Sidste uge:

Bedste oplevelse:

Arbejde i fredags. For første gang følte jeg, at jeg faktisk både gjorde et godt job OG havde et vist overskud.

Til trods for at jeg sad som en lille, verdensfjern humanist blandt alskens farlige elementer, som dommere, advokater, politifolk, vidner, tilhørere og, nå ja, påståede kriminelle.

Alt i alt 30 mennesker i en steghed retssal.

Hvem kunne holde hovedet koldt? Det kunne jeg. Godt arbejde, Batman.

Det er lidt spøjst, men da jeg for et års tid siden besluttede mig for at prøve at satse på oversættelse og tolkning, var det det bl.a. ud fra ønsket om, at lave noget, hvor jeg kunne være meget anonym.  Jeg havde nok bare brug for ikke at få særlig meget opmærksomhed.

 Sådan blev det så ikke. Men det gør faktisk ikke noget. Og det er jo ikke fordi, at jeg ikke vil og kan stå til ansvar, for det, jeg laver.

I øvrigt er de slet ikke så farlige, alle de der dommere, advokater, politifolk og kriminelle. De er bare ret meget almindelige mennesker, så'n lidt ligesom mig.

Det er da meget fedt, at finde ud af!

Grusomste oplevelse (spoiler alert):

Overrevet teddybjørn i filmen Ted

I freakin' love that bear!

Sjoveste oplevelse:

Tour de chambres med kollektivet.

I løbet af lørdag aften nåede jeg følgende: fejre fødselsdag med sing-a-long til Jimmy & René, se en voksen man spise af en brugt ble, være på skattejagt, lege Gæt og Grimasser, være til søndagsgudstjenste ved en psykotisk præst, drikke alkohol i en sut og et besøg i en kloak.

Det er længe siden, vi i den grad har grinet så meget sammen.

God oplevelse.

Mest overraskende oplevelse:

Kærlige følelser for værkstedet.

På kollektivets arbejdsdag meldte jeg mig til at rydde op i værkstedet (hvilket i sig selv er ret overraskende… ).

Ja, det er jo ikke fordi, jeg ikke har været dernede før. Men det er gerne for at hente en skruetrækker, eller en stige, eller noget.

Men med en goth/new wave playliste som underlægningsmusik opstod der bare et bånd mellem mig og værkstedet.

Åh, den følelse det giver kassere 15 sække med gamle male/olie/somewhat dåser, nogle på hvilke de opgivne telefonnumre startede med 06!

Man kan i øvrigt, pt., i vores baghave afhente nok toxic waste til at forgifte Fyn.

Mest pirkende-til-min-indre-fantast oplevelse:

Nyheden om, at da Posh har forladt Spice Girls, vil de resterende Spices finde deres nye, femte medlem i et nyt reality TV-show! Like - I'm soooo there!!!!  Endelige, endelig skal jeg være et pop-fænomen! Jeg synger MINDST ligeså godt som Posh, og jeg kan sagtens lære de der besynderlige armbevægelser, hun laver.

Jeg tænker, at mit Spicenavn skal være Dubious Spice...

Mit navn er Trine og jeg er hverdagseskapist!

I anledningen af helligdagsweekenden har Tv's sendeflade bugnet af eventyrfilm.

Og eventyrfilm - det er en af mine guilty pleasures!

Jeg synes simpelthen at de er så hyggelige. Og jeg elsker alt der hygger. Oh yes.

Men hvorfor jeg i den nette alder af 35 lettest kommer i zen, når trolde, feer og talende dyr boltrer sig bag en glasskærm, ved jeg simpelthen ikke.

Oh, bull, gu' ved jeg da så!

Det har da sådan set ikke så meget at gøre med de der væsener. Men derimod - selvfølgelig - med det heldige barn, der altid er helten i disse film. Der altid, via en eller anden spidsfindig hændelse, pludselige befinder sig i et hæsblæsende eventyr, der sætter dagligdagens problemer med travle forældre, såkaldte kammerater og at føle sig så isnende uden for, i behørigt relief. I stedet er der masser af nuttede nye venner, der har så frygteligt brug for din (min, MIN!) hjælp, og som hepper, mens du (mig, MIG!) pludselig transmogriffes til vort sande jeg: en helt!

Åh, at flyve, rutsje,  gå gennem et skab og lige ind i en skøn fortryllelse.

Som barn kunne jeg give mig selv hovedpine af så kraftigt at ønske, at Peter Pan en aften ville sidde i min vindueskarm. Han ville være kommet for at tage mig med - flyvende - til Ønskeøen. Og der ville vi så flyve af sted, ham i sit fikse lille Pan-outfit, og mig med mine slangekrøller og, bal-agtige lyseblå natkjole og kanintøfler (Askepots fe-gudmor havde lige været et smut forbi og tryllerylle mit hjemmeklippede korte hår, bamse bomuldspyjamas og kinasko).

Og når vi så kom til Ønskeøen - ja, så ville der ikke være nogen ende på al den sjov, vi skulle have.

Senere har jeg selvfølgelig hørt om Peter Pan syndromet, ligesom jeg qua min gode, danske folkeskoleuddannelse er i stand til at seksual-analysere et hvert eventyr i smadder (det var alligevel dér I mente vægten skulle ligge, hva' kære 90ernes dansklærere? Skide flot).

Sommetider synes jeg da heller ikke, at jeg ville kunne spytte, uden at ramme en hverdags Peter Pan.

Men jeg føler bare ikke, at det har noget som helst med mig og min barnetro at gøre, vel?

Jeg kan simpelthen ikke være pinlig berørt over at elske den historie, selvom jeg burde grine lummert ved tanken om at være alene på en isoleret ø, with all men (og en bette fe) og alskens farer og muligheder for blive bundet…

Nope, dén del har intet med mig at gøre.

I mine pre-teens mødte jeg så Sarah. Sarah, og ikke mindst The Goblin King…

Sarah er heltinden i Jim Henson' Labyrinten til Troldkongens Slot'.

Og Sarah - Sarah får sig sådan én på opleveren, at jeg stadig, her sådan ca. 23 år efter jeg først så filmen, bliver helt åndeløs ved tanken.

Der er teenagefrustrationerne, der er de romantiske drømme, de nuttede, åh så forbandet nuttede nye venner, der er Ludo - filmhistoriens største gode uhyre, der er rutsjen, maskerader, og der er (GODDAMNIT hvor der er) Troldkongen Jareth. Da veninde Dorthe og jeg som cirkus 12 årige var i biografen og se filmen, besluttede vi halvvejs, at vi fra nu af holdt med Troldkongen. På det tidspunkt lå vi halvt på gulvet blandt popcorn og papir og ville give resten af årets lørdagsslik for at være Sarah i den overdådige kjole, Sarah der flygter fra/jagter Troldkongen op og ned af trapper, der ingen steder fører hen.

Og ja, for fanden, gu' var der da noget pre-seksuelt udefinerbart i det. Hell yeah, I stand by that!!! Det var vel netop det udefinerbare, der appellerede.

Alligevel fylder de erotiske undertoner meget lidt i mit forhold til filmen. Og ja, det er et forhold :-).

Jeg elsker den, og når jeg ser den, smelter 12 årige mig og 35 årige mig sammen til et ret harmonisk og afslappet menneske.

Og sådan har jeg det i det hele taget med disse film.

På nær en anden af mine favoritter, 'Where the Wild Things are', som får mig til at græde som pisket.

Men dét er en helt anden historie...

Jeg har brug for at tale om Kevin

Forrige lørdag var jeg inde at jeg We need to talk about Kevin.
Her en uge senere må jeg konstatere, at jeg har brug for at tale om Kevin.


Nå ja: SPOILER ALERT! (lidt)

Jeg læste romanen for nogle år siden, og var vældigt irriteret på den. Irriteret på forfatteren, som gennem Mor Eva udgød så mangt et eksempel på sønnens dæmoniskhed, at jeg fik lyst til at sende ham et postkort med ordene:
Oh my GOD, less is more!!!
I get it! Kevin slem, Eva et stakkels offer for omstændighederne. Den omstændighed at hun gang på gang handler mod sin mavefornemmelse til en sådan grad, at man får en sniiiiigende fornemmelse af, at hun er et af de her mennesker, der trives bedst - faktisk godt - ved sin egen utilfredshed. Den omstændighed at hun trives ved at være den forurettede og derfor aldrig får knaldet hånden i bordet og outet den store lyserøde elefant i stuen, og slet, slet ikke foretager et rigtigt offer. Et offer af den slags, der gør ondt helt ind i knoglerne, og ikke blot den slags man foretager, for at kunne fremlægge, at man nu IGEN har ofret sig.


Det var romanen, og det var den gang. Efter sidste uges filmoplevelse, overvejer jeg, om jeg måske skal genlæse bogen. Noget jeg ellers aldrig gør.


Måske er det de 5 år jeg i mellem tiden har fået på bagen, men min oplevelse af Lynne Ramsay's filmatisering fik lukket for mine tirader om "platslageri på et tragisk emne".
Faktisk blev jeg rørt på en meget mundlam måde.


Og måske er det slet ikke Kevin, jeg har brug for at tale om, men Eva, og om at være så pakket ind i egne og andres forventninger, at man mister kontakten til sin mavefornemmelse og lever årevis i survival mode. Om at erkende, at man satme har brister, også alvorlige brister, og at de fleste af os vil være nødt til at se dem i øjnene på et tidspunkt. Selvom vi har investeret meget energi i at tilrettelægge livet således, at vi har været forskånet for det.
Om til vores gru at opdage, at det, vi frygter mest i os selv, lurer i en af vores nærmeste.
Som en infektion.

Et tema i filmen er skyld. Ikke skyldsspørgsmålet, men skyldsopfattelsen. Evas klippefaste viden om, at Kevins massakre er hendes skyld, ofrenes hjerteskærende behov for beskyldning, samfundets knap så hjerteskærende ditto, og, nærmest som et aber dabei, Kevins skyldsønske. Et skyldsønske, der forbliver det samme, om end hans forståelse af det ændrer sig.

Titlen, We need to talk about Kevin, er for så vidt Evas største synd i dette. For det er det, hun ikke har fået sagt i tide. Ikke fået insisteret på. Af angst for repressalierne og vel allerede druknet ved udsigten til at råbe under vand.

We need to talk about Kevin handler ikke blot om den tabubelagte manglende naturlige moderlighed. Den handler også om angst og om følelsen af isolation - også den isolation man udelukkende oplever gennem sin egen følelse af at stikke ud som en bulen finger.
Kevin, for nu endelig at tale om ham, er uden tvivl meget bevidst om, hvad der er råddent ved lige netop ham. Og i mangel af en accept af dette - fra sig selv,mor, far, alle - agerer han på det ved at lade disse træk blive hans efterskrift.
Vil jeg tro.