JA, det var atypisk!
Men det var freaking
awesomesauce!!!
I søndags var jeg nået til den næste perle på The String of Awesome Events of 2013 (eller hvad det nu var, jeg kaldte det i mit sidste indlæg).
I søndags var jeg nået til den næste perle på The String of Awesome Events of 2013 (eller hvad det nu var, jeg kaldte det i mit sidste indlæg).
Nemlig The Knife
koncerten i Vega.
At jeg havde glædet
mig, som Bum glædede sig til at vise Askepot den kjole, musene havde syet,
kommer vidst ikke bag på nogen. Jeg har en mistanke om, at mine hysteriske
facebook-updates om emnet muligvis har fået flere til at blokere mig.
MEN DET ER LIGE
MEGET, FOR JEG ELSKER ALLIGEVEL THE KNIFE HØJERE END JEG ELSKER JER!!!!
Hva'? Hvad? Hvor kom
det fra? Okay, det passer selvfølgelig ikke ... eller... Lad os lade det ligge.
Ja, hurtigt videre:
altså, bare det, at der overhovedet var
en koncert, reddede mit år! Mine højtelskede
elektro-mystifystiske-über-for-cool-jævlans-guddommeligt-begavede-yndlings-svenskere
har jo for hulan da ikke givet en koncert i årevis. Der er bare ikke balance
mellem udbud og efterspørgsel. Og dét - det elsker jeg!
Så ja, jeg havde
mere eller mindre slået kolbøtter af glæde, siden billetterne kom i hus i
januar, efter ½ neglebidende time i online billetkø (men dog kun ½ time, da man
jo nok li'ssom får nyhedsbrevet, og så altså li'ssom havde forkøbsret på
billetterne).
Jeg er absolut ikke
en anmelder, og jeg vil heller ikke anmelde koncerten, jeg vi bare fortælle, at
jeg er så sindsoprivende glad!
Glad for at have
oplevet nogle mennesker, som jeg oprigtigt mener er touched by the hand of God.
(Ja, jeg tror.
Mistede jeg nu halvdelen af jer, fordi det der med tro bare lugter så
u-akademisk? Lige meget, JEG ELSKER ALLIGEVEL THE KNIFE HØJERE)
Glad, fordi jeg
oplevede rammerne blive sprængt i 1000 småstykker, og jeg blev udfordret på min
forestilling om hvad en koncert (af den slags med nymodens musik) bør være.
Glad, fordi det blev
handlede om en holistisk oplevelse.
Glad, fordi at det
ikke betød så meget, om jeg kunne identificere min ûber heltinde, Karin Dreijer
Andersson, blandt de maskerede, tvekønnede væsner på scenen. Fordi hun, og
broderen, var alle, og vi var dem, og vi var musikken.
Glad, fordi der, i
den her verden af kropsfikserede, egodyrkende ,
"enhver-er-sin-egen-lommefilosofis-smed", opmærksomhedskrævende …
mennesker, satanedme er nogen, der stiller sig op - kønsløs, ego-løs, uden ydre
kendetegn som man siger - og fandme rykke verden!
Nogen, der gider
gøre os opmærksomme på, kunstneren skaber kunst - ikke sig selv!
Tak! Tak, tak, tak
taktaktaktaktak!
Jeg har talt. I kan nu vende tilbage til jeres daglige gøremål.
YEAH! Jeg er helt enig! :)
SvarSlet