Viser opslag med etiketten Lykke. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Lykke. Vis alle opslag

lørdag den 30. november 2013

I reached out and touched faith

Jeg har ikke så meget at fortælle i dag.
Blot én ting:
I går var jeg til Depeche Mode koncert.
Og det var noget af det mest fantastiske, jeg længe har oplevet.
Umiddelbart virker resten af verden helt uforstående overfor - og en kenneth ligeglade med - min glæde.
Så jeg skal ikke plage dem for meget.

Havde bare lige brug for at dele min glæde, hvis der er nogen, der har lyst til lidt af den.


Jeg er helt med på, at det virkelig er et dårligt foto. Men motivet fejler ikke noget.
Martin sang også for mig:



Tak for opmærksomheden :-)

 

onsdag den 15. maj 2013

Måske er der alligevel håb for os alle?


JA, det var atypisk!

Men det var freaking awesomesauce!!!

I søndags var jeg nået til den næste perle på The String of Awesome Events of 2013 (eller hvad det nu var, jeg kaldte det i mit sidste indlæg).

Nemlig The Knife koncerten i Vega.

At jeg havde glædet mig, som Bum glædede sig til at vise Askepot den kjole, musene havde syet, kommer vidst ikke bag på nogen. Jeg har en mistanke om, at mine hysteriske facebook-updates om emnet muligvis har fået flere til at blokere mig.



MEN DET ER LIGE MEGET, FOR JEG ELSKER ALLIGEVEL THE KNIFE HØJERE END JEG ELSKER JER!!!!

 

Hva'? Hvad? Hvor kom det fra? Okay, det passer selvfølgelig ikke ... eller... Lad os lade det ligge.



Ja, hurtigt videre: altså, bare det, at der overhovedet var en koncert, reddede mit år! Mine højtelskede elektro-mystifystiske-über-for-cool-jævlans-guddommeligt-begavede-yndlings-svenskere har jo for hulan da ikke givet en koncert i årevis. Der er bare ikke balance mellem udbud og efterspørgsel. Og dét - det elsker jeg!

Så ja, jeg havde mere eller mindre slået kolbøtter af glæde, siden billetterne kom i hus i januar, efter ½ neglebidende time i online billetkø (men dog kun ½ time, da man jo nok li'ssom får nyhedsbrevet, og så altså li'ssom havde forkøbsret på billetterne).



Jeg er absolut ikke en anmelder, og jeg vil heller ikke anmelde koncerten, jeg vi bare fortælle, at jeg er så sindsoprivende glad!

Glad for at have oplevet nogle mennesker, som jeg oprigtigt mener er touched by the hand of God.

(Ja, jeg tror. Mistede jeg nu halvdelen af jer, fordi det der med tro bare lugter så u-akademisk? Lige meget, JEG ELSKER ALLIGEVEL THE KNIFE HØJERE)

Glad, fordi jeg oplevede rammerne blive sprængt i 1000 småstykker, og jeg blev udfordret på min forestilling om hvad en koncert (af den slags med nymodens musik) bør være.

Glad, fordi det blev handlede om en holistisk oplevelse.

Glad, fordi at det ikke betød så meget, om jeg kunne identificere min ûber heltinde, Karin Dreijer Andersson, blandt de maskerede, tvekønnede væsner på scenen. Fordi hun, og broderen, var alle, og vi var dem, og vi var musikken.

Glad, fordi der, i den her verden af kropsfikserede, egodyrkende , "enhver-er-sin-egen-lommefilosofis-smed", opmærksomhedskrævende … mennesker, satanedme er nogen, der stiller sig op - kønsløs, ego-løs, uden ydre kendetegn som man siger - og fandme rykke verden!

Nogen, der gider gøre os opmærksomme på, kunstneren skaber kunst - ikke sig selv!



Tak! Tak, tak, tak taktaktaktaktak!

Jeg har talt. I kan nu vende tilbage til jeres daglige gøremål. 


lørdag den 11. maj 2013

It's right in front of me.

So, this years string of awesome events kicked off last week, with a visit from the coolest, most awesome BFF in the world; Jaime.
(and thus, this entry is en English)


I met her walking the Camino a few years back, and as it happens out there on the trail, something good happened. She's my sis' from another miss, part of my Camino family.

Okay, Trine, enough of the sentimental mood.

Won't bore you with all the 'then we did so and so, and it was so cool.'
Just letting you know, that it WAS that cool.


I kinda tend to feel somewhat estranged, alienated, in my immediate environment (no, really? Yes, really).
So being around someone that has my back - is AWESOMESAUCE!

Just to illustrate how well she gets me, I'll show you what she brought me:


My very own Nick Cave official tour wallet! 

That's love! 


AND it reminds me of an upcoming pearl on my string of awesome events: The man himself, at Northside Festival in a month. 

However, blessed as I am, the very next event is tomorrow!
The Knife, in concert.
I'm so freaking over the moon! 

Yes, love really does creep up on you in all sorts of weird shapes. 


Here's some for you:


torsdag den 14. marts 2013

torsdag den 28. februar 2013

Oplevelser med musik, Vol. II.


For et par år siden afsluttede jeg 4 måneders sygemelding (stress – den nye sort) med at gå tværs over Spanien.
Camino de Santiago de Compostella helede og ændrede meget i mit liv, og det har jeg vist nævnt før, og mon ikke, jeg kommer til det igen? I bidder, for selvom jeg egentlig er pjattet med at tale om det, så er det også lidt svært. For ligeså stort, som det var, ligeså personligt er det. Det er min oplevelse, og den skal ingen andre komme med indspark til. 

Nå, men det er egentlig ikke det, det her skal handle om. Det skal handle om musikken. Here goes:

Et par dage inden jeg tog af sted, sendte en ven mig denne sang.


De første par dage på vejen var der kun nuet, intet ”for lidt siden”, intet ”lige om lidt”.
Faktisk var der, som en ven udtrykte det: ”ikke meget fra knæene op”.
Men efter et par dage havde kroppen fundet sig til rette, og jeg kunne begynde at lytte til mine tanker.
Jeg opdagede, at de sang, og det, de sang var:

Am I young enough to believe in revolution?
Am I strong enough to get down on my knees and pray?
Am I high enough on the chain of evolution
To respect myself, and my brother and my sister
 And perfect myself in my own peculiar way?

Well? Er jeg? Er jeg noget? Er jeg værdig? Er jeg for ung, for gammel, for kynisk, for bange, for dum, for klog, for snæversynet, for … hey, vent lige. Hvad var det? For bange? For bange. Nej. Ikke længere. Keep trucking, Trickster.

Noget, jeg havde sat mig for, var, at på denne pilgrims færd måtte jeg lære at klare mig uden mine sædvanlige krykker.
Yeah, right.
Jeg lærte hurtigt, at det da godt kan være krykkestokke godt afholde én, fra at lære at gå selv, MEN mestendels er de kærkommen støtte, når det er tungt at løfte fødderne.
En af mine livskrykker er musik. Surprise. Og selvom jeg havde medbragt mp3-afspilleren, så var intentionen, at den kun skulle bruges på flyverturen, og så lidt inden sengetid.
”Det hele” blev dog snart meget overvældende (på den  gode måde, but still), og tanker og følelser fløj rundt i hovedet. På mig og mine medvandrende.
Én af dem, Jenny, sagde en dag disse vise ord til mig: ”Ain’t nothing wrong with puttin’ on a little music.”
Så en tidlig, overskyet, ensom formiddag, midt et ocean af vinmarker, tog jeg hovedtelefonerne på og trykkede på random-play.
Den første sang var denne:


”Allein, allein. Hvem det bare ku’ klare sig med hjælp fra sig selv.”
Tja, tydeligvis ikke mig. Eller så mange andre. Gudskelov. Og velkommen tilbage, min elskede krykke.

Da jeg havde grinet gennem tårerne af dette ”random” nummer, gik næste sang i gang:


Ain’t nothing gonna break my stride.
Nemlig, keep trucking, Trickster.

mandag den 25. februar 2013

I en lille båd, der gynger

Jeg lytter til det nyeste album fra Nick Cave and The Bad Seeds.
Jeg kan ikke lade være med at stor-glæde mig over, at jeg tilhører den privilegerede skarre, der kan ligge sig i en indre robåd og blive ført ud på musikkens fortryllede hav.

Dette får mig til at erindre, da jeg, tilbage i '94, købte Suedes første CD, fordi jeg havde tabt mit hjerte fuldstændigt til Animal Nitrat.

Jeg styrtede hjem fra Stereo Studio med Cd'en, og min veninde Stine under armen.

På med Cd'en, og så smide sig tilbage på det blåstribede , indiskbomuldstæppe, der dækkede min ret brede seng.

Der lå jeg så med lukkede øjne og lod englene føre mig ud over det åbne hav. Opfyldt og tæt på det guddommelige følte jeg mig, indtil en ravjysk stemme (tilhørende Stine, som åbenbart stadig befandt sig på sengen og ikke i himlen) sagde:

"Hey! Han lyder da som Morten Harket fra Aha!".

Ud af englenes hænder røg jeg, og landede med et brag på sengetæppet, der nu ikke længere var et hav.

Sjovt som tingene ændrer sig. En gang var Aha det ypperste, der kunne komme i kassettebåndoptageren.

Jeg nåede at se Suede live seks gange, inden jeg var so not into that anymore.
Nu er begge bands to gamle venner, som jeg måske ikke var hooket op med i dag.

Jeg har aldrig set Nick Cave live, men det skal jeg til sommer. Han spiller på festivalen heri min lille gnallede by, WOOP WOOP. Jeg kunne næsten ikke være mere over the moon. Dét, der så netop gør mig over the moon and cross to high five the guys at Mir space station, er, at The Knife også spiller. The Knife , som får mig til at ønske, at jeg var et stykke elektronik, så de måske ville spille på mig. The Knife, om hvem jeg fejlagtig udtalte: "They're the best, Swedish, electronic band in the world". Det er korrekt observeret, at det jo som sådan er et snævert felt. The Knife, som er verdens bedste band, og som også er svensk og spiller elektronisk.

Det lyder jo helt optimalt, ikke? Men der er lige noget, der gør det hele bare lige endnu, endnu bedre: jeg har også billetter til deres koncert i maj.

Over månen og rundt om mig selv 10.000 gange.

onsdag den 5. september 2012

Mens jeg venter på, at en eller anden supervisor, et eller andet sted, mailer tilbage og forklarer mig, hvad jævlan problemet er med ugens arbejdsfiler...


…kan jeg jo skrive første (måske sidste) indlæg på, hvad jeg spår bliver en føljeton (eller bare en enlig svale) under overskriften (som jeg nok ændrer):
Oplevelser med musik! Vol. I

Ja, der havde I nok lige forventet et brag af en overskrift! Men nej. Skuffelsen er måske stor, men så'n bli'r DET!

- Som 4-5 årig, ser jeg på fjernsyn (det hed det den gang), en dame i  flagrende gevandter, der laver mærkelige fagter, mens hun synger en  sang i et meget højt toneleje.
Elverkvinden er Kate Bush, og sangen 'Babooshka'. Jeg ved ikke, hvem hun er, hvad ordene betyder, eller at der findes sådan noget som "interpretive dance". Men jeg ved, at det der musik er kommet for at blive. And I like it!

- Året er 2001, stedet er downtown Washington DC, og der er endnu tre måneder til d. 11. sept.
Jeg er lige startet på 2½ mdrs fuldstændig for vild rundrejse i US of A, i en van med 11 andre crazy dudes.
Vinduerne er rullet ned, og the man with the plan in the van prøver hektisk at forklare os, at DC ikke kun er monumenter og regeringsbygninger, men også bander og kriminalitet i stor stil. Og at han guddødeme ikke vil skydes ned, fordi han kommer til at dreje ned ad den forkerte gade, med Vanilla Ice's 'Ice, ice baby' bragende ud af højtalerne.
Det er vi dog 13 om at bestemme.
(No tourguide by the name of Kevin was harmed during this story)

- London '97, jeg sidder på bagsædet af en taxa, omgivet er kasser fulde af chokolade, der skal transporteres fra den ene Thorntons Chocolates til den anden (som jeg arbejder i). Jeg hører Spice Girls 'Spice up your life' for første gange, og overvejer om jeg nogensinde officielt vil stå ved, at jeg er skabs-fan af dem.
Svaret er til dags dato "Hell, no!"

- Jeg forklarer en god ven, at jeg har en aversion mod Leonard Cohen, fordi en mistænkelig stor del af mine 'hurra-jeg-er-kommet-i-parhold's veninder, har det med pludselig at bekendtgøre: "Ja, vi lytter jo til Leonard Cohen". Selvom deres kæreste eje so far har været deres Dirty Dancing soundtrack.
Til hvilket min ven svarer: "Ja, det er rigtig nok. Men det er der for fanden ikke Leonard Cohens skyld!"
God pointe.
Leonard selv har følgende kommentar:

 

søndag den 8. juli 2012

CAN'T LIII-I-IVE, IF LIVING IS WITHOUT YOUUU!

Jeg har vidst lovet at vende tilbage til emnet: 'Subpersonligheder, dæmoner og andre beboere'.
Har jeg ikke? Eller var det - fristes jeg til at spørge - all in my head? AAAAAhahahaha, hvorfor er der ikke flere (nogen overhovedet), der kommenterer på mit vittige sind?

Nå, men spas til side (og spas var det), så synes jeg, at det er på tide at præsentere en af dem. Subpersonligheder, altså. Desværre kan det kun blive in absentia, for hun har været M.I.A. længe.
(Nej, det er ikke den tamilsk/engelske musiker, der en gang lavede virkelig god musik, men nu bruger det meste af tiden på at slikke numse på Madonna og prøve at blive større end Bono. Ikke at jeg er en discipel i Church of Bono, føj bvadr. Men det er en anden historie…)

Jeg savner hende. Blondtrine.

Blondtrine er ikke en dum blondine, om end vi er blonde. Hun er mere så'n… optaget af momentet. Så hun kan godt glemme lige at tænke før hun taler. Faktisk ville hun nok skrive "tale før hun tænker", fordi det er mere mundret (jo, det er), og hun har ikke en indre korrekturlæser til liiige at nuppe de slemmeste fejl, inden de ryger ud af munden på hende. Skråstreg ned på papir.

Men det gør ikke noget!

Faktisk er noget af det, hun nyder mest, at grine af sig selv. Og det - tro mig - har hun rig lejlighed til.

Blondtrine er lalleglad på en virkelig cool måde (vil jeg tillade mig at mene, ganske subjektivt.). For hun er godt tilpas. Glad i momentet.
Og hun elsker at være sammen med andre mennesker, og de må gerne grine af hende, og fordi hun er cool med dét, er de som oftest cool med, at hun griner af dem.

For det er jo okay, at være ufrivilligt morsom en gang i mellem. Faktisk ikke så farligt. At spørge om noget, man måske nok burde kende svaret på. At tage et tre-trins fald (på knæ - på hænder - om på siden) midt på gaden, og selv indse, at det sgu' nok så ret komisk ud. At tralle rundt i huset og synge med på sommerens dansehit af ukendt sproglig oprindelse, selvom man ret beset ikke kan teksten: "Razorblades da nomma nomma yeh! Nomma nomma yeh! Nomma nomma yeh yeh yeh! Maja HI Maja HA Maja HAHA!" Selvom "bandet" aldrig har spillet i Den Grå Hal eller redder Verden med aggressiv etno-rap (og har der i øvrigt nogensinde været ført bevis for at aggressiv rap af NOGEN art har reddet Verden??? Jeg spørger bare. M.I.A...) . At sidde med åben mund og polypper og sluge 'Derren Browns Trick of the Mind', selvom, jo, det er ganske korrekt at "de jo bare kan have klippet i det!"
Det er så dejligt befriende at være naiv .

Jeg tror egentlig, at Blondtrine bare er rigtig glad for at være lige her, lige nu.

Mine venner kunne godt lide Blondtrine. Det kunne jeg også.
Men jeg tror, at hun blev træt af os.
For det er lidt for længe siden, at jeg har set hende.

Blondtrine, hvis du læser dette: kom hjem! Jeg mente det ikke, da jeg opførte mig som om livet kun er alvor og overlevelse. Og forleden faldt ryggen på solsengen ned mens jeg lå på den, og du var der ikke til at grine sammen med mig!
Undskyld.
Jeg har været en nar.
Bare kom hjem.

mandag den 25. juni 2012

Selv flyveturen gik glat


Så har I mig tilbage; den fortabte datter, den savnede livs-revser, den mesterlige verbale krammer, den "for-fanden-i-helvede-hvor-ville-jeg-ønske-at-hun-var-blevet-derhenne-hvor-peberet-gror-for-hun-er-satme-ikke-til-at-holde-ud-at-høre-på" stemme.

Ja, jeg er hjemvendt fra De Forenede Stater, og det er sgu' nederen, for nu at sige det lige ud.
Der var sol, der var varme, der var billigt, der var sjovt og ikke mindst var der gensyn med de dejligste mennesker, man kan forestille sig.

Her er regn, koldt, forudsigeligt og en gnaven, gnaven sambo.

Nå, men inden I officielt beder mig ændre tonen, eller finde nogle andre at plage med mine skriverier, vil jeg skynde mig at opbløde, og nævne, hvorfor det da ikke er helt så skidt endda:
Jeg havde fødselsdag i går (jo tak, tak, det var en dejlig dag), og blev overdænget med hilsner, kage, gaver og kærlighed.
Jeg har genset dejlige  home grown venner og har flere i vente.
Jeg skal i gang med noget arbejde, som slet ikke er så tosset.
Jeg har fået vasket alt vasketøjet.
Bag skyerne skinner solen (jeg ved det, befandt mig deroppe adskillige timer forleden).
Havbadning og regn er bestemt ikke uforeneligt.
Jeg har hjembragt en stabel læsestof, der skal pløjes igennem.
SÅ koldt er det jo heller ikke.

Nå, nu vil jeg så i opstillingen "rodet" dele min ferie med jer. Der var adskillige highlights:

Ja, vi mødte jo nogle ægte kendte. Jeg kendte dem godt nok ikke, men det var da meget spas alligevel. De er med i det underholdende underholdningsprogram 'Depotjægerne', som jo altså handler om nogen, der opkøber depotrum med indhold. Ja, måske bliver de super rige, fordi der ligger noget nice derinde, eller måske bliver de mesterligt snydt, fordi der ikke er andet end muselort. Dem jeg mødte er dem, der bortauktionerer disse depotrum (og hold så op med at plage mig med spørgsmål, min bekendthed med disse kendte er først opstået after the fact).
Nå, men de var jo vældigt søde, og mindst ligeså glade for at mødes os, som vi var for at møde dem.
Ja, vi så jo også en berømtheds havelåge. Vi cruisede ad Mulholland Drive, og ligeså gjorde en flok busser fulde af turister, der, ledet af kyndige guider, var ude at besøge de kendte på deres hjemmeadresser. På et tidspunkt gik de helt amokka med kameraerne foran et hus, så var gik ud fra, at der nok boede en meget kendt en derinde.

Vi var også på San Diego Fair, som er en kæmpestor byfest i bedste amerikanske stil. Jeg er sikker på, at mottoet må være: "if you got it, we'll fry it". Man kunne få sit årlige kolesterol fix igennem stegt cereal, stegte småkager, stegte sandwicher (altså: sandwicher der bliver lavet og derefter stegt) eller stegt saftevand, og nyde lidt bacon i chokolade. Smagte det sidste, og… ja, it didn't rock my boat. Til gengæld fik jeg cheesecake on a stick, og DET var mums!
Til sådan en byfest er der jo også en del forlystelser, der helst skal sætte ens liv en lille smule i fare. F.eks. Et pariserhjul med åbne sider, men uden seler. Selv lod jeg mig svinge rundt og op og ned af slags arm med sæder, og det var da noget af en oplevelse. Efter sigende skreg jeg fra start til slut, og dét i en sådan grad at det kunne høres langt væk.
Det så sådan ud (skrig må man selv tilsætte):



Mere tryg var jeg i Disneyland, for de har ikke råd til at slå mig ihjel. Her skreg jeg også ret meget, men det var glade skrig, ikke "JEG ER FOR UNG TIL AT DØ!!!" - skrig.

Nå jo, og vi var til hundesurfing konkurrence, og det var altså rigtig sjovt og hyggeligt, og hundene havde rigtig sjovt, de var - pun intended - nogle rigtige vandhunde. Nogle var imponerende gode til at stå på brættet og se cool ud, andre synes bare at det var spas at hoppe i baljen og plaske rundt.
Da jeg selv er noget af en vandhund, var vi også ude og bekæmpe bølger, dog på afstand af de professionelle. Hvilket røre ville der ikke opstå, hvis en af favorit-hundene måtte udgå, fordi den var blevet ramt af en blond dansker, der dukkede op i bølgerne?

Ja, det var vel lige det, jeg havde lyst til at fortælle i dag.
Måske fortæller jeg videre om min über fantastiske ferie næste gang, ellers fortæller jeg om noget andet.

torsdag den 7. juni 2012

Så blev det lige en telefon-skrevet rejseblog

Her er nogle ting, jeg godt kan lide:
Små amerikanske byer, der består af 50% tærte bagerier.
At komme kørende gennem landskabet og passere et kamel mejeri.
At grille marsmellows poolside i den mexicanske ovn.
En udendørs hjemmebar.
At hoppe i en 23 grader varm pool som det første om morgenen.

mandag den 4. juni 2012

Arh, er det nu ikke bare en fiks idé?

Min mave er lutter sommerfugle. De basker, og de kvidrer tilmed, hvilket er lidt spøjst taget i betragtning, at det jo ikke er noget sommerfugle gør. Normalt.

Men det er jo heller ikke en helt normal dag.
For i aften når jeg første station på min vej til Californien. Nemlig en København-baseret veninde, som jeg skal overnatte hos.

Jeg er klar. Alt er pakket og står parat, nu er det bare at vente på at toget kører. Om mange timer.

Og nu opdager jeg så, at jeg bare ikke er særlig god til at være klar i så god tid. For så kan jeg rigtig sidde og gruble over, hvad jeg måtte have glemt og alt sådan noget.

Men så kan jeg jo adsprede mine tanker med at update min blog.

Jeg har nemlig gjort endnu en opdagelse; jeg er blevet en tak mere voksen.
Scary, I know.

Jeg tror, at det startede, da jeg for nylig besluttede at se fortiden i øjnene. Den personificerede fortid, vel at mærke. Og en fortid som ikke har villet acceptere den grænse jeg har sat. Men tværtimod er blevet ved med at forsøge at suge mig tilbage i sit eget lille univers.
Og dét gjorde mig bange.
Men det der med at være bange, det er noget, jeg har arbejdet med (ja ja, jeg hører bræklydene :-)). Og jeg har konkluderet, at det stinker at være bange.
Ja, Tricksteren er ikke helt dum.
Så - ja, lang historie kort, jeg besluttede at efterkomme fortidens ønske om at mødes.
Og jeg satte rammerne, neutral grund, tredjepart, tidsbegrænsning. Overvåget samvær, kan man vel kalde det.
Men det havde ikke fortidens interesse. Fortiden valgte at ignorere mit brev. Fortiden bryder sig ikke om at andre sætter dagsordenen, går jeg ud fra.
Det er jo sådan set fortidens problem.
Det er det i hvert fald nødt til at være.

Jeg må indrømme, at jeg var skuffet. For jeg var faktisk begyndt at forestille mig, at der kunne rigtig meget godt ud af det for mig. Men dét er vel så til gengæld ikke fortidens problem.

Der er bare det ved det, at den her hændelse, der ikke fandt sted, faktisk har ændret noget. I mig.

Forleden blev der holdt en stor fest, der hvor jeg bor. Jeg kan godt lide at feste, men jeg kan godt have meget svært ved at rumme at lægge hus til. Selvom jeg virkelig gerne vil være god til det. Ved sidste års fest endte jeg med at ligge og hyperventilere og græde i 40 minutter. A propos at være bange...
Heldigvis bor jeg med nogle mennesker, der måske ikke forstår det, men accepterer det.
Nå, men det, jeg vil frem til, er at jeg i år havde en virkelig fantastisk fest! Jeg havde givet slip på... et eller andet. Kunne forstå, at folk nok messede mit hus op, men ikke mit indre. Og ikke en eneste gang følte jeg mig overbevist om, at alle hadede mig.
Det var sgu' da meget fedt.
Og jeg fik taget to tyre ved hornene.
Der er to mennesker i mit liv, der har fyldt og fylder rigtig meget.
Den ene er et gammel venskab, hvor der har været og stadig er meget kærlighed. Men også frustation.
Den anden er et nyt bekendtskab, der er blevet farvet nogle trælse ting. Havde det været et venskab uden disse? Det troede jeg en gang, men nu ved jeg det ikke.
Hvorom alting er, så har jeg følt mig dårligt behandlet og udnyttet af begge. Og været hamrende vred på mig selv for ikke at kunne opretholde mine grænser.
Og nu var det tid til at slutte dét kapitel. Tid til at fyre trælse mønstre. Og efterlade dem. I fortiden.
Og det gjorde jeg. På en ordenlig måde. Synes jeg selv, men jeg gætter på at de to andre ikke tilslutter sig den opfattelse.
I hvert fald var ingen af dem særligt begejstrede for, hvad jeg havde at sige. Om end den ene tog det bedre end den anden.
Det ville have været fantastisk, hvis we could all just be friends, men i mangel af dette, tager jeg til takke med at kunne kigge folk i øjnene og være ærlig over for dem. Og sige stop.
Så selvom jeg ikke fik deres forståelse ud af det, og egentlig ikke forestiller mig, at det ændrer noget som helst mellem os, så ved jeg, at jeg har valgt at stå op for mig selv, fremfor at være bange for at såre eller miste nogen eller gøre det hele værre.

Det er da lidt modent, ikke?

Når det så er sagt, så er jeg ikke mere voksen, end at jeg i dén grad skal give den gas i Disneyland. Derovre i Californien, som jeg jo rejser over til i morgen.
Men det har jeg vidst nævnt?

onsdag den 30. maj 2012

Måske jeg skulle tage en lille pose med...

I aften er der igen hååånnnn'bol'kamp, og det bør jo inspirere til et nyt indlæg.
Det gjorde det i hvert fald sidste gang, jeg var bænket foran TV'et på en kamp-aften.

I dag ser det dog ikke ud til, at det med at blive inspireret af det uinspirerende virker. Hm-hm.

Måske fordi at alt, jeg tænker på, er at jeg om en uge chiller i Jillians, min Camino søster, baghave. I Ramona, CALIFORNIA!

Det bliver 14 dage med de dejligste kvinder, hygge, sjov - og et par udfordringer.
F.eks. denne:


søndag den 6. maj 2012

Mit navn er Trine og jeg er hverdagseskapist!

I anledningen af helligdagsweekenden har Tv's sendeflade bugnet af eventyrfilm.
Og eventyrfilm - det er en af mine guilty pleasures!

Jeg synes simpelthen at de er så hyggelige. Og jeg elsker alt der hygger. Oh yes.
Men hvorfor jeg i den nette alder af 35 lettest kommer i zen, når trolde, feer og talende dyr boltrer sig bag en glasskærm, ved jeg simpelthen ikke.

Oh, bull, gu' ved jeg da så!

Det har da sådan set ikke så meget at gøre med de der væsener. Men derimod - selvfølgelig - med det heldige barn, der altid er helten i disse film. Der altid, via en eller anden spidsfindig hændelse, pludselige befinder sig i et hæsblæsende eventyr, der sætter dagligdagens problemer med travle forældre, såkaldte kammerater og at føle sig så isnende uden for, i behørigt relief. I stedet er der masser af nuttede nye venner, der har så frygteligt brug for din (min, MIN!) hjælp, og som hepper, mens du (mig, MIG!) pludselig transmogriffes til vort sande jeg: en helt!

Åh, at flyve, rutsje,  gå gennem et skab og lige ind i en skøn fortryllelse.

Som barn kunne jeg give mig selv hovedpine af så kraftigt at ønske, at Peter Pan en aften ville sidde i min vindueskarm. Han ville være kommet for at tage mig med - flyvende - til Ønskeøen. Og der ville vi så flyve af sted, ham i sit fikse lille Pan-outfit, og mig med mine slangekrøller og, bal-agtige lyseblå natkjole og kanintøfler (Askepots fe-gudmor havde lige været et smut forbi og tryllerylle mit hjemmeklippede korte hår, bamse bomuldspyjamas og kinasko).
Og når vi så kom til Ønskeøen - ja, så ville der ikke være nogen ende på al den sjov, vi skulle have.

Senere har jeg selvfølgelig hørt om Peter Pan syndromet, ligesom jeg qua min gode, danske folkeskoleuddannelse er i stand til at seksual-analysere et hvert eventyr i smadder (det var alligevel dér I mente vægten skulle ligge, hva' kære 90ernes dansklærere? Skide flot).
Sommetider synes jeg da heller ikke, at jeg ville kunne spytte, uden at ramme en hverdags Peter Pan.
Men jeg føler bare ikke, at det har noget som helst med mig og min barnetro at gøre, vel?
Jeg kan simpelthen ikke være pinlig berørt over at elske den historie, selvom jeg burde grine lummert ved tanken om at være alene på en isoleret ø, with all men (og en bette fe) og alskens farer og muligheder for blive bundet…
Nope, dén del har intet med mig at gøre.

I mine pre-teens mødte jeg så Sarah. Sarah, og ikke mindst The Goblin King…
Sarah er heltinden i Jim Henson' Labyrinten til Troldkongens Slot'.
Og Sarah - Sarah får sig sådan én på opleveren, at jeg stadig, her sådan ca. 23 år efter jeg først så filmen, bliver helt åndeløs ved tanken.
Der er teenagefrustrationerne, der er de romantiske drømme, de nuttede, åh så forbandet nuttede nye venner, der er Ludo - filmhistoriens største gode uhyre, der er rutsjen, maskerader, og der er (GODDAMNIT hvor der er) Troldkongen Jareth. Da veninde Dorthe og jeg som cirkus 12 årige var i biografen og se filmen, besluttede vi halvvejs, at vi fra nu af holdt med Troldkongen. På det tidspunkt lå vi halvt på gulvet blandt popcorn og papir og ville give resten af årets lørdagsslik for at være Sarah i den overdådige kjole, Sarah der flygter fra/jagter Troldkongen op og ned af trapper, der ingen steder fører hen.
Og ja, for fanden, gu' var der da noget pre-seksuelt udefinerbart i det. Hell yeah, I stand by that!!! Det var vel netop det udefinerbare, der appellerede.
Alligevel fylder de erotiske undertoner meget lidt i mit forhold til filmen. Og ja, det er et forhold :-).
Jeg elsker den, og når jeg ser den, smelter 12 årige mig og 35 årige mig sammen til et ret harmonisk og afslappet menneske.

Og sådan har jeg det i det hele taget med disse film.
På nær en anden af mine favoritter, 'Where the Wild Things are', som får mig til at græde som pisket.

Men dét er en helt anden historie...

mandag den 30. april 2012

Trine put's it down for Californ-I-A!

Hallo!

Der fik man da lige sin første faste læser!

And an English speaking one, none the less!
 
Kærlighed til dig, Jillyjilljill, og til Google Translate funktionen!

lørdag den 28. april 2012

I dag...


… er lykken at have fået ny yndlingssang:



Og i samme ombæring have opdaget en tidligere:


At skulle spise sammen med gode venner, og senere til fest med en høj hat på.