Mens jeg venter på, at en eller anden supervisor, et eller andet sted, mailer tilbage og forklarer mig, hvad jævlan problemet er med ugens arbejdsfiler...

…kan jeg jo skrive første (måske sidste) indlæg på, hvad jeg spår bliver en føljeton (eller bare en enlig svale) under overskriften (som jeg nok ændrer):

Oplevelser med musik! Vol. I

Ja, der havde I nok lige forventet et brag af en overskrift! Men nej. Skuffelsen er måske stor, men så'n bli'r DET!

- Som 4-5 årig, ser jeg på fjernsyn (det hed det den gang), en dame i  flagrende gevandter, der laver mærkelige fagter, mens hun synger en  sang i et meget højt toneleje.

Elverkvinden er Kate Bush, og sangen 'Babooshka'. Jeg ved ikke, hvem hun er, hvad ordene betyder, eller at der findes sådan noget som "interpretive dance". Men jeg ved, at det der musik er kommet for at blive. And I like it!

- Året er 2001, stedet er downtown Washington DC, og der er endnu tre måneder til d. 11. sept.

Jeg er lige startet på 2½ mdrs fuldstændig for vild rundrejse i US of A, i en van med 11 andre crazy dudes.

Vinduerne er rullet ned, og the man with the plan in the van prøver hektisk at forklare os, at DC ikke kun er monumenter og regeringsbygninger, men også bander og kriminalitet i stor stil. Og at han guddødeme ikke vil skydes ned, fordi han kommer til at dreje ned ad den forkerte gade, med Vanilla Ice's 'Ice, ice baby' bragende ud af højtalerne.

Det er vi dog 13 om at bestemme.

(No tourguide by the name of Kevin was harmed during this story)

- London '97, jeg sidder på bagsædet af en taxa, omgivet er kasser fulde af chokolade, der skal transporteres fra den ene Thorntons Chocolates til den anden (som jeg arbejder i). Jeg hører Spice Girls 'Spice up your life' for første gange, og overvejer om jeg nogensinde officielt vil stå ved, at jeg er skabs-fan af dem.

Svaret er til dags dato "Hell, no!"

- Jeg forklarer en god ven, at jeg har en aversion mod Leonard Cohen, fordi en mistænkelig stor del af mine 'hurra-jeg-er-kommet-i-parhold's veninder, har det med pludselig at bekendtgøre: "Ja, vi lytter jo til Leonard Cohen". Selvom deres kæreste eje so far har været deres Dirty Dancing soundtrack.

Til hvilket min ven svarer: "Ja, det er rigtig nok. Men det er der for fanden ikke Leonard Cohens skyld!"

God pointe.

Leonard selv har følgende kommentar:

 

Tuttelu, hviskede hun

Øh…" her har I mig tilbage". Nej, nej det virker ikke rigtigt.
"Hej der, så tager vi hul på en ny sæson af 'en 36 årig hysterikers virkeligt uvedkommende  liv.' Der vil ikke være druk, hor eller nøgenhed. Til gengæld vil der være masse af kagespisning!"
Heller ikke helt godt. Det dur vidst ikke at slå sig op som oprigtig konkurrence til satellitkanalernes reality shows. Især hvis man ikke har andet at byde på end kagespisning.
(Og skulle der snige sig druk, hor og nøgenhed ind, vil det i hvert fald ikke blive nævnt på disse sider. Størstedelen af min meeeget begrænsede fanskare består nemlig af veninders mødre, for slet ikke at nævne min egen mor! Heldigvis læser mødre ikke parenteser).

Pointen er, at jeg er frygtelig flov over, at jeg har forsømt min kære blog så længe. Ikke kun med tanke på min SERIØST begrænsede fanskare (Hej Kirsten og Christina, godt at se jer), men mestendels over for mig selv.
Det her skulle jo være mit kreative outlet, her hvor jeg fik revset, set indad, været sjov, ændret verden … ej, ok, det sidste har jeg faktisk aldrig haft planer om.

Jeg har brugt hele sommeren på at fortælle mig selv, at jeg kun kan skrive, hvis jeg har noget at skrive om. Og har så i øvrigt været rimelig hurtig til at dømme sommeren 2012 ganske begivenhedsløs og ligegyldig.
(Hvilket er en stor, fed løgn, men hvis den kan bruges som undskyldning for at undgå tastaturet, er den i mine øjne gangbar.)

Men så var det jo så, at denne morgen så en undseelig mail lande i min indbakke (vi kan allerede konkludere, at min tendens til at anglificere mit sprog ikke er blevet mindre over sommeren).
Det var en lille notits om, at en kær ven af mig havde opdateret sin blog. Linnea, du ramte mig i solar plexus med denne fine tanke.

(Så er I jo så nødt til at følge linket, for at fatte resten af dette indlæg.)

For hun har jo ret.

Jeg er ikke gudsinspireret; jeg gemmer ikke på et talent, der vil slå benene under jer alle, når jeg først lukker op for godteposen; uden mine ord er dagen stadig hel og god - solen står op og går ned, verden går sin gang.

Men måske, en dag - blandt alle de banaliteter jeg får spyet ud - læser en eller anden de ord, der rammer - bare en lille smule - i solar plexus.

Og blev Batman i sit mansions ene fløj, nedbrudt og bitter, og på krykker ikke mindst? Eller marcherede han (på krykker) ind til Lucius Fox, og konkluderede "HER HAR I MIG TILBAGE"?

Og er jeg Batman eller er jeg Nynne ???

??? - ok, det er måske ikke helt let at svare på. Egentlig er jeg nok mest Dewie fra Screamserien. Eller Jacob fra Twilight. I pigeudgave, og uden den reelle evne til at transmogrife om til en varulv… tja.

Én ting er jeg dog helt sikkert: Tilbage.