It's right in front of me.

So, this years string of awesome events kicked off last week, with a visit from the coolest, most awesome BFF in the world; Jaime.
(and thus, this entry is en English)

I met her walking the Camino a few years back, and as it happens out there on the trail, something good happened. She's my sis' from another miss, part of my Camino family.

Okay, Trine, enough of the sentimental mood.

Won't bore you with all the 'then we did so and so, and it was so cool.'
Just letting you know, that it WAS that cool.

I kinda tend to feel somewhat estranged, alienated, in my immediate environment (no, really? Yes, really).
So being around someone that has my back - is AWESOMESAUCE!
Just to illustrate how well she gets me, I'll show you what she brought me:

My very own Nick Cave official tour wallet! 

That's love! 

AND it reminds me of an upcoming pearl on my string of awesome events: The man himself, at Northside Festival in a month. 

However, blessed as I am, the very next event is tomorrow!
The Knife, in concert.
I'm so freaking over the moon! 

Yes, love really does creep up on you in all sorts of weird shapes. 


Here's some for you:

Sidste uge:

Bedste oplevelse:

Arbejde i fredags. For første gang følte jeg, at jeg faktisk både gjorde et godt job OG havde et vist overskud.

Til trods for at jeg sad som en lille, verdensfjern humanist blandt alskens farlige elementer, som dommere, advokater, politifolk, vidner, tilhørere og, nå ja, påståede kriminelle.

Alt i alt 30 mennesker i en steghed retssal.

Hvem kunne holde hovedet koldt? Det kunne jeg. Godt arbejde, Batman.

Det er lidt spøjst, men da jeg for et års tid siden besluttede mig for at prøve at satse på oversættelse og tolkning, var det det bl.a. ud fra ønsket om, at lave noget, hvor jeg kunne være meget anonym.  Jeg havde nok bare brug for ikke at få særlig meget opmærksomhed.

 Sådan blev det så ikke. Men det gør faktisk ikke noget. Og det er jo ikke fordi, at jeg ikke vil og kan stå til ansvar, for det, jeg laver.

I øvrigt er de slet ikke så farlige, alle de der dommere, advokater, politifolk og kriminelle. De er bare ret meget almindelige mennesker, så'n lidt ligesom mig.

Det er da meget fedt, at finde ud af!

Grusomste oplevelse (spoiler alert):

Overrevet teddybjørn i filmen Ted

I freakin' love that bear!

Sjoveste oplevelse:

Tour de chambres med kollektivet.

I løbet af lørdag aften nåede jeg følgende: fejre fødselsdag med sing-a-long til Jimmy & René, se en voksen man spise af en brugt ble, være på skattejagt, lege Gæt og Grimasser, være til søndagsgudstjenste ved en psykotisk præst, drikke alkohol i en sut og et besøg i en kloak.

Det er længe siden, vi i den grad har grinet så meget sammen.

God oplevelse.

Mest overraskende oplevelse:

Kærlige følelser for værkstedet.

På kollektivets arbejdsdag meldte jeg mig til at rydde op i værkstedet (hvilket i sig selv er ret overraskende… ).

Ja, det er jo ikke fordi, jeg ikke har været dernede før. Men det er gerne for at hente en skruetrækker, eller en stige, eller noget.

Men med en goth/new wave playliste som underlægningsmusik opstod der bare et bånd mellem mig og værkstedet.

Åh, den følelse det giver kassere 15 sække med gamle male/olie/somewhat dåser, nogle på hvilke de opgivne telefonnumre startede med 06!

Man kan i øvrigt, pt., i vores baghave afhente nok toxic waste til at forgifte Fyn.

Mest pirkende-til-min-indre-fantast oplevelse:

Nyheden om, at da Posh har forladt Spice Girls, vil de resterende Spices finde deres nye, femte medlem i et nyt reality TV-show! Like - I'm soooo there!!!!  Endelige, endelig skal jeg være et pop-fænomen! Jeg synger MINDST ligeså godt som Posh, og jeg kan sagtens lære de der besynderlige armbevægelser, hun laver.

Jeg tænker, at mit Spicenavn skal være Dubious Spice...

Kan man få en udmeldingsblanket? Eller sker det helt automatisk?

Så gik jeg lige og var så svært selvtilfreds.

For det der økonomi - det var jeg sgu da ved at have fod på.

I flere år er regningerne blevet betalt til tiden. Opholdene i Zone Kassekredit er blevet færre. Besøg i netbanken ikke længere automatisk forbundet med kvalme.

Jeg var da så småt begyndt at tænke, at jeg vist havde taget endnu et skridt ind i voksen-voksenlivet.

Jeg tog fejl.

Selvfølgelig tog jeg fejl.

På dagpenge er der ikke noget skejen-en-lille-smule-ud. På dagpenge er der ikke noget med at have et "nogenlunde" overblik over, hvad jeg har brugt.

Og måske har man været åh så fornuftig at tjekke kontoen d. 01. Men hvis januars poster så først tikker ind i løbet af februar. Ja, så kan man sidde nok så meget på sine hænder, og alligevel se saldoen dræne i faretruende hast.

Så meget for fornuft og indbildt modenhed.

For jeg er fattig.

Ikke fattig sammenlignet med … det meste af resten af verden. Sikkert heller ikke fattig, sammenlignet med den enlige mor til tre, der bor i ghettoen.

Men jeg er fattig sammenlignet med mine såkaldte peers. Mine "ligemænd", "jævnbyrdige". Mine venner.

Jeg tog en universitetsuddannelse. Og det var jeg glad for. Det er jeg stadig.

Men måske var det en fejl.

For jeg tog mine eksamen, før det for alvor gik op for humaniora, at man sendte sine kandidater ud på et arbejdsmarked, der sjovt nok ikke efterspørger kompetencer inden for metalitteratur, og den slags. Ikke så meget, i hvert fald.
Det var ikke in at kombinere det klassiske (og skønne) fag-nørderi med verden i dag.

I min ydmyge mening.

Jeg har ikke været i praktik, jeg har heller ikke nævneværdige mængder af studierelevant arbejde. I hvert fald er der altid nogen, der har mere.

Jeg har heller ikke de højeste karakterer. Jeg har heller ikke de værste, men der er altid nogen, der har højere.

Jeg var ikke aktiv i foreninger eller frivilligt arbejde.

Og det var jo alt sammen meget dumt, som det siden er gået op for mig . Og hvis jeg skulle glemme det, skal Nyhederne nok minde mig om det.

Jeg fik altså min eksamen. Og det gjorde alle de andre jo også. Og så stod vi der. Et antal af os, og et noget mindre antal job. Og så gik vi, og jeg, til møder. På jobcentret og på A-kassen.  Og ordet "netværk" blev et meget centralt ord i mit liv. For det var dét, der ville skaffe mig et job, kunne jeg forstå på det hele.
Jeg havde bare ikke sådan et jobskabende netværk.

Jeg fik at vide - igen og igen og igen og i meget belærende toner - at jeg jo skulle være opsøgende. At arbejdet jo ikke opsøgte mig. Det var jo fint nok lige at sige det til mig, for jeg sad jo ellers der med ledigt balkort og ventede på at blive budt op. NOT. Det er bare møgsvært at overbevise folk om, at de har brug for mig og mine uovervindelige kompetencer, når jeg ikke selv ved, hvad mine kompetencer er.

Jeg lærte at skrive jobansøgninger. Jeg lærte, at slå stavekontrollen til (det kunne jeg godt nok i forvejen, men der er jo som sådan ikke noget galt med repetition). Jeg fik at vide, at der var en kvinde, der havde fået job, fordi man havde efterspurgt "overblik", og vupti dupti, så havde hun jo kunnet skrive, at det havde hun, og det kom især til udtryk, når hun hangglidede.

Jeg hangglider ikke. Jeg har ikke rigtig nogle fritidsinteresser, der får min ansøgning til at skille sig ud.

På trods af alt dette, har jeg faktisk arbejdet. Tidsbegrænsede ansættelser, deltidsarbejde.

Jeg er nemlig sådan en lidt skrøbelig én.

En speciallæge har givet mig et langt papir om mig. Der står, at jeg fungerer helt normalt - både fysisk og mentalt - og jeg sagtens kan arbejde, men ikke mere end 20 timer om ugen, da jeg er en lidt skrøbelig person, der hurtigt/ere bliver … udmattet.

Det er da ikke så slemt, synes jeg?

Men det er jo så ikke mig, der bestemmer, og gudskelov for det, for hvis vi alle sammen selv skulle gå og mærke efter, hvor meget vi kan holde til - ja, så ville samfundet da gå helt i hundene.

Så jeg laver mine oversættelser og tolkninger, og så går jeg hjem og skriver ansøgninger på fuldtidsjob i den akademiske sektor - og i så mange andre sektorer. Ansøgninger til jobs, jeg ikke får, fordi der altid er nogen, der har mere erfaring end mig.

Og så udfylder jeg mit supplerende dagpengekort. Lidt endnu.

Og føler mig som en paria. På tålt ophold.

Mine venner har job. De har bil. Biler De har hus. Børn. IPads. Pensionsopsparing. Spillekonsoller. Fladskærms TV.

Og jeg under dem det af hjertet.

Det er bare gået op for mig, at jeg er endt på B-holdet. Friværdi er en by i Rusland for mig. Jeg bliver en af de pensionister, som Pia Kjærsgaard slås for (og det i sig selv, er noget af en kamel at sluge).

Hvis jeg får børn, bliver der ingen Wii til mine unger.

Og det er i og for sig okay, og ja, jeg har fattet, at jeg ligger som jeg selv har redt.

Men jeg betaler min skat, og er ligeså meget en del af det her samfund, som mine lige...mænd? For vi er der stadig lige, er vi ikke?

Eller er det bare sådan, at vi, i et velstillet samfund som vores, bare har brug for nogen, som vi kan "tolerere - men kun tolerere"?

Jeg føler mig sindssygt heldig, at bo i et land, hvor jeg (så længe det varer) kan gå til lægen, få en uddannelse, blive støttet når jeg er arbejdsløs … Jeg er virkeligt taknemmelig for det.

Men jeg er også træt af at føle, at prisen for det er, at min stemme (der kommer ud af min hals, ikke den på papiret), ikke tæller så meget som andres.

Og jeg har ondt i maven over, at jeg begynder at opleve dette fra mine "jævnbyrdige". Det kan godt være, at jeg ikke pendler tre timer om dagen, men det gør mig jo ikke til idiot, vel?

Og jeg har ikke så mange penge, men måske vi kunne lave noget, vi alle sammen har råd til?

Eller hvad?

Skal jeg bare lukke døren efter mig?

Oplevelser med musik, Vol. II.

For et par år siden afsluttede jeg 4 måneders sygemelding (stress – den nye sort) med at gå tværs over Spanien.

Camino de Santiago de Compostella helede og ændrede meget i mit liv, og det har jeg vist nævnt før, og mon ikke, jeg kommer til det igen? I bidder, for selvom jeg egentlig er pjattet med at tale om det, så er det også lidt svært. For ligeså stort, som det var, ligeså personligt er det. Det er min oplevelse, og den skal ingen andre komme med indspark til. 

Nå, men det er egentlig ikke det, det her skal handle om. Det skal handle om musikken. Here goes:

Et par dage inden jeg tog af sted, sendte en ven mig denne sang.

De første par dage på vejen var der kun nuet, intet ”for lidt siden”, intet ”lige om lidt”.
Faktisk var der, som en ven udtrykte det: ”ikke meget fra knæene op”.
Men efter et par dage havde kroppen fundet sig til rette, og jeg kunne begynde at lytte til mine tanker.
Jeg opdagede, at de sang, og det, de sang var:

Am I young enough to believe in revolution?
Am I strong enough to get down on my knees and pray?
Am I high enough on the chain of evolution
To respect myself, and my brother and my sister
 And perfect myself in my own peculiar way?

Well? Er jeg? Er jeg noget? Er jeg værdig? Er jeg for ung, for gammel, for kynisk, for bange, for dum, for klog, for snæversynet, for … hey, vent lige. Hvad var det? For bange? For bange. Nej. Ikke længere. Keep trucking, Trickster.

Noget, jeg havde sat mig for, var, at på denne pilgrims færd måtte jeg lære at klare mig uden mine sædvanlige krykker.
Yeah, right.
Jeg lærte hurtigt, at det da godt kan være krykkestokke godt afholde én, fra at lære at gå selv, MEN mestendels er de kærkommen støtte, når det er tungt at løfte fødderne.
En af mine livskrykker er musik. Surprise. Og selvom jeg havde medbragt mp3-afspilleren, så var intentionen, at den kun skulle bruges på flyverturen, og så lidt inden sengetid.
”Det hele” blev dog snart meget overvældende (på den  gode måde, but still), og tanker og følelser fløj rundt i hovedet. På mig og mine medvandrende.
Én af dem, Jenny, sagde en dag disse vise ord til mig: ”Ain’t nothing wrong with puttin’ on a little music.”
Så en tidlig, overskyet, ensom formiddag, midt et ocean af vinmarker, tog jeg hovedtelefonerne på og trykkede på random-play.
Den første sang var denne:

”Allein, allein. Hvem det bare ku’ klare sig med hjælp fra sig selv.”

Tja, tydeligvis ikke mig. Eller så mange andre. Gudskelov. Og velkommen tilbage, min elskede krykke.

Da jeg havde grinet gennem tårerne af dette ”random” nummer, gik næste sang i gang:

Ain’t nothing gonna break my stride.

Nemlig, keep trucking, Trickster.