Spørg bare Trine, hun ved det helt 100 (før eller senere)

Da jeg var blot en blåøjet, bedrevidende pre-teen læste jeg et hav af bøger om stakkels piger, der var kommet ud i noget med stoffer!

Det gjorde alle de andre blåøjede, bedrevidende pre-teen piger også. Forældre, lærere og pædagoger kastede dem i nakken på os, for stoffer er noget skidt noget, og det skulle vi lære hurtigst muligt, så vi ikke selv lod os lokke ud i sådan noget.

Og vi svælgede i det. For ungdomsromanerne havde en alvorlig slagside ift. de velmenende voksnes dagsorden:

De var meget romantiske.

Ikke altid (men sommetider) romantisk på pige-dreng-kæreste-måden. Men god, gedigen weltschmerz, "alle-hader-mig-ingen-forstår-mig" romantik. Og det er noget pre-teens kan relatere til!

Nå, det har sådan set ikke noget med dette indlægs emne at gøre.

Og mon ikke, pointen er feset ind - bøger om kvindelige teenagenarkomaner, dem læste vi mange af.

Godt.

En af disse bøger var Spørg Bare Alice.                                         

Vi elskede den bog, og det faktum at vor "heltinde" (som IKKE er Alice) findes død - MÅSKE VED SELVMORD - tre uger efter sidste dagbogs indlæg … ja, så kunne vores næsten-teenagefølelser ikke blive mere pirrede.

(at bogen blev solgt som en autentisk dagbog, men at dette senere blev draget seriøst i tvivl, er i denne forbindelse fuuuuldstændigt ligegyldigt!)

Så langt, så godt.

Bogen blev læst, årene gik, den litterære smag ændrede sig.

Min kærlighed til popkultur holdt dog (og holder stadig) ved. Jeg indledte bl.a. et livslangt kærlighedsforhold til den tegnede TV serie The Simpsons.

Og jeg bemærkede, at når Homer og andre beboere i Springfield af forskellige årsager gik hen og blev skæve, var det ofte til tonerne af et musiknummer, som jeg kendte, men ikke kendte godt. Det var trods alt 9 år ældre end mig.

JEFFERSON AIRPLANES 'WHITE RABBIT'.

Love. It.

Og da jeg desuden har en Alice i Eventyrland-fetich kunne det jo næsten ikke blive bedre.

Så jeg begyndte at dyrke nummeret.

Og jeg tog ofte mig selv i, at gå rundt og synge den inden i mig selv.

(for selvom jeg gerne giver mig i kast med 'Nothing Compares to you', når jeg er alene hjemme, så har jeg selverkendelse nok til ikke at forsøge mig med Grace Slick!)

Anyways, hver gang jeg nåede til "go ask Aliiiiice, I think she'll knooooow", fik jeg en uforklarlig følelse af noget meget bekendt.

Der gik ca. 15 år, inden jeg connected the dots, men da det skete … da var det som om Universet slog dørene op til svarene på alle dets gåder!

Det gjorde det selvfølgelig ikke, men sådan føltes det.

Det, Grace Slick bad mig om, var jo for f….. da at BARE SPØRGE ALICE!!!

(INDSÆT HER LYDEN AF TIØREN, DER FALDER)

Det er ikke verdensomvæltende information, og du spørger måske dig selv, hvorfor f….. du har brugt 5 minutter af dit liv på at læse dette indlæg.

Men når du går i seng i aften, da vil du mærke det…

Denne følelse af, at dit liv er en anelse mere tilfredsstillende.

Mit navn er Trine og jeg er hverdagseskapist!

I anledningen af helligdagsweekenden har Tv's sendeflade bugnet af eventyrfilm.

Og eventyrfilm - det er en af mine guilty pleasures!

Jeg synes simpelthen at de er så hyggelige. Og jeg elsker alt der hygger. Oh yes.

Men hvorfor jeg i den nette alder af 35 lettest kommer i zen, når trolde, feer og talende dyr boltrer sig bag en glasskærm, ved jeg simpelthen ikke.

Oh, bull, gu' ved jeg da så!

Det har da sådan set ikke så meget at gøre med de der væsener. Men derimod - selvfølgelig - med det heldige barn, der altid er helten i disse film. Der altid, via en eller anden spidsfindig hændelse, pludselige befinder sig i et hæsblæsende eventyr, der sætter dagligdagens problemer med travle forældre, såkaldte kammerater og at føle sig så isnende uden for, i behørigt relief. I stedet er der masser af nuttede nye venner, der har så frygteligt brug for din (min, MIN!) hjælp, og som hepper, mens du (mig, MIG!) pludselig transmogriffes til vort sande jeg: en helt!

Åh, at flyve, rutsje,  gå gennem et skab og lige ind i en skøn fortryllelse.

Som barn kunne jeg give mig selv hovedpine af så kraftigt at ønske, at Peter Pan en aften ville sidde i min vindueskarm. Han ville være kommet for at tage mig med - flyvende - til Ønskeøen. Og der ville vi så flyve af sted, ham i sit fikse lille Pan-outfit, og mig med mine slangekrøller og, bal-agtige lyseblå natkjole og kanintøfler (Askepots fe-gudmor havde lige været et smut forbi og tryllerylle mit hjemmeklippede korte hår, bamse bomuldspyjamas og kinasko).

Og når vi så kom til Ønskeøen - ja, så ville der ikke være nogen ende på al den sjov, vi skulle have.

Senere har jeg selvfølgelig hørt om Peter Pan syndromet, ligesom jeg qua min gode, danske folkeskoleuddannelse er i stand til at seksual-analysere et hvert eventyr i smadder (det var alligevel dér I mente vægten skulle ligge, hva' kære 90ernes dansklærere? Skide flot).

Sommetider synes jeg da heller ikke, at jeg ville kunne spytte, uden at ramme en hverdags Peter Pan.

Men jeg føler bare ikke, at det har noget som helst med mig og min barnetro at gøre, vel?

Jeg kan simpelthen ikke være pinlig berørt over at elske den historie, selvom jeg burde grine lummert ved tanken om at være alene på en isoleret ø, with all men (og en bette fe) og alskens farer og muligheder for blive bundet…

Nope, dén del har intet med mig at gøre.

I mine pre-teens mødte jeg så Sarah. Sarah, og ikke mindst The Goblin King…

Sarah er heltinden i Jim Henson' Labyrinten til Troldkongens Slot'.

Og Sarah - Sarah får sig sådan én på opleveren, at jeg stadig, her sådan ca. 23 år efter jeg først så filmen, bliver helt åndeløs ved tanken.

Der er teenagefrustrationerne, der er de romantiske drømme, de nuttede, åh så forbandet nuttede nye venner, der er Ludo - filmhistoriens største gode uhyre, der er rutsjen, maskerader, og der er (GODDAMNIT hvor der er) Troldkongen Jareth. Da veninde Dorthe og jeg som cirkus 12 årige var i biografen og se filmen, besluttede vi halvvejs, at vi fra nu af holdt med Troldkongen. På det tidspunkt lå vi halvt på gulvet blandt popcorn og papir og ville give resten af årets lørdagsslik for at være Sarah i den overdådige kjole, Sarah der flygter fra/jagter Troldkongen op og ned af trapper, der ingen steder fører hen.

Og ja, for fanden, gu' var der da noget pre-seksuelt udefinerbart i det. Hell yeah, I stand by that!!! Det var vel netop det udefinerbare, der appellerede.

Alligevel fylder de erotiske undertoner meget lidt i mit forhold til filmen. Og ja, det er et forhold :-).

Jeg elsker den, og når jeg ser den, smelter 12 årige mig og 35 årige mig sammen til et ret harmonisk og afslappet menneske.

Og sådan har jeg det i det hele taget med disse film.

På nær en anden af mine favoritter, 'Where the Wild Things are', som får mig til at græde som pisket.

Men dét er en helt anden historie...