I reached out and touched faith

Jeg har ikke så meget at fortælle i dag.
Blot én ting:
I går var jeg til Depeche Mode koncert.
Og det var noget af det mest fantastiske, jeg længe har oplevet.
Umiddelbart virker resten af verden helt uforstående overfor - og en kenneth ligeglade med - min glæde.
Så jeg skal ikke plage dem for meget.

Havde bare lige brug for at dele min glæde, hvis der er nogen, der har lyst til lidt af den.

Jeg er helt med på, at det virkelig er et dårligt foto. Men motivet fejler ikke noget.
Martin sang også for mig:

Tak for opmærksomheden :-)

 

Huden jeg bor i.

Jeg stødte på en interessant artikel, her til morgen, på en af formiddagsbladenes netudgave.

Overskriften var:

’Sådan får du dine sår til at hele hurtigere’

Da jeg trækkes med en kløft af manglende hud på højre langefinger (100 % selvforskyldt), var jeg naturligvis intrigued, som man siger på den anden side af Esbjerg.

Well (det sige man også derovre), det viser sig, at folk, der hver dag tager sig tid til at nedfælde irritationer og frustrationer fra dagligdagen, heler hurtigere. End dem, der ikke gør det, forstås.

…

Man har jo en hel blog, til sin rådighed…

”Trine The Landlord mærkede hvordan Trine The Whistleblower sneg sig op ad rygrads-vindeltrappen.

En sulten tindren i øjnene, et uklædelig anfald af savlproduktion glinsende i mundvigen. En hvislen, der var Voldemort værdig.

Trine The Landlord blev tung om hjertet. Af alle beboerne i denne krop, var Trine The Whistleblower måske den, hun holdt mest af.

Men hun viste, hvad hun måtte gøre, om end hun følte en af snert forræderi fra sig selv.

Hele trappeopgangen dirrede nu spændt i det hvislende ekko.

Trine The Landlord havde gjort det før, og hun viste, at Whistlebloweren var stærk, og ikke ville lide varige mén. Blot blive sendt tilbage til sin matrikel for en stund.

Hun løftede kobenet …”

This song IS about you - oplevelser med musik vol. III

Jeg har sgu' været i så godt humør i år.

Nogle ville måske vove at kalde det unormalt godt humør for Tricksteren.

Og det vil ikke være en helt forkert påstand.

I den etageejendom jeg er, har melankolikeren virkelig fået fat i en af de større, billige  lejligheder med fantastisk udsigt.

Og hun har ik' tænkt sig at rykke ud.

Nuvel.

HELDIGVIS bebos jeg også af en heftigt koleriker, som måske ikke var den første til at besvare annoncen, men som alligevel fik gaflet sig en ganske udmærket matrikel (hun er vel koleriker).

Hun er ikke så vellidt ude i verden som melankolikeren (tja…), men jeg kan faktisk meget godt lide hende. Virkelig godt, faktisk.

En anden, der også holder af hende, er melankolikeren.

Derfor har hun ryddet en plads til hende på sin fantastiske tagterrasse. Så kan de sidde der og hygge, og kolerikeren kan endda få lov til at gale ud over hustagene ind i mellem.

I love it!

(der sidder også andre. Vi er en pakkeløsning)

Anyways, jeg kommer væk fra emnet.

Min pointe er, at jeg tror, at mit "meget forbedrede humør" hænger sammen med, at jeg har taget skeen i den hånd og gjort plads til hele mig.

(sidste år var et værre rod, med nogle oplevelser der fik mig til at prøve at udslette nogle sider af mig selv, fordi … nogen … ikke kunne lide dem. Det er en anden historie, summa summarum - syng med mig - I kan ikkeeee slå os ihjel…)

Et ordenligt puf i den rigtige retning var at tilbringe januar i Spanien.

Kan ikke rigtigt sige, præcist hvad der fik snebolden til at rulle.

Men jeg kan berette om denne lille hændelse, der gav mig en ny … livsstrategi, kan man vel sige:

Jeg var på weekend hos et dejligt menneske, Sarah, i Madrid.

Det var bare fedt på alle måder.

Især fordi at Sarah havde et awesome morgenritual. Når hun stod op, tændte hun for et lille medley af "morgenrelaterede rap-numre", som så spillede mens hun gik i bad, lavede kaffe og så'n.

Så der lå jeg, i Madrid, under et ovenlysvindue, der badede mig i dejlig sol, og vågnede til Chamillionaire, der sang:

"I'm gonna show all of my haters love - this song's for youuu

If you had it like me and I was in your shoes , I'd probably hate on me tooooo"

Måske får dette aldrig stemplet:

"I'm Buddha, and I approve of this message.",

men det tiltaler bare min megalomani!

Og min selverkendelse: "ja, jeg er sgu' mere cool end jer, men hvis I var mere cool end mig, ved jeg sgu' godt, at det ville irritere mig."

Jeg rullede rundt af grin på sovesofaen og råbte:

"Sarah, Sarah! He's gonna show all of his haters love!"

Så jeg begyndte at spille den lille rap-hymne over højtaleranlægget i den indre etageejendom. At vække beboerne med den hver morgen.

(ja, man er vel vicevært med adgang til teknikken)

Og, jah …  jeg ved ikke helt, hvad de snakkede om i krogene derinde, men i hvert fald skete der det, at der blev ryddet plads på altaner. Klagerne over høj musik faldt. Der blev dannet madklubber.

Jeg blev et bedre miljø.

Har fejet for min egen gadedør, om man så må sige.

Og ja, selvfølgelig kan der blive beskidt igen - især hvis folk tramper rundt,  især hvis de gør det uindbudt.

Jeg er ikke pissegod til det der med at elske mine fjender og at vende den anden kind til.

Men hvis en hær (om det er en en-mands eller Lord Voldemorts samlede styrker) igen banker på, vil jeg lade Chamillionaire  gjalde fra tagene.

Til de enten smutter igen, eller deres trommehinder sprænges.

Men måske Nemo, når han altså er blevet stor...

Vil virkelig gerne skrive et indlæg.

Men jeg kan gudødme ikke komme på noget at skrive om.

Overvejede noget med hvilke dyr jeg gerne ville gifte mig med, mod at Mette Dencker, den stakkels sjæl, så ville blive den varmeste fortaler for homoseksuelles rettigheder.
Men det gav så alligevel nogle ret så grimme billeder inde i min lille, lidt for livlige fantasi.

Så jeg venter med at skrive noget til en anden dag, ikke?

Knuz og kyz

Ps: et dyr, jeg helt 100 ikke ville gifte mig med, er Tarok (var det ikke det, den hed?). Hvad sker der for den sygelige besættelse af en hest???

Spørg bare Trine, hun ved det helt 100 (før eller senere)

Da jeg var blot en blåøjet, bedrevidende pre-teen læste jeg et hav af bøger om stakkels piger, der var kommet ud i noget med stoffer!

Det gjorde alle de andre blåøjede, bedrevidende pre-teen piger også. Forældre, lærere og pædagoger kastede dem i nakken på os, for stoffer er noget skidt noget, og det skulle vi lære hurtigst muligt, så vi ikke selv lod os lokke ud i sådan noget.

Og vi svælgede i det. For ungdomsromanerne havde en alvorlig slagside ift. de velmenende voksnes dagsorden:

De var meget romantiske.

Ikke altid (men sommetider) romantisk på pige-dreng-kæreste-måden. Men god, gedigen weltschmerz, "alle-hader-mig-ingen-forstår-mig" romantik. Og det er noget pre-teens kan relatere til!

Nå, det har sådan set ikke noget med dette indlægs emne at gøre.

Og mon ikke, pointen er feset ind - bøger om kvindelige teenagenarkomaner, dem læste vi mange af.

Godt.

En af disse bøger var Spørg Bare Alice.                                         

Vi elskede den bog, og det faktum at vor "heltinde" (som IKKE er Alice) findes død - MÅSKE VED SELVMORD - tre uger efter sidste dagbogs indlæg … ja, så kunne vores næsten-teenagefølelser ikke blive mere pirrede.

(at bogen blev solgt som en autentisk dagbog, men at dette senere blev draget seriøst i tvivl, er i denne forbindelse fuuuuldstændigt ligegyldigt!)

Så langt, så godt.

Bogen blev læst, årene gik, den litterære smag ændrede sig.

Min kærlighed til popkultur holdt dog (og holder stadig) ved. Jeg indledte bl.a. et livslangt kærlighedsforhold til den tegnede TV serie The Simpsons.

Og jeg bemærkede, at når Homer og andre beboere i Springfield af forskellige årsager gik hen og blev skæve, var det ofte til tonerne af et musiknummer, som jeg kendte, men ikke kendte godt. Det var trods alt 9 år ældre end mig.

JEFFERSON AIRPLANES 'WHITE RABBIT'.

Love. It.

Og da jeg desuden har en Alice i Eventyrland-fetich kunne det jo næsten ikke blive bedre.

Så jeg begyndte at dyrke nummeret.

Og jeg tog ofte mig selv i, at gå rundt og synge den inden i mig selv.

(for selvom jeg gerne giver mig i kast med 'Nothing Compares to you', når jeg er alene hjemme, så har jeg selverkendelse nok til ikke at forsøge mig med Grace Slick!)

Anyways, hver gang jeg nåede til "go ask Aliiiiice, I think she'll knooooow", fik jeg en uforklarlig følelse af noget meget bekendt.

Der gik ca. 15 år, inden jeg connected the dots, men da det skete … da var det som om Universet slog dørene op til svarene på alle dets gåder!

Det gjorde det selvfølgelig ikke, men sådan føltes det.

Det, Grace Slick bad mig om, var jo for f….. da at BARE SPØRGE ALICE!!!

(INDSÆT HER LYDEN AF TIØREN, DER FALDER)

Det er ikke verdensomvæltende information, og du spørger måske dig selv, hvorfor f….. du har brugt 5 minutter af dit liv på at læse dette indlæg.

Men når du går i seng i aften, da vil du mærke det…

Denne følelse af, at dit liv er en anelse mere tilfredsstillende.

Helt og aldeles med på Teen-lit bølgen!

Og mest af alt elsker jeg:

I <3 HUNGER GAMES!

 

When a better storyteller is around ...

... of course, I let him speak.

 

Forever envious and blessed.
Your Trickster

Oplevelser med musik, Vol. II.

For et par år siden afsluttede jeg 4 måneders sygemelding (stress – den nye sort) med at gå tværs over Spanien.

Camino de Santiago de Compostella helede og ændrede meget i mit liv, og det har jeg vist nævnt før, og mon ikke, jeg kommer til det igen? I bidder, for selvom jeg egentlig er pjattet med at tale om det, så er det også lidt svært. For ligeså stort, som det var, ligeså personligt er det. Det er min oplevelse, og den skal ingen andre komme med indspark til. 

Nå, men det er egentlig ikke det, det her skal handle om. Det skal handle om musikken. Here goes:

Et par dage inden jeg tog af sted, sendte en ven mig denne sang.

De første par dage på vejen var der kun nuet, intet ”for lidt siden”, intet ”lige om lidt”.
Faktisk var der, som en ven udtrykte det: ”ikke meget fra knæene op”.
Men efter et par dage havde kroppen fundet sig til rette, og jeg kunne begynde at lytte til mine tanker.
Jeg opdagede, at de sang, og det, de sang var:

Am I young enough to believe in revolution?
Am I strong enough to get down on my knees and pray?
Am I high enough on the chain of evolution
To respect myself, and my brother and my sister
 And perfect myself in my own peculiar way?

Well? Er jeg? Er jeg noget? Er jeg værdig? Er jeg for ung, for gammel, for kynisk, for bange, for dum, for klog, for snæversynet, for … hey, vent lige. Hvad var det? For bange? For bange. Nej. Ikke længere. Keep trucking, Trickster.

Noget, jeg havde sat mig for, var, at på denne pilgrims færd måtte jeg lære at klare mig uden mine sædvanlige krykker.
Yeah, right.
Jeg lærte hurtigt, at det da godt kan være krykkestokke godt afholde én, fra at lære at gå selv, MEN mestendels er de kærkommen støtte, når det er tungt at løfte fødderne.
En af mine livskrykker er musik. Surprise. Og selvom jeg havde medbragt mp3-afspilleren, så var intentionen, at den kun skulle bruges på flyverturen, og så lidt inden sengetid.
”Det hele” blev dog snart meget overvældende (på den  gode måde, but still), og tanker og følelser fløj rundt i hovedet. På mig og mine medvandrende.
Én af dem, Jenny, sagde en dag disse vise ord til mig: ”Ain’t nothing wrong with puttin’ on a little music.”
Så en tidlig, overskyet, ensom formiddag, midt et ocean af vinmarker, tog jeg hovedtelefonerne på og trykkede på random-play.
Den første sang var denne:

”Allein, allein. Hvem det bare ku’ klare sig med hjælp fra sig selv.”

Tja, tydeligvis ikke mig. Eller så mange andre. Gudskelov. Og velkommen tilbage, min elskede krykke.

Da jeg havde grinet gennem tårerne af dette ”random” nummer, gik næste sang i gang:

Ain’t nothing gonna break my stride.

Nemlig, keep trucking, Trickster.

I en lille båd, der gynger

Jeg lytter til det nyeste album fra Nick Cave and The Bad Seeds.

Jeg kan ikke lade være med at stor-glæde mig over, at jeg tilhører den privilegerede skarre, der kan ligge sig i en indre robåd og blive ført ud på musikkens fortryllede hav.

Dette får mig til at erindre, da jeg, tilbage i '94, købte Suedes første CD, fordi jeg havde tabt mit hjerte fuldstændigt til Animal Nitrat.

Jeg styrtede hjem fra Stereo Studio med Cd'en, og min veninde Stine under armen.

På med Cd'en, og så smide sig tilbage på det blåstribede , indiskbomuldstæppe, der dækkede min ret brede seng.

Der lå jeg så med lukkede øjne og lod englene føre mig ud over det åbne hav. Opfyldt og tæt på det guddommelige følte jeg mig, indtil en ravjysk stemme (tilhørende Stine, som åbenbart stadig befandt sig på sengen og ikke i himlen) sagde:

"Hey! Han lyder da som Morten Harket fra Aha!".

Ud af englenes hænder røg jeg, og landede med et brag på sengetæppet, der nu ikke længere var et hav.

Sjovt som tingene ændrer sig. En gang var Aha det ypperste, der kunne komme i kassettebåndoptageren.

Jeg nåede at se Suede live seks gange, inden jeg var so not into that anymore.

Nu er begge bands to gamle venner, som jeg måske ikke var hooket op med i dag.

Jeg har aldrig set Nick Cave live, men det skal jeg til sommer. Han spiller på festivalen heri min lille gnallede by, WOOP WOOP. Jeg kunne næsten ikke være mere over the moon. Dét, der så netop gør mig over the moon and cross to high five the guys at Mir space station, er, at The Knife også spiller. The Knife , som får mig til at ønske, at jeg var et stykke elektronik, så de måske ville spille på mig. The Knife, om hvem jeg fejlagtig udtalte: "They're the best, Swedish, electronic band in the world". Det er korrekt observeret, at det jo som sådan er et snævert felt. The Knife, som er verdens bedste band, og som også er svensk og spiller elektronisk.

Det lyder jo helt optimalt, ikke? Men der er lige noget, der gør det hele bare lige endnu, endnu bedre: jeg har også billetter til deres koncert i maj.

Over månen og rundt om mig selv 10.000 gange.

Mens jeg venter på, at en eller anden supervisor, et eller andet sted, mailer tilbage og forklarer mig, hvad jævlan problemet er med ugens arbejdsfiler...

…kan jeg jo skrive første (måske sidste) indlæg på, hvad jeg spår bliver en føljeton (eller bare en enlig svale) under overskriften (som jeg nok ændrer):

Oplevelser med musik! Vol. I

Ja, der havde I nok lige forventet et brag af en overskrift! Men nej. Skuffelsen er måske stor, men så'n bli'r DET!

- Som 4-5 årig, ser jeg på fjernsyn (det hed det den gang), en dame i  flagrende gevandter, der laver mærkelige fagter, mens hun synger en  sang i et meget højt toneleje.

Elverkvinden er Kate Bush, og sangen 'Babooshka'. Jeg ved ikke, hvem hun er, hvad ordene betyder, eller at der findes sådan noget som "interpretive dance". Men jeg ved, at det der musik er kommet for at blive. And I like it!

- Året er 2001, stedet er downtown Washington DC, og der er endnu tre måneder til d. 11. sept.

Jeg er lige startet på 2½ mdrs fuldstændig for vild rundrejse i US of A, i en van med 11 andre crazy dudes.

Vinduerne er rullet ned, og the man with the plan in the van prøver hektisk at forklare os, at DC ikke kun er monumenter og regeringsbygninger, men også bander og kriminalitet i stor stil. Og at han guddødeme ikke vil skydes ned, fordi han kommer til at dreje ned ad den forkerte gade, med Vanilla Ice's 'Ice, ice baby' bragende ud af højtalerne.

Det er vi dog 13 om at bestemme.

(No tourguide by the name of Kevin was harmed during this story)

- London '97, jeg sidder på bagsædet af en taxa, omgivet er kasser fulde af chokolade, der skal transporteres fra den ene Thorntons Chocolates til den anden (som jeg arbejder i). Jeg hører Spice Girls 'Spice up your life' for første gange, og overvejer om jeg nogensinde officielt vil stå ved, at jeg er skabs-fan af dem.

Svaret er til dags dato "Hell, no!"

- Jeg forklarer en god ven, at jeg har en aversion mod Leonard Cohen, fordi en mistænkelig stor del af mine 'hurra-jeg-er-kommet-i-parhold's veninder, har det med pludselig at bekendtgøre: "Ja, vi lytter jo til Leonard Cohen". Selvom deres kæreste eje so far har været deres Dirty Dancing soundtrack.

Til hvilket min ven svarer: "Ja, det er rigtig nok. Men det er der for fanden ikke Leonard Cohens skyld!"

God pointe.

Leonard selv har følgende kommentar:

 

Tuttelu, hviskede hun

Øh…" her har I mig tilbage". Nej, nej det virker ikke rigtigt.
"Hej der, så tager vi hul på en ny sæson af 'en 36 årig hysterikers virkeligt uvedkommende  liv.' Der vil ikke være druk, hor eller nøgenhed. Til gengæld vil der være masse af kagespisning!"
Heller ikke helt godt. Det dur vidst ikke at slå sig op som oprigtig konkurrence til satellitkanalernes reality shows. Især hvis man ikke har andet at byde på end kagespisning.
(Og skulle der snige sig druk, hor og nøgenhed ind, vil det i hvert fald ikke blive nævnt på disse sider. Størstedelen af min meeeget begrænsede fanskare består nemlig af veninders mødre, for slet ikke at nævne min egen mor! Heldigvis læser mødre ikke parenteser).

Pointen er, at jeg er frygtelig flov over, at jeg har forsømt min kære blog så længe. Ikke kun med tanke på min SERIØST begrænsede fanskare (Hej Kirsten og Christina, godt at se jer), men mestendels over for mig selv.
Det her skulle jo være mit kreative outlet, her hvor jeg fik revset, set indad, været sjov, ændret verden … ej, ok, det sidste har jeg faktisk aldrig haft planer om.

Jeg har brugt hele sommeren på at fortælle mig selv, at jeg kun kan skrive, hvis jeg har noget at skrive om. Og har så i øvrigt været rimelig hurtig til at dømme sommeren 2012 ganske begivenhedsløs og ligegyldig.
(Hvilket er en stor, fed løgn, men hvis den kan bruges som undskyldning for at undgå tastaturet, er den i mine øjne gangbar.)

Men så var det jo så, at denne morgen så en undseelig mail lande i min indbakke (vi kan allerede konkludere, at min tendens til at anglificere mit sprog ikke er blevet mindre over sommeren).
Det var en lille notits om, at en kær ven af mig havde opdateret sin blog. Linnea, du ramte mig i solar plexus med denne fine tanke.

(Så er I jo så nødt til at følge linket, for at fatte resten af dette indlæg.)

For hun har jo ret.

Jeg er ikke gudsinspireret; jeg gemmer ikke på et talent, der vil slå benene under jer alle, når jeg først lukker op for godteposen; uden mine ord er dagen stadig hel og god - solen står op og går ned, verden går sin gang.

Men måske, en dag - blandt alle de banaliteter jeg får spyet ud - læser en eller anden de ord, der rammer - bare en lille smule - i solar plexus.

Og blev Batman i sit mansions ene fløj, nedbrudt og bitter, og på krykker ikke mindst? Eller marcherede han (på krykker) ind til Lucius Fox, og konkluderede "HER HAR I MIG TILBAGE"?

Og er jeg Batman eller er jeg Nynne ???

??? - ok, det er måske ikke helt let at svare på. Egentlig er jeg nok mest Dewie fra Screamserien. Eller Jacob fra Twilight. I pigeudgave, og uden den reelle evne til at transmogrife om til en varulv… tja.

Én ting er jeg dog helt sikkert: Tilbage.

Selv flyveturen gik glat

Så har I mig tilbage; den fortabte datter, den savnede livs-revser, den mesterlige verbale krammer, den "for-fanden-i-helvede-hvor-ville-jeg-ønske-at-hun-var-blevet-derhenne-hvor-peberet-gror-for-hun-er-satme-ikke-til-at-holde-ud-at-høre-på" stemme.

Ja, jeg er hjemvendt fra De Forenede Stater, og det er sgu' nederen, for nu at sige det lige ud.

Der var sol, der var varme, der var billigt, der var sjovt og ikke mindst var der gensyn med de dejligste mennesker, man kan forestille sig.

Her er regn, koldt, forudsigeligt og en gnaven, gnaven sambo.

Nå, men inden I officielt beder mig ændre tonen, eller finde nogle andre at plage med mine skriverier, vil jeg skynde mig at opbløde, og nævne, hvorfor det da ikke er helt så skidt endda:
Jeg havde fødselsdag i går (jo tak, tak, det var en dejlig dag), og blev overdænget med hilsner, kage, gaver og kærlighed.

Jeg har genset dejlige  home grown venner og har flere i vente.

Jeg skal i gang med noget arbejde, som slet ikke er så tosset.

Jeg har fået vasket alt vasketøjet.

Bag skyerne skinner solen (jeg ved det, befandt mig deroppe adskillige timer forleden).

Havbadning og regn er bestemt ikke uforeneligt.

Jeg har hjembragt en stabel læsestof, der skal pløjes igennem.

SÅ koldt er det jo heller ikke.

Nå, nu vil jeg så i opstillingen "rodet" dele min ferie med jer. Der var adskillige highlights:

Ja, vi mødte jo nogle ægte kendte. Jeg kendte dem godt nok ikke, men det var da meget spas alligevel. De er med i det underholdende underholdningsprogram 'Depotjægerne', som jo altså handler om nogen, der opkøber depotrum med indhold. Ja, måske bliver de super rige, fordi der ligger noget nice derinde, eller måske bliver de mesterligt snydt, fordi der ikke er andet end muselort. Dem jeg mødte er dem, der bortauktionerer disse depotrum (og hold så op med at plage mig med spørgsmål, min bekendthed med disse kendte er først opstået after the fact).
Nå, men de var jo vældigt søde, og mindst ligeså glade for at mødes os, som vi var for at møde dem.
Ja, vi så jo også en berømtheds havelåge. Vi cruisede ad Mulholland Drive, og ligeså gjorde en flok busser fulde af turister, der, ledet af kyndige guider, var ude at besøge de kendte på deres hjemmeadresser. På et tidspunkt gik de helt amokka med kameraerne foran et hus, så var gik ud fra, at der nok boede en meget kendt en derinde.

Vi var også på San Diego Fair, som er en kæmpestor byfest i bedste amerikanske stil. Jeg er sikker på, at mottoet må være: "if you got it, we'll fry it". Man kunne få sit årlige kolesterol fix igennem stegt cereal, stegte småkager, stegte sandwicher (altså: sandwicher der bliver lavet og derefter stegt) eller stegt saftevand, og nyde lidt bacon i chokolade. Smagte det sidste, og… ja, it didn't rock my boat. Til gengæld fik jeg cheesecake on a stick, og DET var mums!
Til sådan en byfest er der jo også en del forlystelser, der helst skal sætte ens liv en lille smule i fare. F.eks. Et pariserhjul med åbne sider, men uden seler. Selv lod jeg mig svinge rundt og op og ned af slags arm med sæder, og det var da noget af en oplevelse. Efter sigende skreg jeg fra start til slut, og dét i en sådan grad at det kunne høres langt væk.
Det så sådan ud (skrig må man selv tilsætte):

Mere tryg var jeg i Disneyland, for de har ikke råd til at slå mig ihjel. Her skreg jeg også ret meget, men det var glade skrig, ikke "JEG ER FOR UNG TIL AT DØ!!!" - skrig.

Nå jo, og vi var til hundesurfing konkurrence, og det var altså rigtig sjovt og hyggeligt, og hundene havde rigtig sjovt, de var - pun intended - nogle rigtige vandhunde. Nogle var imponerende gode til at stå på brættet og se cool ud, andre synes bare at det var spas at hoppe i baljen og plaske rundt.

Da jeg selv er noget af en vandhund, var vi også ude og bekæmpe bølger, dog på afstand af de professionelle. Hvilket røre ville der ikke opstå, hvis en af favorit-hundene måtte udgå, fordi den var blevet ramt af en blond dansker, der dukkede op i bølgerne?

Ja, det var vel lige det, jeg havde lyst til at fortælle i dag.
Måske fortæller jeg videre om min über fantastiske ferie næste gang, ellers fortæller jeg om noget andet.