Mens jeg venter på, at en eller anden supervisor, et eller andet sted, mailer tilbage og forklarer mig, hvad jævlan problemet er med ugens arbejdsfiler...

…kan jeg jo skrive første (måske sidste) indlæg på, hvad jeg spår bliver en føljeton (eller bare en enlig svale) under overskriften (som jeg nok ændrer):

Oplevelser med musik! Vol. I

Ja, der havde I nok lige forventet et brag af en overskrift! Men nej. Skuffelsen er måske stor, men så'n bli'r DET!

- Som 4-5 årig, ser jeg på fjernsyn (det hed det den gang), en dame i  flagrende gevandter, der laver mærkelige fagter, mens hun synger en  sang i et meget højt toneleje.

Elverkvinden er Kate Bush, og sangen 'Babooshka'. Jeg ved ikke, hvem hun er, hvad ordene betyder, eller at der findes sådan noget som "interpretive dance". Men jeg ved, at det der musik er kommet for at blive. And I like it!

- Året er 2001, stedet er downtown Washington DC, og der er endnu tre måneder til d. 11. sept.

Jeg er lige startet på 2½ mdrs fuldstændig for vild rundrejse i US of A, i en van med 11 andre crazy dudes.

Vinduerne er rullet ned, og the man with the plan in the van prøver hektisk at forklare os, at DC ikke kun er monumenter og regeringsbygninger, men også bander og kriminalitet i stor stil. Og at han guddødeme ikke vil skydes ned, fordi han kommer til at dreje ned ad den forkerte gade, med Vanilla Ice's 'Ice, ice baby' bragende ud af højtalerne.

Det er vi dog 13 om at bestemme.

(No tourguide by the name of Kevin was harmed during this story)

- London '97, jeg sidder på bagsædet af en taxa, omgivet er kasser fulde af chokolade, der skal transporteres fra den ene Thorntons Chocolates til den anden (som jeg arbejder i). Jeg hører Spice Girls 'Spice up your life' for første gange, og overvejer om jeg nogensinde officielt vil stå ved, at jeg er skabs-fan af dem.

Svaret er til dags dato "Hell, no!"

- Jeg forklarer en god ven, at jeg har en aversion mod Leonard Cohen, fordi en mistænkelig stor del af mine 'hurra-jeg-er-kommet-i-parhold's veninder, har det med pludselig at bekendtgøre: "Ja, vi lytter jo til Leonard Cohen". Selvom deres kæreste eje so far har været deres Dirty Dancing soundtrack.

Til hvilket min ven svarer: "Ja, det er rigtig nok. Men det er der for fanden ikke Leonard Cohens skyld!"

God pointe.

Leonard selv har følgende kommentar: