I en lille båd, der gynger

Jeg lytter til det nyeste album fra Nick Cave and The Bad Seeds.

Jeg kan ikke lade være med at stor-glæde mig over, at jeg tilhører den privilegerede skarre, der kan ligge sig i en indre robåd og blive ført ud på musikkens fortryllede hav.

Dette får mig til at erindre, da jeg, tilbage i '94, købte Suedes første CD, fordi jeg havde tabt mit hjerte fuldstændigt til Animal Nitrat.

Jeg styrtede hjem fra Stereo Studio med Cd'en, og min veninde Stine under armen.

På med Cd'en, og så smide sig tilbage på det blåstribede , indiskbomuldstæppe, der dækkede min ret brede seng.

Der lå jeg så med lukkede øjne og lod englene føre mig ud over det åbne hav. Opfyldt og tæt på det guddommelige følte jeg mig, indtil en ravjysk stemme (tilhørende Stine, som åbenbart stadig befandt sig på sengen og ikke i himlen) sagde:

"Hey! Han lyder da som Morten Harket fra Aha!".

Ud af englenes hænder røg jeg, og landede med et brag på sengetæppet, der nu ikke længere var et hav.

Sjovt som tingene ændrer sig. En gang var Aha det ypperste, der kunne komme i kassettebåndoptageren.

Jeg nåede at se Suede live seks gange, inden jeg var so not into that anymore.

Nu er begge bands to gamle venner, som jeg måske ikke var hooket op med i dag.

Jeg har aldrig set Nick Cave live, men det skal jeg til sommer. Han spiller på festivalen heri min lille gnallede by, WOOP WOOP. Jeg kunne næsten ikke være mere over the moon. Dét, der så netop gør mig over the moon and cross to high five the guys at Mir space station, er, at The Knife også spiller. The Knife , som får mig til at ønske, at jeg var et stykke elektronik, så de måske ville spille på mig. The Knife, om hvem jeg fejlagtig udtalte: "They're the best, Swedish, electronic band in the world". Det er korrekt observeret, at det jo som sådan er et snævert felt. The Knife, som er verdens bedste band, og som også er svensk og spiller elektronisk.

Det lyder jo helt optimalt, ikke? Men der er lige noget, der gør det hele bare lige endnu, endnu bedre: jeg har også billetter til deres koncert i maj.

Over månen og rundt om mig selv 10.000 gange.

Tuttelu, hviskede hun

Øh…" her har I mig tilbage". Nej, nej det virker ikke rigtigt.
"Hej der, så tager vi hul på en ny sæson af 'en 36 årig hysterikers virkeligt uvedkommende  liv.' Der vil ikke være druk, hor eller nøgenhed. Til gengæld vil der være masse af kagespisning!"
Heller ikke helt godt. Det dur vidst ikke at slå sig op som oprigtig konkurrence til satellitkanalernes reality shows. Især hvis man ikke har andet at byde på end kagespisning.
(Og skulle der snige sig druk, hor og nøgenhed ind, vil det i hvert fald ikke blive nævnt på disse sider. Størstedelen af min meeeget begrænsede fanskare består nemlig af veninders mødre, for slet ikke at nævne min egen mor! Heldigvis læser mødre ikke parenteser).

Pointen er, at jeg er frygtelig flov over, at jeg har forsømt min kære blog så længe. Ikke kun med tanke på min SERIØST begrænsede fanskare (Hej Kirsten og Christina, godt at se jer), men mestendels over for mig selv.
Det her skulle jo være mit kreative outlet, her hvor jeg fik revset, set indad, været sjov, ændret verden … ej, ok, det sidste har jeg faktisk aldrig haft planer om.

Jeg har brugt hele sommeren på at fortælle mig selv, at jeg kun kan skrive, hvis jeg har noget at skrive om. Og har så i øvrigt været rimelig hurtig til at dømme sommeren 2012 ganske begivenhedsløs og ligegyldig.
(Hvilket er en stor, fed løgn, men hvis den kan bruges som undskyldning for at undgå tastaturet, er den i mine øjne gangbar.)

Men så var det jo så, at denne morgen så en undseelig mail lande i min indbakke (vi kan allerede konkludere, at min tendens til at anglificere mit sprog ikke er blevet mindre over sommeren).
Det var en lille notits om, at en kær ven af mig havde opdateret sin blog. Linnea, du ramte mig i solar plexus med denne fine tanke.

(Så er I jo så nødt til at følge linket, for at fatte resten af dette indlæg.)

For hun har jo ret.

Jeg er ikke gudsinspireret; jeg gemmer ikke på et talent, der vil slå benene under jer alle, når jeg først lukker op for godteposen; uden mine ord er dagen stadig hel og god - solen står op og går ned, verden går sin gang.

Men måske, en dag - blandt alle de banaliteter jeg får spyet ud - læser en eller anden de ord, der rammer - bare en lille smule - i solar plexus.

Og blev Batman i sit mansions ene fløj, nedbrudt og bitter, og på krykker ikke mindst? Eller marcherede han (på krykker) ind til Lucius Fox, og konkluderede "HER HAR I MIG TILBAGE"?

Og er jeg Batman eller er jeg Nynne ???

??? - ok, det er måske ikke helt let at svare på. Egentlig er jeg nok mest Dewie fra Screamserien. Eller Jacob fra Twilight. I pigeudgave, og uden den reelle evne til at transmogrife om til en varulv… tja.

Én ting er jeg dog helt sikkert: Tilbage.

Ssshhh, vi leger, at det er søndag.

Så er det sjovt nok blevet mandag igen. Faktisk er det blevet tirsdag, men da jeg i går var i hi hos familien, er tirsdag i denne uge udnævnt til mandag.

Ligesom sidste uge, har jeg masser af mandags intentioner, men absolut zero lyst til at føre dem ud i livet.

Nej, jeg har ikke muget hytten ud siden hin indlæg Hva' så nu? , nej, jeg er ikke blevet guddommeligt inspireret, så jeg kan sidde og hamre fantastiske fortællinger i tastaturet timer i streg.

Til gengæld har jeg drukket for meget kaffe og ikke nok vand, så mit hoved gør sgu' lidt ondt , og så kan man jo ikke sådan bare kaste sig over noget produktivt.

Til gengæld kan man nyde en ny opdagelse,  som man har gjort.

Når jeg tager på opdagelsesrejse er det ofte i musikken - jeg elsker at opdage nye toner, nye bands.

Denne gang er det bandet The Jezabels.

Tjek dem ud her

Jeg tror, jeg vil bruge lidt tid med dem. Bare ind til frokost.

Så må vi se, om jeg rykker derefter.

Nok ikke.

Trine put's it down for Californ-I-A!

Hallo!

Der fik man da lige sin første faste læser!

And an English speaking one, none the less!
 
Kærlighed til dig, Jillyjilljill, og til Google Translate funktionen!

Hva' så nu???

Mandag - og gårsdagens matte tømmermænd har nådigt forladt min krop, og jeg føler mig faktisk… frisk?

De var nu ikke videre slemme, tømmermændene. Det var den slags, der blot breder en holistisk mathed (som sagt) i ejermanden. Hvor man bare gerne vil ligge og putte, men samtidig ikke kan falde i søvn til 'The Simpsons', fordi man bliver for optaget af episoden.

Til gengæld blev der trukket torsk i land  hele natten.

Mandag er gerne en dag, hvor jeg "tager mig sammen og lægger stilen om". I hvert fald på papiret, for jeg har sådan en lille vane med, at skrive en elektronisk post-it til mig selv om hvad sådan en zusammentagen indebærer. Det er vitterligt sjældent store sager, men det lykkes mig alligevel altid at styre uden om dem i min dagligdag.

Måske er det bare dét, at de kommer med i ugemanifestet, der vupti tryller dem om til et mentalt Mt. Everest i denne skribents hoved.

F.eks., så er jeg sådan en, der løber. Nej, ikke en løber, men en der løber. En løber er sådan en, hvis præstation ikke afhænger af, hvilket technoficeret aerobic hit man har i ørerne.

Well, anyways, jeg er en der løber, og som faktisk er rigtig glad for det og nyder det (selvfølgelig undtagen når det går op ad bakke). Så jeg tænker: "Hey, hvad med  rent faktisk at prøve at blive lidt god til det her løben, arbejde lidt frem mod noget… progression, ja. Øge oftere og med mere end 150 m. en gang om måneden, hrhrmm."

Med andre ord: jeg sætter det sgu på ugens post-it!

Så det gjorde jeg for en 3 ugers tid siden. Og har jeg løbet siden, endsige nærmet mig at være udendørs af egen fri vilje?

Nej da!

Er jeg stiv og træt i hele korpusset, værker min ryg, flommer min mavse og hvæser jeg, når jeg ser sollys?

Nemlig så!

Den fornuftigste "ny uge, ny begyndelse" 's plan, jeg nogensinde har kreeret, var at holde op med planer og post-its. Og det fungerede så super godt. Intet pres, ingen angst for, at jeg ville piske mig selv med sjippetovet fra Hjerteforeningen (som jeg købte, da "øg kondital" stod på listen).

Det fungerede så godt, at jeg fik den STUPIDE ide, at jeg godt kunne begynde at forvente lidt af mig selv.

Og lave post-its igen…

Nej, nej, nej.

Det er det, jeg konstaterer på denne mandag, hvor jeg som sagt føler mig frisk, og klar til at gå i gang med "noget".

Tror at første move bliver at rykke over i et hjørne, da solen har sneget sig ind på mig, og faktisk rammer hele min højre arm.

RRRRRGGGGGGGHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHH………..