I anledningen af
helligdagsweekenden har Tv's sendeflade bugnet af eventyrfilm.
Og eventyrfilm - det
er en af mine guilty pleasures!
Jeg synes simpelthen
at de er så hyggelige. Og jeg elsker alt der hygger. Oh yes.
Men hvorfor jeg i
den nette alder af 35 lettest kommer i zen, når trolde, feer og talende dyr
boltrer sig bag en glasskærm, ved jeg simpelthen ikke.
Oh, bull, gu' ved
jeg da så!
Det har da sådan set
ikke så meget at gøre med de der væsener. Men derimod - selvfølgelig - med det
heldige barn, der altid er helten i disse film. Der altid, via en eller anden
spidsfindig hændelse, pludselige befinder sig i et hæsblæsende eventyr, der sætter
dagligdagens problemer med travle forældre, såkaldte kammerater og at føle sig
så isnende uden for, i behørigt relief. I stedet er der masser af nuttede nye
venner, der har så frygteligt brug for din (min, MIN!) hjælp, og som hepper,
mens du (mig, MIG!) pludselig transmogriffes til vort sande jeg: en helt!
Åh, at flyve,
rutsje, gå gennem et skab og lige ind i
en skøn fortryllelse.
Som barn kunne jeg
give mig selv hovedpine af så kraftigt at ønske, at Peter Pan en aften ville
sidde i min vindueskarm. Han ville være kommet for at tage mig med - flyvende -
til Ønskeøen. Og der ville vi så flyve af sted, ham i sit fikse lille Pan-outfit,
og mig med mine slangekrøller og, bal-agtige lyseblå natkjole og kanintøfler
(Askepots fe-gudmor havde lige været et smut forbi og tryllerylle mit
hjemmeklippede korte hår, bamse bomuldspyjamas og kinasko).
Og når vi så kom til
Ønskeøen - ja, så ville der ikke være nogen ende på al den sjov, vi skulle
have.
Senere har jeg
selvfølgelig hørt om Peter Pan syndromet, ligesom jeg qua min gode, danske
folkeskoleuddannelse er i stand til at seksual-analysere et hvert eventyr i
smadder (det var alligevel dér I mente vægten skulle ligge, hva' kære 90ernes
dansklærere? Skide flot).
Sommetider synes jeg
da heller ikke, at jeg ville kunne spytte, uden at ramme en hverdags Peter Pan.
Men jeg føler bare
ikke, at det har noget som helst med mig og min barnetro at gøre, vel?
Jeg kan simpelthen
ikke være pinlig berørt over at elske den historie, selvom jeg burde grine
lummert ved tanken om at være alene på en isoleret ø, with all men (og en bette fe) og alskens farer og muligheder for
blive bundet…
Nope, dén del har
intet med mig at gøre.
I mine pre-teens
mødte jeg så Sarah. Sarah, og ikke mindst The Goblin King…
Sarah er heltinden i
Jim Henson' Labyrinten til Troldkongens Slot'.
Og Sarah - Sarah får
sig sådan én på opleveren, at jeg stadig, her sådan ca. 23 år efter jeg først
så filmen, bliver helt åndeløs ved tanken.
Der er
teenagefrustrationerne, der er de romantiske drømme, de nuttede, åh så
forbandet nuttede nye venner, der er Ludo - filmhistoriens største gode uhyre,
der er rutsjen, maskerader, og der er (GODDAMNIT hvor der er) Troldkongen
Jareth. Da veninde Dorthe og jeg som cirkus 12 årige var i biografen og se
filmen, besluttede vi halvvejs, at vi fra nu af holdt med Troldkongen. På det
tidspunkt lå vi halvt på gulvet blandt popcorn og papir og ville give resten af
årets lørdagsslik for at være Sarah i den overdådige kjole, Sarah der flygter
fra/jagter Troldkongen op og ned af trapper, der ingen steder fører hen.
Og ja, for fanden,
gu' var der da noget pre-seksuelt udefinerbart i det. Hell yeah, I stand by that!!! Det var vel netop det
udefinerbare, der appellerede.
Alligevel fylder de
erotiske undertoner meget lidt i mit forhold til filmen. Og ja, det er et
forhold :-).
Jeg elsker den, og
når jeg ser den, smelter 12 årige mig og 35 årige mig sammen til et ret
harmonisk og afslappet menneske.
Og sådan har jeg det
i det hele taget med disse film.
På nær en anden af
mine favoritter, 'Where the Wild Things are', som får mig til at græde som
pisket.
Men dét er en helt
anden historie...
Erotisk? David Bowie? Virkelig?
SvarSlethttp://www.youtube.com/watch?v=ViftZTfRSt8
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
SletJamen da havde jeg også de der dansklæreres briller på, ikke?
SvarSletMen måske er der noget over de der ridebukser. Eller...
Hah! I love watching the labyrinth. And I don't think David Bowie could be any more sexual in that movie, so if I get the gist of what you're saying then maybe I should feel ashamed of that fact!
SvarSletJill: don't ever feel ashamed of anything Bowie-related!!!
SvarSlet