Hallo!
Der fik man da lige sin første faste læser!
And an English speaking one, none the less!
Kærlighed til dig, Jillyjilljill, og til Google Translate funktionen!
mandag den 30. april 2012
Hva' så nu???
Mandag - og
gårsdagens matte tømmermænd har nådigt forladt min krop, og jeg føler mig
faktisk… frisk?
De var nu ikke
videre slemme, tømmermændene. Det var den slags, der blot breder en holistisk
mathed (som sagt) i ejermanden. Hvor man bare gerne vil ligge og putte, men
samtidig ikke kan falde i søvn til 'The Simpsons', fordi man bliver for optaget
af episoden.
Til gengæld blev der
trukket torsk i land hele natten.
Mandag er gerne en
dag, hvor jeg "tager mig sammen og lægger stilen om". I hvert fald på
papiret, for jeg har sådan en lille vane med, at skrive en elektronisk post-it
til mig selv om hvad sådan en zusammentagen indebærer. Det er vitterligt sjældent
store sager, men det lykkes mig alligevel altid at styre uden om dem i min
dagligdag.
Måske er det bare
dét, at de kommer med i ugemanifestet, der vupti tryller dem om til et mentalt
Mt. Everest i denne skribents hoved.
F.eks., så er jeg
sådan en, der løber. Nej, ikke en løber, men en der løber. En løber er sådan
en, hvis præstation ikke afhænger af, hvilket technoficeret aerobic hit man har
i ørerne.
Well, anyways, jeg
er en der løber, og som faktisk er rigtig glad for det og nyder det
(selvfølgelig undtagen når det går op ad bakke). Så jeg tænker: "Hey, hvad
med rent faktisk at prøve at blive lidt
god til det her løben, arbejde lidt frem mod noget… progression, ja. Øge oftere
og med mere end 150 m. en gang om måneden, hrhrmm."
Med andre ord: jeg
sætter det sgu på ugens post-it!
Så det gjorde jeg
for en 3 ugers tid siden. Og har jeg løbet siden, endsige nærmet mig at være
udendørs af egen fri vilje?
Nej da!
Er jeg stiv og træt
i hele korpusset, værker min ryg, flommer min mavse og hvæser jeg, når jeg ser
sollys?
Nemlig så!
Den fornuftigste
"ny uge, ny begyndelse" 's plan, jeg nogensinde har kreeret, var at
holde op med planer og post-its. Og det fungerede så super godt. Intet pres,
ingen angst for, at jeg ville piske mig selv med sjippetovet fra
Hjerteforeningen (som jeg købte, da "øg kondital" stod på listen).
Det fungerede så
godt, at jeg fik den STUPIDE ide, at jeg godt kunne begynde at forvente lidt af
mig selv.
Og lave post-its
igen…
Nej, nej, nej.
Det er det, jeg
konstaterer på denne mandag, hvor jeg som sagt føler mig frisk, og klar til at
gå i gang med "noget".
Tror at første move
bliver at rykke over i et hjørne, da solen har sneget sig ind på mig, og
faktisk rammer hele min højre arm.
RRRRRGGGGGGGHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHH………..
Etiketter:
A propos ingenting,
Forventninger,
Løb,
Mandag
lørdag den 28. april 2012
I dag...
… er lykken at have
fået ny yndlingssang:
Og i samme ombæring
have opdaget en tidligere:
At skulle spise
sammen med gode venner, og senere til fest med en høj hat på.
Etiketter:
A propos ingenting,
Human League,
Ladytron,
Lykke,
Musik
onsdag den 25. april 2012
Jeg kan jo bare åbne et vindue
En mærkelig lugt har
sneget sig ind i mine næsebor.
Den kommer fra mit
værelse. Som jeg ikke gider gøre rent.
Jeg hader at gøre
rent.
Når det endelig
sker, kommer jeg altid med den sædvanlige KLASSE joke: "ja, nu er det jo
ved at være et halvt år siden sidst. HAHA!" Det er dog ikke langt fra
sandheden.
Og sandheden er, at
jeg er bekymrende ligeglad med at aggressive hære af nullermænd marcherer fra
hjørner og lister. Ja, de marcherer, ikke noget snedigt snigeri her, nej nej,
de brovter og synger smædeviser undervejs, ræber højlydt, og holder picnic midt
på gulvet, så jeg er ved at falde over dem.
Det er godt nok ikke
så lidt frækt.
En gang havde jeg et
lille trick med at invitere gæster, når jeg synes, at det blev for meget. Ud
fra devisen, at man jo ikke kan invitere folk på mad i en svinesti. Så jeg
ryddede op og gjorde hele hytten ren, og takkede guderne for, at jeg trods alt
besad en forståelse for social dekorum.
Det gør jeg ikke
mere. Hverken besidder dekorum, eller inviterer gæster for at tager mig sammen
til at gøre rent. Ikke at jeg er holdt op med at invitere, slet ikke. Jeg er
bare blevet ligeglad med, at nogen opdager, at jeg bor i en svinesti.
Bekymrende ligeglad.
Etiketter:
A propos ingenting,
Lugt,
Nullermænd,
Rod
mandag den 23. april 2012
There must be an angel playing with my heart...
Nogle af mine bedste
venner er et trekløver af søde, bløde og puttenuttede troublemakers i alderen 0
- 5 år.
De er afkom af nogle
af mine venner, som meget kærligt har gjort plads i familien til et 35 årigt
bonus barn/legetante/festlige indslag fra nærmeste storbys single scene.
Det midterste
kløverblad er en 4 årig SYGT bedårende, blond prinsesse, med en attitude der er
en hardcore byggeplads værdig.
Hende kan jeg fandme
godt lide.
For en måneds tid
siden blev denne 4 årige selvtillids tsunami sat af hos mig. Hun var egentlig
på vej til en playdate hos bedsteveninden, mens 'mååååmmi' skulle til et meget
vigtigt møde med politiske undertoner.
Men ak og ve, man
kan jo gå hen og blive køresyg, og det blev hun (den yngre,
altså).
Heldigvis i nærheden af mit hus, så af røg hun.
Heldigvis i nærheden af mit hus, så af røg hun.
Efter hun var tørret
og i rent tøj, og vi havde set Mummitroldene og Mulan, lå vi og tog en chiller
under tæppet på sofaen.
Det var sgu
hyggeligt.
Om min hals har jeg
altid min reminder fra Camino de Santiago de Compostela; en sølvkæde med to
sølvvedhæng; en muslingeskal og en rund klokke.
Klokken er en
såkaldt Englekalder. I tide og utide fingererer jeg gerne ved min kæde. Det er
en vane, og det gør mig glad at tænke tilbage på min måned i Nordspanien.
Jeg må dog indrømme,
at jeg en enkelt gang eller to decideret har ringet med klokken, fordi… ja, vel
fordi jeg tænkte at the man upstairs could cut
me a break.
Well, vi ligger så
der og slumrer, da puttegrisen tager fat i min kæde og ringer med klokken.
Jeg fortæller hende,
at det hedder en Englekalder, og at når
man ringer med den, ja så kalder man jo på englene. Det synes hun er vældigt.
Vi ligger et par
minutter, og så siger hun, med en indforståethed og omsorg, som voksne sjældent
har overskud til:
"Er det fordi,
du sommetider har brug for at de kommer?"
Jeg er faldet hen i
tanker og spørger: "hvem?"
"Englene. Har
du sommetider brug for at de kommer?"
Og jeg indrømmer, at
det har jeg jo nok.
Så lader vi den
ligge der, i stille forståelse.
Forleden havde jeg
igen besøg af hende og hendes søskende og måååååmmi.
Vi har hygget os
vældigt med morgenmad, med Nutella og wienerbrød og hvad har vi. Hvis det
smager af chokolade, er det in hos os.
Den 4 årig sidder op
af mig og piller ved kæden, som hun har haft for vane siden den gang.
Pludselig siger hun
med en snert af skuffelse og frustration i stemmen:
"Hvorfor kommer
englene ikke?"
Ups. Hvad gør man
så? Jeg tager en dyb indånding, så'n for lige at tænke mig om, og begynder at
fortælle, at det med engle… well, it's
complicated. Og tænker så, at hvis, der er noget, der er kompliceret, så
er det at forklare en 4 årig, hvad kompliceret betyder.
I sidste ende får
jeg forklaret, at det ikke er så ligetil med de engle. Faktisk kan man nok ikke
helt se dem. Det er mere noget med, at hvis man er lidt ked af det, så kan man
ringe med klokken, og så … ja, så kommer de måske og lige stryger en over håret
eller noget. Så man pludselig føler, at man ikke er så ked af det længere. Uden
man kan se dem, forstås.
Det er hun med på,
for hendes storebror har forklaret hende, at engle er skyer. Eller skyer er
engle.
Storebror, bekræfter
dette - jo, den er god nok, skyer.
Jeg ånder lettet op.
Overensstemmelse nået, skuffelse afværget.
Hun kigger ud af
vinduet:
"Der er en
lille sky deroppe."
Jep, det er der.
"Måske er det
en baby engel…"
Siden har det ikke
virket som om, at hun er plaget af de store guddommelige kvaler.
Sidst vi sås, greb
hun grinende kæden og proklamerede at hun ringede til
englene. Hun er altså med på, at det fungerer på den måde, at man lægger en
besked på deres telefonsvarer, og så ser om der kan falde lidt godt af til en.
Jeg tænker, at
englene nok ikke var langt væk, da jeg stiftede bekendtskab med det lille,
lyshårede rabalder.
lørdag den 21. april 2012
Jeg har brug for at tale om Kevin
Forrige lørdag var jeg inde at jeg We need to talk about Kevin.
Her en uge senere må jeg konstatere, at jeg har brug for at tale om Kevin.
Nå ja: SPOILER ALERT! (lidt)
Jeg læste romanen for nogle år siden, og var vældigt irriteret på den. Irriteret på forfatteren, som gennem Mor Eva udgød så mangt et eksempel på sønnens dæmoniskhed, at jeg fik lyst til at sende ham et postkort med ordene:
Oh my GOD, less is more!!!
I get it! Kevin slem, Eva et stakkels offer for omstændighederne. Den omstændighed at hun gang på gang handler mod sin mavefornemmelse til en sådan grad, at man får en sniiiiigende fornemmelse af, at hun er et af de her mennesker, der trives bedst - faktisk godt - ved sin egen utilfredshed. Den omstændighed at hun trives ved at være den forurettede og derfor aldrig får knaldet hånden i bordet og outet den store lyserøde elefant i stuen, og slet, slet ikke foretager et rigtigt offer. Et offer af den slags, der gør ondt helt ind i knoglerne, og ikke blot den slags man foretager, for at kunne fremlægge, at man nu IGEN har ofret sig.
Det var romanen, og det var den gang. Efter sidste uges filmoplevelse, overvejer jeg, om jeg måske skal genlæse bogen. Noget jeg ellers aldrig gør.
Måske er det de 5 år jeg i mellem tiden har fået på bagen, men min oplevelse af Lynne Ramsay's filmatisering fik lukket for mine tirader om "platslageri på et tragisk emne".
Faktisk blev jeg rørt på en meget mundlam måde.
Og måske er det slet ikke Kevin, jeg har brug for at tale om, men Eva, og om at være så pakket ind i egne og andres forventninger, at man mister kontakten til sin mavefornemmelse og lever årevis i survival mode. Om at erkende, at man satme har brister, også alvorlige brister, og at de fleste af os vil være nødt til at se dem i øjnene på et tidspunkt. Selvom vi har investeret meget energi i at tilrettelægge livet således, at vi har været forskånet for det.
Om til vores gru at opdage, at det, vi frygter mest i os selv, lurer i en af vores nærmeste.
Som en infektion.
Et tema i filmen er skyld. Ikke skyldsspørgsmålet, men skyldsopfattelsen. Evas klippefaste viden om, at Kevins massakre er hendes skyld, ofrenes hjerteskærende behov for beskyldning, samfundets knap så hjerteskærende ditto, og, nærmest som et aber dabei, Kevins skyldsønske. Et skyldsønske, der forbliver det samme, om end hans forståelse af det ændrer sig.
Titlen, We need to talk about Kevin, er for så vidt Evas største synd i dette. For det er det, hun ikke har fået sagt i tide. Ikke fået insisteret på. Af angst for repressalierne og vel allerede druknet ved udsigten til at råbe under vand.
We need to talk about Kevin handler ikke blot om den tabubelagte manglende naturlige moderlighed. Den handler også om angst og om følelsen af isolation - også den isolation man udelukkende oplever gennem sin egen følelse af at stikke ud som en bulen finger.
Kevin, for nu endelig at tale om ham, er uden tvivl meget bevidst om, hvad der er råddent ved lige netop ham. Og i mangel af en accept af dette - fra sig selv,mor, far, alle - agerer han på det ved at lade disse træk blive hans efterskrift.
Vil jeg tro.
Her en uge senere må jeg konstatere, at jeg har brug for at tale om Kevin.
Nå ja: SPOILER ALERT! (lidt)
Jeg læste romanen for nogle år siden, og var vældigt irriteret på den. Irriteret på forfatteren, som gennem Mor Eva udgød så mangt et eksempel på sønnens dæmoniskhed, at jeg fik lyst til at sende ham et postkort med ordene:
Oh my GOD, less is more!!!
I get it! Kevin slem, Eva et stakkels offer for omstændighederne. Den omstændighed at hun gang på gang handler mod sin mavefornemmelse til en sådan grad, at man får en sniiiiigende fornemmelse af, at hun er et af de her mennesker, der trives bedst - faktisk godt - ved sin egen utilfredshed. Den omstændighed at hun trives ved at være den forurettede og derfor aldrig får knaldet hånden i bordet og outet den store lyserøde elefant i stuen, og slet, slet ikke foretager et rigtigt offer. Et offer af den slags, der gør ondt helt ind i knoglerne, og ikke blot den slags man foretager, for at kunne fremlægge, at man nu IGEN har ofret sig.
Det var romanen, og det var den gang. Efter sidste uges filmoplevelse, overvejer jeg, om jeg måske skal genlæse bogen. Noget jeg ellers aldrig gør.
Måske er det de 5 år jeg i mellem tiden har fået på bagen, men min oplevelse af Lynne Ramsay's filmatisering fik lukket for mine tirader om "platslageri på et tragisk emne".
Faktisk blev jeg rørt på en meget mundlam måde.
Og måske er det slet ikke Kevin, jeg har brug for at tale om, men Eva, og om at være så pakket ind i egne og andres forventninger, at man mister kontakten til sin mavefornemmelse og lever årevis i survival mode. Om at erkende, at man satme har brister, også alvorlige brister, og at de fleste af os vil være nødt til at se dem i øjnene på et tidspunkt. Selvom vi har investeret meget energi i at tilrettelægge livet således, at vi har været forskånet for det.
Om til vores gru at opdage, at det, vi frygter mest i os selv, lurer i en af vores nærmeste.
Som en infektion.
Et tema i filmen er skyld. Ikke skyldsspørgsmålet, men skyldsopfattelsen. Evas klippefaste viden om, at Kevins massakre er hendes skyld, ofrenes hjerteskærende behov for beskyldning, samfundets knap så hjerteskærende ditto, og, nærmest som et aber dabei, Kevins skyldsønske. Et skyldsønske, der forbliver det samme, om end hans forståelse af det ændrer sig.
Titlen, We need to talk about Kevin, er for så vidt Evas største synd i dette. For det er det, hun ikke har fået sagt i tide. Ikke fået insisteret på. Af angst for repressalierne og vel allerede druknet ved udsigten til at råbe under vand.
We need to talk about Kevin handler ikke blot om den tabubelagte manglende naturlige moderlighed. Den handler også om angst og om følelsen af isolation - også den isolation man udelukkende oplever gennem sin egen følelse af at stikke ud som en bulen finger.
Kevin, for nu endelig at tale om ham, er uden tvivl meget bevidst om, hvad der er råddent ved lige netop ham. Og i mangel af en accept af dette - fra sig selv,mor, far, alle - agerer han på det ved at lade disse træk blive hans efterskrift.
Vil jeg tro.
fredag den 20. april 2012
Om at være fuldstændig blank
I den forgangne uge har jeg været fuldstændig tom. Som om al indhold er suget ud af mig.
Ingen tanker, ingen følelser, ingen energi, intet drive, ingen produktivitet, ingen kreativitet, ingen passion, ingen tilstedeværelse.
Er det virkelig såvel, må jeg spørge mig selv? For jeg har jo interageret med andre, trukket vejret hver eneste dag, kommunikeret. Været sur og glad og ked af det og spændt.
Men det er jo ikke sådan trængt helt ind, vel? Som om jeg har været indsmurt i Kerodex fra top til tå, så intet ydre rigtigt har kunne trænge ind, eller noget indre slippe ud.
Al træning i mindfulness meditation har gemt sig under en bunke nullermænd, og jeg har for real ikke været til stede i verden.
Giver det mening? Hvorfor fortæller jeg det?
Vel egentlig mest fordi jeg skal starte denne blog, holde min skrivning vedlige, og det falder sgu svært uheldigt sammen med a week of numbness.
Så det er jo noget med at gøre forhindringen til værktøj. Brug den, siger min i-baghovedet-boende psykolog (ja, altså, selvfølgelig bor hun jo på en rent fysisk adresse et sted, men en lille æterisk klon af hende har altså taget bopæl lige bag amygdala.).
Brug den, hører jeg.
SKRIV DEN!
Ja, jo, så okay da.
Jeg kunne jo teoretisere lidt over, hvad der mon har bragt mig i et sådant humør, men helt ærligt, så ville jeg ende med at bebrejde alt og alle, på nær mig selv selvfølgelig, og ... ja, jeg vil jo godt vente et par indlæg med at afsløre min megalomaniske side.
Jeg kunne sige at ligegyldigheden i mig blot afspejler ligegyldigheden omkring mig, for pt., så synes jo sgu godt nok at jeg er lamslået over menneskers manglende interesse i andre mennesker.
Oh, I'll come back to that for sure.
Oh, I'll come back to that for sure.
Måske er Koppen Trine bare fuldt til randen og trænger til at vælte.
Please bliv stående til jeg har et blødere sted at lande.
Abonner på:
Opslag (Atom)