Tuttelu, hviskede hun

Øh…" her har I mig tilbage". Nej, nej det virker ikke rigtigt.
"Hej der, så tager vi hul på en ny sæson af 'en 36 årig hysterikers virkeligt uvedkommende  liv.' Der vil ikke være druk, hor eller nøgenhed. Til gengæld vil der være masse af kagespisning!"
Heller ikke helt godt. Det dur vidst ikke at slå sig op som oprigtig konkurrence til satellitkanalernes reality shows. Især hvis man ikke har andet at byde på end kagespisning.
(Og skulle der snige sig druk, hor og nøgenhed ind, vil det i hvert fald ikke blive nævnt på disse sider. Størstedelen af min meeeget begrænsede fanskare består nemlig af veninders mødre, for slet ikke at nævne min egen mor! Heldigvis læser mødre ikke parenteser).

Pointen er, at jeg er frygtelig flov over, at jeg har forsømt min kære blog så længe. Ikke kun med tanke på min SERIØST begrænsede fanskare (Hej Kirsten og Christina, godt at se jer), men mestendels over for mig selv.
Det her skulle jo være mit kreative outlet, her hvor jeg fik revset, set indad, været sjov, ændret verden … ej, ok, det sidste har jeg faktisk aldrig haft planer om.

Jeg har brugt hele sommeren på at fortælle mig selv, at jeg kun kan skrive, hvis jeg har noget at skrive om. Og har så i øvrigt været rimelig hurtig til at dømme sommeren 2012 ganske begivenhedsløs og ligegyldig.
(Hvilket er en stor, fed løgn, men hvis den kan bruges som undskyldning for at undgå tastaturet, er den i mine øjne gangbar.)

Men så var det jo så, at denne morgen så en undseelig mail lande i min indbakke (vi kan allerede konkludere, at min tendens til at anglificere mit sprog ikke er blevet mindre over sommeren).
Det var en lille notits om, at en kær ven af mig havde opdateret sin blog. Linnea, du ramte mig i solar plexus med denne fine tanke.

(Så er I jo så nødt til at følge linket, for at fatte resten af dette indlæg.)

For hun har jo ret.

Jeg er ikke gudsinspireret; jeg gemmer ikke på et talent, der vil slå benene under jer alle, når jeg først lukker op for godteposen; uden mine ord er dagen stadig hel og god - solen står op og går ned, verden går sin gang.

Men måske, en dag - blandt alle de banaliteter jeg får spyet ud - læser en eller anden de ord, der rammer - bare en lille smule - i solar plexus.

Og blev Batman i sit mansions ene fløj, nedbrudt og bitter, og på krykker ikke mindst? Eller marcherede han (på krykker) ind til Lucius Fox, og konkluderede "HER HAR I MIG TILBAGE"?

Og er jeg Batman eller er jeg Nynne ???

??? - ok, det er måske ikke helt let at svare på. Egentlig er jeg nok mest Dewie fra Screamserien. Eller Jacob fra Twilight. I pigeudgave, og uden den reelle evne til at transmogrife om til en varulv… tja.

Én ting er jeg dog helt sikkert: Tilbage.

Måske jeg skulle tage en lille pose med...

I aften er der igen hååånnnn'bol'kamp, og det bør jo inspirere til et nyt indlæg.

Det gjorde det i hvert fald sidste gang, jeg var bænket foran TV'et på en kamp-aften.

I dag ser det dog ikke ud til, at det med at blive inspireret af det uinspirerende virker. Hm-hm.

Måske fordi at alt, jeg tænker på, er at jeg om en uge chiller i Jillians, min Camino søster, baghave. I Ramona, CALIFORNIA!

Det bliver 14 dage med de dejligste kvinder, hygge, sjov - og et par udfordringer.

F.eks. denne:

Om at være fuldstændig blank

I den forgangne uge har jeg været fuldstændig tom. Som om al indhold er suget ud af mig.

Ingen tanker, ingen følelser, ingen energi, intet drive, ingen produktivitet, ingen kreativitet, ingen passion, ingen tilstedeværelse.

Er det virkelig såvel, må jeg spørge mig selv? For jeg har jo interageret med andre, trukket vejret hver eneste dag, kommunikeret. Været sur og glad og ked af det og spændt.

Men det er jo ikke sådan trængt helt ind, vel? Som om jeg har været indsmurt i Kerodex fra top til tå, så intet ydre rigtigt har kunne trænge ind, eller noget indre slippe ud.

Al træning i mindfulness meditation har gemt sig under en bunke nullermænd, og jeg har for real ikke været til stede i verden.

Giver det mening? Hvorfor fortæller jeg det?

Vel egentlig mest fordi jeg skal starte denne blog, holde min skrivning vedlige, og det falder sgu svært uheldigt sammen med a week of numbness. 

Så det er jo noget med at gøre forhindringen til værktøj. Brug den, siger min i-baghovedet-boende psykolog (ja, altså, selvfølgelig bor hun jo på en rent fysisk adresse et sted, men en lille æterisk klon af hende har altså taget bopæl lige bag amygdala.).

Brug den, hører jeg.

SKRIV DEN!

Ja, jo, så okay da.

Jeg kunne jo teoretisere lidt over, hvad der mon har bragt mig i et sådant humør, men helt ærligt, så ville jeg ende med at bebrejde alt og alle, på nær mig selv selvfølgelig, og ... ja, jeg vil jo godt vente et par indlæg med at afsløre min megalomaniske side.

Jeg kunne sige at ligegyldigheden i mig blot afspejler ligegyldigheden omkring mig, for pt., så synes jo sgu godt nok at jeg er lamslået over menneskers manglende interesse i andre mennesker.
Oh, I'll come back to that for sure.

Måske er Koppen Trine bare fuldt til randen og trænger til at vælte.

Please bliv stående til jeg har et blødere sted at lande.