I reached out and touched faith

Jeg har ikke så meget at fortælle i dag.
Blot én ting:
I går var jeg til Depeche Mode koncert.
Og det var noget af det mest fantastiske, jeg længe har oplevet.
Umiddelbart virker resten af verden helt uforstående overfor - og en kenneth ligeglade med - min glæde.
Så jeg skal ikke plage dem for meget.

Havde bare lige brug for at dele min glæde, hvis der er nogen, der har lyst til lidt af den.

Jeg er helt med på, at det virkelig er et dårligt foto. Men motivet fejler ikke noget.
Martin sang også for mig:

Tak for opmærksomheden :-)

 

Så kom jeg til at stå en halv time for tidligt op!

Og så kunne jeg da lige bruge tiden på at øse lidt mere kærlighed ud over jer.
Vær så god:

 

This song IS about you - oplevelser med musik vol. III

Jeg har sgu' været i så godt humør i år.

Nogle ville måske vove at kalde det unormalt godt humør for Tricksteren.

Og det vil ikke være en helt forkert påstand.

I den etageejendom jeg er, har melankolikeren virkelig fået fat i en af de større, billige  lejligheder med fantastisk udsigt.

Og hun har ik' tænkt sig at rykke ud.

Nuvel.

HELDIGVIS bebos jeg også af en heftigt koleriker, som måske ikke var den første til at besvare annoncen, men som alligevel fik gaflet sig en ganske udmærket matrikel (hun er vel koleriker).

Hun er ikke så vellidt ude i verden som melankolikeren (tja…), men jeg kan faktisk meget godt lide hende. Virkelig godt, faktisk.

En anden, der også holder af hende, er melankolikeren.

Derfor har hun ryddet en plads til hende på sin fantastiske tagterrasse. Så kan de sidde der og hygge, og kolerikeren kan endda få lov til at gale ud over hustagene ind i mellem.

I love it!

(der sidder også andre. Vi er en pakkeløsning)

Anyways, jeg kommer væk fra emnet.

Min pointe er, at jeg tror, at mit "meget forbedrede humør" hænger sammen med, at jeg har taget skeen i den hånd og gjort plads til hele mig.

(sidste år var et værre rod, med nogle oplevelser der fik mig til at prøve at udslette nogle sider af mig selv, fordi … nogen … ikke kunne lide dem. Det er en anden historie, summa summarum - syng med mig - I kan ikkeeee slå os ihjel…)

Et ordenligt puf i den rigtige retning var at tilbringe januar i Spanien.

Kan ikke rigtigt sige, præcist hvad der fik snebolden til at rulle.

Men jeg kan berette om denne lille hændelse, der gav mig en ny … livsstrategi, kan man vel sige:

Jeg var på weekend hos et dejligt menneske, Sarah, i Madrid.

Det var bare fedt på alle måder.

Især fordi at Sarah havde et awesome morgenritual. Når hun stod op, tændte hun for et lille medley af "morgenrelaterede rap-numre", som så spillede mens hun gik i bad, lavede kaffe og så'n.

Så der lå jeg, i Madrid, under et ovenlysvindue, der badede mig i dejlig sol, og vågnede til Chamillionaire, der sang:

"I'm gonna show all of my haters love - this song's for youuu

If you had it like me and I was in your shoes , I'd probably hate on me tooooo"

Måske får dette aldrig stemplet:

"I'm Buddha, and I approve of this message.",

men det tiltaler bare min megalomani!

Og min selverkendelse: "ja, jeg er sgu' mere cool end jer, men hvis I var mere cool end mig, ved jeg sgu' godt, at det ville irritere mig."

Jeg rullede rundt af grin på sovesofaen og råbte:

"Sarah, Sarah! He's gonna show all of his haters love!"

Så jeg begyndte at spille den lille rap-hymne over højtaleranlægget i den indre etageejendom. At vække beboerne med den hver morgen.

(ja, man er vel vicevært med adgang til teknikken)

Og, jah …  jeg ved ikke helt, hvad de snakkede om i krogene derinde, men i hvert fald skete der det, at der blev ryddet plads på altaner. Klagerne over høj musik faldt. Der blev dannet madklubber.

Jeg blev et bedre miljø.

Har fejet for min egen gadedør, om man så må sige.

Og ja, selvfølgelig kan der blive beskidt igen - især hvis folk tramper rundt,  især hvis de gør det uindbudt.

Jeg er ikke pissegod til det der med at elske mine fjender og at vende den anden kind til.

Men hvis en hær (om det er en en-mands eller Lord Voldemorts samlede styrker) igen banker på, vil jeg lade Chamillionaire  gjalde fra tagene.

Til de enten smutter igen, eller deres trommehinder sprænges.

Spørg bare Trine, hun ved det helt 100 (før eller senere)

Da jeg var blot en blåøjet, bedrevidende pre-teen læste jeg et hav af bøger om stakkels piger, der var kommet ud i noget med stoffer!

Det gjorde alle de andre blåøjede, bedrevidende pre-teen piger også. Forældre, lærere og pædagoger kastede dem i nakken på os, for stoffer er noget skidt noget, og det skulle vi lære hurtigst muligt, så vi ikke selv lod os lokke ud i sådan noget.

Og vi svælgede i det. For ungdomsromanerne havde en alvorlig slagside ift. de velmenende voksnes dagsorden:

De var meget romantiske.

Ikke altid (men sommetider) romantisk på pige-dreng-kæreste-måden. Men god, gedigen weltschmerz, "alle-hader-mig-ingen-forstår-mig" romantik. Og det er noget pre-teens kan relatere til!

Nå, det har sådan set ikke noget med dette indlægs emne at gøre.

Og mon ikke, pointen er feset ind - bøger om kvindelige teenagenarkomaner, dem læste vi mange af.

Godt.

En af disse bøger var Spørg Bare Alice.                                         

Vi elskede den bog, og det faktum at vor "heltinde" (som IKKE er Alice) findes død - MÅSKE VED SELVMORD - tre uger efter sidste dagbogs indlæg … ja, så kunne vores næsten-teenagefølelser ikke blive mere pirrede.

(at bogen blev solgt som en autentisk dagbog, men at dette senere blev draget seriøst i tvivl, er i denne forbindelse fuuuuldstændigt ligegyldigt!)

Så langt, så godt.

Bogen blev læst, årene gik, den litterære smag ændrede sig.

Min kærlighed til popkultur holdt dog (og holder stadig) ved. Jeg indledte bl.a. et livslangt kærlighedsforhold til den tegnede TV serie The Simpsons.

Og jeg bemærkede, at når Homer og andre beboere i Springfield af forskellige årsager gik hen og blev skæve, var det ofte til tonerne af et musiknummer, som jeg kendte, men ikke kendte godt. Det var trods alt 9 år ældre end mig.

JEFFERSON AIRPLANES 'WHITE RABBIT'.

Love. It.

Og da jeg desuden har en Alice i Eventyrland-fetich kunne det jo næsten ikke blive bedre.

Så jeg begyndte at dyrke nummeret.

Og jeg tog ofte mig selv i, at gå rundt og synge den inden i mig selv.

(for selvom jeg gerne giver mig i kast med 'Nothing Compares to you', når jeg er alene hjemme, så har jeg selverkendelse nok til ikke at forsøge mig med Grace Slick!)

Anyways, hver gang jeg nåede til "go ask Aliiiiice, I think she'll knooooow", fik jeg en uforklarlig følelse af noget meget bekendt.

Der gik ca. 15 år, inden jeg connected the dots, men da det skete … da var det som om Universet slog dørene op til svarene på alle dets gåder!

Det gjorde det selvfølgelig ikke, men sådan føltes det.

Det, Grace Slick bad mig om, var jo for f….. da at BARE SPØRGE ALICE!!!

(INDSÆT HER LYDEN AF TIØREN, DER FALDER)

Det er ikke verdensomvæltende information, og du spørger måske dig selv, hvorfor f….. du har brugt 5 minutter af dit liv på at læse dette indlæg.

Men når du går i seng i aften, da vil du mærke det…

Denne følelse af, at dit liv er en anelse mere tilfredsstillende.

Oplevelser med musik, Vol. II.

For et par år siden afsluttede jeg 4 måneders sygemelding (stress – den nye sort) med at gå tværs over Spanien.

Camino de Santiago de Compostella helede og ændrede meget i mit liv, og det har jeg vist nævnt før, og mon ikke, jeg kommer til det igen? I bidder, for selvom jeg egentlig er pjattet med at tale om det, så er det også lidt svært. For ligeså stort, som det var, ligeså personligt er det. Det er min oplevelse, og den skal ingen andre komme med indspark til. 

Nå, men det er egentlig ikke det, det her skal handle om. Det skal handle om musikken. Here goes:

Et par dage inden jeg tog af sted, sendte en ven mig denne sang.

De første par dage på vejen var der kun nuet, intet ”for lidt siden”, intet ”lige om lidt”.
Faktisk var der, som en ven udtrykte det: ”ikke meget fra knæene op”.
Men efter et par dage havde kroppen fundet sig til rette, og jeg kunne begynde at lytte til mine tanker.
Jeg opdagede, at de sang, og det, de sang var:

Am I young enough to believe in revolution?
Am I strong enough to get down on my knees and pray?
Am I high enough on the chain of evolution
To respect myself, and my brother and my sister
 And perfect myself in my own peculiar way?

Well? Er jeg? Er jeg noget? Er jeg værdig? Er jeg for ung, for gammel, for kynisk, for bange, for dum, for klog, for snæversynet, for … hey, vent lige. Hvad var det? For bange? For bange. Nej. Ikke længere. Keep trucking, Trickster.

Noget, jeg havde sat mig for, var, at på denne pilgrims færd måtte jeg lære at klare mig uden mine sædvanlige krykker.
Yeah, right.
Jeg lærte hurtigt, at det da godt kan være krykkestokke godt afholde én, fra at lære at gå selv, MEN mestendels er de kærkommen støtte, når det er tungt at løfte fødderne.
En af mine livskrykker er musik. Surprise. Og selvom jeg havde medbragt mp3-afspilleren, så var intentionen, at den kun skulle bruges på flyverturen, og så lidt inden sengetid.
”Det hele” blev dog snart meget overvældende (på den  gode måde, but still), og tanker og følelser fløj rundt i hovedet. På mig og mine medvandrende.
Én af dem, Jenny, sagde en dag disse vise ord til mig: ”Ain’t nothing wrong with puttin’ on a little music.”
Så en tidlig, overskyet, ensom formiddag, midt et ocean af vinmarker, tog jeg hovedtelefonerne på og trykkede på random-play.
Den første sang var denne:

”Allein, allein. Hvem det bare ku’ klare sig med hjælp fra sig selv.”

Tja, tydeligvis ikke mig. Eller så mange andre. Gudskelov. Og velkommen tilbage, min elskede krykke.

Da jeg havde grinet gennem tårerne af dette ”random” nummer, gik næste sang i gang:

Ain’t nothing gonna break my stride.

Nemlig, keep trucking, Trickster.