Da jeg var blot en
blåøjet, bedrevidende pre-teen læste jeg et hav af bøger om stakkels piger, der
var kommet ud i noget med stoffer!
Det gjorde alle de
andre blåøjede, bedrevidende pre-teen piger også. Forældre, lærere og pædagoger
kastede dem i nakken på os, for stoffer er noget skidt noget, og det skulle vi
lære hurtigst muligt, så vi ikke selv lod os lokke ud i sådan noget.
Og vi svælgede i
det. For ungdomsromanerne havde en alvorlig slagside ift. de velmenende voksnes
dagsorden:
De var meget
romantiske.
Ikke altid (men
sommetider) romantisk på pige-dreng-kæreste-måden. Men god, gedigen weltschmerz,
"alle-hader-mig-ingen-forstår-mig" romantik. Og det er noget pre-teens kan relatere til!
Nå, det har sådan
set ikke noget med dette indlægs emne at gøre.
Og mon ikke, pointen
er feset ind - bøger om kvindelige teenagenarkomaner, dem læste vi mange af.
Godt.
En af disse bøger
var Spørg Bare Alice.
Vi elskede den bog,
og det faktum at vor "heltinde" (som IKKE er Alice) findes død -
MÅSKE VED SELVMORD - tre uger efter sidste dagbogs indlæg … ja, så kunne vores
næsten-teenagefølelser ikke blive mere pirrede.
(at bogen blev solgt
som en autentisk dagbog, men at dette senere blev draget seriøst i tvivl, er i
denne forbindelse fuuuuldstændigt ligegyldigt!)
Så langt, så godt.
Bogen blev læst,
årene gik, den litterære smag ændrede sig.
Min kærlighed til
popkultur holdt dog (og holder stadig) ved. Jeg indledte bl.a. et livslangt
kærlighedsforhold til den tegnede TV serie The
Simpsons.
Og jeg bemærkede, at
når Homer og andre beboere i Springfield af forskellige årsager gik hen og blev
skæve, var det ofte til tonerne af et musiknummer, som jeg kendte, men ikke
kendte godt. Det var trods alt 9 år ældre end mig.
JEFFERSON AIRPLANES 'WHITE RABBIT'.
Love. It.
Og da jeg desuden
har en Alice i Eventyrland-fetich kunne
det jo næsten ikke blive bedre.
Så jeg begyndte at
dyrke nummeret.
Og jeg tog ofte mig
selv i, at gå rundt og synge den inden i mig selv.
(for selvom jeg
gerne giver mig i kast med 'Nothing Compares to
you', når jeg er alene hjemme, så har jeg selverkendelse nok til ikke at
forsøge mig med Grace Slick!)
Anyways, hver gang
jeg nåede til "go ask Aliiiiice, I think
she'll knooooow", fik jeg en uforklarlig følelse af noget meget
bekendt.
Der gik ca. 15 år,
inden jeg connected the dots, men da det
skete … da var det som om Universet slog dørene op til svarene på alle dets
gåder!
Det gjorde det
selvfølgelig ikke, men sådan føltes det.
Det, Grace Slick bad
mig om, var jo for f….. da at BARE SPØRGE ALICE!!!
(INDSÆT HER LYDEN AF
TIØREN, DER FALDER)
Det er ikke
verdensomvæltende information, og du spørger måske dig selv, hvorfor f….. du
har brugt 5 minutter af dit liv på at læse dette indlæg.
Men når du går i
seng i aften, da vil du mærke det…
Denne følelse af, at
dit liv er en anelse mere tilfredsstillende.
Jeg har aldrig læst Spørg Bare Alice, men White Rabbit er det allerfedeste nummer med Jefferson Airplane. Kæft, det har jeg hørt meget.
SvarSletDet er en klassiker!
Slet