Måske er der alligevel håb for os alle?

JA, det var atypisk!

Men det var freaking awesomesauce!!!

I søndags var jeg nået til den næste perle på The String of Awesome Events of 2013 (eller hvad det nu var, jeg kaldte det i mit sidste indlæg).

Nemlig The Knife koncerten i Vega.

At jeg havde glædet mig, som Bum glædede sig til at vise Askepot den kjole, musene havde syet, kommer vidst ikke bag på nogen. Jeg har en mistanke om, at mine hysteriske facebook-updates om emnet muligvis har fået flere til at blokere mig.

MEN DET ER LIGE MEGET, FOR JEG ELSKER ALLIGEVEL THE KNIFE HØJERE END JEG ELSKER JER!!!!

 

Hva'? Hvad? Hvor kom det fra? Okay, det passer selvfølgelig ikke ... eller... Lad os lade det ligge.

Ja, hurtigt videre: altså, bare det, at der overhovedet var en koncert, reddede mit år! Mine højtelskede elektro-mystifystiske-über-for-cool-jævlans-guddommeligt-begavede-yndlings-svenskere har jo for hulan da ikke givet en koncert i årevis. Der er bare ikke balance mellem udbud og efterspørgsel. Og dét - det elsker jeg!

Så ja, jeg havde mere eller mindre slået kolbøtter af glæde, siden billetterne kom i hus i januar, efter ½ neglebidende time i online billetkø (men dog kun ½ time, da man jo nok li'ssom får nyhedsbrevet, og så altså li'ssom havde forkøbsret på billetterne).

Jeg er absolut ikke en anmelder, og jeg vil heller ikke anmelde koncerten, jeg vi bare fortælle, at jeg er så sindsoprivende glad!

Glad for at have oplevet nogle mennesker, som jeg oprigtigt mener er touched by the hand of God.

(Ja, jeg tror. Mistede jeg nu halvdelen af jer, fordi det der med tro bare lugter så u-akademisk? Lige meget, JEG ELSKER ALLIGEVEL THE KNIFE HØJERE)

Glad, fordi jeg oplevede rammerne blive sprængt i 1000 småstykker, og jeg blev udfordret på min forestilling om hvad en koncert (af den slags med nymodens musik) bør være.

Glad, fordi det blev handlede om en holistisk oplevelse.

Glad, fordi at det ikke betød så meget, om jeg kunne identificere min ûber heltinde, Karin Dreijer Andersson, blandt de maskerede, tvekønnede væsner på scenen. Fordi hun, og broderen, var alle, og vi var dem, og vi var musikken.

Glad, fordi der, i den her verden af kropsfikserede, egodyrkende , "enhver-er-sin-egen-lommefilosofis-smed", opmærksomhedskrævende … mennesker, satanedme er nogen, der stiller sig op - kønsløs, ego-løs, uden ydre kendetegn som man siger - og fandme rykke verden!

Nogen, der gider gøre os opmærksomme på, kunstneren skaber kunst - ikke sig selv!

Tak! Tak, tak, tak taktaktaktaktak!

Jeg har talt. I kan nu vende tilbage til jeres daglige gøremål. 

I bet you think this song is about you …

Da jeg startede denne blog, var en af de regler, jeg satte for mig selv, at den ikke skulle bruges til at hænge andre ud.

I hvert fald ikke private bekendtskaber. Det er lidt noget andet med folk, der f.eks. hedder Claus Hjort. Eller måske Lone Powerprinsesse. Mennesker, der med liv og sjæl har kæmpet for at parkere på steder, hvor de ligesom godt ved, at de sgu nok er til gene for andre, ikke?

(delvist undskyld til Claus Hjort. Du er pisseirriterende, men jeg tænker, at du trods alt er drevet af en ideologi, og ikke et behov for opmærksomhed)

Anyways, pointen var, at bloggen ikke skulle være en gabestok, hvor jeg, efter forgodtbefindende og drevet af hævngerrighed, kunne sætte venner, familier, naboer og andet godtfolk til skue.

Ej heller små ben-spredende pigebørn fra reality TV.

For et par uger siden kom jeg så - ganske uforvarende - til at fornærme både kære venner og endog min kære mor!

Forleden gjorde jeg det igen.

(til gengæld er både Hjort og Powerprinsesse gået ram forbi. Endnu… (jeg kigger på dig "power"prinsesse!))

Og så er det jo, at jeg tænker: hvorfor ikke bare fortsætte?

Ikke med at skyde med spredehagl, og håbe på at jeg får ram på så mange som muligt.

Men med at holde op med at censurere mig selv.

Det er jo trods alt ganske frivilligt at læse denne blog, så skulle det ske, at man pludselig føler sig ramt af skribentens ord, kan man jo vælge at forlade siden. Vælger man at blive hængende, til trods for at man er fornærmet helt ind i sit inderste, kunne man jo måske tage en lille dialog med sig selv om, hvorfor man måske lidt har det med at svælge i at føle sig forurettet.

I ved selv, hvem I er (nej, mor, det er IKKE dig).

(og mellem jer og mig: jeg er meget egoistisk. Denne blog handler helt 100 mere om mig end om dig)

Og, on that note, vil jeg så gribe fat om nældens rod:

I lørdags var jeg meget højlydt (troede I, det kan blive meget værre) omkring emnet "kvindelige bloggere".

Og om hvordan jeg oplever, at vi, generelt, gør os inden for tre kategorier, nemlig mad, mode eller børn.

Lad mig gøre det klart: elsker mad, kan godt lide tøj (jeg har det i hvert fald på hver eneste dag) og jeg synes, at det er noget af det fedeste i verden at være sammen med børn. For reals, mine tre bedste venner hhv. 1, 5 og 6 år.

Jeg elsker også, når mennesker har en passion, en sag.

(det er så ikke altid, at jeg elsker deres sag. Vel, Powerprinsesse?)

Men det undrer mig, at vi skriver 2013, og det, vi helst udtaler os om, er stadig: madopskrifter, tøj, børn.

Og det irriterer mig, at det hele skal have det her evigt lyserøde skær af positivitet.

Åh, pokkers, jeg kan allerede høre gjallerhornet indkalde til krig på Tricksterens matrikel!

Lad mig skynde mig at sige: man må hjertens gerne være positiv. Positiv = fedt. Men! Ingen fucking mennesker er positive hele tiden! Nogen bilder sig måske ind, at de er det (og I ved, hvem I er), men det er de ikke, og så'n er det.

En blog er en repræsentation af bloggeren. Og det, man lægger på den, er noget, man vælger at andre skal vide om en. Ligegyldigt om det er på skrift, i billeder eller gennem links. Det er selvfølgelig ingenlunde en fyldestgørende repræsentation. Men i det puslespil, mennesket er, er det en brik, man selv udformer.

Og det er trist, at en stor del af danske kvinder vælger, at det, de bare synes, at andre skal vide, er, at de har lagt neglelak. Eller bagt en meget pæn cupcake.

Og så punktum.

Ikke noget med, at de i forgårs havde koldsved og bankende hjerte af stress efter arbejde.

Næh, i forgårs, ja da fandt de da denne bedårende nipsgenstand [indsat foto] i genbrug.

Det er da også dejligt nok. Men så dejligt, at vi må skynde os at smide det på nettet?

Really? REALLY?

Er det ikke tilstrækkeligt, at vi selv føler glæde ved det? Gælder det først, når andre har bekræftet det?

(er muligvis en kende for skråsikker nu, men jeg tror sgu', at jeg nærmer mig kernen her)

Det pisser mig af, at det tilsyneladende ikke generer disse kvinder at fremstille sig selv som relativt kedelige ("jeg har bagt en bolle, det er så stort, at det må på nettet").

Og det pisser mig af, fordi det ikke er særligt medsøster-venligt.

"Hvad er den af? Er du ikke cupcake-bagende prinsesse i dit eget liv? Har du en dårlig dag? Herut med sig, i vor lille Askepot-verden smitter negativitet som lus i en børnehave, og lus - det er jo noget gris!"

For helvede, kvinder, omfavn nu for fanden jeres negativitet! Jeres grimme sider! Udstil det, der smerter jer.

Lad være med at lave det her glansbillede af feng shui'ede hjem og børn, der led af adhd og pest og kolera indtil du holdt op med at give dem mælk eller sukker eller blå (men gerne grønne) druer.

Mal nu for fanden da et helt billede af jer selv!

Som vi sagde i 90erne: "det var bare det, jeg ville sige, hej."

(det er så helt 100 ikke alt, jeg har at sige, men nu er Tricksteren træt ovenpå al denne udkrængning, og hun trænger til en kop kaffe.)

Snapshot af min lørdag

Jeg keeeeder mig for vildt i dag.

Hvilket egentlig er lidt mærkeligt, for jeg kan jo sådan set gøre lige, hvad jeg lyster. Men åbenbart er min lyst at ikke have lyst til noget.

Har spist en ostemad. Den smagte mig ikke. Og nu lugter mine fingre af ost. Selvom jeg har vasket dem. OG sprittet dem i alko-gel, OG cremet dem ind.

Ser en film. Den er ikke sjov. Til trods for at den bugner af hits fra 80ernes hair metal bands. Til trods for at den har Tom Cruise som afdanket rockstjerne.

Det er sørgeligt, men sandt: Rock of Ages holder IKKE! Og jeg er ret sikker på, at det ikke bare er fordi, det er en af den slags dage. Jeg er ret sikker på, at den heller ikke holder i morgen!

Nå, men så var det jo, at jeg tænkte, at jeg ville surfe lidt blogs.

Så, det gjorde jeg så.

Og som altid blev jeg ret skuffet.

Blogs skrevet af kvinder (og det er bare dem, der er flest af) falder mestendels i tre kategorier:

Opskrifter, mode og "jeg er på barsel med nr. 3 og mine børn får hverken sukker eller mælk, men masser af spelt".

Og så er de ellers instagram-bombarderet med fotos af de nybagte speltboller, det nye lag neglelak og en pæn kjole.

WHY???

Er det virkelig alt, kvinder kan galpe op om i dag???

Og er det ikke liiidt let, at uploade et foto at sin frokost og kalde det et blogindlæg?

Muligvis er min blog ikke verdens mest interessante, men jeg kan da i det mindste skrive to sammenhængende sætninger, som jeg endda har tænkt - HELT SELV!

Og det udelukker ikke, at jeg også kan lakere negle, lave mad eller har pænt tøj.

Det var dagens sure opstød, på sådan en monster kedelig, grå lørdag.

Ses i næste uge, ik'?