Men her er fanderme koldt!

Jeg er hjemme igen.
Fra en usandsynligt dejlig ferie.

Og sørnsme, om Verden ikke står endnu!

Og man kunne da godt være blevet helt i tvivl, når man formastede sig til at lægge vejen forbi formiddagsbladenes online udgaver.
Man kunne være blevet efterladt med det indtryk, at sagaen om

'Allan Simonsen møder Vild med Dans'

kunne hænde at forårsage en implosion, der således ville efterlade mig statsløs, i en føderation, der kun har en anelse rarere immigrationsregler, end min tidligere hjemstavn, Danmark.

Men sådan gik det gudskelov ikke.

At komme hjem stinker ikke så vildt, som jeg havde frygtet. 

Jeg er ikke blevet ramt af post-ferie-depression. 

Ja, jeg er da godt nok lidt modløs ved tanken om, at alt fra min kuffert, skal ud af min kuffert, og ind på mit i forvejen proppede habitat.

Men det er jo et luksusproblem!

Jeg vil gerne fortælle mere, men det bliver en anden dag.

Jeg ville bare lige sige tuttelu.

Brokkeblog vol. I

Long time no see!

Hvor er det sidste halve år blevet af? Jeg ved det ikke.

Væk i en strøm af jobsøgning, sommer, god musik, venner, bøger, havvand.

(jeg har også skrevet andre steder end her, men sshhys, den lille blog bliver så ked, hvis den hører det)

… det lyder som om, det har været sjovt? Tjoh, det har det vel sådan set også. Nice nok.

HOWEVER, jeg er nu, med 180 km/t braget ind i en mur af mangel på energi og produktivitet.

En mur af apati. På udvalgte dage, ville man kunne beskrive mig som katatonisk, hvis det ikke var for det lejlighedsvise toiletbesøg.

Personligt bebrejder jeg bunkerne af jobansøgninger, der blev afvist (ja, jeg går det ud fra, at de er blevet afvist, men da jeg egentlig kun har fået svar på ca. 10 %, har jeg måske gjort regning uden vært.)

Og dermed bebrejder jeg også regeringen – jo, både forrige og nuværende – for deres pissen på arbejdsledige.

JO, jeg søger også (faktisk nærmest udelukkende) jobs, jeg er ”overkvalificeret” til, men news flash (jeg kigger på dig, Vestager): heller ikke her er der respons på mine henvendelser.

Havde egentligt i sin tid sat den præmis, at brokkeriet på denne blog skulle holdes på et minimum.

Men, en klog veninde af mig, var fornyligt til et ”De Positivt Indstillede skal arve jorden, så fortræng, fortræng for helvede, NU” – foredrag.

Telefonkablerne mellem KBH og Århus (undskyld Aarhus) ætsedes nærmest, da hun udspyede:

”Hvis man ikke giver det negative plads, tager det selv plads!!!” (eller noget i den stil)

Og det har jo netop været mit mantra i mange år! Men jeg må have glemt det, i ren glæde over at have fået billetter til Depeche Mode, eller noget i den stil.

Anyways, da jeg bestemt ikke gider trækkes med negativitet, der manifesterer sig som kræftknuder på krop og sjæl, er dette indlæg første i rækken af:

Trines brokkeblog(indlæg)!

Her er mine presserende utilfredsheder:

·         Mig selv. I denne omgang nærmere bestemt min indædte modstand mod at rydde op og gøre rent på mit eget rum. Gudskelov deler jeg resten af matriklen med andre, og det der med rengøring af fællesområder, det betaler vi os fra.

Altså, det er jo ikke fordi, der er ulækkert inde hos mig (eller..?), men at have sit liv samlet på 16 kvadratmeter er bare ikke = meget gulvplads, og det akkumulerer fandens meget støv. Og jeg er altså kommet til at tisse en lille smule i bukserne, fordi jeg er blevet viklet ind i en ledning på vej på toilettet.

·         Piger på kæmpestore, pyntede damecykler, med meget blomstrede cykelhjelme på hovedet, der har det med at stille sig med bedstemorcyklen på tværs af fortovet (fortovet = der, hvor fodgængerne går).

Eller holde for rødt i fodgængerovergangen.

Eller køre ved siden af veninden (også på pyntet kæmpestillads, og blomster på hovedet), i adstadigt tempo, så man rigtig kan få snakket, og besvarer klimpren med cykelklokken med et arrogant blik over skulderen (men ikke med at trække ind til siden. Nej, da.)
Tydeligvis har mor og far haft succes med at opdrage deres poder til at udtrykke individualitet (for pynt og blomstrede hjelme er jo et særsyn i Århus midtby. FNIS), men måske er det som, at det så er glippet lidt med at lære dem ’hensyntagen til sine medmennesker’.

Siger det bare.

·         Dagpengeforringelserne. Det er meget muligt, at systemet trængte til en renovering. Og det mener jeg sgu’ oprigtigt. Måske gjorde det, måske ikke, I don’t know, MEN … at halvere ydelsesperioden i en tid, HVOR DER INGEN JOB ER? For at presse højtuddannede til at tage ufaglærte jobs, jamen …  okay fint nok, men hvilke jobs skal de ufaglærte så have?

PIS MIG I ØRET, over hele salen, fra Joachim B. Olsen til Johanne Schmidt-Nielsen. 

·         Facebookgruppen ’Jeg dømmer dig, hvis du staver forkert’ og lignende.

Øh nå.

Ja, lad os da slå ned på de vigtige ting her i livet, såsom ordblindhed eller slåfejl. Nah, men jeg mener – altså, det er jo noget, der påvirker OS ALLE. Hjulene kører jo for helvede ikke rundt, hvis Sofus putter d i gjort i en statusopdatering. Obama og Assad gør fællesfront og forbereder militærintervention i lille Danmark. SÅ ka’ du lære det, Sofus.
Kan da næsten ikke leve med, hvor mange vågne nætter, jeg selv har forårsaget, hvad min manglende selvkorrektion.

Hold nu kæft, hvor jeg trænger til ferie!

Godt jeg kun har 15 nætter at sove i, inden jeg drager ad Californien til (mon der findes en facebookgruppe, der tilbyder at dømme mig, hvis jeg stinker til hovedregning?)

Jeg kan jo bare åbne et vindue

En mærkelig lugt har sneget sig ind i mine næsebor.

Den kommer fra mit værelse. Som jeg ikke gider gøre rent.

Jeg hader at gøre rent.

Når det endelig sker, kommer jeg altid med den sædvanlige KLASSE joke: "ja, nu er det jo ved at være et halvt år siden sidst. HAHA!" Det er dog ikke langt fra sandheden.

Og sandheden er, at jeg er bekymrende ligeglad med at aggressive hære af nullermænd marcherer fra hjørner og lister. Ja, de marcherer, ikke noget snedigt snigeri her, nej nej, de brovter og synger smædeviser undervejs, ræber højlydt, og holder picnic midt på gulvet, så jeg er ved at falde over dem.

Det er godt nok ikke så lidt frækt.

En gang havde jeg et lille trick med at invitere gæster, når jeg synes, at det blev for meget. Ud fra devisen, at man jo ikke kan invitere folk på mad i en svinesti. Så jeg ryddede op og gjorde hele hytten ren, og takkede guderne for, at jeg trods alt besad en forståelse for social dekorum.

Det gør jeg ikke mere. Hverken besidder dekorum, eller inviterer gæster for at tager mig sammen til at gøre rent. Ikke at jeg er holdt op med at invitere, slet ikke. Jeg er bare blevet ligeglad med, at nogen opdager, at jeg bor i en svinesti.

Bekymrende ligeglad.