Huden jeg bor i.

Jeg stødte på en interessant artikel, her til morgen, på en af formiddagsbladenes netudgave.

Overskriften var:

’Sådan får du dine sår til at hele hurtigere’

Da jeg trækkes med en kløft af manglende hud på højre langefinger (100 % selvforskyldt), var jeg naturligvis intrigued, som man siger på den anden side af Esbjerg.

Well (det sige man også derovre), det viser sig, at folk, der hver dag tager sig tid til at nedfælde irritationer og frustrationer fra dagligdagen, heler hurtigere. End dem, der ikke gør det, forstås.

…

Man har jo en hel blog, til sin rådighed…

”Trine The Landlord mærkede hvordan Trine The Whistleblower sneg sig op ad rygrads-vindeltrappen.

En sulten tindren i øjnene, et uklædelig anfald af savlproduktion glinsende i mundvigen. En hvislen, der var Voldemort værdig.

Trine The Landlord blev tung om hjertet. Af alle beboerne i denne krop, var Trine The Whistleblower måske den, hun holdt mest af.

Men hun viste, hvad hun måtte gøre, om end hun følte en af snert forræderi fra sig selv.

Hele trappeopgangen dirrede nu spændt i det hvislende ekko.

Trine The Landlord havde gjort det før, og hun viste, at Whistlebloweren var stærk, og ikke ville lide varige mén. Blot blive sendt tilbage til sin matrikel for en stund.

Hun løftede kobenet …”

Måske er der alligevel håb for os alle?

JA, det var atypisk!

Men det var freaking awesomesauce!!!

I søndags var jeg nået til den næste perle på The String of Awesome Events of 2013 (eller hvad det nu var, jeg kaldte det i mit sidste indlæg).

Nemlig The Knife koncerten i Vega.

At jeg havde glædet mig, som Bum glædede sig til at vise Askepot den kjole, musene havde syet, kommer vidst ikke bag på nogen. Jeg har en mistanke om, at mine hysteriske facebook-updates om emnet muligvis har fået flere til at blokere mig.

MEN DET ER LIGE MEGET, FOR JEG ELSKER ALLIGEVEL THE KNIFE HØJERE END JEG ELSKER JER!!!!

 

Hva'? Hvad? Hvor kom det fra? Okay, det passer selvfølgelig ikke ... eller... Lad os lade det ligge.

Ja, hurtigt videre: altså, bare det, at der overhovedet var en koncert, reddede mit år! Mine højtelskede elektro-mystifystiske-über-for-cool-jævlans-guddommeligt-begavede-yndlings-svenskere har jo for hulan da ikke givet en koncert i årevis. Der er bare ikke balance mellem udbud og efterspørgsel. Og dét - det elsker jeg!

Så ja, jeg havde mere eller mindre slået kolbøtter af glæde, siden billetterne kom i hus i januar, efter ½ neglebidende time i online billetkø (men dog kun ½ time, da man jo nok li'ssom får nyhedsbrevet, og så altså li'ssom havde forkøbsret på billetterne).

Jeg er absolut ikke en anmelder, og jeg vil heller ikke anmelde koncerten, jeg vi bare fortælle, at jeg er så sindsoprivende glad!

Glad for at have oplevet nogle mennesker, som jeg oprigtigt mener er touched by the hand of God.

(Ja, jeg tror. Mistede jeg nu halvdelen af jer, fordi det der med tro bare lugter så u-akademisk? Lige meget, JEG ELSKER ALLIGEVEL THE KNIFE HØJERE)

Glad, fordi jeg oplevede rammerne blive sprængt i 1000 småstykker, og jeg blev udfordret på min forestilling om hvad en koncert (af den slags med nymodens musik) bør være.

Glad, fordi det blev handlede om en holistisk oplevelse.

Glad, fordi at det ikke betød så meget, om jeg kunne identificere min ûber heltinde, Karin Dreijer Andersson, blandt de maskerede, tvekønnede væsner på scenen. Fordi hun, og broderen, var alle, og vi var dem, og vi var musikken.

Glad, fordi der, i den her verden af kropsfikserede, egodyrkende , "enhver-er-sin-egen-lommefilosofis-smed", opmærksomhedskrævende … mennesker, satanedme er nogen, der stiller sig op - kønsløs, ego-løs, uden ydre kendetegn som man siger - og fandme rykke verden!

Nogen, der gider gøre os opmærksomme på, kunstneren skaber kunst - ikke sig selv!

Tak! Tak, tak, tak taktaktaktaktak!

Jeg har talt. I kan nu vende tilbage til jeres daglige gøremål. 

This song IS about you - oplevelser med musik vol. III

Jeg har sgu' været i så godt humør i år.

Nogle ville måske vove at kalde det unormalt godt humør for Tricksteren.

Og det vil ikke være en helt forkert påstand.

I den etageejendom jeg er, har melankolikeren virkelig fået fat i en af de større, billige  lejligheder med fantastisk udsigt.

Og hun har ik' tænkt sig at rykke ud.

Nuvel.

HELDIGVIS bebos jeg også af en heftigt koleriker, som måske ikke var den første til at besvare annoncen, men som alligevel fik gaflet sig en ganske udmærket matrikel (hun er vel koleriker).

Hun er ikke så vellidt ude i verden som melankolikeren (tja…), men jeg kan faktisk meget godt lide hende. Virkelig godt, faktisk.

En anden, der også holder af hende, er melankolikeren.

Derfor har hun ryddet en plads til hende på sin fantastiske tagterrasse. Så kan de sidde der og hygge, og kolerikeren kan endda få lov til at gale ud over hustagene ind i mellem.

I love it!

(der sidder også andre. Vi er en pakkeløsning)

Anyways, jeg kommer væk fra emnet.

Min pointe er, at jeg tror, at mit "meget forbedrede humør" hænger sammen med, at jeg har taget skeen i den hånd og gjort plads til hele mig.

(sidste år var et værre rod, med nogle oplevelser der fik mig til at prøve at udslette nogle sider af mig selv, fordi … nogen … ikke kunne lide dem. Det er en anden historie, summa summarum - syng med mig - I kan ikkeeee slå os ihjel…)

Et ordenligt puf i den rigtige retning var at tilbringe januar i Spanien.

Kan ikke rigtigt sige, præcist hvad der fik snebolden til at rulle.

Men jeg kan berette om denne lille hændelse, der gav mig en ny … livsstrategi, kan man vel sige:

Jeg var på weekend hos et dejligt menneske, Sarah, i Madrid.

Det var bare fedt på alle måder.

Især fordi at Sarah havde et awesome morgenritual. Når hun stod op, tændte hun for et lille medley af "morgenrelaterede rap-numre", som så spillede mens hun gik i bad, lavede kaffe og så'n.

Så der lå jeg, i Madrid, under et ovenlysvindue, der badede mig i dejlig sol, og vågnede til Chamillionaire, der sang:

"I'm gonna show all of my haters love - this song's for youuu

If you had it like me and I was in your shoes , I'd probably hate on me tooooo"

Måske får dette aldrig stemplet:

"I'm Buddha, and I approve of this message.",

men det tiltaler bare min megalomani!

Og min selverkendelse: "ja, jeg er sgu' mere cool end jer, men hvis I var mere cool end mig, ved jeg sgu' godt, at det ville irritere mig."

Jeg rullede rundt af grin på sovesofaen og råbte:

"Sarah, Sarah! He's gonna show all of his haters love!"

Så jeg begyndte at spille den lille rap-hymne over højtaleranlægget i den indre etageejendom. At vække beboerne med den hver morgen.

(ja, man er vel vicevært med adgang til teknikken)

Og, jah …  jeg ved ikke helt, hvad de snakkede om i krogene derinde, men i hvert fald skete der det, at der blev ryddet plads på altaner. Klagerne over høj musik faldt. Der blev dannet madklubber.

Jeg blev et bedre miljø.

Har fejet for min egen gadedør, om man så må sige.

Og ja, selvfølgelig kan der blive beskidt igen - især hvis folk tramper rundt,  især hvis de gør det uindbudt.

Jeg er ikke pissegod til det der med at elske mine fjender og at vende den anden kind til.

Men hvis en hær (om det er en en-mands eller Lord Voldemorts samlede styrker) igen banker på, vil jeg lade Chamillionaire  gjalde fra tagene.

Til de enten smutter igen, eller deres trommehinder sprænges.

I bet you think this song is about you …

Da jeg startede denne blog, var en af de regler, jeg satte for mig selv, at den ikke skulle bruges til at hænge andre ud.

I hvert fald ikke private bekendtskaber. Det er lidt noget andet med folk, der f.eks. hedder Claus Hjort. Eller måske Lone Powerprinsesse. Mennesker, der med liv og sjæl har kæmpet for at parkere på steder, hvor de ligesom godt ved, at de sgu nok er til gene for andre, ikke?

(delvist undskyld til Claus Hjort. Du er pisseirriterende, men jeg tænker, at du trods alt er drevet af en ideologi, og ikke et behov for opmærksomhed)

Anyways, pointen var, at bloggen ikke skulle være en gabestok, hvor jeg, efter forgodtbefindende og drevet af hævngerrighed, kunne sætte venner, familier, naboer og andet godtfolk til skue.

Ej heller små ben-spredende pigebørn fra reality TV.

For et par uger siden kom jeg så - ganske uforvarende - til at fornærme både kære venner og endog min kære mor!

Forleden gjorde jeg det igen.

(til gengæld er både Hjort og Powerprinsesse gået ram forbi. Endnu… (jeg kigger på dig "power"prinsesse!))

Og så er det jo, at jeg tænker: hvorfor ikke bare fortsætte?

Ikke med at skyde med spredehagl, og håbe på at jeg får ram på så mange som muligt.

Men med at holde op med at censurere mig selv.

Det er jo trods alt ganske frivilligt at læse denne blog, så skulle det ske, at man pludselig føler sig ramt af skribentens ord, kan man jo vælge at forlade siden. Vælger man at blive hængende, til trods for at man er fornærmet helt ind i sit inderste, kunne man jo måske tage en lille dialog med sig selv om, hvorfor man måske lidt har det med at svælge i at føle sig forurettet.

I ved selv, hvem I er (nej, mor, det er IKKE dig).

(og mellem jer og mig: jeg er meget egoistisk. Denne blog handler helt 100 mere om mig end om dig)

Og, on that note, vil jeg så gribe fat om nældens rod:

I lørdags var jeg meget højlydt (troede I, det kan blive meget værre) omkring emnet "kvindelige bloggere".

Og om hvordan jeg oplever, at vi, generelt, gør os inden for tre kategorier, nemlig mad, mode eller børn.

Lad mig gøre det klart: elsker mad, kan godt lide tøj (jeg har det i hvert fald på hver eneste dag) og jeg synes, at det er noget af det fedeste i verden at være sammen med børn. For reals, mine tre bedste venner hhv. 1, 5 og 6 år.

Jeg elsker også, når mennesker har en passion, en sag.

(det er så ikke altid, at jeg elsker deres sag. Vel, Powerprinsesse?)

Men det undrer mig, at vi skriver 2013, og det, vi helst udtaler os om, er stadig: madopskrifter, tøj, børn.

Og det irriterer mig, at det hele skal have det her evigt lyserøde skær af positivitet.

Åh, pokkers, jeg kan allerede høre gjallerhornet indkalde til krig på Tricksterens matrikel!

Lad mig skynde mig at sige: man må hjertens gerne være positiv. Positiv = fedt. Men! Ingen fucking mennesker er positive hele tiden! Nogen bilder sig måske ind, at de er det (og I ved, hvem I er), men det er de ikke, og så'n er det.

En blog er en repræsentation af bloggeren. Og det, man lægger på den, er noget, man vælger at andre skal vide om en. Ligegyldigt om det er på skrift, i billeder eller gennem links. Det er selvfølgelig ingenlunde en fyldestgørende repræsentation. Men i det puslespil, mennesket er, er det en brik, man selv udformer.

Og det er trist, at en stor del af danske kvinder vælger, at det, de bare synes, at andre skal vide, er, at de har lagt neglelak. Eller bagt en meget pæn cupcake.

Og så punktum.

Ikke noget med, at de i forgårs havde koldsved og bankende hjerte af stress efter arbejde.

Næh, i forgårs, ja da fandt de da denne bedårende nipsgenstand [indsat foto] i genbrug.

Det er da også dejligt nok. Men så dejligt, at vi må skynde os at smide det på nettet?

Really? REALLY?

Er det ikke tilstrækkeligt, at vi selv føler glæde ved det? Gælder det først, når andre har bekræftet det?

(er muligvis en kende for skråsikker nu, men jeg tror sgu', at jeg nærmer mig kernen her)

Det pisser mig af, at det tilsyneladende ikke generer disse kvinder at fremstille sig selv som relativt kedelige ("jeg har bagt en bolle, det er så stort, at det må på nettet").

Og det pisser mig af, fordi det ikke er særligt medsøster-venligt.

"Hvad er den af? Er du ikke cupcake-bagende prinsesse i dit eget liv? Har du en dårlig dag? Herut med sig, i vor lille Askepot-verden smitter negativitet som lus i en børnehave, og lus - det er jo noget gris!"

For helvede, kvinder, omfavn nu for fanden jeres negativitet! Jeres grimme sider! Udstil det, der smerter jer.

Lad være med at lave det her glansbillede af feng shui'ede hjem og børn, der led af adhd og pest og kolera indtil du holdt op med at give dem mælk eller sukker eller blå (men gerne grønne) druer.

Mal nu for fanden da et helt billede af jer selv!

Som vi sagde i 90erne: "det var bare det, jeg ville sige, hej."

(det er så helt 100 ikke alt, jeg har at sige, men nu er Tricksteren træt ovenpå al denne udkrængning, og hun trænger til en kop kaffe.)

Snapshot af min lørdag

Jeg keeeeder mig for vildt i dag.

Hvilket egentlig er lidt mærkeligt, for jeg kan jo sådan set gøre lige, hvad jeg lyster. Men åbenbart er min lyst at ikke have lyst til noget.

Har spist en ostemad. Den smagte mig ikke. Og nu lugter mine fingre af ost. Selvom jeg har vasket dem. OG sprittet dem i alko-gel, OG cremet dem ind.

Ser en film. Den er ikke sjov. Til trods for at den bugner af hits fra 80ernes hair metal bands. Til trods for at den har Tom Cruise som afdanket rockstjerne.

Det er sørgeligt, men sandt: Rock of Ages holder IKKE! Og jeg er ret sikker på, at det ikke bare er fordi, det er en af den slags dage. Jeg er ret sikker på, at den heller ikke holder i morgen!

Nå, men så var det jo, at jeg tænkte, at jeg ville surfe lidt blogs.

Så, det gjorde jeg så.

Og som altid blev jeg ret skuffet.

Blogs skrevet af kvinder (og det er bare dem, der er flest af) falder mestendels i tre kategorier:

Opskrifter, mode og "jeg er på barsel med nr. 3 og mine børn får hverken sukker eller mælk, men masser af spelt".

Og så er de ellers instagram-bombarderet med fotos af de nybagte speltboller, det nye lag neglelak og en pæn kjole.

WHY???

Er det virkelig alt, kvinder kan galpe op om i dag???

Og er det ikke liiidt let, at uploade et foto at sin frokost og kalde det et blogindlæg?

Muligvis er min blog ikke verdens mest interessante, men jeg kan da i det mindste skrive to sammenhængende sætninger, som jeg endda har tænkt - HELT SELV!

Og det udelukker ikke, at jeg også kan lakere negle, lave mad eller har pænt tøj.

Det var dagens sure opstød, på sådan en monster kedelig, grå lørdag.

Ses i næste uge, ik'?

Hvis man knipser mig i panden, lyder der blot et rungende ekko.

Hvor er det let at få overbevist mig selv om, at jeg ikke er i stand til tænke en eneste sammenhængende tanke, når jeg sådan sidder her og skal skrive noget blog.

"Bare skriv, hvad der falder os ind", siger livscoachen, der bor bag mit højre øre. Hun er pisse irriterende, og jeg har en mistanke om, at hun har fået sin certificering gennem et eller andet aktiveringsprojekt for dagpengemodtagere.

Jeg har i øvrigt ikke tænkt mig at fortælle hende, at mit venstre øre er mit koncentrations-øre.

Det, hun ikke fatter, er, at intet falder mig ind. At jeg vitterligt, i dette øjeblik, er det kedeligste, mest tanketomme menneske i verden. Og det faktisk er dødsens nødvendigt for mig, at konstant klø mig meget koncentreret i nakken.

"Skriv om, at du er blevet en tak mere voksen over påsken, og har lagt nyt budget og få styr på skat og lån og papirer..." "… og PIS og papirer" afbryder jeg.

A) det er røvkedeligt.

B) nu skal skindet jo ikke sælges, før bjørnen er skudt, vel? Altså, det er jo fint nok, at jeg har fået teoretisk styr på fremtiden, men kun fremtiden kan jo vise, hvordan det vil gå med den praktiske gennemførelse.

"Skriv om, hvor meget du hader at blive afbrudt!", udbryder livscoachen i et noget spidst tonefald (der er ikke tvivl om hendes genetiske ophav).

Ja, jeg hader at blive afbrudt. Jeg hader det faktisk i en sådan grad, at jeg før har overvejet at skrive et blogindlæg om det.

Men det kunne jo resultere i, at folk vil skyde mig det i skoene, når jeg selv gør min mening offentlig, når andre taler. Og det er jo slet ikke det samme.

"Så kunne du jo skrive om, at dét ikke vil blive et problem, for du kender jo ikke nogen, der faktisk læser din lille blog!".

Slam!

Hallo, så vidt jeg har forstået, så handler coaching om at stille de rigtige spørgsmål, ikke at diktere klientens liv! Eller blog!

(Men jeg er nu alligevel en kende stolt af hende.)

Hun er dog inde på noget; jeg kan se, at jeg får en del besøg (sagt i al beskedenhed), og det endda uden at mine egne sidevisninger registreres. Men en imponerende stor del af mine venner, har meddelt, at "det der med at læse blogs ikke lige er dem", eller at de "ikke lige er så gode til … hrhm, mumle, mumle, NÆH se, et træ!" Jeg ved, at min venindes mor læser trofast med (hej Kirsten), men hvem I andre er, aner jeg ikke.

Så jeg kunne jo skrive hvad som helst, uden fare for at blive holdt op på det.

Hvorfor helvede gør jeg det så ikke?

(Er vist det rette spørgsmål)

Sidste uge:

Bedste oplevelse:

Arbejde i fredags. For første gang følte jeg, at jeg faktisk både gjorde et godt job OG havde et vist overskud.

Til trods for at jeg sad som en lille, verdensfjern humanist blandt alskens farlige elementer, som dommere, advokater, politifolk, vidner, tilhørere og, nå ja, påståede kriminelle.

Alt i alt 30 mennesker i en steghed retssal.

Hvem kunne holde hovedet koldt? Det kunne jeg. Godt arbejde, Batman.

Det er lidt spøjst, men da jeg for et års tid siden besluttede mig for at prøve at satse på oversættelse og tolkning, var det det bl.a. ud fra ønsket om, at lave noget, hvor jeg kunne være meget anonym.  Jeg havde nok bare brug for ikke at få særlig meget opmærksomhed.

 Sådan blev det så ikke. Men det gør faktisk ikke noget. Og det er jo ikke fordi, at jeg ikke vil og kan stå til ansvar, for det, jeg laver.

I øvrigt er de slet ikke så farlige, alle de der dommere, advokater, politifolk og kriminelle. De er bare ret meget almindelige mennesker, så'n lidt ligesom mig.

Det er da meget fedt, at finde ud af!

Grusomste oplevelse (spoiler alert):

Overrevet teddybjørn i filmen Ted

I freakin' love that bear!

Sjoveste oplevelse:

Tour de chambres med kollektivet.

I løbet af lørdag aften nåede jeg følgende: fejre fødselsdag med sing-a-long til Jimmy & René, se en voksen man spise af en brugt ble, være på skattejagt, lege Gæt og Grimasser, være til søndagsgudstjenste ved en psykotisk præst, drikke alkohol i en sut og et besøg i en kloak.

Det er længe siden, vi i den grad har grinet så meget sammen.

God oplevelse.

Mest overraskende oplevelse:

Kærlige følelser for værkstedet.

På kollektivets arbejdsdag meldte jeg mig til at rydde op i værkstedet (hvilket i sig selv er ret overraskende… ).

Ja, det er jo ikke fordi, jeg ikke har været dernede før. Men det er gerne for at hente en skruetrækker, eller en stige, eller noget.

Men med en goth/new wave playliste som underlægningsmusik opstod der bare et bånd mellem mig og værkstedet.

Åh, den følelse det giver kassere 15 sække med gamle male/olie/somewhat dåser, nogle på hvilke de opgivne telefonnumre startede med 06!

Man kan i øvrigt, pt., i vores baghave afhente nok toxic waste til at forgifte Fyn.

Mest pirkende-til-min-indre-fantast oplevelse:

Nyheden om, at da Posh har forladt Spice Girls, vil de resterende Spices finde deres nye, femte medlem i et nyt reality TV-show! Like - I'm soooo there!!!!  Endelige, endelig skal jeg være et pop-fænomen! Jeg synger MINDST ligeså godt som Posh, og jeg kan sagtens lære de der besynderlige armbevægelser, hun laver.

Jeg tænker, at mit Spicenavn skal være Dubious Spice...

A, B, C, D, E, F, G …

I mit "nærmiljø" er der den her personage … der bare er modsiger mig i alt. Ikke fordi vi ideologisk eller værdimæssigt ligger alen fra hinanden - eller, det ved jeg faktisk ikke, om vi gør, for vi samtaler ikke pisse meget. Han taler meget til folk omkring mig, men mig er han tydeligvis ikke helt pjattet med. Og det er jo egentlig ikke en ugengældt følelse.

Men ind i mellem krydses vores veje jo. 

Nå altså, jeg tror da at vi (måske) på papiret kunne blive enige om mange ting.

Og det er da heller ikke politik og holdninger, "vi" er uenige om.  Lord knows, det ville kræve meget mere kommunikation, end jeg kan bevilliges.

Nej, det er det er om de der små, pisse ligegyldige ting, der kan gøre hverdagen lettere. Eller bare så pisse meget mere træls.

Hvis jeg foreslår, om vi (i gruppen) ikke skal lave A, så forklarer han, i nedladende toner, hvorfor det i stedet skal være B. Eller i hvert fald ikke A.

Hvis jeg foreslår, om det kunne være lettere at gå til højre, ja så tager jeg "fanden da" fejl, der er kun en retning og det er … you guessed it, venstre.

Og han er altid - ALTID -i forsvarsposition.

Jeg har ikke gjort ham noget, og han har ikke gjort mig noget.

Men kemi, det er da bare ikke.

Jeg tror sgu', jeg skræmmer ham lidt. Evt. lidt meget. Aner ikke hvorfor eller hvordan, men jeg må jo konstatere, efter at have bevæget  mig rundt i denne verden i 36 år, at nogen mennesker bare finder mig skræmmende.

Og hvorfor ikke? Sådan har jeg det jo også med nogen. Vi intimideres vel oftest af dét, der er det, som vi enten ikke kan genkende, eller det som vi kan genkende, men ikke lide. Det, som gør os usikre. Eller hvad?

Det, jeg prøver at sige, er, at vi har et medansvar, for at vi bliver skræmt. Og 100 % ansvar for, hvordan vi reagerer på vores usikkerhed.

Og måske, måske kunne det være meget smart at prøve at lære vores frygt at kende. Det kunne jo være, at den blev lidt mindre af det.

En ting virker ret sikkert: At bruge al sin energi på, at slå fast hvor man adskiller sig bidrager ikke til større forståelse.

Kom nu ind i kampen, ikke?

Tuttelu, hviskede hun

Øh…" her har I mig tilbage". Nej, nej det virker ikke rigtigt.
"Hej der, så tager vi hul på en ny sæson af 'en 36 årig hysterikers virkeligt uvedkommende  liv.' Der vil ikke være druk, hor eller nøgenhed. Til gengæld vil der være masse af kagespisning!"
Heller ikke helt godt. Det dur vidst ikke at slå sig op som oprigtig konkurrence til satellitkanalernes reality shows. Især hvis man ikke har andet at byde på end kagespisning.
(Og skulle der snige sig druk, hor og nøgenhed ind, vil det i hvert fald ikke blive nævnt på disse sider. Størstedelen af min meeeget begrænsede fanskare består nemlig af veninders mødre, for slet ikke at nævne min egen mor! Heldigvis læser mødre ikke parenteser).

Pointen er, at jeg er frygtelig flov over, at jeg har forsømt min kære blog så længe. Ikke kun med tanke på min SERIØST begrænsede fanskare (Hej Kirsten og Christina, godt at se jer), men mestendels over for mig selv.
Det her skulle jo være mit kreative outlet, her hvor jeg fik revset, set indad, været sjov, ændret verden … ej, ok, det sidste har jeg faktisk aldrig haft planer om.

Jeg har brugt hele sommeren på at fortælle mig selv, at jeg kun kan skrive, hvis jeg har noget at skrive om. Og har så i øvrigt været rimelig hurtig til at dømme sommeren 2012 ganske begivenhedsløs og ligegyldig.
(Hvilket er en stor, fed løgn, men hvis den kan bruges som undskyldning for at undgå tastaturet, er den i mine øjne gangbar.)

Men så var det jo så, at denne morgen så en undseelig mail lande i min indbakke (vi kan allerede konkludere, at min tendens til at anglificere mit sprog ikke er blevet mindre over sommeren).
Det var en lille notits om, at en kær ven af mig havde opdateret sin blog. Linnea, du ramte mig i solar plexus med denne fine tanke.

(Så er I jo så nødt til at følge linket, for at fatte resten af dette indlæg.)

For hun har jo ret.

Jeg er ikke gudsinspireret; jeg gemmer ikke på et talent, der vil slå benene under jer alle, når jeg først lukker op for godteposen; uden mine ord er dagen stadig hel og god - solen står op og går ned, verden går sin gang.

Men måske, en dag - blandt alle de banaliteter jeg får spyet ud - læser en eller anden de ord, der rammer - bare en lille smule - i solar plexus.

Og blev Batman i sit mansions ene fløj, nedbrudt og bitter, og på krykker ikke mindst? Eller marcherede han (på krykker) ind til Lucius Fox, og konkluderede "HER HAR I MIG TILBAGE"?

Og er jeg Batman eller er jeg Nynne ???

??? - ok, det er måske ikke helt let at svare på. Egentlig er jeg nok mest Dewie fra Screamserien. Eller Jacob fra Twilight. I pigeudgave, og uden den reelle evne til at transmogrife om til en varulv… tja.

Én ting er jeg dog helt sikkert: Tilbage.

Godmorgen Solstråle!

"ISBJØRN, ISBJØRN, IIIIIIIIIISSBJØØØØØØØØØØØØRN!"

Argh, brølet fra naboens alt-andet-end-generte 4 årige datter susede ind gennem vinduet og ramte Væsenet lige i pæren. Og ikke for første gang denne morgen. Formiddag.

Med en halvslukket dødsild i øjnene, virrede Væsenet med hovedet.

Isbjørn. Hvor? Her? Kunne sgu' godt bruge en isbjørn. Stor og farlig og lige til at putte med.

Men nej, der var ingen isbjørn at få øje på. Måske havde der været en, som nu var smuttet hjem til barnet. Hun var i hvert fald holdt op med at brøle.

Isbjørn… Man kunne jo godt sove lidt mere. Sove, det er så rart, syntes Væsenet.

SMACK!

"Næææ, du skal ikke sove", vrælede den ækle lille, morgenstjerne-svingende tæge, der lød navnet Migræne.

Smack, smack, smack. Adskillige gange blev våbnet hamret ind i Væsenets kranie og i alle de lækre, bløde dele, der gemte sig under det.

For fanden i helvede da også.

Det var kraftedeme ikke dét, Det havde tænkt sig at bruge sin dag på!

"Ææææhæhæ", skreg Tægen, "det er dig og mig i dag. Og i morgen og i overmorgen, aaaahahahahaha, fuckzi, hvor skal vi have det sjovt! Eller, jeg skal i hvert fald, du plejer jo bare at ligge og være sur."

Væsenet ville bare så gerne blive liggende, for evigt, men Dets blære blandede sig i dagsordenen med et kraftigt ønske om en ekskursion til det nærmeste toilet. Og det var i og for sig fair nok, og vel også i Væsenets bedste interesse.

Så med led, der knagede og bragede, fik Væsenet i etaper rejst sig. Sad lidt på sengekanten og kiggede på sine fødder. Følte sig sikker på, at alting ville være meget bedre, hvis der faktisk havde været en isbjørn på værelset, da Det vågnede. Dét skulle sgu' nok have gjort Tægen så tilpas forskrækket, at den slap sit tag og glemte at svinge morgenstjernen.

Men sådan var det jo ikke gået.

Ingen Panserbjørn til at udkæmpe dagens slag. Dét måtte Væsenet selv gøre.

Første skridt kom nu: at få badekåben på. Da Væsenet boede i kollektiv, gik det der med at gå nøgen på toilettet bare ikke rigtig. Det var ikke den slags kollektiv. Hvilket da også passede Væsenet udmærket.

Fødderne ramte gulvet, og Væsenet stod nu oprejst, på ben af gelé, men dog stabilt.

For fanden, hvor var der rodet og varmt og dumt og trælst. Øv, hvorfor helvede kunne Det ikke bare være et ordensvæsen? Alt det der med organiseret rod og struktureret kaos… ja, op i røven med det!

Nå, det var den der badekåbe, Det kom fra. Den lå der, to skridt væk. Det skulle være til at overskue.

Bonk. Hvem helvede havde stillet en kuffert lige foran Væsenets seng? Hvilken idiot kunne ikke regne ud, at ruten seng-badekåbe BURDE OG SKULLE VÆRE FULDSTÆNDIGT RYDDET???

Væsenet havde en mistanke om, hvem det kunne være. Men lod dog nåde gå for ret denne gang, for at stå der og skændes med sig selv ville ikke gøre dagen bedre, og ville højest sandsynligt blot resultere i, at Det ikke nåede ud på toilettet før blæren gav op.

Og hvis Det strakte sig lidt, kunne Det faktisk godt nå badekåben.

Yes!

No!

Åndsvagepisselortemøg bælte var røget af!

Åh ville denne dag dog ingen ende tage???

Med klynk og en klump i halsen, fik Det stavret sig længere ud på gulvet og famlet sig frem til bæltet, der gemte sig under "fralægningsbordet", det bord Væsenet officielt brugte til stille sin kaffekop på og lægge såkaldte hastesager (bøger, der skulle afleveres og den slags), men reelt var opbevaringsplads for "ting, der endnu ikke har fået fast opholdssted", og det var sandt at sige noget af en opgave for et klapbord med målene 50 cm x 50 cm.

Det vaklede da også faretruende, da Væsenet mingelerede bæltet væk fra den ene bordben (og valgte ikke at filosofere over, hvordan det var endt der UNDER benet).

Et eller andet måtte Væsenet alligevel have gjort rigtigt i et tidligere liv, for bordet blev stående, og intet væltede.

Livet: 10 - Væsenet: 1.

Således be-bæltet var Det  klar til næste fase: at møde dagens omverden!

Hånden på dørhåndtaget. Dyb indånding. Tryk ned.

Stue. Tom. Yes!

Rute til næste dør: næsten lige, kun et par graders hældning.

Hindringer undervejs: kun sofaen, der krævede et lille sving i modsatte retning, men det var jo efterhånden indgroet i Væsenet at det skulle tage to skridt og så et lille ét til venstre.

Stuedør til toiletdør: ét sølle skridt, faktisk kunne man træde direkte fra stuen over på badeværelset, hvis man bare tog ét stort skridt. Og det gjorde Væsenet.

Alt dette gav anledning til en vís følelse af tilfredshed, da Det sad der på toilettet og havde tid til at tænke over det. Det pissede (no pun intended) selvfølgelig Tægen så meget af, at den tog et par kraftige sving med morgenstjernen. Men det var jo, hvad man kunne forvente af det møgsvin.

For første gang denne dag fik Væsenet set sig selv i øjnene, i spejlet over vasken.

Det var ikke kønt, men Det bemærkede dog med glæde, at Dets hår faktisk sad rigtig godt, her ovenpå 11 timers søvn.

Men hvad var det? Et hint af mundvand? Igen? Nej. Nej, helt ærligt gad Væsenet bare ikke. Det skulle ikke være en af dé omgange. Ind i seng igen, så ville det gå i sig selv.

Nej. Sådan skulle det ikke gå.

Der, i døren til stuen, stod en af Væsenets samboer. Den af dem, der tog liiige lang tid nok om at komme til sagen. I dag var ikke anderledes. Væsenet prøvede, prøvede virkelig at høre efter og … og tage stilling og den slags. Det var noget med aftensmad og indkøb. Men mundvandet, mundvandet kom igen! Det var ikke noget, Det havde bildt sig ind! En flodbølge bevægede sig i et anseeligt tempo over tungen, mod tænderne.

Et "undskyld" ramte samboen samtidig med den smækkede badeværelsedør.

I sidste øjeblik kastede Væsenet sig om toiletkummen i et ordenligt kram. Åh, hvor Det klamrede sig til det WC alle otte beboere brugte, mens en tsunami af halvfordøjede madrester skyllede ud af det stakkels lille Væsen.

Igen.

Og igen.

Så lå Det der. I ugens pis-sjatter. Mens Tægen lænede sig tilbage og røg en smøg.

Samboen stod der endnu, da Væsenet kravlede ud og over gulvet mod stuen, på vej mod Det Forjættede Land (også kendt under navnet Sengen).

Undskyldninger blev fremstammet, forsikringer og tilbud om hjælp givet.

Væsenet kom på benene og lod sit blik fastlåse på Himlens Porte.

Tægen, der allerede var ovre sin post-orgastiske hvile, dansede og grinede og svingede sit lede instrument. Især da Væsenet igen bankede ind i selvsamme kuffert som på vejen ud.

"AAAAARRRHHHHAHAHAHAHAHAHA", hylede den "det er sgu for morsomt det her, hvorfor fa'n gør vi det ikke noget oftere?".

…

Nej.

Nej.

Nejnejnejnejnej! Det var for galt. Ikke om Væsenet ville finde sig i det!

"Sjovt. Jeg skal vise dig sjov", sagde Det.

BANG, morgenstjernen knaldede ind i højre pandelap.

"Du har dine middelaldervåben, som - og det vil jeg give dig - er helvedes effektive. Men jeg har også et våben. Bare fra en anden tidslader: det 21. århundrede!"

Det var tydeligt, at dette gjorde et vidst indtryk på Tægen, for den kunne ikke helt koncentrere sig om at svinge sin morgenstjerne, og slagene blev blødere og mere upræcise. Den havde en anelse om, hvad der var på vej.

POP

NU var Tægen bange, og den svingede vildt og ukontrollabelt med våbenet.

Da pillen blev lagt på tungen, skreg Tægen angstens skrig.

Væsenet mærkede vandet skylle pillen ned i halsen og videre ned, hvor den ville gøre godt.

"Muhahahahahaha", grinede Det, mens Det slog armene ud og lod sig falde bagover på madrassen.

Og det blev det ved med, mens skrigene blev mindre, og den søde prikken i kroppen begyndte med blodets tilbagevendende brusen.