When a better storyteller is around ...

... of course, I let him speak.

 

Forever envious and blessed.
Your Trickster

Oplevelser med musik, Vol. II.

For et par år siden afsluttede jeg 4 måneders sygemelding (stress – den nye sort) med at gå tværs over Spanien.

Camino de Santiago de Compostella helede og ændrede meget i mit liv, og det har jeg vist nævnt før, og mon ikke, jeg kommer til det igen? I bidder, for selvom jeg egentlig er pjattet med at tale om det, så er det også lidt svært. For ligeså stort, som det var, ligeså personligt er det. Det er min oplevelse, og den skal ingen andre komme med indspark til. 

Nå, men det er egentlig ikke det, det her skal handle om. Det skal handle om musikken. Here goes:

Et par dage inden jeg tog af sted, sendte en ven mig denne sang.

De første par dage på vejen var der kun nuet, intet ”for lidt siden”, intet ”lige om lidt”.
Faktisk var der, som en ven udtrykte det: ”ikke meget fra knæene op”.
Men efter et par dage havde kroppen fundet sig til rette, og jeg kunne begynde at lytte til mine tanker.
Jeg opdagede, at de sang, og det, de sang var:

Am I young enough to believe in revolution?
Am I strong enough to get down on my knees and pray?
Am I high enough on the chain of evolution
To respect myself, and my brother and my sister
 And perfect myself in my own peculiar way?

Well? Er jeg? Er jeg noget? Er jeg værdig? Er jeg for ung, for gammel, for kynisk, for bange, for dum, for klog, for snæversynet, for … hey, vent lige. Hvad var det? For bange? For bange. Nej. Ikke længere. Keep trucking, Trickster.

Noget, jeg havde sat mig for, var, at på denne pilgrims færd måtte jeg lære at klare mig uden mine sædvanlige krykker.
Yeah, right.
Jeg lærte hurtigt, at det da godt kan være krykkestokke godt afholde én, fra at lære at gå selv, MEN mestendels er de kærkommen støtte, når det er tungt at løfte fødderne.
En af mine livskrykker er musik. Surprise. Og selvom jeg havde medbragt mp3-afspilleren, så var intentionen, at den kun skulle bruges på flyverturen, og så lidt inden sengetid.
”Det hele” blev dog snart meget overvældende (på den  gode måde, but still), og tanker og følelser fløj rundt i hovedet. På mig og mine medvandrende.
Én af dem, Jenny, sagde en dag disse vise ord til mig: ”Ain’t nothing wrong with puttin’ on a little music.”
Så en tidlig, overskyet, ensom formiddag, midt et ocean af vinmarker, tog jeg hovedtelefonerne på og trykkede på random-play.
Den første sang var denne:

”Allein, allein. Hvem det bare ku’ klare sig med hjælp fra sig selv.”

Tja, tydeligvis ikke mig. Eller så mange andre. Gudskelov. Og velkommen tilbage, min elskede krykke.

Da jeg havde grinet gennem tårerne af dette ”random” nummer, gik næste sang i gang:

Ain’t nothing gonna break my stride.

Nemlig, keep trucking, Trickster.

I en lille båd, der gynger

Jeg lytter til det nyeste album fra Nick Cave and The Bad Seeds.

Jeg kan ikke lade være med at stor-glæde mig over, at jeg tilhører den privilegerede skarre, der kan ligge sig i en indre robåd og blive ført ud på musikkens fortryllede hav.

Dette får mig til at erindre, da jeg, tilbage i '94, købte Suedes første CD, fordi jeg havde tabt mit hjerte fuldstændigt til Animal Nitrat.

Jeg styrtede hjem fra Stereo Studio med Cd'en, og min veninde Stine under armen.

På med Cd'en, og så smide sig tilbage på det blåstribede , indiskbomuldstæppe, der dækkede min ret brede seng.

Der lå jeg så med lukkede øjne og lod englene føre mig ud over det åbne hav. Opfyldt og tæt på det guddommelige følte jeg mig, indtil en ravjysk stemme (tilhørende Stine, som åbenbart stadig befandt sig på sengen og ikke i himlen) sagde:

"Hey! Han lyder da som Morten Harket fra Aha!".

Ud af englenes hænder røg jeg, og landede med et brag på sengetæppet, der nu ikke længere var et hav.

Sjovt som tingene ændrer sig. En gang var Aha det ypperste, der kunne komme i kassettebåndoptageren.

Jeg nåede at se Suede live seks gange, inden jeg var so not into that anymore.

Nu er begge bands to gamle venner, som jeg måske ikke var hooket op med i dag.

Jeg har aldrig set Nick Cave live, men det skal jeg til sommer. Han spiller på festivalen heri min lille gnallede by, WOOP WOOP. Jeg kunne næsten ikke være mere over the moon. Dét, der så netop gør mig over the moon and cross to high five the guys at Mir space station, er, at The Knife også spiller. The Knife , som får mig til at ønske, at jeg var et stykke elektronik, så de måske ville spille på mig. The Knife, om hvem jeg fejlagtig udtalte: "They're the best, Swedish, electronic band in the world". Det er korrekt observeret, at det jo som sådan er et snævert felt. The Knife, som er verdens bedste band, og som også er svensk og spiller elektronisk.

Det lyder jo helt optimalt, ikke? Men der er lige noget, der gør det hele bare lige endnu, endnu bedre: jeg har også billetter til deres koncert i maj.

Over månen og rundt om mig selv 10.000 gange.

There must be an angel playing with my heart...

Nogle af mine bedste venner er et trekløver af søde, bløde og puttenuttede troublemakers i alderen 0 - 5 år.

De er afkom af nogle af mine venner, som meget kærligt har gjort plads i familien til et 35 årigt bonus barn/legetante/festlige indslag fra nærmeste storbys single scene.

Det midterste kløverblad er en 4 årig SYGT bedårende, blond prinsesse, med en attitude der er en hardcore byggeplads værdig.

Hende kan jeg fandme godt lide.

For en måneds tid siden blev denne 4 årige selvtillids tsunami sat af hos mig. Hun var egentlig på vej til en playdate hos bedsteveninden, mens 'mååååmmi' skulle til et meget vigtigt møde med politiske undertoner.

Men ak og ve, man kan jo gå hen og blive køresyg, og det blev hun (den yngre, altså).
Heldigvis i nærheden af mit hus, så af røg hun.

Efter hun var tørret og i rent tøj, og vi havde set Mummitroldene og Mulan, lå vi og tog en chiller under tæppet på sofaen.

Det var sgu hyggeligt.

Om min hals har jeg altid min reminder fra Camino de Santiago de Compostela; en sølvkæde med to sølvvedhæng; en muslingeskal og en rund klokke.

Klokken er en såkaldt Englekalder. I tide og utide fingererer jeg gerne ved min kæde. Det er en vane, og det gør mig glad at tænke tilbage på min måned i Nordspanien.

Jeg må dog indrømme, at jeg en enkelt gang eller to decideret har ringet med klokken, fordi… ja, vel fordi jeg tænkte at the man upstairs could cut me a break.

Well, vi ligger så der og slumrer, da puttegrisen tager fat i min kæde og ringer med klokken.

Jeg fortæller hende, at det hedder en Englekalder, og  at når man ringer med den, ja så kalder man jo på englene. Det synes hun er vældigt.

Vi ligger et par minutter, og så siger hun, med en indforståethed og omsorg, som voksne sjældent har overskud til:

"Er det fordi, du sommetider har brug for at de kommer?"

Jeg er faldet hen i tanker og spørger: "hvem?"

"Englene. Har du sommetider brug for at de kommer?"

Og jeg indrømmer, at det har jeg jo nok.

Så lader vi den ligge der, i stille forståelse.

Forleden havde jeg igen besøg af hende og hendes søskende og måååååmmi.

Vi har hygget os vældigt med morgenmad, med Nutella og wienerbrød og hvad har vi. Hvis det smager af chokolade, er det in hos os.

Den 4 årig sidder op af mig og piller ved kæden, som hun har haft for vane siden den gang.

Pludselig siger hun med en snert af skuffelse og frustration i stemmen:

"Hvorfor kommer englene ikke?"

Ups. Hvad gør man så? Jeg tager en dyb indånding, så'n for lige at tænke mig om, og begynder at fortælle, at det med engle… well, it's complicated. Og tænker så, at hvis, der er noget, der er kompliceret, så er det at forklare en 4 årig, hvad kompliceret betyder.

I sidste ende får jeg forklaret, at det ikke er så ligetil med de engle. Faktisk kan man nok ikke helt se dem. Det er mere noget med, at hvis man er lidt ked af det, så kan man ringe med klokken, og så … ja, så kommer de måske og lige stryger en over håret eller noget. Så man pludselig føler, at man ikke er så ked af det længere. Uden man kan se dem, forstås.

Det er hun med på, for hendes storebror har forklaret hende, at engle er skyer. Eller skyer er engle.

Storebror, bekræfter dette - jo, den er god nok, skyer.

Jeg ånder lettet op. Overensstemmelse nået, skuffelse afværget.

Hun kigger ud af vinduet:

"Der er en lille sky deroppe."

Jep, det er der.

"Måske er det en baby engel…"

Siden har det ikke virket som om, at hun er plaget af de store guddommelige kvaler.

Sidst vi sås, greb hun grinende kæden og proklamerede at hun ringede til englene. Hun er altså med på, at det fungerer på den måde, at man lægger en besked på deres telefonsvarer, og så ser om der kan falde lidt godt af til en.

Jeg tænker, at englene nok ikke var langt væk, da jeg stiftede bekendtskab med det lille, lyshårede rabalder.