Da jeg startede
denne blog, var en af de regler, jeg satte for mig selv, at den ikke skulle
bruges til at hænge andre ud.
I hvert fald ikke
private bekendtskaber. Det er lidt noget andet med folk, der f.eks. hedder
Claus Hjort. Eller måske Lone Powerprinsesse. Mennesker, der med liv og sjæl
har kæmpet for at parkere på steder, hvor de ligesom godt ved, at de sgu nok er
til gene for andre, ikke?
(delvist undskyld
til Claus Hjort. Du er pisseirriterende, men jeg tænker, at du trods alt er
drevet af en ideologi, og ikke et behov for opmærksomhed)
Anyways, pointen
var, at bloggen ikke skulle være en gabestok, hvor jeg, efter forgodtbefindende og drevet af hævngerrighed, kunne sætte venner, familier, naboer og
andet godtfolk til skue.
Ej heller små
ben-spredende pigebørn fra reality TV.
For et par uger
siden kom jeg så - ganske uforvarende - til at fornærme både kære venner og endog min kære mor!
Forleden gjorde jeg
det igen.
(til gengæld er både
Hjort og Powerprinsesse gået ram forbi. Endnu… (jeg kigger på dig
"power"prinsesse!))
Og så er det jo, at
jeg tænker: hvorfor ikke bare fortsætte?
Ikke med at skyde
med spredehagl, og håbe på at jeg får ram på så mange som muligt.
Men med at holde op
med at censurere mig selv.
Det er jo trods alt
ganske frivilligt at læse denne blog, så skulle det ske, at man pludselig føler
sig ramt af skribentens ord, kan man jo
vælge at forlade siden. Vælger man at blive hængende, til trods for at man er
fornærmet helt ind i sit inderste, kunne
man jo måske tage en lille dialog med sig selv om, hvorfor man måske lidt har
det med at svælge i at føle sig
forurettet.
I ved selv, hvem I
er (nej, mor, det er IKKE dig).
(og mellem jer og
mig: jeg er meget egoistisk. Denne blog handler helt 100 mere om mig end om
dig)
Og, on that note, vil jeg så gribe fat om nældens
rod:
I lørdags var jeg meget højlydt (troede I, det kan blive meget
værre) omkring emnet "kvindelige bloggere".
Og om hvordan jeg
oplever, at vi, generelt, gør os inden
for tre kategorier, nemlig mad, mode eller børn.
Lad mig gøre det
klart: elsker mad, kan godt lide tøj (jeg har det i hvert fald på hver eneste
dag) og jeg synes, at det er noget af det fedeste i verden at være sammen med
børn. For reals, mine tre bedste venner
hhv. 1, 5 og 6 år.
Jeg elsker også, når
mennesker har en passion, en sag.
(det er så ikke
altid, at jeg elsker deres sag. Vel, Powerprinsesse?)
Men det undrer mig, at vi skriver 2013, og det, vi
helst udtaler os om, er stadig: madopskrifter, tøj, børn.
Og det irriterer
mig, at det hele skal have det her evigt lyserøde skær af positivitet.
Åh, pokkers, jeg kan
allerede høre gjallerhornet indkalde til krig på Tricksterens matrikel!
Lad mig skynde mig
at sige: man må hjertens gerne være positiv. Positiv = fedt. Men! Ingen fucking
mennesker er positive hele tiden! Nogen bilder sig måske ind, at de er det (og
I ved, hvem I er), men det er de ikke, og så'n er det.
En blog er en
repræsentation af bloggeren. Og det, man lægger på den, er noget, man vælger at andre skal vide om en. Ligegyldigt om det er på skrift, i billeder eller gennem links. Det er selvfølgelig ingenlunde en fyldestgørende repræsentation. Men i det puslespil, mennesket er, er det en brik, man selv udformer.
Og det er trist, at
en stor del af danske kvinder vælger, at det, de bare synes, at andre skal
vide, er, at de har lagt neglelak. Eller bagt en meget pæn cupcake.
Og så punktum.
Ikke noget med, at
de i forgårs havde koldsved og bankende hjerte af stress efter arbejde.
Næh, i forgårs, ja
da fandt de da denne bedårende nipsgenstand [indsat foto] i genbrug.
Det er da også
dejligt nok. Men så dejligt, at vi må skynde os at smide det på nettet?
Really? REALLY?
Er det ikke
tilstrækkeligt, at vi selv føler glæde ved det? Gælder det først, når andre har
bekræftet det?
(er muligvis en
kende for skråsikker nu, men jeg tror sgu', at jeg nærmer mig kernen her)
Det pisser mig af,
at det tilsyneladende ikke generer disse kvinder at fremstille sig selv som
relativt kedelige ("jeg har bagt en bolle, det er så stort, at det må på
nettet").
Og det pisser mig
af, fordi det ikke er særligt medsøster-venligt.
"Hvad er den
af? Er du ikke cupcake-bagende prinsesse i dit eget liv? Har du en dårlig dag? Herut med sig, i vor lille Askepot-verden
smitter negativitet som lus i en børnehave, og lus - det er jo noget
gris!"
For helvede,
kvinder, omfavn nu for fanden jeres negativitet! Jeres grimme sider! Udstil
det, der smerter jer.
Lad være med at lave
det her glansbillede af feng shui'ede hjem og børn, der led af adhd og pest og
kolera indtil du holdt op med at give dem mælk eller sukker eller blå (men
gerne grønne) druer.
Mal nu for fanden da
et helt billede af jer selv!
Som vi sagde i
90erne: "det var bare det, jeg ville sige, hej."
(det er så helt 100
ikke alt, jeg har at sige, men nu er Tricksteren træt ovenpå al denne
udkrængning, og hun trænger til en kop kaffe.)
Jeg skriver mest om upassende ting og hænger primært mig selv ud. Men jeg kan også godt lide mad. Og ca. tre børn.
SvarSletHaha! YES!
SvarSletJeg kan godt nok også blive træt af genbrugsdfund, lotus skåle og retro stof!
Og pasteller! Hvorfor skal alt være i pasteller??
Jeg ligger selv billeder ud når jeg bager lyserøde cupcakes, men der også plads til brok på min blog!
:-)
SletSelvfølgelig skal der være plads til lyserøde cupcakes, vaser og glæde over at solen skinner.
Men hvis man ikke indeholder andet, er man godt nok overfladisk.
Og hvis man indeholder andet, men insisterer på at FREMSTILLE sig selv som gående rundt i totalt selvtilfredsheds-orgasme, ja så er man uærlig.