I en lille båd, der gynger

Jeg lytter til det nyeste album fra Nick Cave and The Bad Seeds.

Jeg kan ikke lade være med at stor-glæde mig over, at jeg tilhører den privilegerede skarre, der kan ligge sig i en indre robåd og blive ført ud på musikkens fortryllede hav.

Dette får mig til at erindre, da jeg, tilbage i '94, købte Suedes første CD, fordi jeg havde tabt mit hjerte fuldstændigt til Animal Nitrat.

Jeg styrtede hjem fra Stereo Studio med Cd'en, og min veninde Stine under armen.

På med Cd'en, og så smide sig tilbage på det blåstribede , indiskbomuldstæppe, der dækkede min ret brede seng.

Der lå jeg så med lukkede øjne og lod englene føre mig ud over det åbne hav. Opfyldt og tæt på det guddommelige følte jeg mig, indtil en ravjysk stemme (tilhørende Stine, som åbenbart stadig befandt sig på sengen og ikke i himlen) sagde:

"Hey! Han lyder da som Morten Harket fra Aha!".

Ud af englenes hænder røg jeg, og landede med et brag på sengetæppet, der nu ikke længere var et hav.

Sjovt som tingene ændrer sig. En gang var Aha det ypperste, der kunne komme i kassettebåndoptageren.

Jeg nåede at se Suede live seks gange, inden jeg var so not into that anymore.

Nu er begge bands to gamle venner, som jeg måske ikke var hooket op med i dag.

Jeg har aldrig set Nick Cave live, men det skal jeg til sommer. Han spiller på festivalen heri min lille gnallede by, WOOP WOOP. Jeg kunne næsten ikke være mere over the moon. Dét, der så netop gør mig over the moon and cross to high five the guys at Mir space station, er, at The Knife også spiller. The Knife , som får mig til at ønske, at jeg var et stykke elektronik, så de måske ville spille på mig. The Knife, om hvem jeg fejlagtig udtalte: "They're the best, Swedish, electronic band in the world". Det er korrekt observeret, at det jo som sådan er et snævert felt. The Knife, som er verdens bedste band, og som også er svensk og spiller elektronisk.

Det lyder jo helt optimalt, ikke? Men der er lige noget, der gør det hele bare lige endnu, endnu bedre: jeg har også billetter til deres koncert i maj.

Over månen og rundt om mig selv 10.000 gange.

Mit navn er Trine og jeg er hverdagseskapist!

I anledningen af helligdagsweekenden har Tv's sendeflade bugnet af eventyrfilm.

Og eventyrfilm - det er en af mine guilty pleasures!

Jeg synes simpelthen at de er så hyggelige. Og jeg elsker alt der hygger. Oh yes.

Men hvorfor jeg i den nette alder af 35 lettest kommer i zen, når trolde, feer og talende dyr boltrer sig bag en glasskærm, ved jeg simpelthen ikke.

Oh, bull, gu' ved jeg da så!

Det har da sådan set ikke så meget at gøre med de der væsener. Men derimod - selvfølgelig - med det heldige barn, der altid er helten i disse film. Der altid, via en eller anden spidsfindig hændelse, pludselige befinder sig i et hæsblæsende eventyr, der sætter dagligdagens problemer med travle forældre, såkaldte kammerater og at føle sig så isnende uden for, i behørigt relief. I stedet er der masser af nuttede nye venner, der har så frygteligt brug for din (min, MIN!) hjælp, og som hepper, mens du (mig, MIG!) pludselig transmogriffes til vort sande jeg: en helt!

Åh, at flyve, rutsje,  gå gennem et skab og lige ind i en skøn fortryllelse.

Som barn kunne jeg give mig selv hovedpine af så kraftigt at ønske, at Peter Pan en aften ville sidde i min vindueskarm. Han ville være kommet for at tage mig med - flyvende - til Ønskeøen. Og der ville vi så flyve af sted, ham i sit fikse lille Pan-outfit, og mig med mine slangekrøller og, bal-agtige lyseblå natkjole og kanintøfler (Askepots fe-gudmor havde lige været et smut forbi og tryllerylle mit hjemmeklippede korte hår, bamse bomuldspyjamas og kinasko).

Og når vi så kom til Ønskeøen - ja, så ville der ikke være nogen ende på al den sjov, vi skulle have.

Senere har jeg selvfølgelig hørt om Peter Pan syndromet, ligesom jeg qua min gode, danske folkeskoleuddannelse er i stand til at seksual-analysere et hvert eventyr i smadder (det var alligevel dér I mente vægten skulle ligge, hva' kære 90ernes dansklærere? Skide flot).

Sommetider synes jeg da heller ikke, at jeg ville kunne spytte, uden at ramme en hverdags Peter Pan.

Men jeg føler bare ikke, at det har noget som helst med mig og min barnetro at gøre, vel?

Jeg kan simpelthen ikke være pinlig berørt over at elske den historie, selvom jeg burde grine lummert ved tanken om at være alene på en isoleret ø, with all men (og en bette fe) og alskens farer og muligheder for blive bundet…

Nope, dén del har intet med mig at gøre.

I mine pre-teens mødte jeg så Sarah. Sarah, og ikke mindst The Goblin King…

Sarah er heltinden i Jim Henson' Labyrinten til Troldkongens Slot'.

Og Sarah - Sarah får sig sådan én på opleveren, at jeg stadig, her sådan ca. 23 år efter jeg først så filmen, bliver helt åndeløs ved tanken.

Der er teenagefrustrationerne, der er de romantiske drømme, de nuttede, åh så forbandet nuttede nye venner, der er Ludo - filmhistoriens største gode uhyre, der er rutsjen, maskerader, og der er (GODDAMNIT hvor der er) Troldkongen Jareth. Da veninde Dorthe og jeg som cirkus 12 årige var i biografen og se filmen, besluttede vi halvvejs, at vi fra nu af holdt med Troldkongen. På det tidspunkt lå vi halvt på gulvet blandt popcorn og papir og ville give resten af årets lørdagsslik for at være Sarah i den overdådige kjole, Sarah der flygter fra/jagter Troldkongen op og ned af trapper, der ingen steder fører hen.

Og ja, for fanden, gu' var der da noget pre-seksuelt udefinerbart i det. Hell yeah, I stand by that!!! Det var vel netop det udefinerbare, der appellerede.

Alligevel fylder de erotiske undertoner meget lidt i mit forhold til filmen. Og ja, det er et forhold :-).

Jeg elsker den, og når jeg ser den, smelter 12 årige mig og 35 årige mig sammen til et ret harmonisk og afslappet menneske.

Og sådan har jeg det i det hele taget med disse film.

På nær en anden af mine favoritter, 'Where the Wild Things are', som får mig til at græde som pisket.

Men dét er en helt anden historie...