Om at være fuldstændig blank

I den forgangne uge har jeg været fuldstændig tom. Som om al indhold er suget ud af mig.

Ingen tanker, ingen følelser, ingen energi, intet drive, ingen produktivitet, ingen kreativitet, ingen passion, ingen tilstedeværelse.

Er det virkelig såvel, må jeg spørge mig selv? For jeg har jo interageret med andre, trukket vejret hver eneste dag, kommunikeret. Været sur og glad og ked af det og spændt.

Men det er jo ikke sådan trængt helt ind, vel? Som om jeg har været indsmurt i Kerodex fra top til tå, så intet ydre rigtigt har kunne trænge ind, eller noget indre slippe ud.

Al træning i mindfulness meditation har gemt sig under en bunke nullermænd, og jeg har for real ikke været til stede i verden.

Giver det mening? Hvorfor fortæller jeg det?

Vel egentlig mest fordi jeg skal starte denne blog, holde min skrivning vedlige, og det falder sgu svært uheldigt sammen med a week of numbness. 

Så det er jo noget med at gøre forhindringen til værktøj. Brug den, siger min i-baghovedet-boende psykolog (ja, altså, selvfølgelig bor hun jo på en rent fysisk adresse et sted, men en lille æterisk klon af hende har altså taget bopæl lige bag amygdala.).

Brug den, hører jeg.

SKRIV DEN!

Ja, jo, så okay da.

Jeg kunne jo teoretisere lidt over, hvad der mon har bragt mig i et sådant humør, men helt ærligt, så ville jeg ende med at bebrejde alt og alle, på nær mig selv selvfølgelig, og ... ja, jeg vil jo godt vente et par indlæg med at afsløre min megalomaniske side.

Jeg kunne sige at ligegyldigheden i mig blot afspejler ligegyldigheden omkring mig, for pt., så synes jo sgu godt nok at jeg er lamslået over menneskers manglende interesse i andre mennesker.
Oh, I'll come back to that for sure.

Måske er Koppen Trine bare fuldt til randen og trænger til at vælte.

Please bliv stående til jeg har et blødere sted at lande.