tirsdag den 9. april 2013

Spørg bare Trine, hun ved det helt 100 (før eller senere)


Da jeg var blot en blåøjet, bedrevidende pre-teen læste jeg et hav af bøger om stakkels piger, der var kommet ud i noget med stoffer!
Det gjorde alle de andre blåøjede, bedrevidende pre-teen piger også. Forældre, lærere og pædagoger kastede dem i nakken på os, for stoffer er noget skidt noget, og det skulle vi lære hurtigst muligt, så vi ikke selv lod os lokke ud i sådan noget.
Og vi svælgede i det. For ungdomsromanerne havde en alvorlig slagside ift. de velmenende voksnes dagsorden:
De var meget romantiske.
Ikke altid (men sommetider) romantisk på pige-dreng-kæreste-måden. Men god, gedigen weltschmerz, "alle-hader-mig-ingen-forstår-mig" romantik. Og det er noget pre-teens kan relatere til!

Nå, det har sådan set ikke noget med dette indlægs emne at gøre.
Og mon ikke, pointen er feset ind - bøger om kvindelige teenagenarkomaner, dem læste vi mange af.
Godt.

En af disse bøger var Spørg Bare Alice.                                         

Vi elskede den bog, og det faktum at vor "heltinde" (som IKKE er Alice) findes død - MÅSKE VED SELVMORD - tre uger efter sidste dagbogs indlæg … ja, så kunne vores næsten-teenagefølelser ikke blive mere pirrede.
(at bogen blev solgt som en autentisk dagbog, men at dette senere blev draget seriøst i tvivl, er i denne forbindelse fuuuuldstændigt ligegyldigt!)

Så langt, så godt.

Bogen blev læst, årene gik, den litterære smag ændrede sig.

Min kærlighed til popkultur holdt dog (og holder stadig) ved. Jeg indledte bl.a. et livslangt kærlighedsforhold til den tegnede TV serie The Simpsons.
Og jeg bemærkede, at når Homer og andre beboere i Springfield af forskellige årsager gik hen og blev skæve, var det ofte til tonerne af et musiknummer, som jeg kendte, men ikke kendte godt. Det var trods alt 9 år ældre end mig.
JEFFERSON AIRPLANES 'WHITE RABBIT'.



Love. It.
Og da jeg desuden har en Alice i Eventyrland-fetich kunne det jo næsten ikke blive bedre.

Så jeg begyndte at dyrke nummeret.
Og jeg tog ofte mig selv i, at gå rundt og synge den inden i mig selv.
(for selvom jeg gerne giver mig i kast med 'Nothing Compares to you', når jeg er alene hjemme, så har jeg selverkendelse nok til ikke at forsøge mig med Grace Slick!)

Anyways, hver gang jeg nåede til "go ask Aliiiiice, I think she'll knooooow", fik jeg en uforklarlig følelse af noget meget bekendt.

Der gik ca. 15 år, inden jeg connected the dots, men da det skete … da var det som om Universet slog dørene op til svarene på alle dets gåder!
Det gjorde det selvfølgelig ikke, men sådan føltes det.

Det, Grace Slick bad mig om, var jo for f….. da at BARE SPØRGE ALICE!!!

(INDSÆT HER LYDEN AF TIØREN, DER FALDER)

Det er ikke verdensomvæltende information, og du spørger måske dig selv, hvorfor f….. du har brugt 5 minutter af dit liv på at læse dette indlæg.
Men når du går i seng i aften, da vil du mærke det…
Denne følelse af, at dit liv er en anelse mere tilfredsstillende.

2 kommentarer:

  1. Jeg har aldrig læst Spørg Bare Alice, men White Rabbit er det allerfedeste nummer med Jefferson Airplane. Kæft, det har jeg hørt meget.

    SvarSlet