Kunne man få en iltmaske?

Jeg skal på ferie. I morgen.

Faktisk starter jeg i dag, for jeg tager til København. Så når jeg vågner i morgen, er jeg få metrostop fra lufthavnen, hvilket i den grad er godt for min meget specifikke ’angst for at komme for sent til transportmidler’.

Jeg glæder mig. Helt sindssygt, selvfølgelig. For jeg skal se mine amerikanske venner, og der er meget varmere end her, og jeg skal i Disneyland, og … og … alt muligt!

Men det er som om, at glæden er kammet over, og jeg har udviklet en form for nær-hysterisk melankoli. Måske godt hjulpet på vej af fornævnte ’angst for at komme for sent til transportmidler’ – og, okay, en kenneth tendens til melankoli, kan jeg nok ikke sige mig fri for at have.

Jeg bliver ramt af mærkelige tanker, som hvad nu, hvis dette er sidste gang, jeg ser Danmark, min læseklub, naboen, kasseassistenten nede i SuperBrugsen???

Hvad nu, hvis Verden ikke står længere, når jeg skal hjem igen?

Hvad nu, hvis jeg ved at skrive dette her, gør det virkeligt? Så det virkelig sker? Så jeg aldrig, aldrig ser Danmark og min kiropraktor igen???

Åh, Univers, lov mig, at det dog ikke går så galt!

Men visse ting vil have ændret sig, når jeg kommer tilbage.

Tre mennesker, som jeg har boet sammen med de sidste mange år, vil være væk. Ja, altså, de vil stadig være inden for bygrænsen, men alligevel!

Den ene … ja, ting og sager er sket, og det tætte forhold er sådan set længe brudt. Men da det var sjovt, da var det fandme sjovt, og at skulle sige farvel… det er bare ikke rart.

Men i det mindste sagde han faktisk farvel. Det havde jeg nok ikke regnet med.

Tre er rejst, nye vil være rykket ind.

Og uden for matriklen, vil et lille nyt menneske være kommet til verden. Der skal kysses og krammes og truttes på maven.

Hvad fanden er det galt med mig???

Hvorfor nu denne tristesse?

Det er Californien, baby, det er min Camino-familie, det er shopping MED overskud på visakortet, det er lækker mad, Halloween – med nyt kostume, det er goth-clubs og SOL!

Jeg er eddermanme en mærkelig snegl.

Måske er der alligevel håb for os alle?

JA, det var atypisk!

Men det var freaking awesomesauce!!!

I søndags var jeg nået til den næste perle på The String of Awesome Events of 2013 (eller hvad det nu var, jeg kaldte det i mit sidste indlæg).

Nemlig The Knife koncerten i Vega.

At jeg havde glædet mig, som Bum glædede sig til at vise Askepot den kjole, musene havde syet, kommer vidst ikke bag på nogen. Jeg har en mistanke om, at mine hysteriske facebook-updates om emnet muligvis har fået flere til at blokere mig.

MEN DET ER LIGE MEGET, FOR JEG ELSKER ALLIGEVEL THE KNIFE HØJERE END JEG ELSKER JER!!!!

 

Hva'? Hvad? Hvor kom det fra? Okay, det passer selvfølgelig ikke ... eller... Lad os lade det ligge.

Ja, hurtigt videre: altså, bare det, at der overhovedet var en koncert, reddede mit år! Mine højtelskede elektro-mystifystiske-über-for-cool-jævlans-guddommeligt-begavede-yndlings-svenskere har jo for hulan da ikke givet en koncert i årevis. Der er bare ikke balance mellem udbud og efterspørgsel. Og dét - det elsker jeg!

Så ja, jeg havde mere eller mindre slået kolbøtter af glæde, siden billetterne kom i hus i januar, efter ½ neglebidende time i online billetkø (men dog kun ½ time, da man jo nok li'ssom får nyhedsbrevet, og så altså li'ssom havde forkøbsret på billetterne).

Jeg er absolut ikke en anmelder, og jeg vil heller ikke anmelde koncerten, jeg vi bare fortælle, at jeg er så sindsoprivende glad!

Glad for at have oplevet nogle mennesker, som jeg oprigtigt mener er touched by the hand of God.

(Ja, jeg tror. Mistede jeg nu halvdelen af jer, fordi det der med tro bare lugter så u-akademisk? Lige meget, JEG ELSKER ALLIGEVEL THE KNIFE HØJERE)

Glad, fordi jeg oplevede rammerne blive sprængt i 1000 småstykker, og jeg blev udfordret på min forestilling om hvad en koncert (af den slags med nymodens musik) bør være.

Glad, fordi det blev handlede om en holistisk oplevelse.

Glad, fordi at det ikke betød så meget, om jeg kunne identificere min ûber heltinde, Karin Dreijer Andersson, blandt de maskerede, tvekønnede væsner på scenen. Fordi hun, og broderen, var alle, og vi var dem, og vi var musikken.

Glad, fordi der, i den her verden af kropsfikserede, egodyrkende , "enhver-er-sin-egen-lommefilosofis-smed", opmærksomhedskrævende … mennesker, satanedme er nogen, der stiller sig op - kønsløs, ego-løs, uden ydre kendetegn som man siger - og fandme rykke verden!

Nogen, der gider gøre os opmærksomme på, kunstneren skaber kunst - ikke sig selv!

Tak! Tak, tak, tak taktaktaktaktak!

Jeg har talt. I kan nu vende tilbage til jeres daglige gøremål. 

It's right in front of me.

So, this years string of awesome events kicked off last week, with a visit from the coolest, most awesome BFF in the world; Jaime.
(and thus, this entry is en English)

I met her walking the Camino a few years back, and as it happens out there on the trail, something good happened. She's my sis' from another miss, part of my Camino family.

Okay, Trine, enough of the sentimental mood.

Won't bore you with all the 'then we did so and so, and it was so cool.'
Just letting you know, that it WAS that cool.

I kinda tend to feel somewhat estranged, alienated, in my immediate environment (no, really? Yes, really).
So being around someone that has my back - is AWESOMESAUCE!
Just to illustrate how well she gets me, I'll show you what she brought me:

My very own Nick Cave official tour wallet! 

That's love! 

AND it reminds me of an upcoming pearl on my string of awesome events: The man himself, at Northside Festival in a month. 

However, blessed as I am, the very next event is tomorrow!
The Knife, in concert.
I'm so freaking over the moon! 

Yes, love really does creep up on you in all sorts of weird shapes. 


Here's some for you:

This song IS about you - oplevelser med musik vol. III

Jeg har sgu' været i så godt humør i år.

Nogle ville måske vove at kalde det unormalt godt humør for Tricksteren.

Og det vil ikke være en helt forkert påstand.

I den etageejendom jeg er, har melankolikeren virkelig fået fat i en af de større, billige  lejligheder med fantastisk udsigt.

Og hun har ik' tænkt sig at rykke ud.

Nuvel.

HELDIGVIS bebos jeg også af en heftigt koleriker, som måske ikke var den første til at besvare annoncen, men som alligevel fik gaflet sig en ganske udmærket matrikel (hun er vel koleriker).

Hun er ikke så vellidt ude i verden som melankolikeren (tja…), men jeg kan faktisk meget godt lide hende. Virkelig godt, faktisk.

En anden, der også holder af hende, er melankolikeren.

Derfor har hun ryddet en plads til hende på sin fantastiske tagterrasse. Så kan de sidde der og hygge, og kolerikeren kan endda få lov til at gale ud over hustagene ind i mellem.

I love it!

(der sidder også andre. Vi er en pakkeløsning)

Anyways, jeg kommer væk fra emnet.

Min pointe er, at jeg tror, at mit "meget forbedrede humør" hænger sammen med, at jeg har taget skeen i den hånd og gjort plads til hele mig.

(sidste år var et værre rod, med nogle oplevelser der fik mig til at prøve at udslette nogle sider af mig selv, fordi … nogen … ikke kunne lide dem. Det er en anden historie, summa summarum - syng med mig - I kan ikkeeee slå os ihjel…)

Et ordenligt puf i den rigtige retning var at tilbringe januar i Spanien.

Kan ikke rigtigt sige, præcist hvad der fik snebolden til at rulle.

Men jeg kan berette om denne lille hændelse, der gav mig en ny … livsstrategi, kan man vel sige:

Jeg var på weekend hos et dejligt menneske, Sarah, i Madrid.

Det var bare fedt på alle måder.

Især fordi at Sarah havde et awesome morgenritual. Når hun stod op, tændte hun for et lille medley af "morgenrelaterede rap-numre", som så spillede mens hun gik i bad, lavede kaffe og så'n.

Så der lå jeg, i Madrid, under et ovenlysvindue, der badede mig i dejlig sol, og vågnede til Chamillionaire, der sang:

"I'm gonna show all of my haters love - this song's for youuu

If you had it like me and I was in your shoes , I'd probably hate on me tooooo"

Måske får dette aldrig stemplet:

"I'm Buddha, and I approve of this message.",

men det tiltaler bare min megalomani!

Og min selverkendelse: "ja, jeg er sgu' mere cool end jer, men hvis I var mere cool end mig, ved jeg sgu' godt, at det ville irritere mig."

Jeg rullede rundt af grin på sovesofaen og råbte:

"Sarah, Sarah! He's gonna show all of his haters love!"

Så jeg begyndte at spille den lille rap-hymne over højtaleranlægget i den indre etageejendom. At vække beboerne med den hver morgen.

(ja, man er vel vicevært med adgang til teknikken)

Og, jah …  jeg ved ikke helt, hvad de snakkede om i krogene derinde, men i hvert fald skete der det, at der blev ryddet plads på altaner. Klagerne over høj musik faldt. Der blev dannet madklubber.

Jeg blev et bedre miljø.

Har fejet for min egen gadedør, om man så må sige.

Og ja, selvfølgelig kan der blive beskidt igen - især hvis folk tramper rundt,  især hvis de gør det uindbudt.

Jeg er ikke pissegod til det der med at elske mine fjender og at vende den anden kind til.

Men hvis en hær (om det er en en-mands eller Lord Voldemorts samlede styrker) igen banker på, vil jeg lade Chamillionaire  gjalde fra tagene.

Til de enten smutter igen, eller deres trommehinder sprænges.

Oplevelser med musik, Vol. II.

For et par år siden afsluttede jeg 4 måneders sygemelding (stress – den nye sort) med at gå tværs over Spanien.

Camino de Santiago de Compostella helede og ændrede meget i mit liv, og det har jeg vist nævnt før, og mon ikke, jeg kommer til det igen? I bidder, for selvom jeg egentlig er pjattet med at tale om det, så er det også lidt svært. For ligeså stort, som det var, ligeså personligt er det. Det er min oplevelse, og den skal ingen andre komme med indspark til. 

Nå, men det er egentlig ikke det, det her skal handle om. Det skal handle om musikken. Here goes:

Et par dage inden jeg tog af sted, sendte en ven mig denne sang.

De første par dage på vejen var der kun nuet, intet ”for lidt siden”, intet ”lige om lidt”.
Faktisk var der, som en ven udtrykte det: ”ikke meget fra knæene op”.
Men efter et par dage havde kroppen fundet sig til rette, og jeg kunne begynde at lytte til mine tanker.
Jeg opdagede, at de sang, og det, de sang var:

Am I young enough to believe in revolution?
Am I strong enough to get down on my knees and pray?
Am I high enough on the chain of evolution
To respect myself, and my brother and my sister
 And perfect myself in my own peculiar way?

Well? Er jeg? Er jeg noget? Er jeg værdig? Er jeg for ung, for gammel, for kynisk, for bange, for dum, for klog, for snæversynet, for … hey, vent lige. Hvad var det? For bange? For bange. Nej. Ikke længere. Keep trucking, Trickster.

Noget, jeg havde sat mig for, var, at på denne pilgrims færd måtte jeg lære at klare mig uden mine sædvanlige krykker.
Yeah, right.
Jeg lærte hurtigt, at det da godt kan være krykkestokke godt afholde én, fra at lære at gå selv, MEN mestendels er de kærkommen støtte, når det er tungt at løfte fødderne.
En af mine livskrykker er musik. Surprise. Og selvom jeg havde medbragt mp3-afspilleren, så var intentionen, at den kun skulle bruges på flyverturen, og så lidt inden sengetid.
”Det hele” blev dog snart meget overvældende (på den  gode måde, but still), og tanker og følelser fløj rundt i hovedet. På mig og mine medvandrende.
Én af dem, Jenny, sagde en dag disse vise ord til mig: ”Ain’t nothing wrong with puttin’ on a little music.”
Så en tidlig, overskyet, ensom formiddag, midt et ocean af vinmarker, tog jeg hovedtelefonerne på og trykkede på random-play.
Den første sang var denne:

”Allein, allein. Hvem det bare ku’ klare sig med hjælp fra sig selv.”

Tja, tydeligvis ikke mig. Eller så mange andre. Gudskelov. Og velkommen tilbage, min elskede krykke.

Da jeg havde grinet gennem tårerne af dette ”random” nummer, gik næste sang i gang:

Ain’t nothing gonna break my stride.

Nemlig, keep trucking, Trickster.

Selv flyveturen gik glat

Så har I mig tilbage; den fortabte datter, den savnede livs-revser, den mesterlige verbale krammer, den "for-fanden-i-helvede-hvor-ville-jeg-ønske-at-hun-var-blevet-derhenne-hvor-peberet-gror-for-hun-er-satme-ikke-til-at-holde-ud-at-høre-på" stemme.

Ja, jeg er hjemvendt fra De Forenede Stater, og det er sgu' nederen, for nu at sige det lige ud.

Der var sol, der var varme, der var billigt, der var sjovt og ikke mindst var der gensyn med de dejligste mennesker, man kan forestille sig.

Her er regn, koldt, forudsigeligt og en gnaven, gnaven sambo.

Nå, men inden I officielt beder mig ændre tonen, eller finde nogle andre at plage med mine skriverier, vil jeg skynde mig at opbløde, og nævne, hvorfor det da ikke er helt så skidt endda:
Jeg havde fødselsdag i går (jo tak, tak, det var en dejlig dag), og blev overdænget med hilsner, kage, gaver og kærlighed.

Jeg har genset dejlige  home grown venner og har flere i vente.

Jeg skal i gang med noget arbejde, som slet ikke er så tosset.

Jeg har fået vasket alt vasketøjet.

Bag skyerne skinner solen (jeg ved det, befandt mig deroppe adskillige timer forleden).

Havbadning og regn er bestemt ikke uforeneligt.

Jeg har hjembragt en stabel læsestof, der skal pløjes igennem.

SÅ koldt er det jo heller ikke.

Nå, nu vil jeg så i opstillingen "rodet" dele min ferie med jer. Der var adskillige highlights:

Ja, vi mødte jo nogle ægte kendte. Jeg kendte dem godt nok ikke, men det var da meget spas alligevel. De er med i det underholdende underholdningsprogram 'Depotjægerne', som jo altså handler om nogen, der opkøber depotrum med indhold. Ja, måske bliver de super rige, fordi der ligger noget nice derinde, eller måske bliver de mesterligt snydt, fordi der ikke er andet end muselort. Dem jeg mødte er dem, der bortauktionerer disse depotrum (og hold så op med at plage mig med spørgsmål, min bekendthed med disse kendte er først opstået after the fact).
Nå, men de var jo vældigt søde, og mindst ligeså glade for at mødes os, som vi var for at møde dem.
Ja, vi så jo også en berømtheds havelåge. Vi cruisede ad Mulholland Drive, og ligeså gjorde en flok busser fulde af turister, der, ledet af kyndige guider, var ude at besøge de kendte på deres hjemmeadresser. På et tidspunkt gik de helt amokka med kameraerne foran et hus, så var gik ud fra, at der nok boede en meget kendt en derinde.

Vi var også på San Diego Fair, som er en kæmpestor byfest i bedste amerikanske stil. Jeg er sikker på, at mottoet må være: "if you got it, we'll fry it". Man kunne få sit årlige kolesterol fix igennem stegt cereal, stegte småkager, stegte sandwicher (altså: sandwicher der bliver lavet og derefter stegt) eller stegt saftevand, og nyde lidt bacon i chokolade. Smagte det sidste, og… ja, it didn't rock my boat. Til gengæld fik jeg cheesecake on a stick, og DET var mums!
Til sådan en byfest er der jo også en del forlystelser, der helst skal sætte ens liv en lille smule i fare. F.eks. Et pariserhjul med åbne sider, men uden seler. Selv lod jeg mig svinge rundt og op og ned af slags arm med sæder, og det var da noget af en oplevelse. Efter sigende skreg jeg fra start til slut, og dét i en sådan grad at det kunne høres langt væk.
Det så sådan ud (skrig må man selv tilsætte):

Mere tryg var jeg i Disneyland, for de har ikke råd til at slå mig ihjel. Her skreg jeg også ret meget, men det var glade skrig, ikke "JEG ER FOR UNG TIL AT DØ!!!" - skrig.

Nå jo, og vi var til hundesurfing konkurrence, og det var altså rigtig sjovt og hyggeligt, og hundene havde rigtig sjovt, de var - pun intended - nogle rigtige vandhunde. Nogle var imponerende gode til at stå på brættet og se cool ud, andre synes bare at det var spas at hoppe i baljen og plaske rundt.

Da jeg selv er noget af en vandhund, var vi også ude og bekæmpe bølger, dog på afstand af de professionelle. Hvilket røre ville der ikke opstå, hvis en af favorit-hundene måtte udgå, fordi den var blevet ramt af en blond dansker, der dukkede op i bølgerne?

Ja, det var vel lige det, jeg havde lyst til at fortælle i dag.
Måske fortæller jeg videre om min über fantastiske ferie næste gang, ellers fortæller jeg om noget andet.

Så blev det lige en telefon-skrevet rejseblog

Her er nogle ting, jeg godt kan lide:
Små amerikanske byer, der består af 50% tærte bagerier.
At komme kørende gennem landskabet og passere et kamel mejeri.
At grille marsmellows poolside i den mexicanske ovn.
En udendørs hjemmebar.
At hoppe i en 23 grader varm pool som det første om morgenen.

Arh, er det nu ikke bare en fiks idé?

Min mave er lutter sommerfugle. De basker, og de kvidrer tilmed, hvilket er lidt spøjst taget i betragtning, at det jo ikke er noget sommerfugle gør. Normalt.

Men det er jo heller ikke en helt normal dag.
For i aften når jeg første station på min vej til Californien. Nemlig en København-baseret veninde, som jeg skal overnatte hos.

Jeg er klar. Alt er pakket og står parat, nu er det bare at vente på at toget kører. Om mange timer.

Og nu opdager jeg så, at jeg bare ikke er særlig god til at være klar i så god tid. For så kan jeg rigtig sidde og gruble over, hvad jeg måtte have glemt og alt sådan noget.

Men så kan jeg jo adsprede mine tanker med at update min blog.

Jeg har nemlig gjort endnu en opdagelse; jeg er blevet en tak mere voksen.
Scary, I know.

Jeg tror, at det startede, da jeg for nylig besluttede at se fortiden i øjnene. Den personificerede fortid, vel at mærke. Og en fortid som ikke har villet acceptere den grænse jeg har sat. Men tværtimod er blevet ved med at forsøge at suge mig tilbage i sit eget lille univers.
Og dét gjorde mig bange.
Men det der med at være bange, det er noget, jeg har arbejdet med (ja ja, jeg hører bræklydene :-)). Og jeg har konkluderet, at det stinker at være bange.
Ja, Tricksteren er ikke helt dum.
Så - ja, lang historie kort, jeg besluttede at efterkomme fortidens ønske om at mødes.
Og jeg satte rammerne, neutral grund, tredjepart, tidsbegrænsning. Overvåget samvær, kan man vel kalde det.
Men det havde ikke fortidens interesse. Fortiden valgte at ignorere mit brev. Fortiden bryder sig ikke om at andre sætter dagsordenen, går jeg ud fra.
Det er jo sådan set fortidens problem.
Det er det i hvert fald nødt til at være.

Jeg må indrømme, at jeg var skuffet. For jeg var faktisk begyndt at forestille mig, at der kunne rigtig meget godt ud af det for mig. Men dét er vel så til gengæld ikke fortidens problem.

Der er bare det ved det, at den her hændelse, der ikke fandt sted, faktisk har ændret noget. I mig.

Forleden blev der holdt en stor fest, der hvor jeg bor. Jeg kan godt lide at feste, men jeg kan godt have meget svært ved at rumme at lægge hus til. Selvom jeg virkelig gerne vil være god til det. Ved sidste års fest endte jeg med at ligge og hyperventilere og græde i 40 minutter. A propos at være bange...
Heldigvis bor jeg med nogle mennesker, der måske ikke forstår det, men accepterer det.
Nå, men det, jeg vil frem til, er at jeg i år havde en virkelig fantastisk fest! Jeg havde givet slip på... et eller andet. Kunne forstå, at folk nok messede mit hus op, men ikke mit indre. Og ikke en eneste gang følte jeg mig overbevist om, at alle hadede mig.
Det var sgu' da meget fedt.
Og jeg fik taget to tyre ved hornene.
Der er to mennesker i mit liv, der har fyldt og fylder rigtig meget.
Den ene er et gammel venskab, hvor der har været og stadig er meget kærlighed. Men også frustation.
Den anden er et nyt bekendtskab, der er blevet farvet nogle trælse ting. Havde det været et venskab uden disse? Det troede jeg en gang, men nu ved jeg det ikke.
Hvorom alting er, så har jeg følt mig dårligt behandlet og udnyttet af begge. Og været hamrende vred på mig selv for ikke at kunne opretholde mine grænser.
Og nu var det tid til at slutte dét kapitel. Tid til at fyre trælse mønstre. Og efterlade dem. I fortiden.
Og det gjorde jeg. På en ordenlig måde. Synes jeg selv, men jeg gætter på at de to andre ikke tilslutter sig den opfattelse.
I hvert fald var ingen af dem særligt begejstrede for, hvad jeg havde at sige. Om end den ene tog det bedre end den anden.
Det ville have været fantastisk, hvis we could all just be friends, men i mangel af dette, tager jeg til takke med at kunne kigge folk i øjnene og være ærlig over for dem. Og sige stop.
Så selvom jeg ikke fik deres forståelse ud af det, og egentlig ikke forestiller mig, at det ændrer noget som helst mellem os, så ved jeg, at jeg har valgt at stå op for mig selv, fremfor at være bange for at såre eller miste nogen eller gøre det hele værre.

Det er da lidt modent, ikke?

Når det så er sagt, så er jeg ikke mere voksen, end at jeg i dén grad skal give den gas i Disneyland. Derovre i Californien, som jeg jo rejser over til i morgen.
Men det har jeg vidst nævnt?

Måske jeg skulle tage en lille pose med...

I aften er der igen hååånnnn'bol'kamp, og det bør jo inspirere til et nyt indlæg.

Det gjorde det i hvert fald sidste gang, jeg var bænket foran TV'et på en kamp-aften.

I dag ser det dog ikke ud til, at det med at blive inspireret af det uinspirerende virker. Hm-hm.

Måske fordi at alt, jeg tænker på, er at jeg om en uge chiller i Jillians, min Camino søster, baghave. I Ramona, CALIFORNIA!

Det bliver 14 dage med de dejligste kvinder, hygge, sjov - og et par udfordringer.

F.eks. denne:

Trine put's it down for Californ-I-A!

Hallo!

Der fik man da lige sin første faste læser!

And an English speaking one, none the less!
 
Kærlighed til dig, Jillyjilljill, og til Google Translate funktionen!

There must be an angel playing with my heart...

Nogle af mine bedste venner er et trekløver af søde, bløde og puttenuttede troublemakers i alderen 0 - 5 år.

De er afkom af nogle af mine venner, som meget kærligt har gjort plads i familien til et 35 årigt bonus barn/legetante/festlige indslag fra nærmeste storbys single scene.

Det midterste kløverblad er en 4 årig SYGT bedårende, blond prinsesse, med en attitude der er en hardcore byggeplads værdig.

Hende kan jeg fandme godt lide.

For en måneds tid siden blev denne 4 årige selvtillids tsunami sat af hos mig. Hun var egentlig på vej til en playdate hos bedsteveninden, mens 'mååååmmi' skulle til et meget vigtigt møde med politiske undertoner.

Men ak og ve, man kan jo gå hen og blive køresyg, og det blev hun (den yngre, altså).
Heldigvis i nærheden af mit hus, så af røg hun.

Efter hun var tørret og i rent tøj, og vi havde set Mummitroldene og Mulan, lå vi og tog en chiller under tæppet på sofaen.

Det var sgu hyggeligt.

Om min hals har jeg altid min reminder fra Camino de Santiago de Compostela; en sølvkæde med to sølvvedhæng; en muslingeskal og en rund klokke.

Klokken er en såkaldt Englekalder. I tide og utide fingererer jeg gerne ved min kæde. Det er en vane, og det gør mig glad at tænke tilbage på min måned i Nordspanien.

Jeg må dog indrømme, at jeg en enkelt gang eller to decideret har ringet med klokken, fordi… ja, vel fordi jeg tænkte at the man upstairs could cut me a break.

Well, vi ligger så der og slumrer, da puttegrisen tager fat i min kæde og ringer med klokken.

Jeg fortæller hende, at det hedder en Englekalder, og  at når man ringer med den, ja så kalder man jo på englene. Det synes hun er vældigt.

Vi ligger et par minutter, og så siger hun, med en indforståethed og omsorg, som voksne sjældent har overskud til:

"Er det fordi, du sommetider har brug for at de kommer?"

Jeg er faldet hen i tanker og spørger: "hvem?"

"Englene. Har du sommetider brug for at de kommer?"

Og jeg indrømmer, at det har jeg jo nok.

Så lader vi den ligge der, i stille forståelse.

Forleden havde jeg igen besøg af hende og hendes søskende og måååååmmi.

Vi har hygget os vældigt med morgenmad, med Nutella og wienerbrød og hvad har vi. Hvis det smager af chokolade, er det in hos os.

Den 4 årig sidder op af mig og piller ved kæden, som hun har haft for vane siden den gang.

Pludselig siger hun med en snert af skuffelse og frustration i stemmen:

"Hvorfor kommer englene ikke?"

Ups. Hvad gør man så? Jeg tager en dyb indånding, så'n for lige at tænke mig om, og begynder at fortælle, at det med engle… well, it's complicated. Og tænker så, at hvis, der er noget, der er kompliceret, så er det at forklare en 4 årig, hvad kompliceret betyder.

I sidste ende får jeg forklaret, at det ikke er så ligetil med de engle. Faktisk kan man nok ikke helt se dem. Det er mere noget med, at hvis man er lidt ked af det, så kan man ringe med klokken, og så … ja, så kommer de måske og lige stryger en over håret eller noget. Så man pludselig føler, at man ikke er så ked af det længere. Uden man kan se dem, forstås.

Det er hun med på, for hendes storebror har forklaret hende, at engle er skyer. Eller skyer er engle.

Storebror, bekræfter dette - jo, den er god nok, skyer.

Jeg ånder lettet op. Overensstemmelse nået, skuffelse afværget.

Hun kigger ud af vinduet:

"Der er en lille sky deroppe."

Jep, det er der.

"Måske er det en baby engel…"

Siden har det ikke virket som om, at hun er plaget af de store guddommelige kvaler.

Sidst vi sås, greb hun grinende kæden og proklamerede at hun ringede til englene. Hun er altså med på, at det fungerer på den måde, at man lægger en besked på deres telefonsvarer, og så ser om der kan falde lidt godt af til en.

Jeg tænker, at englene nok ikke var langt væk, da jeg stiftede bekendtskab med det lille, lyshårede rabalder.