Jeg har sgu' været i
så godt humør i år.
Nogle ville måske
vove at kalde det unormalt godt humør for Tricksteren.
Og det vil ikke være
en helt forkert påstand.
I den etageejendom
jeg er, har melankolikeren virkelig fået fat i en af de større, billige lejligheder med fantastisk udsigt.
Og hun har ik' tænkt sig at rykke ud.
Nuvel.
HELDIGVIS bebos jeg
også af en heftigt koleriker, som måske ikke var den første til at besvare
annoncen, men som alligevel fik gaflet sig en ganske udmærket matrikel (hun er
vel koleriker).
Hun er ikke så
vellidt ude i verden som melankolikeren (tja…), men jeg kan faktisk meget godt
lide hende. Virkelig godt, faktisk.
En anden, der også
holder af hende, er melankolikeren.
Derfor har hun
ryddet en plads til hende på sin fantastiske tagterrasse. Så kan de sidde der
og hygge, og kolerikeren kan endda få lov til at gale ud over hustagene ind i
mellem.
I love it!
(der sidder også
andre. Vi er en pakkeløsning)
Anyways, jeg kommer
væk fra emnet.
Min pointe er, at
jeg tror, at mit "meget forbedrede humør" hænger sammen med, at jeg
har taget skeen i den hånd og gjort plads til hele mig.
(sidste år var et
værre rod, med nogle oplevelser der fik mig til at prøve at udslette nogle
sider af mig selv, fordi … nogen … ikke kunne lide dem. Det er en anden
historie, summa summarum - syng med mig - I kan
ikkeeee slå os ihjel…)
Et ordenligt puf i
den rigtige retning var at tilbringe januar i Spanien.
Kan ikke rigtigt
sige, præcist hvad der fik snebolden til at rulle.
Men jeg kan berette
om denne lille hændelse, der gav mig en ny … livsstrategi, kan man vel sige:
Jeg var på weekend
hos et dejligt menneske, Sarah, i Madrid.
Det var bare fedt på
alle måder.
Især fordi at Sarah
havde et awesome morgenritual. Når hun
stod op, tændte hun for et lille medley af "morgenrelaterede
rap-numre", som så spillede mens hun gik i bad, lavede kaffe og så'n.
Så der lå jeg, i
Madrid, under et ovenlysvindue, der badede mig i dejlig sol, og vågnede til
Chamillionaire, der sang:
"I'm gonna show all of my
haters love - this song's for youuu
If you had it like me and I was in
your shoes , I'd probably hate on me tooooo"
Måske får dette
aldrig stemplet:
"I'm Buddha, and I approve of this
message.",
men det tiltaler
bare min megalomani!
Og min
selverkendelse: "ja, jeg er sgu' mere cool end jer, men hvis I var mere
cool end mig, ved jeg sgu' godt, at det ville irritere mig."
Jeg rullede rundt af
grin på sovesofaen og råbte:
"Sarah, Sarah! He's gonna show all of his haters
love!"
Så jeg begyndte at
spille den lille rap-hymne over højtaleranlægget i den indre etageejendom. At
vække beboerne med den hver morgen.
(ja, man er vel
vicevært med adgang til teknikken)
Og, jah … jeg ved ikke helt, hvad de snakkede om i
krogene derinde, men i hvert fald skete der det, at der blev ryddet plads på
altaner. Klagerne over høj musik faldt. Der blev dannet madklubber.
Jeg blev et bedre
miljø.
Har fejet for min
egen gadedør, om man så må sige.
Og ja, selvfølgelig
kan der blive beskidt igen - især hvis folk tramper rundt, især hvis de gør det uindbudt.
Jeg er ikke pissegod
til det der med at elske mine fjender og at vende den anden kind til.
Men hvis en hær (om
det er en en-mands eller Lord Voldemorts samlede styrker) igen banker på, vil
jeg lade Chamillionaire gjalde fra
tagene.
Til de enten smutter
igen, eller deres trommehinder sprænges.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar