Mandag - og
gårsdagens matte tømmermænd har nådigt forladt min krop, og jeg føler mig
faktisk… frisk?
De var nu ikke
videre slemme, tømmermændene. Det var den slags, der blot breder en holistisk
mathed (som sagt) i ejermanden. Hvor man bare gerne vil ligge og putte, men
samtidig ikke kan falde i søvn til 'The Simpsons', fordi man bliver for optaget
af episoden.
Til gengæld blev der
trukket torsk i land hele natten.
Mandag er gerne en
dag, hvor jeg "tager mig sammen og lægger stilen om". I hvert fald på
papiret, for jeg har sådan en lille vane med, at skrive en elektronisk post-it
til mig selv om hvad sådan en zusammentagen indebærer. Det er vitterligt sjældent
store sager, men det lykkes mig alligevel altid at styre uden om dem i min
dagligdag.
Måske er det bare
dét, at de kommer med i ugemanifestet, der vupti tryller dem om til et mentalt
Mt. Everest i denne skribents hoved.
F.eks., så er jeg
sådan en, der løber. Nej, ikke en løber, men en der løber. En løber er sådan
en, hvis præstation ikke afhænger af, hvilket technoficeret aerobic hit man har
i ørerne.
Well, anyways, jeg
er en der løber, og som faktisk er rigtig glad for det og nyder det
(selvfølgelig undtagen når det går op ad bakke). Så jeg tænker: "Hey, hvad
med rent faktisk at prøve at blive lidt
god til det her løben, arbejde lidt frem mod noget… progression, ja. Øge oftere
og med mere end 150 m. en gang om måneden, hrhrmm."
Med andre ord: jeg
sætter det sgu på ugens post-it!
Så det gjorde jeg
for en 3 ugers tid siden. Og har jeg løbet siden, endsige nærmet mig at være
udendørs af egen fri vilje?
Nej da!
Er jeg stiv og træt
i hele korpusset, værker min ryg, flommer min mavse og hvæser jeg, når jeg ser
sollys?
Nemlig så!
Den fornuftigste
"ny uge, ny begyndelse" 's plan, jeg nogensinde har kreeret, var at
holde op med planer og post-its. Og det fungerede så super godt. Intet pres,
ingen angst for, at jeg ville piske mig selv med sjippetovet fra
Hjerteforeningen (som jeg købte, da "øg kondital" stod på listen).
Det fungerede så
godt, at jeg fik den STUPIDE ide, at jeg godt kunne begynde at forvente lidt af
mig selv.
Og lave post-its
igen…
Nej, nej, nej.
Det er det, jeg
konstaterer på denne mandag, hvor jeg som sagt føler mig frisk, og klar til at
gå i gang med "noget".
Tror at første move
bliver at rykke over i et hjørne, da solen har sneget sig ind på mig, og
faktisk rammer hele min højre arm.
RRRRRGGGGGGGHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHH………..
Uh, hvor jeg kender det. Skriver man en plan, skal man pludselig klare noget, leve op til noget, og så er det (åbenbart) bedre slet ikke at forsøge. Tager man den derimod, som den nu en gang kommer, så går det sagtens. Det er dumt. Og svært at overkomme. Men det MÅ kunne lade sig gøre! For you and me both...
SvarSlet