Kunne man få en iltmaske?

Jeg skal på ferie. I morgen.

Faktisk starter jeg i dag, for jeg tager til København. Så når jeg vågner i morgen, er jeg få metrostop fra lufthavnen, hvilket i den grad er godt for min meget specifikke ’angst for at komme for sent til transportmidler’.

Jeg glæder mig. Helt sindssygt, selvfølgelig. For jeg skal se mine amerikanske venner, og der er meget varmere end her, og jeg skal i Disneyland, og … og … alt muligt!

Men det er som om, at glæden er kammet over, og jeg har udviklet en form for nær-hysterisk melankoli. Måske godt hjulpet på vej af fornævnte ’angst for at komme for sent til transportmidler’ – og, okay, en kenneth tendens til melankoli, kan jeg nok ikke sige mig fri for at have.

Jeg bliver ramt af mærkelige tanker, som hvad nu, hvis dette er sidste gang, jeg ser Danmark, min læseklub, naboen, kasseassistenten nede i SuperBrugsen???

Hvad nu, hvis Verden ikke står længere, når jeg skal hjem igen?

Hvad nu, hvis jeg ved at skrive dette her, gør det virkeligt? Så det virkelig sker? Så jeg aldrig, aldrig ser Danmark og min kiropraktor igen???

Åh, Univers, lov mig, at det dog ikke går så galt!

Men visse ting vil have ændret sig, når jeg kommer tilbage.

Tre mennesker, som jeg har boet sammen med de sidste mange år, vil være væk. Ja, altså, de vil stadig være inden for bygrænsen, men alligevel!

Den ene … ja, ting og sager er sket, og det tætte forhold er sådan set længe brudt. Men da det var sjovt, da var det fandme sjovt, og at skulle sige farvel… det er bare ikke rart.

Men i det mindste sagde han faktisk farvel. Det havde jeg nok ikke regnet med.

Tre er rejst, nye vil være rykket ind.

Og uden for matriklen, vil et lille nyt menneske være kommet til verden. Der skal kysses og krammes og truttes på maven.

Hvad fanden er det galt med mig???

Hvorfor nu denne tristesse?

Det er Californien, baby, det er min Camino-familie, det er shopping MED overskud på visakortet, det er lækker mad, Halloween – med nyt kostume, det er goth-clubs og SOL!

Jeg er eddermanme en mærkelig snegl.

Måske er der alligevel håb for os alle?

JA, det var atypisk!

Men det var freaking awesomesauce!!!

I søndags var jeg nået til den næste perle på The String of Awesome Events of 2013 (eller hvad det nu var, jeg kaldte det i mit sidste indlæg).

Nemlig The Knife koncerten i Vega.

At jeg havde glædet mig, som Bum glædede sig til at vise Askepot den kjole, musene havde syet, kommer vidst ikke bag på nogen. Jeg har en mistanke om, at mine hysteriske facebook-updates om emnet muligvis har fået flere til at blokere mig.

MEN DET ER LIGE MEGET, FOR JEG ELSKER ALLIGEVEL THE KNIFE HØJERE END JEG ELSKER JER!!!!

 

Hva'? Hvad? Hvor kom det fra? Okay, det passer selvfølgelig ikke ... eller... Lad os lade det ligge.

Ja, hurtigt videre: altså, bare det, at der overhovedet var en koncert, reddede mit år! Mine højtelskede elektro-mystifystiske-über-for-cool-jævlans-guddommeligt-begavede-yndlings-svenskere har jo for hulan da ikke givet en koncert i årevis. Der er bare ikke balance mellem udbud og efterspørgsel. Og dét - det elsker jeg!

Så ja, jeg havde mere eller mindre slået kolbøtter af glæde, siden billetterne kom i hus i januar, efter ½ neglebidende time i online billetkø (men dog kun ½ time, da man jo nok li'ssom får nyhedsbrevet, og så altså li'ssom havde forkøbsret på billetterne).

Jeg er absolut ikke en anmelder, og jeg vil heller ikke anmelde koncerten, jeg vi bare fortælle, at jeg er så sindsoprivende glad!

Glad for at have oplevet nogle mennesker, som jeg oprigtigt mener er touched by the hand of God.

(Ja, jeg tror. Mistede jeg nu halvdelen af jer, fordi det der med tro bare lugter så u-akademisk? Lige meget, JEG ELSKER ALLIGEVEL THE KNIFE HØJERE)

Glad, fordi jeg oplevede rammerne blive sprængt i 1000 småstykker, og jeg blev udfordret på min forestilling om hvad en koncert (af den slags med nymodens musik) bør være.

Glad, fordi det blev handlede om en holistisk oplevelse.

Glad, fordi at det ikke betød så meget, om jeg kunne identificere min ûber heltinde, Karin Dreijer Andersson, blandt de maskerede, tvekønnede væsner på scenen. Fordi hun, og broderen, var alle, og vi var dem, og vi var musikken.

Glad, fordi der, i den her verden af kropsfikserede, egodyrkende , "enhver-er-sin-egen-lommefilosofis-smed", opmærksomhedskrævende … mennesker, satanedme er nogen, der stiller sig op - kønsløs, ego-løs, uden ydre kendetegn som man siger - og fandme rykke verden!

Nogen, der gider gøre os opmærksomme på, kunstneren skaber kunst - ikke sig selv!

Tak! Tak, tak, tak taktaktaktaktak!

Jeg har talt. I kan nu vende tilbage til jeres daglige gøremål. 

A, B, C, D, E, F, G …

I mit "nærmiljø" er der den her personage … der bare er modsiger mig i alt. Ikke fordi vi ideologisk eller værdimæssigt ligger alen fra hinanden - eller, det ved jeg faktisk ikke, om vi gør, for vi samtaler ikke pisse meget. Han taler meget til folk omkring mig, men mig er han tydeligvis ikke helt pjattet med. Og det er jo egentlig ikke en ugengældt følelse.

Men ind i mellem krydses vores veje jo. 

Nå altså, jeg tror da at vi (måske) på papiret kunne blive enige om mange ting.

Og det er da heller ikke politik og holdninger, "vi" er uenige om.  Lord knows, det ville kræve meget mere kommunikation, end jeg kan bevilliges.

Nej, det er det er om de der små, pisse ligegyldige ting, der kan gøre hverdagen lettere. Eller bare så pisse meget mere træls.

Hvis jeg foreslår, om vi (i gruppen) ikke skal lave A, så forklarer han, i nedladende toner, hvorfor det i stedet skal være B. Eller i hvert fald ikke A.

Hvis jeg foreslår, om det kunne være lettere at gå til højre, ja så tager jeg "fanden da" fejl, der er kun en retning og det er … you guessed it, venstre.

Og han er altid - ALTID -i forsvarsposition.

Jeg har ikke gjort ham noget, og han har ikke gjort mig noget.

Men kemi, det er da bare ikke.

Jeg tror sgu', jeg skræmmer ham lidt. Evt. lidt meget. Aner ikke hvorfor eller hvordan, men jeg må jo konstatere, efter at have bevæget  mig rundt i denne verden i 36 år, at nogen mennesker bare finder mig skræmmende.

Og hvorfor ikke? Sådan har jeg det jo også med nogen. Vi intimideres vel oftest af dét, der er det, som vi enten ikke kan genkende, eller det som vi kan genkende, men ikke lide. Det, som gør os usikre. Eller hvad?

Det, jeg prøver at sige, er, at vi har et medansvar, for at vi bliver skræmt. Og 100 % ansvar for, hvordan vi reagerer på vores usikkerhed.

Og måske, måske kunne det være meget smart at prøve at lære vores frygt at kende. Det kunne jo være, at den blev lidt mindre af det.

En ting virker ret sikkert: At bruge al sin energi på, at slå fast hvor man adskiller sig bidrager ikke til større forståelse.

Kom nu ind i kampen, ikke?

Mens jeg venter på, at en eller anden supervisor, et eller andet sted, mailer tilbage og forklarer mig, hvad jævlan problemet er med ugens arbejdsfiler...

…kan jeg jo skrive første (måske sidste) indlæg på, hvad jeg spår bliver en føljeton (eller bare en enlig svale) under overskriften (som jeg nok ændrer):

Oplevelser med musik! Vol. I

Ja, der havde I nok lige forventet et brag af en overskrift! Men nej. Skuffelsen er måske stor, men så'n bli'r DET!

- Som 4-5 årig, ser jeg på fjernsyn (det hed det den gang), en dame i  flagrende gevandter, der laver mærkelige fagter, mens hun synger en  sang i et meget højt toneleje.

Elverkvinden er Kate Bush, og sangen 'Babooshka'. Jeg ved ikke, hvem hun er, hvad ordene betyder, eller at der findes sådan noget som "interpretive dance". Men jeg ved, at det der musik er kommet for at blive. And I like it!

- Året er 2001, stedet er downtown Washington DC, og der er endnu tre måneder til d. 11. sept.

Jeg er lige startet på 2½ mdrs fuldstændig for vild rundrejse i US of A, i en van med 11 andre crazy dudes.

Vinduerne er rullet ned, og the man with the plan in the van prøver hektisk at forklare os, at DC ikke kun er monumenter og regeringsbygninger, men også bander og kriminalitet i stor stil. Og at han guddødeme ikke vil skydes ned, fordi han kommer til at dreje ned ad den forkerte gade, med Vanilla Ice's 'Ice, ice baby' bragende ud af højtalerne.

Det er vi dog 13 om at bestemme.

(No tourguide by the name of Kevin was harmed during this story)

- London '97, jeg sidder på bagsædet af en taxa, omgivet er kasser fulde af chokolade, der skal transporteres fra den ene Thorntons Chocolates til den anden (som jeg arbejder i). Jeg hører Spice Girls 'Spice up your life' for første gange, og overvejer om jeg nogensinde officielt vil stå ved, at jeg er skabs-fan af dem.

Svaret er til dags dato "Hell, no!"

- Jeg forklarer en god ven, at jeg har en aversion mod Leonard Cohen, fordi en mistænkelig stor del af mine 'hurra-jeg-er-kommet-i-parhold's veninder, har det med pludselig at bekendtgøre: "Ja, vi lytter jo til Leonard Cohen". Selvom deres kæreste eje so far har været deres Dirty Dancing soundtrack.

Til hvilket min ven svarer: "Ja, det er rigtig nok. Men det er der for fanden ikke Leonard Cohens skyld!"

God pointe.

Leonard selv har følgende kommentar:

 

Selv flyveturen gik glat

Så har I mig tilbage; den fortabte datter, den savnede livs-revser, den mesterlige verbale krammer, den "for-fanden-i-helvede-hvor-ville-jeg-ønske-at-hun-var-blevet-derhenne-hvor-peberet-gror-for-hun-er-satme-ikke-til-at-holde-ud-at-høre-på" stemme.

Ja, jeg er hjemvendt fra De Forenede Stater, og det er sgu' nederen, for nu at sige det lige ud.

Der var sol, der var varme, der var billigt, der var sjovt og ikke mindst var der gensyn med de dejligste mennesker, man kan forestille sig.

Her er regn, koldt, forudsigeligt og en gnaven, gnaven sambo.

Nå, men inden I officielt beder mig ændre tonen, eller finde nogle andre at plage med mine skriverier, vil jeg skynde mig at opbløde, og nævne, hvorfor det da ikke er helt så skidt endda:
Jeg havde fødselsdag i går (jo tak, tak, det var en dejlig dag), og blev overdænget med hilsner, kage, gaver og kærlighed.

Jeg har genset dejlige  home grown venner og har flere i vente.

Jeg skal i gang med noget arbejde, som slet ikke er så tosset.

Jeg har fået vasket alt vasketøjet.

Bag skyerne skinner solen (jeg ved det, befandt mig deroppe adskillige timer forleden).

Havbadning og regn er bestemt ikke uforeneligt.

Jeg har hjembragt en stabel læsestof, der skal pløjes igennem.

SÅ koldt er det jo heller ikke.

Nå, nu vil jeg så i opstillingen "rodet" dele min ferie med jer. Der var adskillige highlights:

Ja, vi mødte jo nogle ægte kendte. Jeg kendte dem godt nok ikke, men det var da meget spas alligevel. De er med i det underholdende underholdningsprogram 'Depotjægerne', som jo altså handler om nogen, der opkøber depotrum med indhold. Ja, måske bliver de super rige, fordi der ligger noget nice derinde, eller måske bliver de mesterligt snydt, fordi der ikke er andet end muselort. Dem jeg mødte er dem, der bortauktionerer disse depotrum (og hold så op med at plage mig med spørgsmål, min bekendthed med disse kendte er først opstået after the fact).
Nå, men de var jo vældigt søde, og mindst ligeså glade for at mødes os, som vi var for at møde dem.
Ja, vi så jo også en berømtheds havelåge. Vi cruisede ad Mulholland Drive, og ligeså gjorde en flok busser fulde af turister, der, ledet af kyndige guider, var ude at besøge de kendte på deres hjemmeadresser. På et tidspunkt gik de helt amokka med kameraerne foran et hus, så var gik ud fra, at der nok boede en meget kendt en derinde.

Vi var også på San Diego Fair, som er en kæmpestor byfest i bedste amerikanske stil. Jeg er sikker på, at mottoet må være: "if you got it, we'll fry it". Man kunne få sit årlige kolesterol fix igennem stegt cereal, stegte småkager, stegte sandwicher (altså: sandwicher der bliver lavet og derefter stegt) eller stegt saftevand, og nyde lidt bacon i chokolade. Smagte det sidste, og… ja, it didn't rock my boat. Til gengæld fik jeg cheesecake on a stick, og DET var mums!
Til sådan en byfest er der jo også en del forlystelser, der helst skal sætte ens liv en lille smule i fare. F.eks. Et pariserhjul med åbne sider, men uden seler. Selv lod jeg mig svinge rundt og op og ned af slags arm med sæder, og det var da noget af en oplevelse. Efter sigende skreg jeg fra start til slut, og dét i en sådan grad at det kunne høres langt væk.
Det så sådan ud (skrig må man selv tilsætte):

Mere tryg var jeg i Disneyland, for de har ikke råd til at slå mig ihjel. Her skreg jeg også ret meget, men det var glade skrig, ikke "JEG ER FOR UNG TIL AT DØ!!!" - skrig.

Nå jo, og vi var til hundesurfing konkurrence, og det var altså rigtig sjovt og hyggeligt, og hundene havde rigtig sjovt, de var - pun intended - nogle rigtige vandhunde. Nogle var imponerende gode til at stå på brættet og se cool ud, andre synes bare at det var spas at hoppe i baljen og plaske rundt.

Da jeg selv er noget af en vandhund, var vi også ude og bekæmpe bølger, dog på afstand af de professionelle. Hvilket røre ville der ikke opstå, hvis en af favorit-hundene måtte udgå, fordi den var blevet ramt af en blond dansker, der dukkede op i bølgerne?

Ja, det var vel lige det, jeg havde lyst til at fortælle i dag.
Måske fortæller jeg videre om min über fantastiske ferie næste gang, ellers fortæller jeg om noget andet.