fald at mit blogbarn ikke er blevet så dybt som sin mor. Ja. Det er sådan det må være.

Gud ske lov, der skred hele mit fundament næsten.

Det store spørgsmål er så, om blogbarnet skal lege, glad og blåøjet, eller om Moder Mig skal gribe til hårdhændet opdragelse og styre mit afkom ind på det intellektuelle spor.

Det virkelige irriterende er, at jeg på et meget zen og selvhelligt tidspunkt indgik en pagt med Buddha. Resultatet er, at der på min skulder sidder en lille Buddha Trine (kreeret af Buddha og mig, no surprise), som uden undtagelse stiller spørgsmål til min dagsorden, både den åbenlyse og den skjulte.

Lille Buddha Trine har så'n et pisseirriterende bedrevidende udtryk i øjnene (dét har hun arvet fra mig, mens den der fucking "se dig selv i øjnene" - ting kommer fra Buddha Far).

Jeg ville knipse hende af min skulder in a heartbeat, hvis det ikke var fordi hun har lagt sin hånd på min hals, og jeg kan mærke, at hun mener det godt.

Pisselortemøgshelligeko.

Men okay, fint. Hvorfor er Mor så skuffet?

Jeg troede, at jeg var dekader ovre "Only happy when it rains" - stilen. Men åbenbart er der noget vanvittigt intimiderende ved se i øjnene, at jeg er en lalleglad trickster. OGSÅ er en lalleglad trickster.

Og at jeg i bund og grund hellere vil skrive om min jordnære hverdag, fremfor komplekse tanker om livets uudgrundelighed.

Er det fordi jeg ikke kan?

Er det fordi jeg har et tvivlsomt behov for at blive anerkendt for min uendelige visdom, fremfor at formå at være et ganske almindeligt menneske?

Det må jeg vidst tænke lidt mere over. Imens skal jeg måske bare observere, hvor barnet bevæger sig hen - og måske liste et forsigtigt forslag ind, ind i mellem.

Trine put's it down for Californ-I-A!

Hallo!

Der fik man da lige sin første faste læser!

And an English speaking one, none the less!
 
Kærlighed til dig, Jillyjilljill, og til Google Translate funktionen!

Hva' så nu???

Mandag - og gårsdagens matte tømmermænd har nådigt forladt min krop, og jeg føler mig faktisk… frisk?

De var nu ikke videre slemme, tømmermændene. Det var den slags, der blot breder en holistisk mathed (som sagt) i ejermanden. Hvor man bare gerne vil ligge og putte, men samtidig ikke kan falde i søvn til 'The Simpsons', fordi man bliver for optaget af episoden.

Til gengæld blev der trukket torsk i land  hele natten.

Mandag er gerne en dag, hvor jeg "tager mig sammen og lægger stilen om". I hvert fald på papiret, for jeg har sådan en lille vane med, at skrive en elektronisk post-it til mig selv om hvad sådan en zusammentagen indebærer. Det er vitterligt sjældent store sager, men det lykkes mig alligevel altid at styre uden om dem i min dagligdag.

Måske er det bare dét, at de kommer med i ugemanifestet, der vupti tryller dem om til et mentalt Mt. Everest i denne skribents hoved.

F.eks., så er jeg sådan en, der løber. Nej, ikke en løber, men en der løber. En løber er sådan en, hvis præstation ikke afhænger af, hvilket technoficeret aerobic hit man har i ørerne.

Well, anyways, jeg er en der løber, og som faktisk er rigtig glad for det og nyder det (selvfølgelig undtagen når det går op ad bakke). Så jeg tænker: "Hey, hvad med  rent faktisk at prøve at blive lidt god til det her løben, arbejde lidt frem mod noget… progression, ja. Øge oftere og med mere end 150 m. en gang om måneden, hrhrmm."

Med andre ord: jeg sætter det sgu på ugens post-it!

Så det gjorde jeg for en 3 ugers tid siden. Og har jeg løbet siden, endsige nærmet mig at være udendørs af egen fri vilje?

Nej da!

Er jeg stiv og træt i hele korpusset, værker min ryg, flommer min mavse og hvæser jeg, når jeg ser sollys?

Nemlig så!

Den fornuftigste "ny uge, ny begyndelse" 's plan, jeg nogensinde har kreeret, var at holde op med planer og post-its. Og det fungerede så super godt. Intet pres, ingen angst for, at jeg ville piske mig selv med sjippetovet fra Hjerteforeningen (som jeg købte, da "øg kondital" stod på listen).

Det fungerede så godt, at jeg fik den STUPIDE ide, at jeg godt kunne begynde at forvente lidt af mig selv.

Og lave post-its igen…

Nej, nej, nej.

Det er det, jeg konstaterer på denne mandag, hvor jeg som sagt føler mig frisk, og klar til at gå i gang med "noget".

Tror at første move bliver at rykke over i et hjørne, da solen har sneget sig ind på mig, og faktisk rammer hele min højre arm.

RRRRRGGGGGGGHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHH………..