Tuttelu, hviskede hun

Øh…" her har I mig tilbage". Nej, nej det virker ikke rigtigt.
"Hej der, så tager vi hul på en ny sæson af 'en 36 årig hysterikers virkeligt uvedkommende  liv.' Der vil ikke være druk, hor eller nøgenhed. Til gengæld vil der være masse af kagespisning!"
Heller ikke helt godt. Det dur vidst ikke at slå sig op som oprigtig konkurrence til satellitkanalernes reality shows. Især hvis man ikke har andet at byde på end kagespisning.
(Og skulle der snige sig druk, hor og nøgenhed ind, vil det i hvert fald ikke blive nævnt på disse sider. Størstedelen af min meeeget begrænsede fanskare består nemlig af veninders mødre, for slet ikke at nævne min egen mor! Heldigvis læser mødre ikke parenteser).

Pointen er, at jeg er frygtelig flov over, at jeg har forsømt min kære blog så længe. Ikke kun med tanke på min SERIØST begrænsede fanskare (Hej Kirsten og Christina, godt at se jer), men mestendels over for mig selv.
Det her skulle jo være mit kreative outlet, her hvor jeg fik revset, set indad, været sjov, ændret verden … ej, ok, det sidste har jeg faktisk aldrig haft planer om.

Jeg har brugt hele sommeren på at fortælle mig selv, at jeg kun kan skrive, hvis jeg har noget at skrive om. Og har så i øvrigt været rimelig hurtig til at dømme sommeren 2012 ganske begivenhedsløs og ligegyldig.
(Hvilket er en stor, fed løgn, men hvis den kan bruges som undskyldning for at undgå tastaturet, er den i mine øjne gangbar.)

Men så var det jo så, at denne morgen så en undseelig mail lande i min indbakke (vi kan allerede konkludere, at min tendens til at anglificere mit sprog ikke er blevet mindre over sommeren).
Det var en lille notits om, at en kær ven af mig havde opdateret sin blog. Linnea, du ramte mig i solar plexus med denne fine tanke.

(Så er I jo så nødt til at følge linket, for at fatte resten af dette indlæg.)

For hun har jo ret.

Jeg er ikke gudsinspireret; jeg gemmer ikke på et talent, der vil slå benene under jer alle, når jeg først lukker op for godteposen; uden mine ord er dagen stadig hel og god - solen står op og går ned, verden går sin gang.

Men måske, en dag - blandt alle de banaliteter jeg får spyet ud - læser en eller anden de ord, der rammer - bare en lille smule - i solar plexus.

Og blev Batman i sit mansions ene fløj, nedbrudt og bitter, og på krykker ikke mindst? Eller marcherede han (på krykker) ind til Lucius Fox, og konkluderede "HER HAR I MIG TILBAGE"?

Og er jeg Batman eller er jeg Nynne ???

??? - ok, det er måske ikke helt let at svare på. Egentlig er jeg nok mest Dewie fra Screamserien. Eller Jacob fra Twilight. I pigeudgave, og uden den reelle evne til at transmogrife om til en varulv… tja.

Én ting er jeg dog helt sikkert: Tilbage.