Huden jeg bor i.

Jeg stødte på en interessant artikel, her til morgen, på en af formiddagsbladenes netudgave.

Overskriften var:

’Sådan får du dine sår til at hele hurtigere’

Da jeg trækkes med en kløft af manglende hud på højre langefinger (100 % selvforskyldt), var jeg naturligvis intrigued, som man siger på den anden side af Esbjerg.

Well (det sige man også derovre), det viser sig, at folk, der hver dag tager sig tid til at nedfælde irritationer og frustrationer fra dagligdagen, heler hurtigere. End dem, der ikke gør det, forstås.

…

Man har jo en hel blog, til sin rådighed…

”Trine The Landlord mærkede hvordan Trine The Whistleblower sneg sig op ad rygrads-vindeltrappen.

En sulten tindren i øjnene, et uklædelig anfald af savlproduktion glinsende i mundvigen. En hvislen, der var Voldemort værdig.

Trine The Landlord blev tung om hjertet. Af alle beboerne i denne krop, var Trine The Whistleblower måske den, hun holdt mest af.

Men hun viste, hvad hun måtte gøre, om end hun følte en af snert forræderi fra sig selv.

Hele trappeopgangen dirrede nu spændt i det hvislende ekko.

Trine The Landlord havde gjort det før, og hun viste, at Whistlebloweren var stærk, og ikke ville lide varige mén. Blot blive sendt tilbage til sin matrikel for en stund.

Hun løftede kobenet …”

Så fucking kompetent vol. I

Åh nej!

Jeg er kommet til at snappe af et medmenneske.

Igen.

Endog et meget kompetent menneske.

FORDI han er så kompetent.

Nej, det passer ikke.

Fordi han hele tiden skal gøre opmærksom på, hvor kompetent, han er.

Hvor heltusædvanligtvirkeligfantastisk kompetent.

På den der iiihhh-hvor-er-I-heldige-at-kende-et-så-kompetent-menneske-som-mig måde.

Og det hænger mig bare ud af halsen!

Ikke?

Kunne man få en iltmaske?

Jeg skal på ferie. I morgen.

Faktisk starter jeg i dag, for jeg tager til København. Så når jeg vågner i morgen, er jeg få metrostop fra lufthavnen, hvilket i den grad er godt for min meget specifikke ’angst for at komme for sent til transportmidler’.

Jeg glæder mig. Helt sindssygt, selvfølgelig. For jeg skal se mine amerikanske venner, og der er meget varmere end her, og jeg skal i Disneyland, og … og … alt muligt!

Men det er som om, at glæden er kammet over, og jeg har udviklet en form for nær-hysterisk melankoli. Måske godt hjulpet på vej af fornævnte ’angst for at komme for sent til transportmidler’ – og, okay, en kenneth tendens til melankoli, kan jeg nok ikke sige mig fri for at have.

Jeg bliver ramt af mærkelige tanker, som hvad nu, hvis dette er sidste gang, jeg ser Danmark, min læseklub, naboen, kasseassistenten nede i SuperBrugsen???

Hvad nu, hvis Verden ikke står længere, når jeg skal hjem igen?

Hvad nu, hvis jeg ved at skrive dette her, gør det virkeligt? Så det virkelig sker? Så jeg aldrig, aldrig ser Danmark og min kiropraktor igen???

Åh, Univers, lov mig, at det dog ikke går så galt!

Men visse ting vil have ændret sig, når jeg kommer tilbage.

Tre mennesker, som jeg har boet sammen med de sidste mange år, vil være væk. Ja, altså, de vil stadig være inden for bygrænsen, men alligevel!

Den ene … ja, ting og sager er sket, og det tætte forhold er sådan set længe brudt. Men da det var sjovt, da var det fandme sjovt, og at skulle sige farvel… det er bare ikke rart.

Men i det mindste sagde han faktisk farvel. Det havde jeg nok ikke regnet med.

Tre er rejst, nye vil være rykket ind.

Og uden for matriklen, vil et lille nyt menneske være kommet til verden. Der skal kysses og krammes og truttes på maven.

Hvad fanden er det galt med mig???

Hvorfor nu denne tristesse?

Det er Californien, baby, det er min Camino-familie, det er shopping MED overskud på visakortet, det er lækker mad, Halloween – med nyt kostume, det er goth-clubs og SOL!

Jeg er eddermanme en mærkelig snegl.