Huden jeg bor i.

Jeg stødte på en interessant artikel, her til morgen, på en af formiddagsbladenes netudgave.

Overskriften var:

’Sådan får du dine sår til at hele hurtigere’

Da jeg trækkes med en kløft af manglende hud på højre langefinger (100 % selvforskyldt), var jeg naturligvis intrigued, som man siger på den anden side af Esbjerg.

Well (det sige man også derovre), det viser sig, at folk, der hver dag tager sig tid til at nedfælde irritationer og frustrationer fra dagligdagen, heler hurtigere. End dem, der ikke gør det, forstås.

…

Man har jo en hel blog, til sin rådighed…

”Trine The Landlord mærkede hvordan Trine The Whistleblower sneg sig op ad rygrads-vindeltrappen.

En sulten tindren i øjnene, et uklædelig anfald af savlproduktion glinsende i mundvigen. En hvislen, der var Voldemort værdig.

Trine The Landlord blev tung om hjertet. Af alle beboerne i denne krop, var Trine The Whistleblower måske den, hun holdt mest af.

Men hun viste, hvad hun måtte gøre, om end hun følte en af snert forræderi fra sig selv.

Hele trappeopgangen dirrede nu spændt i det hvislende ekko.

Trine The Landlord havde gjort det før, og hun viste, at Whistlebloweren var stærk, og ikke ville lide varige mén. Blot blive sendt tilbage til sin matrikel for en stund.

Hun løftede kobenet …”

This song IS about you - oplevelser med musik vol. III

Jeg har sgu' været i så godt humør i år.

Nogle ville måske vove at kalde det unormalt godt humør for Tricksteren.

Og det vil ikke være en helt forkert påstand.

I den etageejendom jeg er, har melankolikeren virkelig fået fat i en af de større, billige  lejligheder med fantastisk udsigt.

Og hun har ik' tænkt sig at rykke ud.

Nuvel.

HELDIGVIS bebos jeg også af en heftigt koleriker, som måske ikke var den første til at besvare annoncen, men som alligevel fik gaflet sig en ganske udmærket matrikel (hun er vel koleriker).

Hun er ikke så vellidt ude i verden som melankolikeren (tja…), men jeg kan faktisk meget godt lide hende. Virkelig godt, faktisk.

En anden, der også holder af hende, er melankolikeren.

Derfor har hun ryddet en plads til hende på sin fantastiske tagterrasse. Så kan de sidde der og hygge, og kolerikeren kan endda få lov til at gale ud over hustagene ind i mellem.

I love it!

(der sidder også andre. Vi er en pakkeløsning)

Anyways, jeg kommer væk fra emnet.

Min pointe er, at jeg tror, at mit "meget forbedrede humør" hænger sammen med, at jeg har taget skeen i den hånd og gjort plads til hele mig.

(sidste år var et værre rod, med nogle oplevelser der fik mig til at prøve at udslette nogle sider af mig selv, fordi … nogen … ikke kunne lide dem. Det er en anden historie, summa summarum - syng med mig - I kan ikkeeee slå os ihjel…)

Et ordenligt puf i den rigtige retning var at tilbringe januar i Spanien.

Kan ikke rigtigt sige, præcist hvad der fik snebolden til at rulle.

Men jeg kan berette om denne lille hændelse, der gav mig en ny … livsstrategi, kan man vel sige:

Jeg var på weekend hos et dejligt menneske, Sarah, i Madrid.

Det var bare fedt på alle måder.

Især fordi at Sarah havde et awesome morgenritual. Når hun stod op, tændte hun for et lille medley af "morgenrelaterede rap-numre", som så spillede mens hun gik i bad, lavede kaffe og så'n.

Så der lå jeg, i Madrid, under et ovenlysvindue, der badede mig i dejlig sol, og vågnede til Chamillionaire, der sang:

"I'm gonna show all of my haters love - this song's for youuu

If you had it like me and I was in your shoes , I'd probably hate on me tooooo"

Måske får dette aldrig stemplet:

"I'm Buddha, and I approve of this message.",

men det tiltaler bare min megalomani!

Og min selverkendelse: "ja, jeg er sgu' mere cool end jer, men hvis I var mere cool end mig, ved jeg sgu' godt, at det ville irritere mig."

Jeg rullede rundt af grin på sovesofaen og råbte:

"Sarah, Sarah! He's gonna show all of his haters love!"

Så jeg begyndte at spille den lille rap-hymne over højtaleranlægget i den indre etageejendom. At vække beboerne med den hver morgen.

(ja, man er vel vicevært med adgang til teknikken)

Og, jah …  jeg ved ikke helt, hvad de snakkede om i krogene derinde, men i hvert fald skete der det, at der blev ryddet plads på altaner. Klagerne over høj musik faldt. Der blev dannet madklubber.

Jeg blev et bedre miljø.

Har fejet for min egen gadedør, om man så må sige.

Og ja, selvfølgelig kan der blive beskidt igen - især hvis folk tramper rundt,  især hvis de gør det uindbudt.

Jeg er ikke pissegod til det der med at elske mine fjender og at vende den anden kind til.

Men hvis en hær (om det er en en-mands eller Lord Voldemorts samlede styrker) igen banker på, vil jeg lade Chamillionaire  gjalde fra tagene.

Til de enten smutter igen, eller deres trommehinder sprænges.

Hvis man knipser mig i panden, lyder der blot et rungende ekko.

Hvor er det let at få overbevist mig selv om, at jeg ikke er i stand til tænke en eneste sammenhængende tanke, når jeg sådan sidder her og skal skrive noget blog.

"Bare skriv, hvad der falder os ind", siger livscoachen, der bor bag mit højre øre. Hun er pisse irriterende, og jeg har en mistanke om, at hun har fået sin certificering gennem et eller andet aktiveringsprojekt for dagpengemodtagere.

Jeg har i øvrigt ikke tænkt mig at fortælle hende, at mit venstre øre er mit koncentrations-øre.

Det, hun ikke fatter, er, at intet falder mig ind. At jeg vitterligt, i dette øjeblik, er det kedeligste, mest tanketomme menneske i verden. Og det faktisk er dødsens nødvendigt for mig, at konstant klø mig meget koncentreret i nakken.

"Skriv om, at du er blevet en tak mere voksen over påsken, og har lagt nyt budget og få styr på skat og lån og papirer..." "… og PIS og papirer" afbryder jeg.

A) det er røvkedeligt.

B) nu skal skindet jo ikke sælges, før bjørnen er skudt, vel? Altså, det er jo fint nok, at jeg har fået teoretisk styr på fremtiden, men kun fremtiden kan jo vise, hvordan det vil gå med den praktiske gennemførelse.

"Skriv om, hvor meget du hader at blive afbrudt!", udbryder livscoachen i et noget spidst tonefald (der er ikke tvivl om hendes genetiske ophav).

Ja, jeg hader at blive afbrudt. Jeg hader det faktisk i en sådan grad, at jeg før har overvejet at skrive et blogindlæg om det.

Men det kunne jo resultere i, at folk vil skyde mig det i skoene, når jeg selv gør min mening offentlig, når andre taler. Og det er jo slet ikke det samme.

"Så kunne du jo skrive om, at dét ikke vil blive et problem, for du kender jo ikke nogen, der faktisk læser din lille blog!".

Slam!

Hallo, så vidt jeg har forstået, så handler coaching om at stille de rigtige spørgsmål, ikke at diktere klientens liv! Eller blog!

(Men jeg er nu alligevel en kende stolt af hende.)

Hun er dog inde på noget; jeg kan se, at jeg får en del besøg (sagt i al beskedenhed), og det endda uden at mine egne sidevisninger registreres. Men en imponerende stor del af mine venner, har meddelt, at "det der med at læse blogs ikke lige er dem", eller at de "ikke lige er så gode til … hrhm, mumle, mumle, NÆH se, et træ!" Jeg ved, at min venindes mor læser trofast med (hej Kirsten), men hvem I andre er, aner jeg ikke.

Så jeg kunne jo skrive hvad som helst, uden fare for at blive holdt op på det.

Hvorfor helvede gør jeg det så ikke?

(Er vist det rette spørgsmål)

Sidste uge:

Bedste oplevelse:

Arbejde i fredags. For første gang følte jeg, at jeg faktisk både gjorde et godt job OG havde et vist overskud.

Til trods for at jeg sad som en lille, verdensfjern humanist blandt alskens farlige elementer, som dommere, advokater, politifolk, vidner, tilhørere og, nå ja, påståede kriminelle.

Alt i alt 30 mennesker i en steghed retssal.

Hvem kunne holde hovedet koldt? Det kunne jeg. Godt arbejde, Batman.

Det er lidt spøjst, men da jeg for et års tid siden besluttede mig for at prøve at satse på oversættelse og tolkning, var det det bl.a. ud fra ønsket om, at lave noget, hvor jeg kunne være meget anonym.  Jeg havde nok bare brug for ikke at få særlig meget opmærksomhed.

 Sådan blev det så ikke. Men det gør faktisk ikke noget. Og det er jo ikke fordi, at jeg ikke vil og kan stå til ansvar, for det, jeg laver.

I øvrigt er de slet ikke så farlige, alle de der dommere, advokater, politifolk og kriminelle. De er bare ret meget almindelige mennesker, så'n lidt ligesom mig.

Det er da meget fedt, at finde ud af!

Grusomste oplevelse (spoiler alert):

Overrevet teddybjørn i filmen Ted

I freakin' love that bear!

Sjoveste oplevelse:

Tour de chambres med kollektivet.

I løbet af lørdag aften nåede jeg følgende: fejre fødselsdag med sing-a-long til Jimmy & René, se en voksen man spise af en brugt ble, være på skattejagt, lege Gæt og Grimasser, være til søndagsgudstjenste ved en psykotisk præst, drikke alkohol i en sut og et besøg i en kloak.

Det er længe siden, vi i den grad har grinet så meget sammen.

God oplevelse.

Mest overraskende oplevelse:

Kærlige følelser for værkstedet.

På kollektivets arbejdsdag meldte jeg mig til at rydde op i værkstedet (hvilket i sig selv er ret overraskende… ).

Ja, det er jo ikke fordi, jeg ikke har været dernede før. Men det er gerne for at hente en skruetrækker, eller en stige, eller noget.

Men med en goth/new wave playliste som underlægningsmusik opstod der bare et bånd mellem mig og værkstedet.

Åh, den følelse det giver kassere 15 sække med gamle male/olie/somewhat dåser, nogle på hvilke de opgivne telefonnumre startede med 06!

Man kan i øvrigt, pt., i vores baghave afhente nok toxic waste til at forgifte Fyn.

Mest pirkende-til-min-indre-fantast oplevelse:

Nyheden om, at da Posh har forladt Spice Girls, vil de resterende Spices finde deres nye, femte medlem i et nyt reality TV-show! Like - I'm soooo there!!!!  Endelige, endelig skal jeg være et pop-fænomen! Jeg synger MINDST ligeså godt som Posh, og jeg kan sagtens lære de der besynderlige armbevægelser, hun laver.

Jeg tænker, at mit Spicenavn skal være Dubious Spice...

CAN'T LIII-I-IVE, IF LIVING IS WITHOUT YOUUU!

Jeg har vidst lovet at vende tilbage til emnet: 'Subpersonligheder, dæmoner og andre beboere'.

Har jeg ikke? Eller var det - fristes jeg til at spørge - all in my head? AAAAAhahahaha, hvorfor er der ikke flere (nogen overhovedet), der kommenterer på mit vittige sind?

Nå, men spas til side (og spas var det), så synes jeg, at det er på tide at præsentere en af dem. Subpersonligheder, altså. Desværre kan det kun blive in absentia, for hun har været M.I.A. længe.

(Nej, det er ikke den tamilsk/engelske musiker, der en gang lavede virkelig god musik, men nu bruger det meste af tiden på at slikke numse på Madonna og prøve at blive større end Bono. Ikke at jeg er en discipel i Church of Bono, føj bvadr. Men det er en anden historie…)

Jeg savner hende. Blondtrine.

Blondtrine er ikke en dum blondine, om end vi er blonde. Hun er mere så'n… optaget af momentet. Så hun kan godt glemme lige at tænke før hun taler. Faktisk ville hun nok skrive "tale før hun tænker", fordi det er mere mundret (jo, det er), og hun har ikke en indre korrekturlæser til liiige at nuppe de slemmeste fejl, inden de ryger ud af munden på hende. Skråstreg ned på papir.

Men det gør ikke noget!

Faktisk er noget af det, hun nyder mest, at grine af sig selv. Og det - tro mig - har hun rig lejlighed til.

Blondtrine er lalleglad på en virkelig cool måde (vil jeg tillade mig at mene, ganske subjektivt.). For hun er godt tilpas. Glad i momentet.

Og hun elsker at være sammen med andre mennesker, og de må gerne grine af hende, og fordi hun er cool med dét, er de som oftest cool med, at hun griner af dem.

For det er jo okay, at være ufrivilligt morsom en gang i mellem. Faktisk ikke så farligt. At spørge om noget, man måske nok burde kende svaret på. At tage et tre-trins fald (på knæ - på hænder - om på siden) midt på gaden, og selv indse, at det sgu' nok så ret komisk ud. At tralle rundt i huset og synge med på sommerens dansehit af ukendt sproglig oprindelse, selvom man ret beset ikke kan teksten: "Razorblades da nomma nomma yeh! Nomma nomma yeh! Nomma nomma yeh yeh yeh! Maja HI Maja HA Maja HAHA!" Selvom "bandet" aldrig har spillet i Den Grå Hal eller redder Verden med aggressiv etno-rap (og har der i øvrigt nogensinde været ført bevis for at aggressiv rap af NOGEN art har reddet Verden??? Jeg spørger bare. M.I.A...) . At sidde med åben mund og polypper og sluge 'Derren Browns Trick of the Mind', selvom, jo, det er ganske korrekt at "de jo bare kan have klippet i det!"

Det er så dejligt befriende at være naiv .

Jeg tror egentlig, at Blondtrine bare er rigtig glad for at være lige her, lige nu.

Mine venner kunne godt lide Blondtrine. Det kunne jeg også.

Men jeg tror, at hun blev træt af os.

For det er lidt for længe siden, at jeg har set hende.

Blondtrine, hvis du læser dette: kom hjem! Jeg mente det ikke, da jeg opførte mig som om livet kun er alvor og overlevelse. Og forleden faldt ryggen på solsengen ned mens jeg lå på den, og du var der ikke til at grine sammen med mig!

Undskyld.

Jeg har været en nar.

Bare kom hjem.

Godmorgen Solstråle!

"ISBJØRN, ISBJØRN, IIIIIIIIIISSBJØØØØØØØØØØØØRN!"

Argh, brølet fra naboens alt-andet-end-generte 4 årige datter susede ind gennem vinduet og ramte Væsenet lige i pæren. Og ikke for første gang denne morgen. Formiddag.

Med en halvslukket dødsild i øjnene, virrede Væsenet med hovedet.

Isbjørn. Hvor? Her? Kunne sgu' godt bruge en isbjørn. Stor og farlig og lige til at putte med.

Men nej, der var ingen isbjørn at få øje på. Måske havde der været en, som nu var smuttet hjem til barnet. Hun var i hvert fald holdt op med at brøle.

Isbjørn… Man kunne jo godt sove lidt mere. Sove, det er så rart, syntes Væsenet.

SMACK!

"Næææ, du skal ikke sove", vrælede den ækle lille, morgenstjerne-svingende tæge, der lød navnet Migræne.

Smack, smack, smack. Adskillige gange blev våbnet hamret ind i Væsenets kranie og i alle de lækre, bløde dele, der gemte sig under det.

For fanden i helvede da også.

Det var kraftedeme ikke dét, Det havde tænkt sig at bruge sin dag på!

"Ææææhæhæ", skreg Tægen, "det er dig og mig i dag. Og i morgen og i overmorgen, aaaahahahahaha, fuckzi, hvor skal vi have det sjovt! Eller, jeg skal i hvert fald, du plejer jo bare at ligge og være sur."

Væsenet ville bare så gerne blive liggende, for evigt, men Dets blære blandede sig i dagsordenen med et kraftigt ønske om en ekskursion til det nærmeste toilet. Og det var i og for sig fair nok, og vel også i Væsenets bedste interesse.

Så med led, der knagede og bragede, fik Væsenet i etaper rejst sig. Sad lidt på sengekanten og kiggede på sine fødder. Følte sig sikker på, at alting ville være meget bedre, hvis der faktisk havde været en isbjørn på værelset, da Det vågnede. Dét skulle sgu' nok have gjort Tægen så tilpas forskrækket, at den slap sit tag og glemte at svinge morgenstjernen.

Men sådan var det jo ikke gået.

Ingen Panserbjørn til at udkæmpe dagens slag. Dét måtte Væsenet selv gøre.

Første skridt kom nu: at få badekåben på. Da Væsenet boede i kollektiv, gik det der med at gå nøgen på toilettet bare ikke rigtig. Det var ikke den slags kollektiv. Hvilket da også passede Væsenet udmærket.

Fødderne ramte gulvet, og Væsenet stod nu oprejst, på ben af gelé, men dog stabilt.

For fanden, hvor var der rodet og varmt og dumt og trælst. Øv, hvorfor helvede kunne Det ikke bare være et ordensvæsen? Alt det der med organiseret rod og struktureret kaos… ja, op i røven med det!

Nå, det var den der badekåbe, Det kom fra. Den lå der, to skridt væk. Det skulle være til at overskue.

Bonk. Hvem helvede havde stillet en kuffert lige foran Væsenets seng? Hvilken idiot kunne ikke regne ud, at ruten seng-badekåbe BURDE OG SKULLE VÆRE FULDSTÆNDIGT RYDDET???

Væsenet havde en mistanke om, hvem det kunne være. Men lod dog nåde gå for ret denne gang, for at stå der og skændes med sig selv ville ikke gøre dagen bedre, og ville højest sandsynligt blot resultere i, at Det ikke nåede ud på toilettet før blæren gav op.

Og hvis Det strakte sig lidt, kunne Det faktisk godt nå badekåben.

Yes!

No!

Åndsvagepisselortemøg bælte var røget af!

Åh ville denne dag dog ingen ende tage???

Med klynk og en klump i halsen, fik Det stavret sig længere ud på gulvet og famlet sig frem til bæltet, der gemte sig under "fralægningsbordet", det bord Væsenet officielt brugte til stille sin kaffekop på og lægge såkaldte hastesager (bøger, der skulle afleveres og den slags), men reelt var opbevaringsplads for "ting, der endnu ikke har fået fast opholdssted", og det var sandt at sige noget af en opgave for et klapbord med målene 50 cm x 50 cm.

Det vaklede da også faretruende, da Væsenet mingelerede bæltet væk fra den ene bordben (og valgte ikke at filosofere over, hvordan det var endt der UNDER benet).

Et eller andet måtte Væsenet alligevel have gjort rigtigt i et tidligere liv, for bordet blev stående, og intet væltede.

Livet: 10 - Væsenet: 1.

Således be-bæltet var Det  klar til næste fase: at møde dagens omverden!

Hånden på dørhåndtaget. Dyb indånding. Tryk ned.

Stue. Tom. Yes!

Rute til næste dør: næsten lige, kun et par graders hældning.

Hindringer undervejs: kun sofaen, der krævede et lille sving i modsatte retning, men det var jo efterhånden indgroet i Væsenet at det skulle tage to skridt og så et lille ét til venstre.

Stuedør til toiletdør: ét sølle skridt, faktisk kunne man træde direkte fra stuen over på badeværelset, hvis man bare tog ét stort skridt. Og det gjorde Væsenet.

Alt dette gav anledning til en vís følelse af tilfredshed, da Det sad der på toilettet og havde tid til at tænke over det. Det pissede (no pun intended) selvfølgelig Tægen så meget af, at den tog et par kraftige sving med morgenstjernen. Men det var jo, hvad man kunne forvente af det møgsvin.

For første gang denne dag fik Væsenet set sig selv i øjnene, i spejlet over vasken.

Det var ikke kønt, men Det bemærkede dog med glæde, at Dets hår faktisk sad rigtig godt, her ovenpå 11 timers søvn.

Men hvad var det? Et hint af mundvand? Igen? Nej. Nej, helt ærligt gad Væsenet bare ikke. Det skulle ikke være en af dé omgange. Ind i seng igen, så ville det gå i sig selv.

Nej. Sådan skulle det ikke gå.

Der, i døren til stuen, stod en af Væsenets samboer. Den af dem, der tog liiige lang tid nok om at komme til sagen. I dag var ikke anderledes. Væsenet prøvede, prøvede virkelig at høre efter og … og tage stilling og den slags. Det var noget med aftensmad og indkøb. Men mundvandet, mundvandet kom igen! Det var ikke noget, Det havde bildt sig ind! En flodbølge bevægede sig i et anseeligt tempo over tungen, mod tænderne.

Et "undskyld" ramte samboen samtidig med den smækkede badeværelsedør.

I sidste øjeblik kastede Væsenet sig om toiletkummen i et ordenligt kram. Åh, hvor Det klamrede sig til det WC alle otte beboere brugte, mens en tsunami af halvfordøjede madrester skyllede ud af det stakkels lille Væsen.

Igen.

Og igen.

Så lå Det der. I ugens pis-sjatter. Mens Tægen lænede sig tilbage og røg en smøg.

Samboen stod der endnu, da Væsenet kravlede ud og over gulvet mod stuen, på vej mod Det Forjættede Land (også kendt under navnet Sengen).

Undskyldninger blev fremstammet, forsikringer og tilbud om hjælp givet.

Væsenet kom på benene og lod sit blik fastlåse på Himlens Porte.

Tægen, der allerede var ovre sin post-orgastiske hvile, dansede og grinede og svingede sit lede instrument. Især da Væsenet igen bankede ind i selvsamme kuffert som på vejen ud.

"AAAAARRRHHHHAHAHAHAHAHAHA", hylede den "det er sgu for morsomt det her, hvorfor fa'n gør vi det ikke noget oftere?".

…

Nej.

Nej.

Nejnejnejnejnej! Det var for galt. Ikke om Væsenet ville finde sig i det!

"Sjovt. Jeg skal vise dig sjov", sagde Det.

BANG, morgenstjernen knaldede ind i højre pandelap.

"Du har dine middelaldervåben, som - og det vil jeg give dig - er helvedes effektive. Men jeg har også et våben. Bare fra en anden tidslader: det 21. århundrede!"

Det var tydeligt, at dette gjorde et vidst indtryk på Tægen, for den kunne ikke helt koncentrere sig om at svinge sin morgenstjerne, og slagene blev blødere og mere upræcise. Den havde en anelse om, hvad der var på vej.

POP

NU var Tægen bange, og den svingede vildt og ukontrollabelt med våbenet.

Da pillen blev lagt på tungen, skreg Tægen angstens skrig.

Væsenet mærkede vandet skylle pillen ned i halsen og videre ned, hvor den ville gøre godt.

"Muhahahahahaha", grinede Det, mens Det slog armene ud og lod sig falde bagover på madrassen.

Og det blev det ved med, mens skrigene blev mindre, og den søde prikken i kroppen begyndte med blodets tilbagevendende brusen.

Arh, er det nu ikke bare en fiks idé?

Min mave er lutter sommerfugle. De basker, og de kvidrer tilmed, hvilket er lidt spøjst taget i betragtning, at det jo ikke er noget sommerfugle gør. Normalt.

Men det er jo heller ikke en helt normal dag.
For i aften når jeg første station på min vej til Californien. Nemlig en København-baseret veninde, som jeg skal overnatte hos.

Jeg er klar. Alt er pakket og står parat, nu er det bare at vente på at toget kører. Om mange timer.

Og nu opdager jeg så, at jeg bare ikke er særlig god til at være klar i så god tid. For så kan jeg rigtig sidde og gruble over, hvad jeg måtte have glemt og alt sådan noget.

Men så kan jeg jo adsprede mine tanker med at update min blog.

Jeg har nemlig gjort endnu en opdagelse; jeg er blevet en tak mere voksen.
Scary, I know.

Jeg tror, at det startede, da jeg for nylig besluttede at se fortiden i øjnene. Den personificerede fortid, vel at mærke. Og en fortid som ikke har villet acceptere den grænse jeg har sat. Men tværtimod er blevet ved med at forsøge at suge mig tilbage i sit eget lille univers.
Og dét gjorde mig bange.
Men det der med at være bange, det er noget, jeg har arbejdet med (ja ja, jeg hører bræklydene :-)). Og jeg har konkluderet, at det stinker at være bange.
Ja, Tricksteren er ikke helt dum.
Så - ja, lang historie kort, jeg besluttede at efterkomme fortidens ønske om at mødes.
Og jeg satte rammerne, neutral grund, tredjepart, tidsbegrænsning. Overvåget samvær, kan man vel kalde det.
Men det havde ikke fortidens interesse. Fortiden valgte at ignorere mit brev. Fortiden bryder sig ikke om at andre sætter dagsordenen, går jeg ud fra.
Det er jo sådan set fortidens problem.
Det er det i hvert fald nødt til at være.

Jeg må indrømme, at jeg var skuffet. For jeg var faktisk begyndt at forestille mig, at der kunne rigtig meget godt ud af det for mig. Men dét er vel så til gengæld ikke fortidens problem.

Der er bare det ved det, at den her hændelse, der ikke fandt sted, faktisk har ændret noget. I mig.

Forleden blev der holdt en stor fest, der hvor jeg bor. Jeg kan godt lide at feste, men jeg kan godt have meget svært ved at rumme at lægge hus til. Selvom jeg virkelig gerne vil være god til det. Ved sidste års fest endte jeg med at ligge og hyperventilere og græde i 40 minutter. A propos at være bange...
Heldigvis bor jeg med nogle mennesker, der måske ikke forstår det, men accepterer det.
Nå, men det, jeg vil frem til, er at jeg i år havde en virkelig fantastisk fest! Jeg havde givet slip på... et eller andet. Kunne forstå, at folk nok messede mit hus op, men ikke mit indre. Og ikke en eneste gang følte jeg mig overbevist om, at alle hadede mig.
Det var sgu' da meget fedt.
Og jeg fik taget to tyre ved hornene.
Der er to mennesker i mit liv, der har fyldt og fylder rigtig meget.
Den ene er et gammel venskab, hvor der har været og stadig er meget kærlighed. Men også frustation.
Den anden er et nyt bekendtskab, der er blevet farvet nogle trælse ting. Havde det været et venskab uden disse? Det troede jeg en gang, men nu ved jeg det ikke.
Hvorom alting er, så har jeg følt mig dårligt behandlet og udnyttet af begge. Og været hamrende vred på mig selv for ikke at kunne opretholde mine grænser.
Og nu var det tid til at slutte dét kapitel. Tid til at fyre trælse mønstre. Og efterlade dem. I fortiden.
Og det gjorde jeg. På en ordenlig måde. Synes jeg selv, men jeg gætter på at de to andre ikke tilslutter sig den opfattelse.
I hvert fald var ingen af dem særligt begejstrede for, hvad jeg havde at sige. Om end den ene tog det bedre end den anden.
Det ville have været fantastisk, hvis we could all just be friends, men i mangel af dette, tager jeg til takke med at kunne kigge folk i øjnene og være ærlig over for dem. Og sige stop.
Så selvom jeg ikke fik deres forståelse ud af det, og egentlig ikke forestiller mig, at det ændrer noget som helst mellem os, så ved jeg, at jeg har valgt at stå op for mig selv, fremfor at være bange for at såre eller miste nogen eller gøre det hele værre.

Det er da lidt modent, ikke?

Når det så er sagt, så er jeg ikke mere voksen, end at jeg i dén grad skal give den gas i Disneyland. Derovre i Californien, som jeg jo rejser over til i morgen.
Men det har jeg vidst nævnt?

Selvom jeg virkelig synes at håndbold er nederen

Alle vinduer  står åbne, og jeg nyder den mildere aftenluft.

Ikke at jeg ikke har nydt dagens bragende hede. Det var super skønt at ligge på terrassen og lade min krop optage al den sol. Som skandinav kan sommerens komme godt føles som at have vundet i lotto, efter de mørke og kolde måneder har vi glemt præcis hvor godt det føles.

Okay, det blev en kende varmt. Jeg kørte på et tidspunkt noget interval-ude liv; 15 min. udendørs, 3 min. foran den elektriske vifte.

På et tidspunkt fik jeg så den geniale ide at tage mig en Champagnebrus.

OH. MY. GOD. Jeg havde fuldstændig glemt mirakeleffekten af en sodavandsis i heden.

Champagnebrusen var en sval, indvendig brise, det sænkede min kropstemperatur med adskillige grader. Føltes det i hvert fald som om.

Derefter kunne jeg blive liggende på min drømmeseng (dækket af et fornuftigt lag solcreme, naturligvis) og bare slappe af. Suge sommeren ind.

Jeg havde endda kræfter til lidt udendørs meditation.

Jeg kan godt afsløre, at jeg ikke selv ejer el vifte, drømmeseng eller fryser fuld af champagnebrus.

I'm at mum's.

Og det er pretty darn sweet.

Jeg er en af dem, der kommer ganske godt ud af det med mit mødrene ophav. Bevares, det skal ikke skjules, at der har været nogle rimeligt højspændte perioder, men alt i alt er det sgu' a-okay.

Bør jeg være pinlig berørt over, at jeg i en alder af 35 stadig synes at det er ret skønt ind i mellem at flygte fra bunkerne der hober sig op, samboen der går på nerverne, indkøbene der skal bæres hjem? Flygte til en stille villavej, en ren seng - som jeg ikke selv har redt, og en følelse af at være bare en lille smule barn igen?

Måske, men det er jeg ikke. Pinlig berørt altså.

Jeg er vidst det, man i humoralpatologien kaldte melankolsk. Tror at det hedder særligt sensitiv i dag :-).

Og fuck, hvor kan hverdagen sommetider overstige mine evner, om man så må sige.

Så det er altså meget rart at have sig en fornuftig mutti at besøge.

Selvom hun ser håndbold, og jeg virkelig synes at håndbold er nederen.

Men så har jeg jo tid til at skrive det her indlæg.

Hvad tænker du - mangler der en enkel ( )?

Det der med at skrive blog… det har været både lettere og sværere end jeg havde forventet.

(Flot, én linje inde i indlægget, og jeg har allerede modsagt mig selv i en mildest talt åndsvag sætning)

Egentlig havde jeg regnet med, at denne blog på nuværende tidspunkt ville indeholde 1½ indlæg (og 40 i papirkurven) og have ca. 3 sidevisninger.

Og at jeg ville have flået halvdelen af mit hår af (hvilket ville have været en skam, for jeg har sgu' ret lækkert hår), og ikke bare opgivet at skrive men også at læse. Af ren jalousi mod forfatterne (skal udtales på en frådende Gollum-måde).

Og sådan er det jo ikke gået :-) :-) :-) :-) :-)

(Smileys får ikke den credit de fortjener)

Hey, jeg siger ikke, at alt der popper op på denne virtuelle matrikel er gudsinspireret, men noget af det er jeg svært tilfreds med.

Og der er sket præcis så lidt i mit liv, at jeg har været tvunget til at (forsøge at) være kreativ.

Således har det været let.

Men. Det passer jo ikke helt, at der ikke er sket noget i mit liv. Selvfølgelig ikke, der er sket både stort og småt, tøj er blevet vasket, en masse gamle venner er blevet mødtes med, forberedelser til forestående USA tur er gået ind (woop woop).

Der er også sket det, at jeg for alvor har fået nok af en håndfuld personager i mit liv. Sådan FOR REAL nok.

(Nej, det er ikke dig, Mutti)

Og jeg har fået nok af mig selv (warning: selvhævdelse vil forekomme  i de næste linjer), nok af at FUCKING HOLDE MIG PÅ MIN SIDE AF BORDET, og samtidig bare være SÅ FUCKING PISSE MODEN omkring alt der bliver smidt i hovedet på mig. Af at undskylde og blive mødt med et "hm". Hm? Are you kidding me???

Men ser I, jeg har lavet den her aftale med mig selv om, at jeg så vidt muligt skal undgå at udstille nogen her. Ud over mig selv. Og Claus Hjort, turen skal også nok komme til dig.

Så jeg kan altså ikke skrive om noget af det, der - desværre - pt. fylder lige vel meget i mit liv.

For det vil jo ikke være fair, vel? Og der er jo to sider af en sag og jeg ville jo heller ikke selv synes at det var rart og bvvvaadddrrrrhhhhh…

Hold nu kæft, hvor er jeg ved at brække mig over mig selv sommetider.

Så hvad fanden er pointen med dette indlæg af tvivlsom kvalitet?

Det er vel at udstille mig selv som den svagpisser jeg (også) er.

Måske er det ved at være tid til at jeg erhverver mig et par nosser. Evt. stiller  mig foran spejlet og øver mig i at sige "så luk dog spalten, møgfisse", mens jeg krakelerer glasset med mit polar-blik.

Lyder det som en god plan? Dét tror jeg nok.

Why, look! I'm a covergirl!!!

Var ude efter en notesbog i dag og fandt denne, som jeg straks følte mig tiltrukket af!
 

 

   
Tænker at det er den helt rigtige bog til at nedfælde mine tanker i :-).

Kom så ned fra den hest!

Nu, hvor jeg har været den lykkelige blogejer i et par uger, må jeg konkludere… at jeg ikke går rundt og er så dyb, som jeg troede.

Eller i hvert fald at mit blogbarn ikke er blevet så dybt som sin mor. Ja. Det er sådan det må være.

Gud ske lov, der skred hele mit fundament næsten.

Det store spørgsmål er så, om blogbarnet skal lege, glad og blåøjet, eller om Moder Mig skal gribe til hårdhændet opdragelse og styre mit afkom ind på det intellektuelle spor.

Det virkelige irriterende er, at jeg på et meget zen og selvhelligt tidspunkt indgik en pagt med Buddha. Resultatet er, at der på min skulder sidder en lille Buddha Trine (kreeret af Buddha og mig, no surprise), som uden undtagelse stiller spørgsmål til min dagsorden, både den åbenlyse og den skjulte.

Lille Buddha Trine har så'n et pisseirriterende bedrevidende udtryk i øjnene (dét har hun arvet fra mig, mens den der fucking "se dig selv i øjnene" - ting kommer fra Buddha Far).

Jeg ville knipse hende af min skulder in a heartbeat, hvis det ikke var fordi hun har lagt sin hånd på min hals, og jeg kan mærke, at hun mener det godt.

Pisselortemøgshelligeko.

Men okay, fint. Hvorfor er Mor så skuffet?

Jeg troede, at jeg var dekader ovre "Only happy when it rains" - stilen. Men åbenbart er der noget vanvittigt intimiderende ved se i øjnene, at jeg er en lalleglad trickster. OGSÅ er en lalleglad trickster.

Og at jeg i bund og grund hellere vil skrive om min jordnære hverdag, fremfor komplekse tanker om livets uudgrundelighed.

Er det fordi jeg ikke kan?

Er det fordi jeg har et tvivlsomt behov for at blive anerkendt for min uendelige visdom, fremfor at formå at være et ganske almindeligt menneske?

Det må jeg vidst tænke lidt mere over. Imens skal jeg måske bare observere, hvor barnet bevæger sig hen - og måske liste et forsigtigt forslag ind, ind i mellem.

Om at være fuldstændig blank

I den forgangne uge har jeg været fuldstændig tom. Som om al indhold er suget ud af mig.

Ingen tanker, ingen følelser, ingen energi, intet drive, ingen produktivitet, ingen kreativitet, ingen passion, ingen tilstedeværelse.

Er det virkelig såvel, må jeg spørge mig selv? For jeg har jo interageret med andre, trukket vejret hver eneste dag, kommunikeret. Været sur og glad og ked af det og spændt.

Men det er jo ikke sådan trængt helt ind, vel? Som om jeg har været indsmurt i Kerodex fra top til tå, så intet ydre rigtigt har kunne trænge ind, eller noget indre slippe ud.

Al træning i mindfulness meditation har gemt sig under en bunke nullermænd, og jeg har for real ikke været til stede i verden.

Giver det mening? Hvorfor fortæller jeg det?

Vel egentlig mest fordi jeg skal starte denne blog, holde min skrivning vedlige, og det falder sgu svært uheldigt sammen med a week of numbness. 

Så det er jo noget med at gøre forhindringen til værktøj. Brug den, siger min i-baghovedet-boende psykolog (ja, altså, selvfølgelig bor hun jo på en rent fysisk adresse et sted, men en lille æterisk klon af hende har altså taget bopæl lige bag amygdala.).

Brug den, hører jeg.

SKRIV DEN!

Ja, jo, så okay da.

Jeg kunne jo teoretisere lidt over, hvad der mon har bragt mig i et sådant humør, men helt ærligt, så ville jeg ende med at bebrejde alt og alle, på nær mig selv selvfølgelig, og ... ja, jeg vil jo godt vente et par indlæg med at afsløre min megalomaniske side.

Jeg kunne sige at ligegyldigheden i mig blot afspejler ligegyldigheden omkring mig, for pt., så synes jo sgu godt nok at jeg er lamslået over menneskers manglende interesse i andre mennesker.
Oh, I'll come back to that for sure.

Måske er Koppen Trine bare fuldt til randen og trænger til at vælte.

Please bliv stående til jeg har et blødere sted at lande.