Hvad jeg lavede i dag?

I dag vågnede jeg op og gik straks i gang med dagens dont.

Der skulle bygges, huse og havn til en start.

Så det fik jeg iværksat.

Jeg er ikke selv sådan en, der tager mig af det manuelle arbejde, jeg er mere en form for sjakbajs. Eller gud.

Anyways, husene blev rigtig fine og i havet var der en masse fisk, som næsten af sig selv hoppede op i fiskerbådene.

Det var rigtig sjovt, og vi fik fældet træer og formeret os, og vi manglede aldrig noget. Og hvis vi gjorde, så kendte jeg et lille trylleord, der fyldte vores opbevaringsenheder med lige det, vi havde brug for.

Det var især sjovt at jage elefanter, for det er jo nogle vældigt store dyr, og farlige er de. Man skal helst være et sammentømret team der jager dem, for man kan altså godt komme til skade, faktisk endda blive dræbt, hvis man kommer for tæt på for hurtigt.

Og ved I hvad, så fandt jeg sgu' guld! Altså rigtigt guld, ikke bare det i næsen, som det jo strengt taget ikke er en kunst at grave efter.
Ja, så straks blev der sat en mineproduktion i gang, og det gik skide godt.

Men så, ik' os', så viste det sig, at der var nogle andre, der også gerne ville have lige netop dét guld.

(og faktisk var de der først)

Egentlig er jeg jo ikke en voldelig type, der er jeg faktisk ikke.

Men… altså jeg havde jo en verdenshistorie at passe, opdagelser og landvindinger at gøre.

Så jeg fik fat i diplomatkorpset, som sendte nogle medarbejdere ud for, på en venlig men kontant måde, at bede de her "andre" om venligst at forføje sig.

Havde de dog bare lyttet.

Men, som sunget, har historien har ikke lært os - dem - noget, og de sagde "ikke-nikke-nej om vi vil".

Det… ja, det kom til noget håndgemæng, og jeg er ikke stolt af det, og tro mig, der vil ryge hoveder i departementet over dét!

Men det gjorde det altså, det ene ord tog det andet, økser blev trukket, og… jah. Kønt var det jo ikke ligefrem.

Og det kom faktisk meget ubelejligt, for jeg havde travlt med at stå i spidsen for at udvikle vort samfund, og jeg overså noget landbrug, samtidig med at der var bud efter mig fra Industrien, hvor man ønskede stillingtagen til om man skulle satse på våbenproduktion eller opfinde hjulet.

Samtidig skød nye institutioner op omkring mig, og her måtte jeg, personligt, ind og sørge for at kapabelt personale blev uddannet.

Det var - ja, helt ærligt, det var altså en smule stressende.

Man kan sige, at jeg kom til et af livets points of no return, og jeg måtte tage stilling til, hvilken slags sjakbas, jeg vil være.

Hvad er min mission i livet?

Svaret var oplagt.

Jeg er folkets sjakbajs, og jeg må beskytte dem, ligegyldigt hvilke personlige, moralske ofre det vil kræve af mig.

Så jeg satte smedjerne i gang med at smede våben, det var rent Mordor.
Jeg befalede mine studerende: "træn, træn for filan".

Jeg sendte recon grupper ud.

Alt i mens jeg lugtede røgen fra brændpunkterne.

Og så angreb jeg. Vi.

Vi var ventede. Pile susede, blod flød, mure faldt for katapulterne.

Vi mistede mænd. Gode mænd.

Men vi sejrede. Stort. En nation, udslettet.

Mens jeg havde været væk på togt, var mit samfund blomstret, ja, de havde gjort helt utrolige fremskridt inden for industrien.

Og - og jeg må jeg da indrømme, at dette gør mig lidt stolt: de havde fundet en måde at hylde Mig Sjakbajs, selv når jeg ikke kunne være hos dem. Ja, de havde faktisk bygget hele helligdomme til min ære, der blev passet af en flok ældre mænd med langt hvidt skæg, der besad så meget visdom, at de også kunne helbrede syge, og det kom os altså rigtig meget til gavn, da vi jo kom hjem med ikke så få sårede.

Men vi kunne ikke hvile længe på laurbærbladene.

Det forlød at der var uroligheder på Vest fronten.

Denne gang kunne jeg ikke se tiden an og risikere at vor nabo fik opbygget en hær så mægtig som vores.

Heldigvis havde mine tropper nu rutinen, og de kunne stadig smage blod.

Da vi også var blevet beriget med de vise mænd, vurderede jeg, at der ingen grund var til at spilde tiden.

Vi drog af sted på vor 2. mission.

Og vi skar igennem fjenden, som en kniv gennem smør.

Vi var dem langt overlegne, og de vidste det. Mange overgav sig endog hurtigt til de vise mænd og begyndte at arbejde for os. Hele kommuner blev omvendt til dyrkelsen af Den Store Sjakbajs.

Det glædede mig. Jeg vil til en hver tid vælge gudestatus over død og ødelæggelse.

Da de sidste havde overgivet sig eller var udryddede, følte jeg at dette kapitel var ovre.

Jeg spejdede mod nord, mod en ny verden. En ny verden, der nu måtte underlægge sig Sjakbajsen, eller gå til grunde.

Der var ingen vej tilbage.

Men mens mine tropper festede og gejlede sig op til nye eventyr, lod jeg dog blikket glide over min skulder mod mit oprindelige rige.

Hvad havde jeg givet køb på? Hvad havde jeg mistet af mig selv?

Hvad var der blevet af hende, der havde eventyr nok i at jage elefanter?