Godmorgen Solstråle!

"ISBJØRN, ISBJØRN, IIIIIIIIIISSBJØØØØØØØØØØØØRN!"

Argh, brølet fra naboens alt-andet-end-generte 4 årige datter susede ind gennem vinduet og ramte Væsenet lige i pæren. Og ikke for første gang denne morgen. Formiddag.

Med en halvslukket dødsild i øjnene, virrede Væsenet med hovedet.

Isbjørn. Hvor? Her? Kunne sgu' godt bruge en isbjørn. Stor og farlig og lige til at putte med.

Men nej, der var ingen isbjørn at få øje på. Måske havde der været en, som nu var smuttet hjem til barnet. Hun var i hvert fald holdt op med at brøle.

Isbjørn… Man kunne jo godt sove lidt mere. Sove, det er så rart, syntes Væsenet.

SMACK!

"Næææ, du skal ikke sove", vrælede den ækle lille, morgenstjerne-svingende tæge, der lød navnet Migræne.

Smack, smack, smack. Adskillige gange blev våbnet hamret ind i Væsenets kranie og i alle de lækre, bløde dele, der gemte sig under det.

For fanden i helvede da også.

Det var kraftedeme ikke dét, Det havde tænkt sig at bruge sin dag på!

"Ææææhæhæ", skreg Tægen, "det er dig og mig i dag. Og i morgen og i overmorgen, aaaahahahahaha, fuckzi, hvor skal vi have det sjovt! Eller, jeg skal i hvert fald, du plejer jo bare at ligge og være sur."

Væsenet ville bare så gerne blive liggende, for evigt, men Dets blære blandede sig i dagsordenen med et kraftigt ønske om en ekskursion til det nærmeste toilet. Og det var i og for sig fair nok, og vel også i Væsenets bedste interesse.

Så med led, der knagede og bragede, fik Væsenet i etaper rejst sig. Sad lidt på sengekanten og kiggede på sine fødder. Følte sig sikker på, at alting ville være meget bedre, hvis der faktisk havde været en isbjørn på værelset, da Det vågnede. Dét skulle sgu' nok have gjort Tægen så tilpas forskrækket, at den slap sit tag og glemte at svinge morgenstjernen.

Men sådan var det jo ikke gået.

Ingen Panserbjørn til at udkæmpe dagens slag. Dét måtte Væsenet selv gøre.

Første skridt kom nu: at få badekåben på. Da Væsenet boede i kollektiv, gik det der med at gå nøgen på toilettet bare ikke rigtig. Det var ikke den slags kollektiv. Hvilket da også passede Væsenet udmærket.

Fødderne ramte gulvet, og Væsenet stod nu oprejst, på ben af gelé, men dog stabilt.

For fanden, hvor var der rodet og varmt og dumt og trælst. Øv, hvorfor helvede kunne Det ikke bare være et ordensvæsen? Alt det der med organiseret rod og struktureret kaos… ja, op i røven med det!

Nå, det var den der badekåbe, Det kom fra. Den lå der, to skridt væk. Det skulle være til at overskue.

Bonk. Hvem helvede havde stillet en kuffert lige foran Væsenets seng? Hvilken idiot kunne ikke regne ud, at ruten seng-badekåbe BURDE OG SKULLE VÆRE FULDSTÆNDIGT RYDDET???

Væsenet havde en mistanke om, hvem det kunne være. Men lod dog nåde gå for ret denne gang, for at stå der og skændes med sig selv ville ikke gøre dagen bedre, og ville højest sandsynligt blot resultere i, at Det ikke nåede ud på toilettet før blæren gav op.

Og hvis Det strakte sig lidt, kunne Det faktisk godt nå badekåben.

Yes!

No!

Åndsvagepisselortemøg bælte var røget af!

Åh ville denne dag dog ingen ende tage???

Med klynk og en klump i halsen, fik Det stavret sig længere ud på gulvet og famlet sig frem til bæltet, der gemte sig under "fralægningsbordet", det bord Væsenet officielt brugte til stille sin kaffekop på og lægge såkaldte hastesager (bøger, der skulle afleveres og den slags), men reelt var opbevaringsplads for "ting, der endnu ikke har fået fast opholdssted", og det var sandt at sige noget af en opgave for et klapbord med målene 50 cm x 50 cm.

Det vaklede da også faretruende, da Væsenet mingelerede bæltet væk fra den ene bordben (og valgte ikke at filosofere over, hvordan det var endt der UNDER benet).

Et eller andet måtte Væsenet alligevel have gjort rigtigt i et tidligere liv, for bordet blev stående, og intet væltede.

Livet: 10 - Væsenet: 1.

Således be-bæltet var Det  klar til næste fase: at møde dagens omverden!

Hånden på dørhåndtaget. Dyb indånding. Tryk ned.

Stue. Tom. Yes!

Rute til næste dør: næsten lige, kun et par graders hældning.

Hindringer undervejs: kun sofaen, der krævede et lille sving i modsatte retning, men det var jo efterhånden indgroet i Væsenet at det skulle tage to skridt og så et lille ét til venstre.

Stuedør til toiletdør: ét sølle skridt, faktisk kunne man træde direkte fra stuen over på badeværelset, hvis man bare tog ét stort skridt. Og det gjorde Væsenet.

Alt dette gav anledning til en vís følelse af tilfredshed, da Det sad der på toilettet og havde tid til at tænke over det. Det pissede (no pun intended) selvfølgelig Tægen så meget af, at den tog et par kraftige sving med morgenstjernen. Men det var jo, hvad man kunne forvente af det møgsvin.

For første gang denne dag fik Væsenet set sig selv i øjnene, i spejlet over vasken.

Det var ikke kønt, men Det bemærkede dog med glæde, at Dets hår faktisk sad rigtig godt, her ovenpå 11 timers søvn.

Men hvad var det? Et hint af mundvand? Igen? Nej. Nej, helt ærligt gad Væsenet bare ikke. Det skulle ikke være en af dé omgange. Ind i seng igen, så ville det gå i sig selv.

Nej. Sådan skulle det ikke gå.

Der, i døren til stuen, stod en af Væsenets samboer. Den af dem, der tog liiige lang tid nok om at komme til sagen. I dag var ikke anderledes. Væsenet prøvede, prøvede virkelig at høre efter og … og tage stilling og den slags. Det var noget med aftensmad og indkøb. Men mundvandet, mundvandet kom igen! Det var ikke noget, Det havde bildt sig ind! En flodbølge bevægede sig i et anseeligt tempo over tungen, mod tænderne.

Et "undskyld" ramte samboen samtidig med den smækkede badeværelsedør.

I sidste øjeblik kastede Væsenet sig om toiletkummen i et ordenligt kram. Åh, hvor Det klamrede sig til det WC alle otte beboere brugte, mens en tsunami af halvfordøjede madrester skyllede ud af det stakkels lille Væsen.

Igen.

Og igen.

Så lå Det der. I ugens pis-sjatter. Mens Tægen lænede sig tilbage og røg en smøg.

Samboen stod der endnu, da Væsenet kravlede ud og over gulvet mod stuen, på vej mod Det Forjættede Land (også kendt under navnet Sengen).

Undskyldninger blev fremstammet, forsikringer og tilbud om hjælp givet.

Væsenet kom på benene og lod sit blik fastlåse på Himlens Porte.

Tægen, der allerede var ovre sin post-orgastiske hvile, dansede og grinede og svingede sit lede instrument. Især da Væsenet igen bankede ind i selvsamme kuffert som på vejen ud.

"AAAAARRRHHHHAHAHAHAHAHAHA", hylede den "det er sgu for morsomt det her, hvorfor fa'n gør vi det ikke noget oftere?".

…

Nej.

Nej.

Nejnejnejnejnej! Det var for galt. Ikke om Væsenet ville finde sig i det!

"Sjovt. Jeg skal vise dig sjov", sagde Det.

BANG, morgenstjernen knaldede ind i højre pandelap.

"Du har dine middelaldervåben, som - og det vil jeg give dig - er helvedes effektive. Men jeg har også et våben. Bare fra en anden tidslader: det 21. århundrede!"

Det var tydeligt, at dette gjorde et vidst indtryk på Tægen, for den kunne ikke helt koncentrere sig om at svinge sin morgenstjerne, og slagene blev blødere og mere upræcise. Den havde en anelse om, hvad der var på vej.

POP

NU var Tægen bange, og den svingede vildt og ukontrollabelt med våbenet.

Da pillen blev lagt på tungen, skreg Tægen angstens skrig.

Væsenet mærkede vandet skylle pillen ned i halsen og videre ned, hvor den ville gøre godt.

"Muhahahahahaha", grinede Det, mens Det slog armene ud og lod sig falde bagover på madrassen.

Og det blev det ved med, mens skrigene blev mindre, og den søde prikken i kroppen begyndte med blodets tilbagevendende brusen.

Mit navn er Trine og jeg er hverdagseskapist!

I anledningen af helligdagsweekenden har Tv's sendeflade bugnet af eventyrfilm.

Og eventyrfilm - det er en af mine guilty pleasures!

Jeg synes simpelthen at de er så hyggelige. Og jeg elsker alt der hygger. Oh yes.

Men hvorfor jeg i den nette alder af 35 lettest kommer i zen, når trolde, feer og talende dyr boltrer sig bag en glasskærm, ved jeg simpelthen ikke.

Oh, bull, gu' ved jeg da så!

Det har da sådan set ikke så meget at gøre med de der væsener. Men derimod - selvfølgelig - med det heldige barn, der altid er helten i disse film. Der altid, via en eller anden spidsfindig hændelse, pludselige befinder sig i et hæsblæsende eventyr, der sætter dagligdagens problemer med travle forældre, såkaldte kammerater og at føle sig så isnende uden for, i behørigt relief. I stedet er der masser af nuttede nye venner, der har så frygteligt brug for din (min, MIN!) hjælp, og som hepper, mens du (mig, MIG!) pludselig transmogriffes til vort sande jeg: en helt!

Åh, at flyve, rutsje,  gå gennem et skab og lige ind i en skøn fortryllelse.

Som barn kunne jeg give mig selv hovedpine af så kraftigt at ønske, at Peter Pan en aften ville sidde i min vindueskarm. Han ville være kommet for at tage mig med - flyvende - til Ønskeøen. Og der ville vi så flyve af sted, ham i sit fikse lille Pan-outfit, og mig med mine slangekrøller og, bal-agtige lyseblå natkjole og kanintøfler (Askepots fe-gudmor havde lige været et smut forbi og tryllerylle mit hjemmeklippede korte hår, bamse bomuldspyjamas og kinasko).

Og når vi så kom til Ønskeøen - ja, så ville der ikke være nogen ende på al den sjov, vi skulle have.

Senere har jeg selvfølgelig hørt om Peter Pan syndromet, ligesom jeg qua min gode, danske folkeskoleuddannelse er i stand til at seksual-analysere et hvert eventyr i smadder (det var alligevel dér I mente vægten skulle ligge, hva' kære 90ernes dansklærere? Skide flot).

Sommetider synes jeg da heller ikke, at jeg ville kunne spytte, uden at ramme en hverdags Peter Pan.

Men jeg føler bare ikke, at det har noget som helst med mig og min barnetro at gøre, vel?

Jeg kan simpelthen ikke være pinlig berørt over at elske den historie, selvom jeg burde grine lummert ved tanken om at være alene på en isoleret ø, with all men (og en bette fe) og alskens farer og muligheder for blive bundet…

Nope, dén del har intet med mig at gøre.

I mine pre-teens mødte jeg så Sarah. Sarah, og ikke mindst The Goblin King…

Sarah er heltinden i Jim Henson' Labyrinten til Troldkongens Slot'.

Og Sarah - Sarah får sig sådan én på opleveren, at jeg stadig, her sådan ca. 23 år efter jeg først så filmen, bliver helt åndeløs ved tanken.

Der er teenagefrustrationerne, der er de romantiske drømme, de nuttede, åh så forbandet nuttede nye venner, der er Ludo - filmhistoriens største gode uhyre, der er rutsjen, maskerader, og der er (GODDAMNIT hvor der er) Troldkongen Jareth. Da veninde Dorthe og jeg som cirkus 12 årige var i biografen og se filmen, besluttede vi halvvejs, at vi fra nu af holdt med Troldkongen. På det tidspunkt lå vi halvt på gulvet blandt popcorn og papir og ville give resten af årets lørdagsslik for at være Sarah i den overdådige kjole, Sarah der flygter fra/jagter Troldkongen op og ned af trapper, der ingen steder fører hen.

Og ja, for fanden, gu' var der da noget pre-seksuelt udefinerbart i det. Hell yeah, I stand by that!!! Det var vel netop det udefinerbare, der appellerede.

Alligevel fylder de erotiske undertoner meget lidt i mit forhold til filmen. Og ja, det er et forhold :-).

Jeg elsker den, og når jeg ser den, smelter 12 årige mig og 35 årige mig sammen til et ret harmonisk og afslappet menneske.

Og sådan har jeg det i det hele taget med disse film.

På nær en anden af mine favoritter, 'Where the Wild Things are', som får mig til at græde som pisket.

Men dét er en helt anden historie...