Jeg har brug for at tale om Kevin

Forrige lørdag var jeg inde at jeg We need to talk about Kevin.
Her en uge senere må jeg konstatere, at jeg har brug for at tale om Kevin.


Nå ja: SPOILER ALERT! (lidt)

Jeg læste romanen for nogle år siden, og var vældigt irriteret på den. Irriteret på forfatteren, som gennem Mor Eva udgød så mangt et eksempel på sønnens dæmoniskhed, at jeg fik lyst til at sende ham et postkort med ordene:
Oh my GOD, less is more!!!
I get it! Kevin slem, Eva et stakkels offer for omstændighederne. Den omstændighed at hun gang på gang handler mod sin mavefornemmelse til en sådan grad, at man får en sniiiiigende fornemmelse af, at hun er et af de her mennesker, der trives bedst - faktisk godt - ved sin egen utilfredshed. Den omstændighed at hun trives ved at være den forurettede og derfor aldrig får knaldet hånden i bordet og outet den store lyserøde elefant i stuen, og slet, slet ikke foretager et rigtigt offer. Et offer af den slags, der gør ondt helt ind i knoglerne, og ikke blot den slags man foretager, for at kunne fremlægge, at man nu IGEN har ofret sig.


Det var romanen, og det var den gang. Efter sidste uges filmoplevelse, overvejer jeg, om jeg måske skal genlæse bogen. Noget jeg ellers aldrig gør.


Måske er det de 5 år jeg i mellem tiden har fået på bagen, men min oplevelse af Lynne Ramsay's filmatisering fik lukket for mine tirader om "platslageri på et tragisk emne".
Faktisk blev jeg rørt på en meget mundlam måde.


Og måske er det slet ikke Kevin, jeg har brug for at tale om, men Eva, og om at være så pakket ind i egne og andres forventninger, at man mister kontakten til sin mavefornemmelse og lever årevis i survival mode. Om at erkende, at man satme har brister, også alvorlige brister, og at de fleste af os vil være nødt til at se dem i øjnene på et tidspunkt. Selvom vi har investeret meget energi i at tilrettelægge livet således, at vi har været forskånet for det.
Om til vores gru at opdage, at det, vi frygter mest i os selv, lurer i en af vores nærmeste.
Som en infektion.

Et tema i filmen er skyld. Ikke skyldsspørgsmålet, men skyldsopfattelsen. Evas klippefaste viden om, at Kevins massakre er hendes skyld, ofrenes hjerteskærende behov for beskyldning, samfundets knap så hjerteskærende ditto, og, nærmest som et aber dabei, Kevins skyldsønske. Et skyldsønske, der forbliver det samme, om end hans forståelse af det ændrer sig.

Titlen, We need to talk about Kevin, er for så vidt Evas største synd i dette. For det er det, hun ikke har fået sagt i tide. Ikke fået insisteret på. Af angst for repressalierne og vel allerede druknet ved udsigten til at råbe under vand.

We need to talk about Kevin handler ikke blot om den tabubelagte manglende naturlige moderlighed. Den handler også om angst og om følelsen af isolation - også den isolation man udelukkende oplever gennem sin egen følelse af at stikke ud som en bulen finger.
Kevin, for nu endelig at tale om ham, er uden tvivl meget bevidst om, hvad der er råddent ved lige netop ham. Og i mangel af en accept af dette - fra sig selv,mor, far, alle - agerer han på det ved at lade disse træk blive hans efterskrift.
Vil jeg tro.