Viser opslag med etiketten Endnu en uge gået. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Endnu en uge gået. Vis alle opslag

lørdag den 13. april 2013

Snapshot af min lørdag


Jeg keeeeder mig for vildt i dag.

Hvilket egentlig er lidt mærkeligt, for jeg kan jo sådan set gøre lige, hvad jeg lyster. Men åbenbart er min lyst at ikke have lyst til noget.

Har spist en ostemad. Den smagte mig ikke. Og nu lugter mine fingre af ost. Selvom jeg har vasket dem. OG sprittet dem i alko-gel, OG cremet dem ind.

Ser en film. Den er ikke sjov. Til trods for at den bugner af hits fra 80ernes hair metal bands. Til trods for at den har Tom Cruise som afdanket rockstjerne.

Det er sørgeligt, men sandt: Rock of Ages holder IKKE! Og jeg er ret sikker på, at det ikke bare er fordi, det er en af den slags dage. Jeg er ret sikker på, at den heller ikke holder i morgen!

Nå, men så var det jo, at jeg tænkte, at jeg ville surfe lidt blogs.

Så, det gjorde jeg så.

Og som altid blev jeg ret skuffet.

Blogs skrevet af kvinder (og det er bare dem, der er flest af) falder mestendels i tre kategorier:

Opskrifter, mode og "jeg er på barsel med nr. 3 og mine børn får hverken sukker eller mælk, men masser af spelt".

Og så er de ellers instagram-bombarderet med fotos af de nybagte speltboller, det nye lag neglelak og en pæn kjole.

WHY???

Er det virkelig alt, kvinder kan galpe op om i dag???

Og er det ikke liiidt let, at uploade et foto at sin frokost og kalde det et blogindlæg?

Muligvis er min blog ikke verdens mest interessante, men jeg kan da i det mindste skrive to sammenhængende sætninger, som jeg endda har tænkt - HELT SELV!

Og det udelukker ikke, at jeg også kan lakere negle, lave mad eller har pænt tøj.

Det var dagens sure opstød, på sådan en monster kedelig, grå lørdag.

Ses i næste uge, ik'?

mandag den 25. marts 2013

Sidste uge:


Bedste oplevelse:
Arbejde i fredags. For første gang følte jeg, at jeg faktisk både gjorde et godt job OG havde et vist overskud.
Til trods for at jeg sad som en lille, verdensfjern humanist blandt alskens farlige elementer, som dommere, advokater, politifolk, vidner, tilhørere og, nå ja, påståede kriminelle.
Alt i alt 30 mennesker i en steghed retssal.
Hvem kunne holde hovedet koldt? Det kunne jeg. Godt arbejde, Batman.
Det er lidt spøjst, men da jeg for et års tid siden besluttede mig for at prøve at satse på oversættelse og tolkning, var det det bl.a. ud fra ønsket om, at lave noget, hvor jeg kunne være meget anonym.  Jeg havde nok bare brug for ikke at få særlig meget opmærksomhed.
 Sådan blev det så ikke. Men det gør faktisk ikke noget. Og det er jo ikke fordi, at jeg ikke vil og kan stå til ansvar, for det, jeg laver.
I øvrigt er de slet ikke så farlige, alle de der dommere, advokater, politifolk og kriminelle. De er bare ret meget almindelige mennesker, så'n lidt ligesom mig.
Det er da meget fedt, at finde ud af!

Grusomste oplevelse (spoiler alert):
Overrevet teddybjørn i filmen Ted


I freakin' love that bear!

Sjoveste oplevelse:
Tour de chambres med kollektivet.
I løbet af lørdag aften nåede jeg følgende: fejre fødselsdag med sing-a-long til Jimmy & René, se en voksen man spise af en brugt ble, være på skattejagt, lege Gæt og Grimasser, være til søndagsgudstjenste ved en psykotisk præst, drikke alkohol i en sut og et besøg i en kloak.
Det er længe siden, vi i den grad har grinet så meget sammen.
God oplevelse.

Mest overraskende oplevelse:
Kærlige følelser for værkstedet.
På kollektivets arbejdsdag meldte jeg mig til at rydde op i værkstedet (hvilket i sig selv er ret overraskende… ).
Ja, det er jo ikke fordi, jeg ikke har været dernede før. Men det er gerne for at hente en skruetrækker, eller en stige, eller noget.
Men med en goth/new wave playliste som underlægningsmusik opstod der bare et bånd mellem mig og værkstedet.
Åh, den følelse det giver kassere 15 sække med gamle male/olie/somewhat dåser, nogle på hvilke de opgivne telefonnumre startede med 06!
Man kan i øvrigt, pt., i vores baghave afhente nok toxic waste til at forgifte Fyn.

Mest pirkende-til-min-indre-fantast oplevelse:
Nyheden om, at da Posh har forladt Spice Girls, vil de resterende Spices finde deres nye, femte medlem i et nyt reality TV-show! Like - I'm soooo there!!!!  Endelige, endelig skal jeg være et pop-fænomen! Jeg synger MINDST ligeså godt som Posh, og jeg kan sagtens lære de der besynderlige armbevægelser, hun laver.
Jeg tænker, at mit Spicenavn skal være Dubious Spice...

onsdag den 20. marts 2013

A, B, C, D, E, F, G …


I mit "nærmiljø" er der den her personage … der bare er modsiger mig i alt. Ikke fordi vi ideologisk eller værdimæssigt ligger alen fra hinanden - eller, det ved jeg faktisk ikke, om vi gør, for vi samtaler ikke pisse meget. Han taler meget til folk omkring mig, men mig er han tydeligvis ikke helt pjattet med. Og det er jo egentlig ikke en ugengældt følelse.

Men ind i mellem krydses vores veje jo. 

Nå altså, jeg tror da at vi (måske) på papiret kunne blive enige om mange ting.
Og det er da heller ikke politik og holdninger, "vi" er uenige om.  Lord knows, det ville kræve meget mere kommunikation, end jeg kan bevilliges.

Nej, det er det er om de der små, pisse ligegyldige ting, der kan gøre hverdagen lettere. Eller bare så pisse meget mere træls.
Hvis jeg foreslår, om vi (i gruppen) ikke skal lave A, så forklarer han, i nedladende toner, hvorfor det i stedet skal være B. Eller i hvert fald ikke A.
Hvis jeg foreslår, om det kunne være lettere at gå til højre, ja så tager jeg "fanden da" fejl, der er kun en retning og det er … you guessed it, venstre.

Og han er altid - ALTID -i forsvarsposition.

Jeg har ikke gjort ham noget, og han har ikke gjort mig noget.
Men kemi, det er da bare ikke.

Jeg tror sgu', jeg skræmmer ham lidt. Evt. lidt meget. Aner ikke hvorfor eller hvordan, men jeg må jo konstatere, efter at have bevæget  mig rundt i denne verden i 36 år, at nogen mennesker bare finder mig skræmmende.

Og hvorfor ikke? Sådan har jeg det jo også med nogen. Vi intimideres vel oftest af dét, der er det, som vi enten ikke kan genkende, eller det som vi kan genkende, men ikke lide. Det, som gør os usikre. Eller hvad?

Det, jeg prøver at sige, er, at vi har et medansvar, for at vi bliver skræmt. Og 100 % ansvar for, hvordan vi reagerer på vores usikkerhed.
Og måske, måske kunne det være meget smart at prøve at lære vores frygt at kende. Det kunne jo være, at den blev lidt mindre af det.
En ting virker ret sikkert: At bruge al sin energi på, at slå fast hvor man adskiller sig bidrager ikke til større forståelse.

Kom nu ind i kampen, ikke?

mandag den 25. juni 2012

Selv flyveturen gik glat


Så har I mig tilbage; den fortabte datter, den savnede livs-revser, den mesterlige verbale krammer, den "for-fanden-i-helvede-hvor-ville-jeg-ønske-at-hun-var-blevet-derhenne-hvor-peberet-gror-for-hun-er-satme-ikke-til-at-holde-ud-at-høre-på" stemme.

Ja, jeg er hjemvendt fra De Forenede Stater, og det er sgu' nederen, for nu at sige det lige ud.
Der var sol, der var varme, der var billigt, der var sjovt og ikke mindst var der gensyn med de dejligste mennesker, man kan forestille sig.

Her er regn, koldt, forudsigeligt og en gnaven, gnaven sambo.

Nå, men inden I officielt beder mig ændre tonen, eller finde nogle andre at plage med mine skriverier, vil jeg skynde mig at opbløde, og nævne, hvorfor det da ikke er helt så skidt endda:
Jeg havde fødselsdag i går (jo tak, tak, det var en dejlig dag), og blev overdænget med hilsner, kage, gaver og kærlighed.
Jeg har genset dejlige  home grown venner og har flere i vente.
Jeg skal i gang med noget arbejde, som slet ikke er så tosset.
Jeg har fået vasket alt vasketøjet.
Bag skyerne skinner solen (jeg ved det, befandt mig deroppe adskillige timer forleden).
Havbadning og regn er bestemt ikke uforeneligt.
Jeg har hjembragt en stabel læsestof, der skal pløjes igennem.
SÅ koldt er det jo heller ikke.

Nå, nu vil jeg så i opstillingen "rodet" dele min ferie med jer. Der var adskillige highlights:

Ja, vi mødte jo nogle ægte kendte. Jeg kendte dem godt nok ikke, men det var da meget spas alligevel. De er med i det underholdende underholdningsprogram 'Depotjægerne', som jo altså handler om nogen, der opkøber depotrum med indhold. Ja, måske bliver de super rige, fordi der ligger noget nice derinde, eller måske bliver de mesterligt snydt, fordi der ikke er andet end muselort. Dem jeg mødte er dem, der bortauktionerer disse depotrum (og hold så op med at plage mig med spørgsmål, min bekendthed med disse kendte er først opstået after the fact).
Nå, men de var jo vældigt søde, og mindst ligeså glade for at mødes os, som vi var for at møde dem.
Ja, vi så jo også en berømtheds havelåge. Vi cruisede ad Mulholland Drive, og ligeså gjorde en flok busser fulde af turister, der, ledet af kyndige guider, var ude at besøge de kendte på deres hjemmeadresser. På et tidspunkt gik de helt amokka med kameraerne foran et hus, så var gik ud fra, at der nok boede en meget kendt en derinde.

Vi var også på San Diego Fair, som er en kæmpestor byfest i bedste amerikanske stil. Jeg er sikker på, at mottoet må være: "if you got it, we'll fry it". Man kunne få sit årlige kolesterol fix igennem stegt cereal, stegte småkager, stegte sandwicher (altså: sandwicher der bliver lavet og derefter stegt) eller stegt saftevand, og nyde lidt bacon i chokolade. Smagte det sidste, og… ja, it didn't rock my boat. Til gengæld fik jeg cheesecake on a stick, og DET var mums!
Til sådan en byfest er der jo også en del forlystelser, der helst skal sætte ens liv en lille smule i fare. F.eks. Et pariserhjul med åbne sider, men uden seler. Selv lod jeg mig svinge rundt og op og ned af slags arm med sæder, og det var da noget af en oplevelse. Efter sigende skreg jeg fra start til slut, og dét i en sådan grad at det kunne høres langt væk.
Det så sådan ud (skrig må man selv tilsætte):



Mere tryg var jeg i Disneyland, for de har ikke råd til at slå mig ihjel. Her skreg jeg også ret meget, men det var glade skrig, ikke "JEG ER FOR UNG TIL AT DØ!!!" - skrig.

Nå jo, og vi var til hundesurfing konkurrence, og det var altså rigtig sjovt og hyggeligt, og hundene havde rigtig sjovt, de var - pun intended - nogle rigtige vandhunde. Nogle var imponerende gode til at stå på brættet og se cool ud, andre synes bare at det var spas at hoppe i baljen og plaske rundt.
Da jeg selv er noget af en vandhund, var vi også ude og bekæmpe bølger, dog på afstand af de professionelle. Hvilket røre ville der ikke opstå, hvis en af favorit-hundene måtte udgå, fordi den var blevet ramt af en blond dansker, der dukkede op i bølgerne?

Ja, det var vel lige det, jeg havde lyst til at fortælle i dag.
Måske fortæller jeg videre om min über fantastiske ferie næste gang, ellers fortæller jeg om noget andet.

lørdag den 19. maj 2012

Ugens luksusproblemer:

  • At holde igen med at se nyere film, da det måske er lige netop dem, jeg kan vælge at se på flyet til Californien.
  • At huske at købe rigeligt med migrænetabletter - just in case - til alle de rollercoaster parks, vi skal besøge i Californien.
  • At huske at købe solcreme, selvom det styrter ned her. For det gør det jo ikke i Californien.
  • At vælge den rette roman til flyveturen til Californien.
  • At låne en kuffert, der er stor nok til alle de shoppings jeg skal gøre. I Californien.