Kunne man få en iltmaske?

Jeg skal på ferie. I morgen.

Faktisk starter jeg i dag, for jeg tager til København. Så når jeg vågner i morgen, er jeg få metrostop fra lufthavnen, hvilket i den grad er godt for min meget specifikke ’angst for at komme for sent til transportmidler’.

Jeg glæder mig. Helt sindssygt, selvfølgelig. For jeg skal se mine amerikanske venner, og der er meget varmere end her, og jeg skal i Disneyland, og … og … alt muligt!

Men det er som om, at glæden er kammet over, og jeg har udviklet en form for nær-hysterisk melankoli. Måske godt hjulpet på vej af fornævnte ’angst for at komme for sent til transportmidler’ – og, okay, en kenneth tendens til melankoli, kan jeg nok ikke sige mig fri for at have.

Jeg bliver ramt af mærkelige tanker, som hvad nu, hvis dette er sidste gang, jeg ser Danmark, min læseklub, naboen, kasseassistenten nede i SuperBrugsen???

Hvad nu, hvis Verden ikke står længere, når jeg skal hjem igen?

Hvad nu, hvis jeg ved at skrive dette her, gør det virkeligt? Så det virkelig sker? Så jeg aldrig, aldrig ser Danmark og min kiropraktor igen???

Åh, Univers, lov mig, at det dog ikke går så galt!

Men visse ting vil have ændret sig, når jeg kommer tilbage.

Tre mennesker, som jeg har boet sammen med de sidste mange år, vil være væk. Ja, altså, de vil stadig være inden for bygrænsen, men alligevel!

Den ene … ja, ting og sager er sket, og det tætte forhold er sådan set længe brudt. Men da det var sjovt, da var det fandme sjovt, og at skulle sige farvel… det er bare ikke rart.

Men i det mindste sagde han faktisk farvel. Det havde jeg nok ikke regnet med.

Tre er rejst, nye vil være rykket ind.

Og uden for matriklen, vil et lille nyt menneske være kommet til verden. Der skal kysses og krammes og truttes på maven.

Hvad fanden er det galt med mig???

Hvorfor nu denne tristesse?

Det er Californien, baby, det er min Camino-familie, det er shopping MED overskud på visakortet, det er lækker mad, Halloween – med nyt kostume, det er goth-clubs og SOL!

Jeg er eddermanme en mærkelig snegl.

Oplevelser med musik, Vol. II.

For et par år siden afsluttede jeg 4 måneders sygemelding (stress – den nye sort) med at gå tværs over Spanien.

Camino de Santiago de Compostella helede og ændrede meget i mit liv, og det har jeg vist nævnt før, og mon ikke, jeg kommer til det igen? I bidder, for selvom jeg egentlig er pjattet med at tale om det, så er det også lidt svært. For ligeså stort, som det var, ligeså personligt er det. Det er min oplevelse, og den skal ingen andre komme med indspark til. 

Nå, men det er egentlig ikke det, det her skal handle om. Det skal handle om musikken. Here goes:

Et par dage inden jeg tog af sted, sendte en ven mig denne sang.

De første par dage på vejen var der kun nuet, intet ”for lidt siden”, intet ”lige om lidt”.
Faktisk var der, som en ven udtrykte det: ”ikke meget fra knæene op”.
Men efter et par dage havde kroppen fundet sig til rette, og jeg kunne begynde at lytte til mine tanker.
Jeg opdagede, at de sang, og det, de sang var:

Am I young enough to believe in revolution?
Am I strong enough to get down on my knees and pray?
Am I high enough on the chain of evolution
To respect myself, and my brother and my sister
 And perfect myself in my own peculiar way?

Well? Er jeg? Er jeg noget? Er jeg værdig? Er jeg for ung, for gammel, for kynisk, for bange, for dum, for klog, for snæversynet, for … hey, vent lige. Hvad var det? For bange? For bange. Nej. Ikke længere. Keep trucking, Trickster.

Noget, jeg havde sat mig for, var, at på denne pilgrims færd måtte jeg lære at klare mig uden mine sædvanlige krykker.
Yeah, right.
Jeg lærte hurtigt, at det da godt kan være krykkestokke godt afholde én, fra at lære at gå selv, MEN mestendels er de kærkommen støtte, når det er tungt at løfte fødderne.
En af mine livskrykker er musik. Surprise. Og selvom jeg havde medbragt mp3-afspilleren, så var intentionen, at den kun skulle bruges på flyverturen, og så lidt inden sengetid.
”Det hele” blev dog snart meget overvældende (på den  gode måde, but still), og tanker og følelser fløj rundt i hovedet. På mig og mine medvandrende.
Én af dem, Jenny, sagde en dag disse vise ord til mig: ”Ain’t nothing wrong with puttin’ on a little music.”
Så en tidlig, overskyet, ensom formiddag, midt et ocean af vinmarker, tog jeg hovedtelefonerne på og trykkede på random-play.
Den første sang var denne:

”Allein, allein. Hvem det bare ku’ klare sig med hjælp fra sig selv.”

Tja, tydeligvis ikke mig. Eller så mange andre. Gudskelov. Og velkommen tilbage, min elskede krykke.

Da jeg havde grinet gennem tårerne af dette ”random” nummer, gik næste sang i gang:

Ain’t nothing gonna break my stride.

Nemlig, keep trucking, Trickster.

Tuttelu, hviskede hun

Øh…" her har I mig tilbage". Nej, nej det virker ikke rigtigt.
"Hej der, så tager vi hul på en ny sæson af 'en 36 årig hysterikers virkeligt uvedkommende  liv.' Der vil ikke være druk, hor eller nøgenhed. Til gengæld vil der være masse af kagespisning!"
Heller ikke helt godt. Det dur vidst ikke at slå sig op som oprigtig konkurrence til satellitkanalernes reality shows. Især hvis man ikke har andet at byde på end kagespisning.
(Og skulle der snige sig druk, hor og nøgenhed ind, vil det i hvert fald ikke blive nævnt på disse sider. Størstedelen af min meeeget begrænsede fanskare består nemlig af veninders mødre, for slet ikke at nævne min egen mor! Heldigvis læser mødre ikke parenteser).

Pointen er, at jeg er frygtelig flov over, at jeg har forsømt min kære blog så længe. Ikke kun med tanke på min SERIØST begrænsede fanskare (Hej Kirsten og Christina, godt at se jer), men mestendels over for mig selv.
Det her skulle jo være mit kreative outlet, her hvor jeg fik revset, set indad, været sjov, ændret verden … ej, ok, det sidste har jeg faktisk aldrig haft planer om.

Jeg har brugt hele sommeren på at fortælle mig selv, at jeg kun kan skrive, hvis jeg har noget at skrive om. Og har så i øvrigt været rimelig hurtig til at dømme sommeren 2012 ganske begivenhedsløs og ligegyldig.
(Hvilket er en stor, fed løgn, men hvis den kan bruges som undskyldning for at undgå tastaturet, er den i mine øjne gangbar.)

Men så var det jo så, at denne morgen så en undseelig mail lande i min indbakke (vi kan allerede konkludere, at min tendens til at anglificere mit sprog ikke er blevet mindre over sommeren).
Det var en lille notits om, at en kær ven af mig havde opdateret sin blog. Linnea, du ramte mig i solar plexus med denne fine tanke.

(Så er I jo så nødt til at følge linket, for at fatte resten af dette indlæg.)

For hun har jo ret.

Jeg er ikke gudsinspireret; jeg gemmer ikke på et talent, der vil slå benene under jer alle, når jeg først lukker op for godteposen; uden mine ord er dagen stadig hel og god - solen står op og går ned, verden går sin gang.

Men måske, en dag - blandt alle de banaliteter jeg får spyet ud - læser en eller anden de ord, der rammer - bare en lille smule - i solar plexus.

Og blev Batman i sit mansions ene fløj, nedbrudt og bitter, og på krykker ikke mindst? Eller marcherede han (på krykker) ind til Lucius Fox, og konkluderede "HER HAR I MIG TILBAGE"?

Og er jeg Batman eller er jeg Nynne ???

??? - ok, det er måske ikke helt let at svare på. Egentlig er jeg nok mest Dewie fra Screamserien. Eller Jacob fra Twilight. I pigeudgave, og uden den reelle evne til at transmogrife om til en varulv… tja.

Én ting er jeg dog helt sikkert: Tilbage.

Arh, er det nu ikke bare en fiks idé?

Min mave er lutter sommerfugle. De basker, og de kvidrer tilmed, hvilket er lidt spøjst taget i betragtning, at det jo ikke er noget sommerfugle gør. Normalt.

Men det er jo heller ikke en helt normal dag.
For i aften når jeg første station på min vej til Californien. Nemlig en København-baseret veninde, som jeg skal overnatte hos.

Jeg er klar. Alt er pakket og står parat, nu er det bare at vente på at toget kører. Om mange timer.

Og nu opdager jeg så, at jeg bare ikke er særlig god til at være klar i så god tid. For så kan jeg rigtig sidde og gruble over, hvad jeg måtte have glemt og alt sådan noget.

Men så kan jeg jo adsprede mine tanker med at update min blog.

Jeg har nemlig gjort endnu en opdagelse; jeg er blevet en tak mere voksen.
Scary, I know.

Jeg tror, at det startede, da jeg for nylig besluttede at se fortiden i øjnene. Den personificerede fortid, vel at mærke. Og en fortid som ikke har villet acceptere den grænse jeg har sat. Men tværtimod er blevet ved med at forsøge at suge mig tilbage i sit eget lille univers.
Og dét gjorde mig bange.
Men det der med at være bange, det er noget, jeg har arbejdet med (ja ja, jeg hører bræklydene :-)). Og jeg har konkluderet, at det stinker at være bange.
Ja, Tricksteren er ikke helt dum.
Så - ja, lang historie kort, jeg besluttede at efterkomme fortidens ønske om at mødes.
Og jeg satte rammerne, neutral grund, tredjepart, tidsbegrænsning. Overvåget samvær, kan man vel kalde det.
Men det havde ikke fortidens interesse. Fortiden valgte at ignorere mit brev. Fortiden bryder sig ikke om at andre sætter dagsordenen, går jeg ud fra.
Det er jo sådan set fortidens problem.
Det er det i hvert fald nødt til at være.

Jeg må indrømme, at jeg var skuffet. For jeg var faktisk begyndt at forestille mig, at der kunne rigtig meget godt ud af det for mig. Men dét er vel så til gengæld ikke fortidens problem.

Der er bare det ved det, at den her hændelse, der ikke fandt sted, faktisk har ændret noget. I mig.

Forleden blev der holdt en stor fest, der hvor jeg bor. Jeg kan godt lide at feste, men jeg kan godt have meget svært ved at rumme at lægge hus til. Selvom jeg virkelig gerne vil være god til det. Ved sidste års fest endte jeg med at ligge og hyperventilere og græde i 40 minutter. A propos at være bange...
Heldigvis bor jeg med nogle mennesker, der måske ikke forstår det, men accepterer det.
Nå, men det, jeg vil frem til, er at jeg i år havde en virkelig fantastisk fest! Jeg havde givet slip på... et eller andet. Kunne forstå, at folk nok messede mit hus op, men ikke mit indre. Og ikke en eneste gang følte jeg mig overbevist om, at alle hadede mig.
Det var sgu' da meget fedt.
Og jeg fik taget to tyre ved hornene.
Der er to mennesker i mit liv, der har fyldt og fylder rigtig meget.
Den ene er et gammel venskab, hvor der har været og stadig er meget kærlighed. Men også frustation.
Den anden er et nyt bekendtskab, der er blevet farvet nogle trælse ting. Havde det været et venskab uden disse? Det troede jeg en gang, men nu ved jeg det ikke.
Hvorom alting er, så har jeg følt mig dårligt behandlet og udnyttet af begge. Og været hamrende vred på mig selv for ikke at kunne opretholde mine grænser.
Og nu var det tid til at slutte dét kapitel. Tid til at fyre trælse mønstre. Og efterlade dem. I fortiden.
Og det gjorde jeg. På en ordenlig måde. Synes jeg selv, men jeg gætter på at de to andre ikke tilslutter sig den opfattelse.
I hvert fald var ingen af dem særligt begejstrede for, hvad jeg havde at sige. Om end den ene tog det bedre end den anden.
Det ville have været fantastisk, hvis we could all just be friends, men i mangel af dette, tager jeg til takke med at kunne kigge folk i øjnene og være ærlig over for dem. Og sige stop.
Så selvom jeg ikke fik deres forståelse ud af det, og egentlig ikke forestiller mig, at det ændrer noget som helst mellem os, så ved jeg, at jeg har valgt at stå op for mig selv, fremfor at være bange for at såre eller miste nogen eller gøre det hele værre.

Det er da lidt modent, ikke?

Når det så er sagt, så er jeg ikke mere voksen, end at jeg i dén grad skal give den gas i Disneyland. Derovre i Californien, som jeg jo rejser over til i morgen.
Men det har jeg vidst nævnt?

Jeg har brug for at tale om Kevin

Forrige lørdag var jeg inde at jeg We need to talk about Kevin.
Her en uge senere må jeg konstatere, at jeg har brug for at tale om Kevin.


Nå ja: SPOILER ALERT! (lidt)

Jeg læste romanen for nogle år siden, og var vældigt irriteret på den. Irriteret på forfatteren, som gennem Mor Eva udgød så mangt et eksempel på sønnens dæmoniskhed, at jeg fik lyst til at sende ham et postkort med ordene:
Oh my GOD, less is more!!!
I get it! Kevin slem, Eva et stakkels offer for omstændighederne. Den omstændighed at hun gang på gang handler mod sin mavefornemmelse til en sådan grad, at man får en sniiiiigende fornemmelse af, at hun er et af de her mennesker, der trives bedst - faktisk godt - ved sin egen utilfredshed. Den omstændighed at hun trives ved at være den forurettede og derfor aldrig får knaldet hånden i bordet og outet den store lyserøde elefant i stuen, og slet, slet ikke foretager et rigtigt offer. Et offer af den slags, der gør ondt helt ind i knoglerne, og ikke blot den slags man foretager, for at kunne fremlægge, at man nu IGEN har ofret sig.


Det var romanen, og det var den gang. Efter sidste uges filmoplevelse, overvejer jeg, om jeg måske skal genlæse bogen. Noget jeg ellers aldrig gør.


Måske er det de 5 år jeg i mellem tiden har fået på bagen, men min oplevelse af Lynne Ramsay's filmatisering fik lukket for mine tirader om "platslageri på et tragisk emne".
Faktisk blev jeg rørt på en meget mundlam måde.


Og måske er det slet ikke Kevin, jeg har brug for at tale om, men Eva, og om at være så pakket ind i egne og andres forventninger, at man mister kontakten til sin mavefornemmelse og lever årevis i survival mode. Om at erkende, at man satme har brister, også alvorlige brister, og at de fleste af os vil være nødt til at se dem i øjnene på et tidspunkt. Selvom vi har investeret meget energi i at tilrettelægge livet således, at vi har været forskånet for det.
Om til vores gru at opdage, at det, vi frygter mest i os selv, lurer i en af vores nærmeste.
Som en infektion.

Et tema i filmen er skyld. Ikke skyldsspørgsmålet, men skyldsopfattelsen. Evas klippefaste viden om, at Kevins massakre er hendes skyld, ofrenes hjerteskærende behov for beskyldning, samfundets knap så hjerteskærende ditto, og, nærmest som et aber dabei, Kevins skyldsønske. Et skyldsønske, der forbliver det samme, om end hans forståelse af det ændrer sig.

Titlen, We need to talk about Kevin, er for så vidt Evas største synd i dette. For det er det, hun ikke har fået sagt i tide. Ikke fået insisteret på. Af angst for repressalierne og vel allerede druknet ved udsigten til at råbe under vand.

We need to talk about Kevin handler ikke blot om den tabubelagte manglende naturlige moderlighed. Den handler også om angst og om følelsen af isolation - også den isolation man udelukkende oplever gennem sin egen følelse af at stikke ud som en bulen finger.
Kevin, for nu endelig at tale om ham, er uden tvivl meget bevidst om, hvad der er råddent ved lige netop ham. Og i mangel af en accept af dette - fra sig selv,mor, far, alle - agerer han på det ved at lade disse træk blive hans efterskrift.
Vil jeg tro.