Huden jeg bor i.

Jeg stødte på en interessant artikel, her til morgen, på en af formiddagsbladenes netudgave.

Overskriften var:

’Sådan får du dine sår til at hele hurtigere’

Da jeg trækkes med en kløft af manglende hud på højre langefinger (100 % selvforskyldt), var jeg naturligvis intrigued, som man siger på den anden side af Esbjerg.

Well (det sige man også derovre), det viser sig, at folk, der hver dag tager sig tid til at nedfælde irritationer og frustrationer fra dagligdagen, heler hurtigere. End dem, der ikke gør det, forstås.

…

Man har jo en hel blog, til sin rådighed…

”Trine The Landlord mærkede hvordan Trine The Whistleblower sneg sig op ad rygrads-vindeltrappen.

En sulten tindren i øjnene, et uklædelig anfald af savlproduktion glinsende i mundvigen. En hvislen, der var Voldemort værdig.

Trine The Landlord blev tung om hjertet. Af alle beboerne i denne krop, var Trine The Whistleblower måske den, hun holdt mest af.

Men hun viste, hvad hun måtte gøre, om end hun følte en af snert forræderi fra sig selv.

Hele trappeopgangen dirrede nu spændt i det hvislende ekko.

Trine The Landlord havde gjort det før, og hun viste, at Whistlebloweren var stærk, og ikke ville lide varige mén. Blot blive sendt tilbage til sin matrikel for en stund.

Hun løftede kobenet …”

Brokkeblog vol. I

Long time no see!

Hvor er det sidste halve år blevet af? Jeg ved det ikke.

Væk i en strøm af jobsøgning, sommer, god musik, venner, bøger, havvand.

(jeg har også skrevet andre steder end her, men sshhys, den lille blog bliver så ked, hvis den hører det)

… det lyder som om, det har været sjovt? Tjoh, det har det vel sådan set også. Nice nok.

HOWEVER, jeg er nu, med 180 km/t braget ind i en mur af mangel på energi og produktivitet.

En mur af apati. På udvalgte dage, ville man kunne beskrive mig som katatonisk, hvis det ikke var for det lejlighedsvise toiletbesøg.

Personligt bebrejder jeg bunkerne af jobansøgninger, der blev afvist (ja, jeg går det ud fra, at de er blevet afvist, men da jeg egentlig kun har fået svar på ca. 10 %, har jeg måske gjort regning uden vært.)

Og dermed bebrejder jeg også regeringen – jo, både forrige og nuværende – for deres pissen på arbejdsledige.

JO, jeg søger også (faktisk nærmest udelukkende) jobs, jeg er ”overkvalificeret” til, men news flash (jeg kigger på dig, Vestager): heller ikke her er der respons på mine henvendelser.

Havde egentligt i sin tid sat den præmis, at brokkeriet på denne blog skulle holdes på et minimum.

Men, en klog veninde af mig, var fornyligt til et ”De Positivt Indstillede skal arve jorden, så fortræng, fortræng for helvede, NU” – foredrag.

Telefonkablerne mellem KBH og Århus (undskyld Aarhus) ætsedes nærmest, da hun udspyede:

”Hvis man ikke giver det negative plads, tager det selv plads!!!” (eller noget i den stil)

Og det har jo netop været mit mantra i mange år! Men jeg må have glemt det, i ren glæde over at have fået billetter til Depeche Mode, eller noget i den stil.

Anyways, da jeg bestemt ikke gider trækkes med negativitet, der manifesterer sig som kræftknuder på krop og sjæl, er dette indlæg første i rækken af:

Trines brokkeblog(indlæg)!

Her er mine presserende utilfredsheder:

·         Mig selv. I denne omgang nærmere bestemt min indædte modstand mod at rydde op og gøre rent på mit eget rum. Gudskelov deler jeg resten af matriklen med andre, og det der med rengøring af fællesområder, det betaler vi os fra.

Altså, det er jo ikke fordi, der er ulækkert inde hos mig (eller..?), men at have sit liv samlet på 16 kvadratmeter er bare ikke = meget gulvplads, og det akkumulerer fandens meget støv. Og jeg er altså kommet til at tisse en lille smule i bukserne, fordi jeg er blevet viklet ind i en ledning på vej på toilettet.

·         Piger på kæmpestore, pyntede damecykler, med meget blomstrede cykelhjelme på hovedet, der har det med at stille sig med bedstemorcyklen på tværs af fortovet (fortovet = der, hvor fodgængerne går).

Eller holde for rødt i fodgængerovergangen.

Eller køre ved siden af veninden (også på pyntet kæmpestillads, og blomster på hovedet), i adstadigt tempo, så man rigtig kan få snakket, og besvarer klimpren med cykelklokken med et arrogant blik over skulderen (men ikke med at trække ind til siden. Nej, da.)
Tydeligvis har mor og far haft succes med at opdrage deres poder til at udtrykke individualitet (for pynt og blomstrede hjelme er jo et særsyn i Århus midtby. FNIS), men måske er det som, at det så er glippet lidt med at lære dem ’hensyntagen til sine medmennesker’.

Siger det bare.

·         Dagpengeforringelserne. Det er meget muligt, at systemet trængte til en renovering. Og det mener jeg sgu’ oprigtigt. Måske gjorde det, måske ikke, I don’t know, MEN … at halvere ydelsesperioden i en tid, HVOR DER INGEN JOB ER? For at presse højtuddannede til at tage ufaglærte jobs, jamen …  okay fint nok, men hvilke jobs skal de ufaglærte så have?

PIS MIG I ØRET, over hele salen, fra Joachim B. Olsen til Johanne Schmidt-Nielsen. 

·         Facebookgruppen ’Jeg dømmer dig, hvis du staver forkert’ og lignende.

Øh nå.

Ja, lad os da slå ned på de vigtige ting her i livet, såsom ordblindhed eller slåfejl. Nah, men jeg mener – altså, det er jo noget, der påvirker OS ALLE. Hjulene kører jo for helvede ikke rundt, hvis Sofus putter d i gjort i en statusopdatering. Obama og Assad gør fællesfront og forbereder militærintervention i lille Danmark. SÅ ka’ du lære det, Sofus.
Kan da næsten ikke leve med, hvor mange vågne nætter, jeg selv har forårsaget, hvad min manglende selvkorrektion.

Hold nu kæft, hvor jeg trænger til ferie!

Godt jeg kun har 15 nætter at sove i, inden jeg drager ad Californien til (mon der findes en facebookgruppe, der tilbyder at dømme mig, hvis jeg stinker til hovedregning?)

I bet you think this song is about you …

Da jeg startede denne blog, var en af de regler, jeg satte for mig selv, at den ikke skulle bruges til at hænge andre ud.

I hvert fald ikke private bekendtskaber. Det er lidt noget andet med folk, der f.eks. hedder Claus Hjort. Eller måske Lone Powerprinsesse. Mennesker, der med liv og sjæl har kæmpet for at parkere på steder, hvor de ligesom godt ved, at de sgu nok er til gene for andre, ikke?

(delvist undskyld til Claus Hjort. Du er pisseirriterende, men jeg tænker, at du trods alt er drevet af en ideologi, og ikke et behov for opmærksomhed)

Anyways, pointen var, at bloggen ikke skulle være en gabestok, hvor jeg, efter forgodtbefindende og drevet af hævngerrighed, kunne sætte venner, familier, naboer og andet godtfolk til skue.

Ej heller små ben-spredende pigebørn fra reality TV.

For et par uger siden kom jeg så - ganske uforvarende - til at fornærme både kære venner og endog min kære mor!

Forleden gjorde jeg det igen.

(til gengæld er både Hjort og Powerprinsesse gået ram forbi. Endnu… (jeg kigger på dig "power"prinsesse!))

Og så er det jo, at jeg tænker: hvorfor ikke bare fortsætte?

Ikke med at skyde med spredehagl, og håbe på at jeg får ram på så mange som muligt.

Men med at holde op med at censurere mig selv.

Det er jo trods alt ganske frivilligt at læse denne blog, så skulle det ske, at man pludselig føler sig ramt af skribentens ord, kan man jo vælge at forlade siden. Vælger man at blive hængende, til trods for at man er fornærmet helt ind i sit inderste, kunne man jo måske tage en lille dialog med sig selv om, hvorfor man måske lidt har det med at svælge i at føle sig forurettet.

I ved selv, hvem I er (nej, mor, det er IKKE dig).

(og mellem jer og mig: jeg er meget egoistisk. Denne blog handler helt 100 mere om mig end om dig)

Og, on that note, vil jeg så gribe fat om nældens rod:

I lørdags var jeg meget højlydt (troede I, det kan blive meget værre) omkring emnet "kvindelige bloggere".

Og om hvordan jeg oplever, at vi, generelt, gør os inden for tre kategorier, nemlig mad, mode eller børn.

Lad mig gøre det klart: elsker mad, kan godt lide tøj (jeg har det i hvert fald på hver eneste dag) og jeg synes, at det er noget af det fedeste i verden at være sammen med børn. For reals, mine tre bedste venner hhv. 1, 5 og 6 år.

Jeg elsker også, når mennesker har en passion, en sag.

(det er så ikke altid, at jeg elsker deres sag. Vel, Powerprinsesse?)

Men det undrer mig, at vi skriver 2013, og det, vi helst udtaler os om, er stadig: madopskrifter, tøj, børn.

Og det irriterer mig, at det hele skal have det her evigt lyserøde skær af positivitet.

Åh, pokkers, jeg kan allerede høre gjallerhornet indkalde til krig på Tricksterens matrikel!

Lad mig skynde mig at sige: man må hjertens gerne være positiv. Positiv = fedt. Men! Ingen fucking mennesker er positive hele tiden! Nogen bilder sig måske ind, at de er det (og I ved, hvem I er), men det er de ikke, og så'n er det.

En blog er en repræsentation af bloggeren. Og det, man lægger på den, er noget, man vælger at andre skal vide om en. Ligegyldigt om det er på skrift, i billeder eller gennem links. Det er selvfølgelig ingenlunde en fyldestgørende repræsentation. Men i det puslespil, mennesket er, er det en brik, man selv udformer.

Og det er trist, at en stor del af danske kvinder vælger, at det, de bare synes, at andre skal vide, er, at de har lagt neglelak. Eller bagt en meget pæn cupcake.

Og så punktum.

Ikke noget med, at de i forgårs havde koldsved og bankende hjerte af stress efter arbejde.

Næh, i forgårs, ja da fandt de da denne bedårende nipsgenstand [indsat foto] i genbrug.

Det er da også dejligt nok. Men så dejligt, at vi må skynde os at smide det på nettet?

Really? REALLY?

Er det ikke tilstrækkeligt, at vi selv føler glæde ved det? Gælder det først, når andre har bekræftet det?

(er muligvis en kende for skråsikker nu, men jeg tror sgu', at jeg nærmer mig kernen her)

Det pisser mig af, at det tilsyneladende ikke generer disse kvinder at fremstille sig selv som relativt kedelige ("jeg har bagt en bolle, det er så stort, at det må på nettet").

Og det pisser mig af, fordi det ikke er særligt medsøster-venligt.

"Hvad er den af? Er du ikke cupcake-bagende prinsesse i dit eget liv? Har du en dårlig dag? Herut med sig, i vor lille Askepot-verden smitter negativitet som lus i en børnehave, og lus - det er jo noget gris!"

For helvede, kvinder, omfavn nu for fanden jeres negativitet! Jeres grimme sider! Udstil det, der smerter jer.

Lad være med at lave det her glansbillede af feng shui'ede hjem og børn, der led af adhd og pest og kolera indtil du holdt op med at give dem mælk eller sukker eller blå (men gerne grønne) druer.

Mal nu for fanden da et helt billede af jer selv!

Som vi sagde i 90erne: "det var bare det, jeg ville sige, hej."

(det er så helt 100 ikke alt, jeg har at sige, men nu er Tricksteren træt ovenpå al denne udkrængning, og hun trænger til en kop kaffe.)

Snapshot af min lørdag

Jeg keeeeder mig for vildt i dag.

Hvilket egentlig er lidt mærkeligt, for jeg kan jo sådan set gøre lige, hvad jeg lyster. Men åbenbart er min lyst at ikke have lyst til noget.

Har spist en ostemad. Den smagte mig ikke. Og nu lugter mine fingre af ost. Selvom jeg har vasket dem. OG sprittet dem i alko-gel, OG cremet dem ind.

Ser en film. Den er ikke sjov. Til trods for at den bugner af hits fra 80ernes hair metal bands. Til trods for at den har Tom Cruise som afdanket rockstjerne.

Det er sørgeligt, men sandt: Rock of Ages holder IKKE! Og jeg er ret sikker på, at det ikke bare er fordi, det er en af den slags dage. Jeg er ret sikker på, at den heller ikke holder i morgen!

Nå, men så var det jo, at jeg tænkte, at jeg ville surfe lidt blogs.

Så, det gjorde jeg så.

Og som altid blev jeg ret skuffet.

Blogs skrevet af kvinder (og det er bare dem, der er flest af) falder mestendels i tre kategorier:

Opskrifter, mode og "jeg er på barsel med nr. 3 og mine børn får hverken sukker eller mælk, men masser af spelt".

Og så er de ellers instagram-bombarderet med fotos af de nybagte speltboller, det nye lag neglelak og en pæn kjole.

WHY???

Er det virkelig alt, kvinder kan galpe op om i dag???

Og er det ikke liiidt let, at uploade et foto at sin frokost og kalde det et blogindlæg?

Muligvis er min blog ikke verdens mest interessante, men jeg kan da i det mindste skrive to sammenhængende sætninger, som jeg endda har tænkt - HELT SELV!

Og det udelukker ikke, at jeg også kan lakere negle, lave mad eller har pænt tøj.

Det var dagens sure opstød, på sådan en monster kedelig, grå lørdag.

Ses i næste uge, ik'?

Hvis man knipser mig i panden, lyder der blot et rungende ekko.

Hvor er det let at få overbevist mig selv om, at jeg ikke er i stand til tænke en eneste sammenhængende tanke, når jeg sådan sidder her og skal skrive noget blog.

"Bare skriv, hvad der falder os ind", siger livscoachen, der bor bag mit højre øre. Hun er pisse irriterende, og jeg har en mistanke om, at hun har fået sin certificering gennem et eller andet aktiveringsprojekt for dagpengemodtagere.

Jeg har i øvrigt ikke tænkt mig at fortælle hende, at mit venstre øre er mit koncentrations-øre.

Det, hun ikke fatter, er, at intet falder mig ind. At jeg vitterligt, i dette øjeblik, er det kedeligste, mest tanketomme menneske i verden. Og det faktisk er dødsens nødvendigt for mig, at konstant klø mig meget koncentreret i nakken.

"Skriv om, at du er blevet en tak mere voksen over påsken, og har lagt nyt budget og få styr på skat og lån og papirer..." "… og PIS og papirer" afbryder jeg.

A) det er røvkedeligt.

B) nu skal skindet jo ikke sælges, før bjørnen er skudt, vel? Altså, det er jo fint nok, at jeg har fået teoretisk styr på fremtiden, men kun fremtiden kan jo vise, hvordan det vil gå med den praktiske gennemførelse.

"Skriv om, hvor meget du hader at blive afbrudt!", udbryder livscoachen i et noget spidst tonefald (der er ikke tvivl om hendes genetiske ophav).

Ja, jeg hader at blive afbrudt. Jeg hader det faktisk i en sådan grad, at jeg før har overvejet at skrive et blogindlæg om det.

Men det kunne jo resultere i, at folk vil skyde mig det i skoene, når jeg selv gør min mening offentlig, når andre taler. Og det er jo slet ikke det samme.

"Så kunne du jo skrive om, at dét ikke vil blive et problem, for du kender jo ikke nogen, der faktisk læser din lille blog!".

Slam!

Hallo, så vidt jeg har forstået, så handler coaching om at stille de rigtige spørgsmål, ikke at diktere klientens liv! Eller blog!

(Men jeg er nu alligevel en kende stolt af hende.)

Hun er dog inde på noget; jeg kan se, at jeg får en del besøg (sagt i al beskedenhed), og det endda uden at mine egne sidevisninger registreres. Men en imponerende stor del af mine venner, har meddelt, at "det der med at læse blogs ikke lige er dem", eller at de "ikke lige er så gode til … hrhm, mumle, mumle, NÆH se, et træ!" Jeg ved, at min venindes mor læser trofast med (hej Kirsten), men hvem I andre er, aner jeg ikke.

Så jeg kunne jo skrive hvad som helst, uden fare for at blive holdt op på det.

Hvorfor helvede gør jeg det så ikke?

(Er vist det rette spørgsmål)

A, B, C, D, E, F, G …

I mit "nærmiljø" er der den her personage … der bare er modsiger mig i alt. Ikke fordi vi ideologisk eller værdimæssigt ligger alen fra hinanden - eller, det ved jeg faktisk ikke, om vi gør, for vi samtaler ikke pisse meget. Han taler meget til folk omkring mig, men mig er han tydeligvis ikke helt pjattet med. Og det er jo egentlig ikke en ugengældt følelse.

Men ind i mellem krydses vores veje jo. 

Nå altså, jeg tror da at vi (måske) på papiret kunne blive enige om mange ting.

Og det er da heller ikke politik og holdninger, "vi" er uenige om.  Lord knows, det ville kræve meget mere kommunikation, end jeg kan bevilliges.

Nej, det er det er om de der små, pisse ligegyldige ting, der kan gøre hverdagen lettere. Eller bare så pisse meget mere træls.

Hvis jeg foreslår, om vi (i gruppen) ikke skal lave A, så forklarer han, i nedladende toner, hvorfor det i stedet skal være B. Eller i hvert fald ikke A.

Hvis jeg foreslår, om det kunne være lettere at gå til højre, ja så tager jeg "fanden da" fejl, der er kun en retning og det er … you guessed it, venstre.

Og han er altid - ALTID -i forsvarsposition.

Jeg har ikke gjort ham noget, og han har ikke gjort mig noget.

Men kemi, det er da bare ikke.

Jeg tror sgu', jeg skræmmer ham lidt. Evt. lidt meget. Aner ikke hvorfor eller hvordan, men jeg må jo konstatere, efter at have bevæget  mig rundt i denne verden i 36 år, at nogen mennesker bare finder mig skræmmende.

Og hvorfor ikke? Sådan har jeg det jo også med nogen. Vi intimideres vel oftest af dét, der er det, som vi enten ikke kan genkende, eller det som vi kan genkende, men ikke lide. Det, som gør os usikre. Eller hvad?

Det, jeg prøver at sige, er, at vi har et medansvar, for at vi bliver skræmt. Og 100 % ansvar for, hvordan vi reagerer på vores usikkerhed.

Og måske, måske kunne det være meget smart at prøve at lære vores frygt at kende. Det kunne jo være, at den blev lidt mindre af det.

En ting virker ret sikkert: At bruge al sin energi på, at slå fast hvor man adskiller sig bidrager ikke til større forståelse.

Kom nu ind i kampen, ikke?

Kan man få en udmeldingsblanket? Eller sker det helt automatisk?

Så gik jeg lige og var så svært selvtilfreds.

For det der økonomi - det var jeg sgu da ved at have fod på.

I flere år er regningerne blevet betalt til tiden. Opholdene i Zone Kassekredit er blevet færre. Besøg i netbanken ikke længere automatisk forbundet med kvalme.

Jeg var da så småt begyndt at tænke, at jeg vist havde taget endnu et skridt ind i voksen-voksenlivet.

Jeg tog fejl.

Selvfølgelig tog jeg fejl.

På dagpenge er der ikke noget skejen-en-lille-smule-ud. På dagpenge er der ikke noget med at have et "nogenlunde" overblik over, hvad jeg har brugt.

Og måske har man været åh så fornuftig at tjekke kontoen d. 01. Men hvis januars poster så først tikker ind i løbet af februar. Ja, så kan man sidde nok så meget på sine hænder, og alligevel se saldoen dræne i faretruende hast.

Så meget for fornuft og indbildt modenhed.

For jeg er fattig.

Ikke fattig sammenlignet med … det meste af resten af verden. Sikkert heller ikke fattig, sammenlignet med den enlige mor til tre, der bor i ghettoen.

Men jeg er fattig sammenlignet med mine såkaldte peers. Mine "ligemænd", "jævnbyrdige". Mine venner.

Jeg tog en universitetsuddannelse. Og det var jeg glad for. Det er jeg stadig.

Men måske var det en fejl.

For jeg tog mine eksamen, før det for alvor gik op for humaniora, at man sendte sine kandidater ud på et arbejdsmarked, der sjovt nok ikke efterspørger kompetencer inden for metalitteratur, og den slags. Ikke så meget, i hvert fald.
Det var ikke in at kombinere det klassiske (og skønne) fag-nørderi med verden i dag.

I min ydmyge mening.

Jeg har ikke været i praktik, jeg har heller ikke nævneværdige mængder af studierelevant arbejde. I hvert fald er der altid nogen, der har mere.

Jeg har heller ikke de højeste karakterer. Jeg har heller ikke de værste, men der er altid nogen, der har højere.

Jeg var ikke aktiv i foreninger eller frivilligt arbejde.

Og det var jo alt sammen meget dumt, som det siden er gået op for mig . Og hvis jeg skulle glemme det, skal Nyhederne nok minde mig om det.

Jeg fik altså min eksamen. Og det gjorde alle de andre jo også. Og så stod vi der. Et antal af os, og et noget mindre antal job. Og så gik vi, og jeg, til møder. På jobcentret og på A-kassen.  Og ordet "netværk" blev et meget centralt ord i mit liv. For det var dét, der ville skaffe mig et job, kunne jeg forstå på det hele.
Jeg havde bare ikke sådan et jobskabende netværk.

Jeg fik at vide - igen og igen og igen og i meget belærende toner - at jeg jo skulle være opsøgende. At arbejdet jo ikke opsøgte mig. Det var jo fint nok lige at sige det til mig, for jeg sad jo ellers der med ledigt balkort og ventede på at blive budt op. NOT. Det er bare møgsvært at overbevise folk om, at de har brug for mig og mine uovervindelige kompetencer, når jeg ikke selv ved, hvad mine kompetencer er.

Jeg lærte at skrive jobansøgninger. Jeg lærte, at slå stavekontrollen til (det kunne jeg godt nok i forvejen, men der er jo som sådan ikke noget galt med repetition). Jeg fik at vide, at der var en kvinde, der havde fået job, fordi man havde efterspurgt "overblik", og vupti dupti, så havde hun jo kunnet skrive, at det havde hun, og det kom især til udtryk, når hun hangglidede.

Jeg hangglider ikke. Jeg har ikke rigtig nogle fritidsinteresser, der får min ansøgning til at skille sig ud.

På trods af alt dette, har jeg faktisk arbejdet. Tidsbegrænsede ansættelser, deltidsarbejde.

Jeg er nemlig sådan en lidt skrøbelig én.

En speciallæge har givet mig et langt papir om mig. Der står, at jeg fungerer helt normalt - både fysisk og mentalt - og jeg sagtens kan arbejde, men ikke mere end 20 timer om ugen, da jeg er en lidt skrøbelig person, der hurtigt/ere bliver … udmattet.

Det er da ikke så slemt, synes jeg?

Men det er jo så ikke mig, der bestemmer, og gudskelov for det, for hvis vi alle sammen selv skulle gå og mærke efter, hvor meget vi kan holde til - ja, så ville samfundet da gå helt i hundene.

Så jeg laver mine oversættelser og tolkninger, og så går jeg hjem og skriver ansøgninger på fuldtidsjob i den akademiske sektor - og i så mange andre sektorer. Ansøgninger til jobs, jeg ikke får, fordi der altid er nogen, der har mere erfaring end mig.

Og så udfylder jeg mit supplerende dagpengekort. Lidt endnu.

Og føler mig som en paria. På tålt ophold.

Mine venner har job. De har bil. Biler De har hus. Børn. IPads. Pensionsopsparing. Spillekonsoller. Fladskærms TV.

Og jeg under dem det af hjertet.

Det er bare gået op for mig, at jeg er endt på B-holdet. Friværdi er en by i Rusland for mig. Jeg bliver en af de pensionister, som Pia Kjærsgaard slås for (og det i sig selv, er noget af en kamel at sluge).

Hvis jeg får børn, bliver der ingen Wii til mine unger.

Og det er i og for sig okay, og ja, jeg har fattet, at jeg ligger som jeg selv har redt.

Men jeg betaler min skat, og er ligeså meget en del af det her samfund, som mine lige...mænd? For vi er der stadig lige, er vi ikke?

Eller er det bare sådan, at vi, i et velstillet samfund som vores, bare har brug for nogen, som vi kan "tolerere - men kun tolerere"?

Jeg føler mig sindssygt heldig, at bo i et land, hvor jeg (så længe det varer) kan gå til lægen, få en uddannelse, blive støttet når jeg er arbejdsløs … Jeg er virkeligt taknemmelig for det.

Men jeg er også træt af at føle, at prisen for det er, at min stemme (der kommer ud af min hals, ikke den på papiret), ikke tæller så meget som andres.

Og jeg har ondt i maven over, at jeg begynder at opleve dette fra mine "jævnbyrdige". Det kan godt være, at jeg ikke pendler tre timer om dagen, men det gør mig jo ikke til idiot, vel?

Og jeg har ikke så mange penge, men måske vi kunne lave noget, vi alle sammen har råd til?

Eller hvad?

Skal jeg bare lukke døren efter mig?