Måske er der alligevel håb for os alle?

JA, det var atypisk!

Men det var freaking awesomesauce!!!

I søndags var jeg nået til den næste perle på The String of Awesome Events of 2013 (eller hvad det nu var, jeg kaldte det i mit sidste indlæg).

Nemlig The Knife koncerten i Vega.

At jeg havde glædet mig, som Bum glædede sig til at vise Askepot den kjole, musene havde syet, kommer vidst ikke bag på nogen. Jeg har en mistanke om, at mine hysteriske facebook-updates om emnet muligvis har fået flere til at blokere mig.

MEN DET ER LIGE MEGET, FOR JEG ELSKER ALLIGEVEL THE KNIFE HØJERE END JEG ELSKER JER!!!!

 

Hva'? Hvad? Hvor kom det fra? Okay, det passer selvfølgelig ikke ... eller... Lad os lade det ligge.

Ja, hurtigt videre: altså, bare det, at der overhovedet var en koncert, reddede mit år! Mine højtelskede elektro-mystifystiske-über-for-cool-jævlans-guddommeligt-begavede-yndlings-svenskere har jo for hulan da ikke givet en koncert i årevis. Der er bare ikke balance mellem udbud og efterspørgsel. Og dét - det elsker jeg!

Så ja, jeg havde mere eller mindre slået kolbøtter af glæde, siden billetterne kom i hus i januar, efter ½ neglebidende time i online billetkø (men dog kun ½ time, da man jo nok li'ssom får nyhedsbrevet, og så altså li'ssom havde forkøbsret på billetterne).

Jeg er absolut ikke en anmelder, og jeg vil heller ikke anmelde koncerten, jeg vi bare fortælle, at jeg er så sindsoprivende glad!

Glad for at have oplevet nogle mennesker, som jeg oprigtigt mener er touched by the hand of God.

(Ja, jeg tror. Mistede jeg nu halvdelen af jer, fordi det der med tro bare lugter så u-akademisk? Lige meget, JEG ELSKER ALLIGEVEL THE KNIFE HØJERE)

Glad, fordi jeg oplevede rammerne blive sprængt i 1000 småstykker, og jeg blev udfordret på min forestilling om hvad en koncert (af den slags med nymodens musik) bør være.

Glad, fordi det blev handlede om en holistisk oplevelse.

Glad, fordi at det ikke betød så meget, om jeg kunne identificere min ûber heltinde, Karin Dreijer Andersson, blandt de maskerede, tvekønnede væsner på scenen. Fordi hun, og broderen, var alle, og vi var dem, og vi var musikken.

Glad, fordi der, i den her verden af kropsfikserede, egodyrkende , "enhver-er-sin-egen-lommefilosofis-smed", opmærksomhedskrævende … mennesker, satanedme er nogen, der stiller sig op - kønsløs, ego-løs, uden ydre kendetegn som man siger - og fandme rykke verden!

Nogen, der gider gøre os opmærksomme på, kunstneren skaber kunst - ikke sig selv!

Tak! Tak, tak, tak taktaktaktaktak!

Jeg har talt. I kan nu vende tilbage til jeres daglige gøremål. 

Oplevelser med musik, Vol. II.

For et par år siden afsluttede jeg 4 måneders sygemelding (stress – den nye sort) med at gå tværs over Spanien.

Camino de Santiago de Compostella helede og ændrede meget i mit liv, og det har jeg vist nævnt før, og mon ikke, jeg kommer til det igen? I bidder, for selvom jeg egentlig er pjattet med at tale om det, så er det også lidt svært. For ligeså stort, som det var, ligeså personligt er det. Det er min oplevelse, og den skal ingen andre komme med indspark til. 

Nå, men det er egentlig ikke det, det her skal handle om. Det skal handle om musikken. Here goes:

Et par dage inden jeg tog af sted, sendte en ven mig denne sang.

De første par dage på vejen var der kun nuet, intet ”for lidt siden”, intet ”lige om lidt”.
Faktisk var der, som en ven udtrykte det: ”ikke meget fra knæene op”.
Men efter et par dage havde kroppen fundet sig til rette, og jeg kunne begynde at lytte til mine tanker.
Jeg opdagede, at de sang, og det, de sang var:

Am I young enough to believe in revolution?
Am I strong enough to get down on my knees and pray?
Am I high enough on the chain of evolution
To respect myself, and my brother and my sister
 And perfect myself in my own peculiar way?

Well? Er jeg? Er jeg noget? Er jeg værdig? Er jeg for ung, for gammel, for kynisk, for bange, for dum, for klog, for snæversynet, for … hey, vent lige. Hvad var det? For bange? For bange. Nej. Ikke længere. Keep trucking, Trickster.

Noget, jeg havde sat mig for, var, at på denne pilgrims færd måtte jeg lære at klare mig uden mine sædvanlige krykker.
Yeah, right.
Jeg lærte hurtigt, at det da godt kan være krykkestokke godt afholde én, fra at lære at gå selv, MEN mestendels er de kærkommen støtte, når det er tungt at løfte fødderne.
En af mine livskrykker er musik. Surprise. Og selvom jeg havde medbragt mp3-afspilleren, så var intentionen, at den kun skulle bruges på flyverturen, og så lidt inden sengetid.
”Det hele” blev dog snart meget overvældende (på den  gode måde, but still), og tanker og følelser fløj rundt i hovedet. På mig og mine medvandrende.
Én af dem, Jenny, sagde en dag disse vise ord til mig: ”Ain’t nothing wrong with puttin’ on a little music.”
Så en tidlig, overskyet, ensom formiddag, midt et ocean af vinmarker, tog jeg hovedtelefonerne på og trykkede på random-play.
Den første sang var denne:

”Allein, allein. Hvem det bare ku’ klare sig med hjælp fra sig selv.”

Tja, tydeligvis ikke mig. Eller så mange andre. Gudskelov. Og velkommen tilbage, min elskede krykke.

Da jeg havde grinet gennem tårerne af dette ”random” nummer, gik næste sang i gang:

Ain’t nothing gonna break my stride.

Nemlig, keep trucking, Trickster.