Kom så ned fra den hest!

Nu, hvor jeg har været den lykkelige blogejer i et par uger, må jeg konkludere… at jeg ikke går rundt og er så dyb, som jeg troede.

Eller i hvert fald at mit blogbarn ikke er blevet så dybt som sin mor. Ja. Det er sådan det må være.

Gud ske lov, der skred hele mit fundament næsten.

Det store spørgsmål er så, om blogbarnet skal lege, glad og blåøjet, eller om Moder Mig skal gribe til hårdhændet opdragelse og styre mit afkom ind på det intellektuelle spor.

Det virkelige irriterende er, at jeg på et meget zen og selvhelligt tidspunkt indgik en pagt med Buddha. Resultatet er, at der på min skulder sidder en lille Buddha Trine (kreeret af Buddha og mig, no surprise), som uden undtagelse stiller spørgsmål til min dagsorden, både den åbenlyse og den skjulte.

Lille Buddha Trine har så'n et pisseirriterende bedrevidende udtryk i øjnene (dét har hun arvet fra mig, mens den der fucking "se dig selv i øjnene" - ting kommer fra Buddha Far).

Jeg ville knipse hende af min skulder in a heartbeat, hvis det ikke var fordi hun har lagt sin hånd på min hals, og jeg kan mærke, at hun mener det godt.

Pisselortemøgshelligeko.

Men okay, fint. Hvorfor er Mor så skuffet?

Jeg troede, at jeg var dekader ovre "Only happy when it rains" - stilen. Men åbenbart er der noget vanvittigt intimiderende ved se i øjnene, at jeg er en lalleglad trickster. OGSÅ er en lalleglad trickster.

Og at jeg i bund og grund hellere vil skrive om min jordnære hverdag, fremfor komplekse tanker om livets uudgrundelighed.

Er det fordi jeg ikke kan?

Er det fordi jeg har et tvivlsomt behov for at blive anerkendt for min uendelige visdom, fremfor at formå at være et ganske almindeligt menneske?

Det må jeg vidst tænke lidt mere over. Imens skal jeg måske bare observere, hvor barnet bevæger sig hen - og måske liste et forsigtigt forslag ind, ind i mellem.