Kunne man få en iltmaske?

Jeg skal på ferie. I morgen.

Faktisk starter jeg i dag, for jeg tager til København. Så når jeg vågner i morgen, er jeg få metrostop fra lufthavnen, hvilket i den grad er godt for min meget specifikke ’angst for at komme for sent til transportmidler’.

Jeg glæder mig. Helt sindssygt, selvfølgelig. For jeg skal se mine amerikanske venner, og der er meget varmere end her, og jeg skal i Disneyland, og … og … alt muligt!

Men det er som om, at glæden er kammet over, og jeg har udviklet en form for nær-hysterisk melankoli. Måske godt hjulpet på vej af fornævnte ’angst for at komme for sent til transportmidler’ – og, okay, en kenneth tendens til melankoli, kan jeg nok ikke sige mig fri for at have.

Jeg bliver ramt af mærkelige tanker, som hvad nu, hvis dette er sidste gang, jeg ser Danmark, min læseklub, naboen, kasseassistenten nede i SuperBrugsen???

Hvad nu, hvis Verden ikke står længere, når jeg skal hjem igen?

Hvad nu, hvis jeg ved at skrive dette her, gør det virkeligt? Så det virkelig sker? Så jeg aldrig, aldrig ser Danmark og min kiropraktor igen???

Åh, Univers, lov mig, at det dog ikke går så galt!

Men visse ting vil have ændret sig, når jeg kommer tilbage.

Tre mennesker, som jeg har boet sammen med de sidste mange år, vil være væk. Ja, altså, de vil stadig være inden for bygrænsen, men alligevel!

Den ene … ja, ting og sager er sket, og det tætte forhold er sådan set længe brudt. Men da det var sjovt, da var det fandme sjovt, og at skulle sige farvel… det er bare ikke rart.

Men i det mindste sagde han faktisk farvel. Det havde jeg nok ikke regnet med.

Tre er rejst, nye vil være rykket ind.

Og uden for matriklen, vil et lille nyt menneske være kommet til verden. Der skal kysses og krammes og truttes på maven.

Hvad fanden er det galt med mig???

Hvorfor nu denne tristesse?

Det er Californien, baby, det er min Camino-familie, det er shopping MED overskud på visakortet, det er lækker mad, Halloween – med nyt kostume, det er goth-clubs og SOL!

Jeg er eddermanme en mærkelig snegl.

Brokkeblog vol. I

Long time no see!

Hvor er det sidste halve år blevet af? Jeg ved det ikke.

Væk i en strøm af jobsøgning, sommer, god musik, venner, bøger, havvand.

(jeg har også skrevet andre steder end her, men sshhys, den lille blog bliver så ked, hvis den hører det)

… det lyder som om, det har været sjovt? Tjoh, det har det vel sådan set også. Nice nok.

HOWEVER, jeg er nu, med 180 km/t braget ind i en mur af mangel på energi og produktivitet.

En mur af apati. På udvalgte dage, ville man kunne beskrive mig som katatonisk, hvis det ikke var for det lejlighedsvise toiletbesøg.

Personligt bebrejder jeg bunkerne af jobansøgninger, der blev afvist (ja, jeg går det ud fra, at de er blevet afvist, men da jeg egentlig kun har fået svar på ca. 10 %, har jeg måske gjort regning uden vært.)

Og dermed bebrejder jeg også regeringen – jo, både forrige og nuværende – for deres pissen på arbejdsledige.

JO, jeg søger også (faktisk nærmest udelukkende) jobs, jeg er ”overkvalificeret” til, men news flash (jeg kigger på dig, Vestager): heller ikke her er der respons på mine henvendelser.

Havde egentligt i sin tid sat den præmis, at brokkeriet på denne blog skulle holdes på et minimum.

Men, en klog veninde af mig, var fornyligt til et ”De Positivt Indstillede skal arve jorden, så fortræng, fortræng for helvede, NU” – foredrag.

Telefonkablerne mellem KBH og Århus (undskyld Aarhus) ætsedes nærmest, da hun udspyede:

”Hvis man ikke giver det negative plads, tager det selv plads!!!” (eller noget i den stil)

Og det har jo netop været mit mantra i mange år! Men jeg må have glemt det, i ren glæde over at have fået billetter til Depeche Mode, eller noget i den stil.

Anyways, da jeg bestemt ikke gider trækkes med negativitet, der manifesterer sig som kræftknuder på krop og sjæl, er dette indlæg første i rækken af:

Trines brokkeblog(indlæg)!

Her er mine presserende utilfredsheder:

·         Mig selv. I denne omgang nærmere bestemt min indædte modstand mod at rydde op og gøre rent på mit eget rum. Gudskelov deler jeg resten af matriklen med andre, og det der med rengøring af fællesområder, det betaler vi os fra.

Altså, det er jo ikke fordi, der er ulækkert inde hos mig (eller..?), men at have sit liv samlet på 16 kvadratmeter er bare ikke = meget gulvplads, og det akkumulerer fandens meget støv. Og jeg er altså kommet til at tisse en lille smule i bukserne, fordi jeg er blevet viklet ind i en ledning på vej på toilettet.

·         Piger på kæmpestore, pyntede damecykler, med meget blomstrede cykelhjelme på hovedet, der har det med at stille sig med bedstemorcyklen på tværs af fortovet (fortovet = der, hvor fodgængerne går).

Eller holde for rødt i fodgængerovergangen.

Eller køre ved siden af veninden (også på pyntet kæmpestillads, og blomster på hovedet), i adstadigt tempo, så man rigtig kan få snakket, og besvarer klimpren med cykelklokken med et arrogant blik over skulderen (men ikke med at trække ind til siden. Nej, da.)
Tydeligvis har mor og far haft succes med at opdrage deres poder til at udtrykke individualitet (for pynt og blomstrede hjelme er jo et særsyn i Århus midtby. FNIS), men måske er det som, at det så er glippet lidt med at lære dem ’hensyntagen til sine medmennesker’.

Siger det bare.

·         Dagpengeforringelserne. Det er meget muligt, at systemet trængte til en renovering. Og det mener jeg sgu’ oprigtigt. Måske gjorde det, måske ikke, I don’t know, MEN … at halvere ydelsesperioden i en tid, HVOR DER INGEN JOB ER? For at presse højtuddannede til at tage ufaglærte jobs, jamen …  okay fint nok, men hvilke jobs skal de ufaglærte så have?

PIS MIG I ØRET, over hele salen, fra Joachim B. Olsen til Johanne Schmidt-Nielsen. 

·         Facebookgruppen ’Jeg dømmer dig, hvis du staver forkert’ og lignende.

Øh nå.

Ja, lad os da slå ned på de vigtige ting her i livet, såsom ordblindhed eller slåfejl. Nah, men jeg mener – altså, det er jo noget, der påvirker OS ALLE. Hjulene kører jo for helvede ikke rundt, hvis Sofus putter d i gjort i en statusopdatering. Obama og Assad gør fællesfront og forbereder militærintervention i lille Danmark. SÅ ka’ du lære det, Sofus.
Kan da næsten ikke leve med, hvor mange vågne nætter, jeg selv har forårsaget, hvad min manglende selvkorrektion.

Hold nu kæft, hvor jeg trænger til ferie!

Godt jeg kun har 15 nætter at sove i, inden jeg drager ad Californien til (mon der findes en facebookgruppe, der tilbyder at dømme mig, hvis jeg stinker til hovedregning?)

I bet you think this song is about you …

Da jeg startede denne blog, var en af de regler, jeg satte for mig selv, at den ikke skulle bruges til at hænge andre ud.

I hvert fald ikke private bekendtskaber. Det er lidt noget andet med folk, der f.eks. hedder Claus Hjort. Eller måske Lone Powerprinsesse. Mennesker, der med liv og sjæl har kæmpet for at parkere på steder, hvor de ligesom godt ved, at de sgu nok er til gene for andre, ikke?

(delvist undskyld til Claus Hjort. Du er pisseirriterende, men jeg tænker, at du trods alt er drevet af en ideologi, og ikke et behov for opmærksomhed)

Anyways, pointen var, at bloggen ikke skulle være en gabestok, hvor jeg, efter forgodtbefindende og drevet af hævngerrighed, kunne sætte venner, familier, naboer og andet godtfolk til skue.

Ej heller små ben-spredende pigebørn fra reality TV.

For et par uger siden kom jeg så - ganske uforvarende - til at fornærme både kære venner og endog min kære mor!

Forleden gjorde jeg det igen.

(til gengæld er både Hjort og Powerprinsesse gået ram forbi. Endnu… (jeg kigger på dig "power"prinsesse!))

Og så er det jo, at jeg tænker: hvorfor ikke bare fortsætte?

Ikke med at skyde med spredehagl, og håbe på at jeg får ram på så mange som muligt.

Men med at holde op med at censurere mig selv.

Det er jo trods alt ganske frivilligt at læse denne blog, så skulle det ske, at man pludselig føler sig ramt af skribentens ord, kan man jo vælge at forlade siden. Vælger man at blive hængende, til trods for at man er fornærmet helt ind i sit inderste, kunne man jo måske tage en lille dialog med sig selv om, hvorfor man måske lidt har det med at svælge i at føle sig forurettet.

I ved selv, hvem I er (nej, mor, det er IKKE dig).

(og mellem jer og mig: jeg er meget egoistisk. Denne blog handler helt 100 mere om mig end om dig)

Og, on that note, vil jeg så gribe fat om nældens rod:

I lørdags var jeg meget højlydt (troede I, det kan blive meget værre) omkring emnet "kvindelige bloggere".

Og om hvordan jeg oplever, at vi, generelt, gør os inden for tre kategorier, nemlig mad, mode eller børn.

Lad mig gøre det klart: elsker mad, kan godt lide tøj (jeg har det i hvert fald på hver eneste dag) og jeg synes, at det er noget af det fedeste i verden at være sammen med børn. For reals, mine tre bedste venner hhv. 1, 5 og 6 år.

Jeg elsker også, når mennesker har en passion, en sag.

(det er så ikke altid, at jeg elsker deres sag. Vel, Powerprinsesse?)

Men det undrer mig, at vi skriver 2013, og det, vi helst udtaler os om, er stadig: madopskrifter, tøj, børn.

Og det irriterer mig, at det hele skal have det her evigt lyserøde skær af positivitet.

Åh, pokkers, jeg kan allerede høre gjallerhornet indkalde til krig på Tricksterens matrikel!

Lad mig skynde mig at sige: man må hjertens gerne være positiv. Positiv = fedt. Men! Ingen fucking mennesker er positive hele tiden! Nogen bilder sig måske ind, at de er det (og I ved, hvem I er), men det er de ikke, og så'n er det.

En blog er en repræsentation af bloggeren. Og det, man lægger på den, er noget, man vælger at andre skal vide om en. Ligegyldigt om det er på skrift, i billeder eller gennem links. Det er selvfølgelig ingenlunde en fyldestgørende repræsentation. Men i det puslespil, mennesket er, er det en brik, man selv udformer.

Og det er trist, at en stor del af danske kvinder vælger, at det, de bare synes, at andre skal vide, er, at de har lagt neglelak. Eller bagt en meget pæn cupcake.

Og så punktum.

Ikke noget med, at de i forgårs havde koldsved og bankende hjerte af stress efter arbejde.

Næh, i forgårs, ja da fandt de da denne bedårende nipsgenstand [indsat foto] i genbrug.

Det er da også dejligt nok. Men så dejligt, at vi må skynde os at smide det på nettet?

Really? REALLY?

Er det ikke tilstrækkeligt, at vi selv føler glæde ved det? Gælder det først, når andre har bekræftet det?

(er muligvis en kende for skråsikker nu, men jeg tror sgu', at jeg nærmer mig kernen her)

Det pisser mig af, at det tilsyneladende ikke generer disse kvinder at fremstille sig selv som relativt kedelige ("jeg har bagt en bolle, det er så stort, at det må på nettet").

Og det pisser mig af, fordi det ikke er særligt medsøster-venligt.

"Hvad er den af? Er du ikke cupcake-bagende prinsesse i dit eget liv? Har du en dårlig dag? Herut med sig, i vor lille Askepot-verden smitter negativitet som lus i en børnehave, og lus - det er jo noget gris!"

For helvede, kvinder, omfavn nu for fanden jeres negativitet! Jeres grimme sider! Udstil det, der smerter jer.

Lad være med at lave det her glansbillede af feng shui'ede hjem og børn, der led af adhd og pest og kolera indtil du holdt op med at give dem mælk eller sukker eller blå (men gerne grønne) druer.

Mal nu for fanden da et helt billede af jer selv!

Som vi sagde i 90erne: "det var bare det, jeg ville sige, hej."

(det er så helt 100 ikke alt, jeg har at sige, men nu er Tricksteren træt ovenpå al denne udkrængning, og hun trænger til en kop kaffe.)

Snapshot af min lørdag

Jeg keeeeder mig for vildt i dag.

Hvilket egentlig er lidt mærkeligt, for jeg kan jo sådan set gøre lige, hvad jeg lyster. Men åbenbart er min lyst at ikke have lyst til noget.

Har spist en ostemad. Den smagte mig ikke. Og nu lugter mine fingre af ost. Selvom jeg har vasket dem. OG sprittet dem i alko-gel, OG cremet dem ind.

Ser en film. Den er ikke sjov. Til trods for at den bugner af hits fra 80ernes hair metal bands. Til trods for at den har Tom Cruise som afdanket rockstjerne.

Det er sørgeligt, men sandt: Rock of Ages holder IKKE! Og jeg er ret sikker på, at det ikke bare er fordi, det er en af den slags dage. Jeg er ret sikker på, at den heller ikke holder i morgen!

Nå, men så var det jo, at jeg tænkte, at jeg ville surfe lidt blogs.

Så, det gjorde jeg så.

Og som altid blev jeg ret skuffet.

Blogs skrevet af kvinder (og det er bare dem, der er flest af) falder mestendels i tre kategorier:

Opskrifter, mode og "jeg er på barsel med nr. 3 og mine børn får hverken sukker eller mælk, men masser af spelt".

Og så er de ellers instagram-bombarderet med fotos af de nybagte speltboller, det nye lag neglelak og en pæn kjole.

WHY???

Er det virkelig alt, kvinder kan galpe op om i dag???

Og er det ikke liiidt let, at uploade et foto at sin frokost og kalde det et blogindlæg?

Muligvis er min blog ikke verdens mest interessante, men jeg kan da i det mindste skrive to sammenhængende sætninger, som jeg endda har tænkt - HELT SELV!

Og det udelukker ikke, at jeg også kan lakere negle, lave mad eller har pænt tøj.

Det var dagens sure opstød, på sådan en monster kedelig, grå lørdag.

Ses i næste uge, ik'?

Hvis man knipser mig i panden, lyder der blot et rungende ekko.

Hvor er det let at få overbevist mig selv om, at jeg ikke er i stand til tænke en eneste sammenhængende tanke, når jeg sådan sidder her og skal skrive noget blog.

"Bare skriv, hvad der falder os ind", siger livscoachen, der bor bag mit højre øre. Hun er pisse irriterende, og jeg har en mistanke om, at hun har fået sin certificering gennem et eller andet aktiveringsprojekt for dagpengemodtagere.

Jeg har i øvrigt ikke tænkt mig at fortælle hende, at mit venstre øre er mit koncentrations-øre.

Det, hun ikke fatter, er, at intet falder mig ind. At jeg vitterligt, i dette øjeblik, er det kedeligste, mest tanketomme menneske i verden. Og det faktisk er dødsens nødvendigt for mig, at konstant klø mig meget koncentreret i nakken.

"Skriv om, at du er blevet en tak mere voksen over påsken, og har lagt nyt budget og få styr på skat og lån og papirer..." "… og PIS og papirer" afbryder jeg.

A) det er røvkedeligt.

B) nu skal skindet jo ikke sælges, før bjørnen er skudt, vel? Altså, det er jo fint nok, at jeg har fået teoretisk styr på fremtiden, men kun fremtiden kan jo vise, hvordan det vil gå med den praktiske gennemførelse.

"Skriv om, hvor meget du hader at blive afbrudt!", udbryder livscoachen i et noget spidst tonefald (der er ikke tvivl om hendes genetiske ophav).

Ja, jeg hader at blive afbrudt. Jeg hader det faktisk i en sådan grad, at jeg før har overvejet at skrive et blogindlæg om det.

Men det kunne jo resultere i, at folk vil skyde mig det i skoene, når jeg selv gør min mening offentlig, når andre taler. Og det er jo slet ikke det samme.

"Så kunne du jo skrive om, at dét ikke vil blive et problem, for du kender jo ikke nogen, der faktisk læser din lille blog!".

Slam!

Hallo, så vidt jeg har forstået, så handler coaching om at stille de rigtige spørgsmål, ikke at diktere klientens liv! Eller blog!

(Men jeg er nu alligevel en kende stolt af hende.)

Hun er dog inde på noget; jeg kan se, at jeg får en del besøg (sagt i al beskedenhed), og det endda uden at mine egne sidevisninger registreres. Men en imponerende stor del af mine venner, har meddelt, at "det der med at læse blogs ikke lige er dem", eller at de "ikke lige er så gode til … hrhm, mumle, mumle, NÆH se, et træ!" Jeg ved, at min venindes mor læser trofast med (hej Kirsten), men hvem I andre er, aner jeg ikke.

Så jeg kunne jo skrive hvad som helst, uden fare for at blive holdt op på det.

Hvorfor helvede gør jeg det så ikke?

(Er vist det rette spørgsmål)

A, B, C, D, E, F, G …

I mit "nærmiljø" er der den her personage … der bare er modsiger mig i alt. Ikke fordi vi ideologisk eller værdimæssigt ligger alen fra hinanden - eller, det ved jeg faktisk ikke, om vi gør, for vi samtaler ikke pisse meget. Han taler meget til folk omkring mig, men mig er han tydeligvis ikke helt pjattet med. Og det er jo egentlig ikke en ugengældt følelse.

Men ind i mellem krydses vores veje jo. 

Nå altså, jeg tror da at vi (måske) på papiret kunne blive enige om mange ting.

Og det er da heller ikke politik og holdninger, "vi" er uenige om.  Lord knows, det ville kræve meget mere kommunikation, end jeg kan bevilliges.

Nej, det er det er om de der små, pisse ligegyldige ting, der kan gøre hverdagen lettere. Eller bare så pisse meget mere træls.

Hvis jeg foreslår, om vi (i gruppen) ikke skal lave A, så forklarer han, i nedladende toner, hvorfor det i stedet skal være B. Eller i hvert fald ikke A.

Hvis jeg foreslår, om det kunne være lettere at gå til højre, ja så tager jeg "fanden da" fejl, der er kun en retning og det er … you guessed it, venstre.

Og han er altid - ALTID -i forsvarsposition.

Jeg har ikke gjort ham noget, og han har ikke gjort mig noget.

Men kemi, det er da bare ikke.

Jeg tror sgu', jeg skræmmer ham lidt. Evt. lidt meget. Aner ikke hvorfor eller hvordan, men jeg må jo konstatere, efter at have bevæget  mig rundt i denne verden i 36 år, at nogen mennesker bare finder mig skræmmende.

Og hvorfor ikke? Sådan har jeg det jo også med nogen. Vi intimideres vel oftest af dét, der er det, som vi enten ikke kan genkende, eller det som vi kan genkende, men ikke lide. Det, som gør os usikre. Eller hvad?

Det, jeg prøver at sige, er, at vi har et medansvar, for at vi bliver skræmt. Og 100 % ansvar for, hvordan vi reagerer på vores usikkerhed.

Og måske, måske kunne det være meget smart at prøve at lære vores frygt at kende. Det kunne jo være, at den blev lidt mindre af det.

En ting virker ret sikkert: At bruge al sin energi på, at slå fast hvor man adskiller sig bidrager ikke til større forståelse.

Kom nu ind i kampen, ikke?

Tuttelu, hviskede hun

Øh…" her har I mig tilbage". Nej, nej det virker ikke rigtigt.
"Hej der, så tager vi hul på en ny sæson af 'en 36 årig hysterikers virkeligt uvedkommende  liv.' Der vil ikke være druk, hor eller nøgenhed. Til gengæld vil der være masse af kagespisning!"
Heller ikke helt godt. Det dur vidst ikke at slå sig op som oprigtig konkurrence til satellitkanalernes reality shows. Især hvis man ikke har andet at byde på end kagespisning.
(Og skulle der snige sig druk, hor og nøgenhed ind, vil det i hvert fald ikke blive nævnt på disse sider. Størstedelen af min meeeget begrænsede fanskare består nemlig af veninders mødre, for slet ikke at nævne min egen mor! Heldigvis læser mødre ikke parenteser).

Pointen er, at jeg er frygtelig flov over, at jeg har forsømt min kære blog så længe. Ikke kun med tanke på min SERIØST begrænsede fanskare (Hej Kirsten og Christina, godt at se jer), men mestendels over for mig selv.
Det her skulle jo være mit kreative outlet, her hvor jeg fik revset, set indad, været sjov, ændret verden … ej, ok, det sidste har jeg faktisk aldrig haft planer om.

Jeg har brugt hele sommeren på at fortælle mig selv, at jeg kun kan skrive, hvis jeg har noget at skrive om. Og har så i øvrigt været rimelig hurtig til at dømme sommeren 2012 ganske begivenhedsløs og ligegyldig.
(Hvilket er en stor, fed løgn, men hvis den kan bruges som undskyldning for at undgå tastaturet, er den i mine øjne gangbar.)

Men så var det jo så, at denne morgen så en undseelig mail lande i min indbakke (vi kan allerede konkludere, at min tendens til at anglificere mit sprog ikke er blevet mindre over sommeren).
Det var en lille notits om, at en kær ven af mig havde opdateret sin blog. Linnea, du ramte mig i solar plexus med denne fine tanke.

(Så er I jo så nødt til at følge linket, for at fatte resten af dette indlæg.)

For hun har jo ret.

Jeg er ikke gudsinspireret; jeg gemmer ikke på et talent, der vil slå benene under jer alle, når jeg først lukker op for godteposen; uden mine ord er dagen stadig hel og god - solen står op og går ned, verden går sin gang.

Men måske, en dag - blandt alle de banaliteter jeg får spyet ud - læser en eller anden de ord, der rammer - bare en lille smule - i solar plexus.

Og blev Batman i sit mansions ene fløj, nedbrudt og bitter, og på krykker ikke mindst? Eller marcherede han (på krykker) ind til Lucius Fox, og konkluderede "HER HAR I MIG TILBAGE"?

Og er jeg Batman eller er jeg Nynne ???

??? - ok, det er måske ikke helt let at svare på. Egentlig er jeg nok mest Dewie fra Screamserien. Eller Jacob fra Twilight. I pigeudgave, og uden den reelle evne til at transmogrife om til en varulv… tja.

Én ting er jeg dog helt sikkert: Tilbage.

Arh, er det nu ikke bare en fiks idé?

Min mave er lutter sommerfugle. De basker, og de kvidrer tilmed, hvilket er lidt spøjst taget i betragtning, at det jo ikke er noget sommerfugle gør. Normalt.

Men det er jo heller ikke en helt normal dag.
For i aften når jeg første station på min vej til Californien. Nemlig en København-baseret veninde, som jeg skal overnatte hos.

Jeg er klar. Alt er pakket og står parat, nu er det bare at vente på at toget kører. Om mange timer.

Og nu opdager jeg så, at jeg bare ikke er særlig god til at være klar i så god tid. For så kan jeg rigtig sidde og gruble over, hvad jeg måtte have glemt og alt sådan noget.

Men så kan jeg jo adsprede mine tanker med at update min blog.

Jeg har nemlig gjort endnu en opdagelse; jeg er blevet en tak mere voksen.
Scary, I know.

Jeg tror, at det startede, da jeg for nylig besluttede at se fortiden i øjnene. Den personificerede fortid, vel at mærke. Og en fortid som ikke har villet acceptere den grænse jeg har sat. Men tværtimod er blevet ved med at forsøge at suge mig tilbage i sit eget lille univers.
Og dét gjorde mig bange.
Men det der med at være bange, det er noget, jeg har arbejdet med (ja ja, jeg hører bræklydene :-)). Og jeg har konkluderet, at det stinker at være bange.
Ja, Tricksteren er ikke helt dum.
Så - ja, lang historie kort, jeg besluttede at efterkomme fortidens ønske om at mødes.
Og jeg satte rammerne, neutral grund, tredjepart, tidsbegrænsning. Overvåget samvær, kan man vel kalde det.
Men det havde ikke fortidens interesse. Fortiden valgte at ignorere mit brev. Fortiden bryder sig ikke om at andre sætter dagsordenen, går jeg ud fra.
Det er jo sådan set fortidens problem.
Det er det i hvert fald nødt til at være.

Jeg må indrømme, at jeg var skuffet. For jeg var faktisk begyndt at forestille mig, at der kunne rigtig meget godt ud af det for mig. Men dét er vel så til gengæld ikke fortidens problem.

Der er bare det ved det, at den her hændelse, der ikke fandt sted, faktisk har ændret noget. I mig.

Forleden blev der holdt en stor fest, der hvor jeg bor. Jeg kan godt lide at feste, men jeg kan godt have meget svært ved at rumme at lægge hus til. Selvom jeg virkelig gerne vil være god til det. Ved sidste års fest endte jeg med at ligge og hyperventilere og græde i 40 minutter. A propos at være bange...
Heldigvis bor jeg med nogle mennesker, der måske ikke forstår det, men accepterer det.
Nå, men det, jeg vil frem til, er at jeg i år havde en virkelig fantastisk fest! Jeg havde givet slip på... et eller andet. Kunne forstå, at folk nok messede mit hus op, men ikke mit indre. Og ikke en eneste gang følte jeg mig overbevist om, at alle hadede mig.
Det var sgu' da meget fedt.
Og jeg fik taget to tyre ved hornene.
Der er to mennesker i mit liv, der har fyldt og fylder rigtig meget.
Den ene er et gammel venskab, hvor der har været og stadig er meget kærlighed. Men også frustation.
Den anden er et nyt bekendtskab, der er blevet farvet nogle trælse ting. Havde det været et venskab uden disse? Det troede jeg en gang, men nu ved jeg det ikke.
Hvorom alting er, så har jeg følt mig dårligt behandlet og udnyttet af begge. Og været hamrende vred på mig selv for ikke at kunne opretholde mine grænser.
Og nu var det tid til at slutte dét kapitel. Tid til at fyre trælse mønstre. Og efterlade dem. I fortiden.
Og det gjorde jeg. På en ordenlig måde. Synes jeg selv, men jeg gætter på at de to andre ikke tilslutter sig den opfattelse.
I hvert fald var ingen af dem særligt begejstrede for, hvad jeg havde at sige. Om end den ene tog det bedre end den anden.
Det ville have været fantastisk, hvis we could all just be friends, men i mangel af dette, tager jeg til takke med at kunne kigge folk i øjnene og være ærlig over for dem. Og sige stop.
Så selvom jeg ikke fik deres forståelse ud af det, og egentlig ikke forestiller mig, at det ændrer noget som helst mellem os, så ved jeg, at jeg har valgt at stå op for mig selv, fremfor at være bange for at såre eller miste nogen eller gøre det hele værre.

Det er da lidt modent, ikke?

Når det så er sagt, så er jeg ikke mere voksen, end at jeg i dén grad skal give den gas i Disneyland. Derovre i Californien, som jeg jo rejser over til i morgen.
Men det har jeg vidst nævnt?