This song IS about you - oplevelser med musik vol. III

Jeg har sgu' været i så godt humør i år.

Nogle ville måske vove at kalde det unormalt godt humør for Tricksteren.

Og det vil ikke være en helt forkert påstand.

I den etageejendom jeg er, har melankolikeren virkelig fået fat i en af de større, billige  lejligheder med fantastisk udsigt.

Og hun har ik' tænkt sig at rykke ud.

Nuvel.

HELDIGVIS bebos jeg også af en heftigt koleriker, som måske ikke var den første til at besvare annoncen, men som alligevel fik gaflet sig en ganske udmærket matrikel (hun er vel koleriker).

Hun er ikke så vellidt ude i verden som melankolikeren (tja…), men jeg kan faktisk meget godt lide hende. Virkelig godt, faktisk.

En anden, der også holder af hende, er melankolikeren.

Derfor har hun ryddet en plads til hende på sin fantastiske tagterrasse. Så kan de sidde der og hygge, og kolerikeren kan endda få lov til at gale ud over hustagene ind i mellem.

I love it!

(der sidder også andre. Vi er en pakkeløsning)

Anyways, jeg kommer væk fra emnet.

Min pointe er, at jeg tror, at mit "meget forbedrede humør" hænger sammen med, at jeg har taget skeen i den hånd og gjort plads til hele mig.

(sidste år var et værre rod, med nogle oplevelser der fik mig til at prøve at udslette nogle sider af mig selv, fordi … nogen … ikke kunne lide dem. Det er en anden historie, summa summarum - syng med mig - I kan ikkeeee slå os ihjel…)

Et ordenligt puf i den rigtige retning var at tilbringe januar i Spanien.

Kan ikke rigtigt sige, præcist hvad der fik snebolden til at rulle.

Men jeg kan berette om denne lille hændelse, der gav mig en ny … livsstrategi, kan man vel sige:

Jeg var på weekend hos et dejligt menneske, Sarah, i Madrid.

Det var bare fedt på alle måder.

Især fordi at Sarah havde et awesome morgenritual. Når hun stod op, tændte hun for et lille medley af "morgenrelaterede rap-numre", som så spillede mens hun gik i bad, lavede kaffe og så'n.

Så der lå jeg, i Madrid, under et ovenlysvindue, der badede mig i dejlig sol, og vågnede til Chamillionaire, der sang:

"I'm gonna show all of my haters love - this song's for youuu

If you had it like me and I was in your shoes , I'd probably hate on me tooooo"

Måske får dette aldrig stemplet:

"I'm Buddha, and I approve of this message.",

men det tiltaler bare min megalomani!

Og min selverkendelse: "ja, jeg er sgu' mere cool end jer, men hvis I var mere cool end mig, ved jeg sgu' godt, at det ville irritere mig."

Jeg rullede rundt af grin på sovesofaen og råbte:

"Sarah, Sarah! He's gonna show all of his haters love!"

Så jeg begyndte at spille den lille rap-hymne over højtaleranlægget i den indre etageejendom. At vække beboerne med den hver morgen.

(ja, man er vel vicevært med adgang til teknikken)

Og, jah …  jeg ved ikke helt, hvad de snakkede om i krogene derinde, men i hvert fald skete der det, at der blev ryddet plads på altaner. Klagerne over høj musik faldt. Der blev dannet madklubber.

Jeg blev et bedre miljø.

Har fejet for min egen gadedør, om man så må sige.

Og ja, selvfølgelig kan der blive beskidt igen - især hvis folk tramper rundt,  især hvis de gør det uindbudt.

Jeg er ikke pissegod til det der med at elske mine fjender og at vende den anden kind til.

Men hvis en hær (om det er en en-mands eller Lord Voldemorts samlede styrker) igen banker på, vil jeg lade Chamillionaire  gjalde fra tagene.

Til de enten smutter igen, eller deres trommehinder sprænges.

Men måske Nemo, når han altså er blevet stor...

Vil virkelig gerne skrive et indlæg.

Men jeg kan gudødme ikke komme på noget at skrive om.

Overvejede noget med hvilke dyr jeg gerne ville gifte mig med, mod at Mette Dencker, den stakkels sjæl, så ville blive den varmeste fortaler for homoseksuelles rettigheder.
Men det gav så alligevel nogle ret så grimme billeder inde i min lille, lidt for livlige fantasi.

Så jeg venter med at skrive noget til en anden dag, ikke?

Knuz og kyz

Ps: et dyr, jeg helt 100 ikke ville gifte mig med, er Tarok (var det ikke det, den hed?). Hvad sker der for den sygelige besættelse af en hest???

I bet you think this song is about you …

Da jeg startede denne blog, var en af de regler, jeg satte for mig selv, at den ikke skulle bruges til at hænge andre ud.

I hvert fald ikke private bekendtskaber. Det er lidt noget andet med folk, der f.eks. hedder Claus Hjort. Eller måske Lone Powerprinsesse. Mennesker, der med liv og sjæl har kæmpet for at parkere på steder, hvor de ligesom godt ved, at de sgu nok er til gene for andre, ikke?

(delvist undskyld til Claus Hjort. Du er pisseirriterende, men jeg tænker, at du trods alt er drevet af en ideologi, og ikke et behov for opmærksomhed)

Anyways, pointen var, at bloggen ikke skulle være en gabestok, hvor jeg, efter forgodtbefindende og drevet af hævngerrighed, kunne sætte venner, familier, naboer og andet godtfolk til skue.

Ej heller små ben-spredende pigebørn fra reality TV.

For et par uger siden kom jeg så - ganske uforvarende - til at fornærme både kære venner og endog min kære mor!

Forleden gjorde jeg det igen.

(til gengæld er både Hjort og Powerprinsesse gået ram forbi. Endnu… (jeg kigger på dig "power"prinsesse!))

Og så er det jo, at jeg tænker: hvorfor ikke bare fortsætte?

Ikke med at skyde med spredehagl, og håbe på at jeg får ram på så mange som muligt.

Men med at holde op med at censurere mig selv.

Det er jo trods alt ganske frivilligt at læse denne blog, så skulle det ske, at man pludselig føler sig ramt af skribentens ord, kan man jo vælge at forlade siden. Vælger man at blive hængende, til trods for at man er fornærmet helt ind i sit inderste, kunne man jo måske tage en lille dialog med sig selv om, hvorfor man måske lidt har det med at svælge i at føle sig forurettet.

I ved selv, hvem I er (nej, mor, det er IKKE dig).

(og mellem jer og mig: jeg er meget egoistisk. Denne blog handler helt 100 mere om mig end om dig)

Og, on that note, vil jeg så gribe fat om nældens rod:

I lørdags var jeg meget højlydt (troede I, det kan blive meget værre) omkring emnet "kvindelige bloggere".

Og om hvordan jeg oplever, at vi, generelt, gør os inden for tre kategorier, nemlig mad, mode eller børn.

Lad mig gøre det klart: elsker mad, kan godt lide tøj (jeg har det i hvert fald på hver eneste dag) og jeg synes, at det er noget af det fedeste i verden at være sammen med børn. For reals, mine tre bedste venner hhv. 1, 5 og 6 år.

Jeg elsker også, når mennesker har en passion, en sag.

(det er så ikke altid, at jeg elsker deres sag. Vel, Powerprinsesse?)

Men det undrer mig, at vi skriver 2013, og det, vi helst udtaler os om, er stadig: madopskrifter, tøj, børn.

Og det irriterer mig, at det hele skal have det her evigt lyserøde skær af positivitet.

Åh, pokkers, jeg kan allerede høre gjallerhornet indkalde til krig på Tricksterens matrikel!

Lad mig skynde mig at sige: man må hjertens gerne være positiv. Positiv = fedt. Men! Ingen fucking mennesker er positive hele tiden! Nogen bilder sig måske ind, at de er det (og I ved, hvem I er), men det er de ikke, og så'n er det.

En blog er en repræsentation af bloggeren. Og det, man lægger på den, er noget, man vælger at andre skal vide om en. Ligegyldigt om det er på skrift, i billeder eller gennem links. Det er selvfølgelig ingenlunde en fyldestgørende repræsentation. Men i det puslespil, mennesket er, er det en brik, man selv udformer.

Og det er trist, at en stor del af danske kvinder vælger, at det, de bare synes, at andre skal vide, er, at de har lagt neglelak. Eller bagt en meget pæn cupcake.

Og så punktum.

Ikke noget med, at de i forgårs havde koldsved og bankende hjerte af stress efter arbejde.

Næh, i forgårs, ja da fandt de da denne bedårende nipsgenstand [indsat foto] i genbrug.

Det er da også dejligt nok. Men så dejligt, at vi må skynde os at smide det på nettet?

Really? REALLY?

Er det ikke tilstrækkeligt, at vi selv føler glæde ved det? Gælder det først, når andre har bekræftet det?

(er muligvis en kende for skråsikker nu, men jeg tror sgu', at jeg nærmer mig kernen her)

Det pisser mig af, at det tilsyneladende ikke generer disse kvinder at fremstille sig selv som relativt kedelige ("jeg har bagt en bolle, det er så stort, at det må på nettet").

Og det pisser mig af, fordi det ikke er særligt medsøster-venligt.

"Hvad er den af? Er du ikke cupcake-bagende prinsesse i dit eget liv? Har du en dårlig dag? Herut med sig, i vor lille Askepot-verden smitter negativitet som lus i en børnehave, og lus - det er jo noget gris!"

For helvede, kvinder, omfavn nu for fanden jeres negativitet! Jeres grimme sider! Udstil det, der smerter jer.

Lad være med at lave det her glansbillede af feng shui'ede hjem og børn, der led af adhd og pest og kolera indtil du holdt op med at give dem mælk eller sukker eller blå (men gerne grønne) druer.

Mal nu for fanden da et helt billede af jer selv!

Som vi sagde i 90erne: "det var bare det, jeg ville sige, hej."

(det er så helt 100 ikke alt, jeg har at sige, men nu er Tricksteren træt ovenpå al denne udkrængning, og hun trænger til en kop kaffe.)

Snapshot af min lørdag

Jeg keeeeder mig for vildt i dag.

Hvilket egentlig er lidt mærkeligt, for jeg kan jo sådan set gøre lige, hvad jeg lyster. Men åbenbart er min lyst at ikke have lyst til noget.

Har spist en ostemad. Den smagte mig ikke. Og nu lugter mine fingre af ost. Selvom jeg har vasket dem. OG sprittet dem i alko-gel, OG cremet dem ind.

Ser en film. Den er ikke sjov. Til trods for at den bugner af hits fra 80ernes hair metal bands. Til trods for at den har Tom Cruise som afdanket rockstjerne.

Det er sørgeligt, men sandt: Rock of Ages holder IKKE! Og jeg er ret sikker på, at det ikke bare er fordi, det er en af den slags dage. Jeg er ret sikker på, at den heller ikke holder i morgen!

Nå, men så var det jo, at jeg tænkte, at jeg ville surfe lidt blogs.

Så, det gjorde jeg så.

Og som altid blev jeg ret skuffet.

Blogs skrevet af kvinder (og det er bare dem, der er flest af) falder mestendels i tre kategorier:

Opskrifter, mode og "jeg er på barsel med nr. 3 og mine børn får hverken sukker eller mælk, men masser af spelt".

Og så er de ellers instagram-bombarderet med fotos af de nybagte speltboller, det nye lag neglelak og en pæn kjole.

WHY???

Er det virkelig alt, kvinder kan galpe op om i dag???

Og er det ikke liiidt let, at uploade et foto at sin frokost og kalde det et blogindlæg?

Muligvis er min blog ikke verdens mest interessante, men jeg kan da i det mindste skrive to sammenhængende sætninger, som jeg endda har tænkt - HELT SELV!

Og det udelukker ikke, at jeg også kan lakere negle, lave mad eller har pænt tøj.

Det var dagens sure opstød, på sådan en monster kedelig, grå lørdag.

Ses i næste uge, ik'?

Spørg bare Trine, hun ved det helt 100 (før eller senere)

Da jeg var blot en blåøjet, bedrevidende pre-teen læste jeg et hav af bøger om stakkels piger, der var kommet ud i noget med stoffer!

Det gjorde alle de andre blåøjede, bedrevidende pre-teen piger også. Forældre, lærere og pædagoger kastede dem i nakken på os, for stoffer er noget skidt noget, og det skulle vi lære hurtigst muligt, så vi ikke selv lod os lokke ud i sådan noget.

Og vi svælgede i det. For ungdomsromanerne havde en alvorlig slagside ift. de velmenende voksnes dagsorden:

De var meget romantiske.

Ikke altid (men sommetider) romantisk på pige-dreng-kæreste-måden. Men god, gedigen weltschmerz, "alle-hader-mig-ingen-forstår-mig" romantik. Og det er noget pre-teens kan relatere til!

Nå, det har sådan set ikke noget med dette indlægs emne at gøre.

Og mon ikke, pointen er feset ind - bøger om kvindelige teenagenarkomaner, dem læste vi mange af.

Godt.

En af disse bøger var Spørg Bare Alice.                                         

Vi elskede den bog, og det faktum at vor "heltinde" (som IKKE er Alice) findes død - MÅSKE VED SELVMORD - tre uger efter sidste dagbogs indlæg … ja, så kunne vores næsten-teenagefølelser ikke blive mere pirrede.

(at bogen blev solgt som en autentisk dagbog, men at dette senere blev draget seriøst i tvivl, er i denne forbindelse fuuuuldstændigt ligegyldigt!)

Så langt, så godt.

Bogen blev læst, årene gik, den litterære smag ændrede sig.

Min kærlighed til popkultur holdt dog (og holder stadig) ved. Jeg indledte bl.a. et livslangt kærlighedsforhold til den tegnede TV serie The Simpsons.

Og jeg bemærkede, at når Homer og andre beboere i Springfield af forskellige årsager gik hen og blev skæve, var det ofte til tonerne af et musiknummer, som jeg kendte, men ikke kendte godt. Det var trods alt 9 år ældre end mig.

JEFFERSON AIRPLANES 'WHITE RABBIT'.

Love. It.

Og da jeg desuden har en Alice i Eventyrland-fetich kunne det jo næsten ikke blive bedre.

Så jeg begyndte at dyrke nummeret.

Og jeg tog ofte mig selv i, at gå rundt og synge den inden i mig selv.

(for selvom jeg gerne giver mig i kast med 'Nothing Compares to you', når jeg er alene hjemme, så har jeg selverkendelse nok til ikke at forsøge mig med Grace Slick!)

Anyways, hver gang jeg nåede til "go ask Aliiiiice, I think she'll knooooow", fik jeg en uforklarlig følelse af noget meget bekendt.

Der gik ca. 15 år, inden jeg connected the dots, men da det skete … da var det som om Universet slog dørene op til svarene på alle dets gåder!

Det gjorde det selvfølgelig ikke, men sådan føltes det.

Det, Grace Slick bad mig om, var jo for f….. da at BARE SPØRGE ALICE!!!

(INDSÆT HER LYDEN AF TIØREN, DER FALDER)

Det er ikke verdensomvæltende information, og du spørger måske dig selv, hvorfor f….. du har brugt 5 minutter af dit liv på at læse dette indlæg.

Men når du går i seng i aften, da vil du mærke det…

Denne følelse af, at dit liv er en anelse mere tilfredsstillende.

Hvis man knipser mig i panden, lyder der blot et rungende ekko.

Hvor er det let at få overbevist mig selv om, at jeg ikke er i stand til tænke en eneste sammenhængende tanke, når jeg sådan sidder her og skal skrive noget blog.

"Bare skriv, hvad der falder os ind", siger livscoachen, der bor bag mit højre øre. Hun er pisse irriterende, og jeg har en mistanke om, at hun har fået sin certificering gennem et eller andet aktiveringsprojekt for dagpengemodtagere.

Jeg har i øvrigt ikke tænkt mig at fortælle hende, at mit venstre øre er mit koncentrations-øre.

Det, hun ikke fatter, er, at intet falder mig ind. At jeg vitterligt, i dette øjeblik, er det kedeligste, mest tanketomme menneske i verden. Og det faktisk er dødsens nødvendigt for mig, at konstant klø mig meget koncentreret i nakken.

"Skriv om, at du er blevet en tak mere voksen over påsken, og har lagt nyt budget og få styr på skat og lån og papirer..." "… og PIS og papirer" afbryder jeg.

A) det er røvkedeligt.

B) nu skal skindet jo ikke sælges, før bjørnen er skudt, vel? Altså, det er jo fint nok, at jeg har fået teoretisk styr på fremtiden, men kun fremtiden kan jo vise, hvordan det vil gå med den praktiske gennemførelse.

"Skriv om, hvor meget du hader at blive afbrudt!", udbryder livscoachen i et noget spidst tonefald (der er ikke tvivl om hendes genetiske ophav).

Ja, jeg hader at blive afbrudt. Jeg hader det faktisk i en sådan grad, at jeg før har overvejet at skrive et blogindlæg om det.

Men det kunne jo resultere i, at folk vil skyde mig det i skoene, når jeg selv gør min mening offentlig, når andre taler. Og det er jo slet ikke det samme.

"Så kunne du jo skrive om, at dét ikke vil blive et problem, for du kender jo ikke nogen, der faktisk læser din lille blog!".

Slam!

Hallo, så vidt jeg har forstået, så handler coaching om at stille de rigtige spørgsmål, ikke at diktere klientens liv! Eller blog!

(Men jeg er nu alligevel en kende stolt af hende.)

Hun er dog inde på noget; jeg kan se, at jeg får en del besøg (sagt i al beskedenhed), og det endda uden at mine egne sidevisninger registreres. Men en imponerende stor del af mine venner, har meddelt, at "det der med at læse blogs ikke lige er dem", eller at de "ikke lige er så gode til … hrhm, mumle, mumle, NÆH se, et træ!" Jeg ved, at min venindes mor læser trofast med (hej Kirsten), men hvem I andre er, aner jeg ikke.

Så jeg kunne jo skrive hvad som helst, uden fare for at blive holdt op på det.

Hvorfor helvede gør jeg det så ikke?

(Er vist det rette spørgsmål)