Snapshot af min lørdag

Jeg keeeeder mig for vildt i dag.

Hvilket egentlig er lidt mærkeligt, for jeg kan jo sådan set gøre lige, hvad jeg lyster. Men åbenbart er min lyst at ikke have lyst til noget.

Har spist en ostemad. Den smagte mig ikke. Og nu lugter mine fingre af ost. Selvom jeg har vasket dem. OG sprittet dem i alko-gel, OG cremet dem ind.

Ser en film. Den er ikke sjov. Til trods for at den bugner af hits fra 80ernes hair metal bands. Til trods for at den har Tom Cruise som afdanket rockstjerne.

Det er sørgeligt, men sandt: Rock of Ages holder IKKE! Og jeg er ret sikker på, at det ikke bare er fordi, det er en af den slags dage. Jeg er ret sikker på, at den heller ikke holder i morgen!

Nå, men så var det jo, at jeg tænkte, at jeg ville surfe lidt blogs.

Så, det gjorde jeg så.

Og som altid blev jeg ret skuffet.

Blogs skrevet af kvinder (og det er bare dem, der er flest af) falder mestendels i tre kategorier:

Opskrifter, mode og "jeg er på barsel med nr. 3 og mine børn får hverken sukker eller mælk, men masser af spelt".

Og så er de ellers instagram-bombarderet med fotos af de nybagte speltboller, det nye lag neglelak og en pæn kjole.

WHY???

Er det virkelig alt, kvinder kan galpe op om i dag???

Og er det ikke liiidt let, at uploade et foto at sin frokost og kalde det et blogindlæg?

Muligvis er min blog ikke verdens mest interessante, men jeg kan da i det mindste skrive to sammenhængende sætninger, som jeg endda har tænkt - HELT SELV!

Og det udelukker ikke, at jeg også kan lakere negle, lave mad eller har pænt tøj.

Det var dagens sure opstød, på sådan en monster kedelig, grå lørdag.

Ses i næste uge, ik'?

Tuttelu, hviskede hun

Øh…" her har I mig tilbage". Nej, nej det virker ikke rigtigt.
"Hej der, så tager vi hul på en ny sæson af 'en 36 årig hysterikers virkeligt uvedkommende  liv.' Der vil ikke være druk, hor eller nøgenhed. Til gengæld vil der være masse af kagespisning!"
Heller ikke helt godt. Det dur vidst ikke at slå sig op som oprigtig konkurrence til satellitkanalernes reality shows. Især hvis man ikke har andet at byde på end kagespisning.
(Og skulle der snige sig druk, hor og nøgenhed ind, vil det i hvert fald ikke blive nævnt på disse sider. Størstedelen af min meeeget begrænsede fanskare består nemlig af veninders mødre, for slet ikke at nævne min egen mor! Heldigvis læser mødre ikke parenteser).

Pointen er, at jeg er frygtelig flov over, at jeg har forsømt min kære blog så længe. Ikke kun med tanke på min SERIØST begrænsede fanskare (Hej Kirsten og Christina, godt at se jer), men mestendels over for mig selv.
Det her skulle jo være mit kreative outlet, her hvor jeg fik revset, set indad, været sjov, ændret verden … ej, ok, det sidste har jeg faktisk aldrig haft planer om.

Jeg har brugt hele sommeren på at fortælle mig selv, at jeg kun kan skrive, hvis jeg har noget at skrive om. Og har så i øvrigt været rimelig hurtig til at dømme sommeren 2012 ganske begivenhedsløs og ligegyldig.
(Hvilket er en stor, fed løgn, men hvis den kan bruges som undskyldning for at undgå tastaturet, er den i mine øjne gangbar.)

Men så var det jo så, at denne morgen så en undseelig mail lande i min indbakke (vi kan allerede konkludere, at min tendens til at anglificere mit sprog ikke er blevet mindre over sommeren).
Det var en lille notits om, at en kær ven af mig havde opdateret sin blog. Linnea, du ramte mig i solar plexus med denne fine tanke.

(Så er I jo så nødt til at følge linket, for at fatte resten af dette indlæg.)

For hun har jo ret.

Jeg er ikke gudsinspireret; jeg gemmer ikke på et talent, der vil slå benene under jer alle, når jeg først lukker op for godteposen; uden mine ord er dagen stadig hel og god - solen står op og går ned, verden går sin gang.

Men måske, en dag - blandt alle de banaliteter jeg får spyet ud - læser en eller anden de ord, der rammer - bare en lille smule - i solar plexus.

Og blev Batman i sit mansions ene fløj, nedbrudt og bitter, og på krykker ikke mindst? Eller marcherede han (på krykker) ind til Lucius Fox, og konkluderede "HER HAR I MIG TILBAGE"?

Og er jeg Batman eller er jeg Nynne ???

??? - ok, det er måske ikke helt let at svare på. Egentlig er jeg nok mest Dewie fra Screamserien. Eller Jacob fra Twilight. I pigeudgave, og uden den reelle evne til at transmogrife om til en varulv… tja.

Én ting er jeg dog helt sikkert: Tilbage.

Hvad tænker du - mangler der en enkel ( )?

Det der med at skrive blog… det har været både lettere og sværere end jeg havde forventet.

(Flot, én linje inde i indlægget, og jeg har allerede modsagt mig selv i en mildest talt åndsvag sætning)

Egentlig havde jeg regnet med, at denne blog på nuværende tidspunkt ville indeholde 1½ indlæg (og 40 i papirkurven) og have ca. 3 sidevisninger.

Og at jeg ville have flået halvdelen af mit hår af (hvilket ville have været en skam, for jeg har sgu' ret lækkert hår), og ikke bare opgivet at skrive men også at læse. Af ren jalousi mod forfatterne (skal udtales på en frådende Gollum-måde).

Og sådan er det jo ikke gået :-) :-) :-) :-) :-)

(Smileys får ikke den credit de fortjener)

Hey, jeg siger ikke, at alt der popper op på denne virtuelle matrikel er gudsinspireret, men noget af det er jeg svært tilfreds med.

Og der er sket præcis så lidt i mit liv, at jeg har været tvunget til at (forsøge at) være kreativ.

Således har det været let.

Men. Det passer jo ikke helt, at der ikke er sket noget i mit liv. Selvfølgelig ikke, der er sket både stort og småt, tøj er blevet vasket, en masse gamle venner er blevet mødtes med, forberedelser til forestående USA tur er gået ind (woop woop).

Der er også sket det, at jeg for alvor har fået nok af en håndfuld personager i mit liv. Sådan FOR REAL nok.

(Nej, det er ikke dig, Mutti)

Og jeg har fået nok af mig selv (warning: selvhævdelse vil forekomme  i de næste linjer), nok af at FUCKING HOLDE MIG PÅ MIN SIDE AF BORDET, og samtidig bare være SÅ FUCKING PISSE MODEN omkring alt der bliver smidt i hovedet på mig. Af at undskylde og blive mødt med et "hm". Hm? Are you kidding me???

Men ser I, jeg har lavet den her aftale med mig selv om, at jeg så vidt muligt skal undgå at udstille nogen her. Ud over mig selv. Og Claus Hjort, turen skal også nok komme til dig.

Så jeg kan altså ikke skrive om noget af det, der - desværre - pt. fylder lige vel meget i mit liv.

For det vil jo ikke være fair, vel? Og der er jo to sider af en sag og jeg ville jo heller ikke selv synes at det var rart og bvvvaadddrrrrhhhhh…

Hold nu kæft, hvor er jeg ved at brække mig over mig selv sommetider.

Så hvad fanden er pointen med dette indlæg af tvivlsom kvalitet?

Det er vel at udstille mig selv som den svagpisser jeg (også) er.

Måske er det ved at være tid til at jeg erhverver mig et par nosser. Evt. stiller  mig foran spejlet og øver mig i at sige "så luk dog spalten, møgfisse", mens jeg krakelerer glasset med mit polar-blik.

Lyder det som en god plan? Dét tror jeg nok.

Kom så ned fra den hest!

Nu, hvor jeg har været den lykkelige blogejer i et par uger, må jeg konkludere… at jeg ikke går rundt og er så dyb, som jeg troede.

Eller i hvert fald at mit blogbarn ikke er blevet så dybt som sin mor. Ja. Det er sådan det må være.

Gud ske lov, der skred hele mit fundament næsten.

Det store spørgsmål er så, om blogbarnet skal lege, glad og blåøjet, eller om Moder Mig skal gribe til hårdhændet opdragelse og styre mit afkom ind på det intellektuelle spor.

Det virkelige irriterende er, at jeg på et meget zen og selvhelligt tidspunkt indgik en pagt med Buddha. Resultatet er, at der på min skulder sidder en lille Buddha Trine (kreeret af Buddha og mig, no surprise), som uden undtagelse stiller spørgsmål til min dagsorden, både den åbenlyse og den skjulte.

Lille Buddha Trine har så'n et pisseirriterende bedrevidende udtryk i øjnene (dét har hun arvet fra mig, mens den der fucking "se dig selv i øjnene" - ting kommer fra Buddha Far).

Jeg ville knipse hende af min skulder in a heartbeat, hvis det ikke var fordi hun har lagt sin hånd på min hals, og jeg kan mærke, at hun mener det godt.

Pisselortemøgshelligeko.

Men okay, fint. Hvorfor er Mor så skuffet?

Jeg troede, at jeg var dekader ovre "Only happy when it rains" - stilen. Men åbenbart er der noget vanvittigt intimiderende ved se i øjnene, at jeg er en lalleglad trickster. OGSÅ er en lalleglad trickster.

Og at jeg i bund og grund hellere vil skrive om min jordnære hverdag, fremfor komplekse tanker om livets uudgrundelighed.

Er det fordi jeg ikke kan?

Er det fordi jeg har et tvivlsomt behov for at blive anerkendt for min uendelige visdom, fremfor at formå at være et ganske almindeligt menneske?

Det må jeg vidst tænke lidt mere over. Imens skal jeg måske bare observere, hvor barnet bevæger sig hen - og måske liste et forsigtigt forslag ind, ind i mellem.

Trine put's it down for Californ-I-A!

Hallo!

Der fik man da lige sin første faste læser!

And an English speaking one, none the less!
 
Kærlighed til dig, Jillyjilljill, og til Google Translate funktionen!

Om at være fuldstændig blank

I den forgangne uge har jeg været fuldstændig tom. Som om al indhold er suget ud af mig.

Ingen tanker, ingen følelser, ingen energi, intet drive, ingen produktivitet, ingen kreativitet, ingen passion, ingen tilstedeværelse.

Er det virkelig såvel, må jeg spørge mig selv? For jeg har jo interageret med andre, trukket vejret hver eneste dag, kommunikeret. Været sur og glad og ked af det og spændt.

Men det er jo ikke sådan trængt helt ind, vel? Som om jeg har været indsmurt i Kerodex fra top til tå, så intet ydre rigtigt har kunne trænge ind, eller noget indre slippe ud.

Al træning i mindfulness meditation har gemt sig under en bunke nullermænd, og jeg har for real ikke været til stede i verden.

Giver det mening? Hvorfor fortæller jeg det?

Vel egentlig mest fordi jeg skal starte denne blog, holde min skrivning vedlige, og det falder sgu svært uheldigt sammen med a week of numbness. 

Så det er jo noget med at gøre forhindringen til værktøj. Brug den, siger min i-baghovedet-boende psykolog (ja, altså, selvfølgelig bor hun jo på en rent fysisk adresse et sted, men en lille æterisk klon af hende har altså taget bopæl lige bag amygdala.).

Brug den, hører jeg.

SKRIV DEN!

Ja, jo, så okay da.

Jeg kunne jo teoretisere lidt over, hvad der mon har bragt mig i et sådant humør, men helt ærligt, så ville jeg ende med at bebrejde alt og alle, på nær mig selv selvfølgelig, og ... ja, jeg vil jo godt vente et par indlæg med at afsløre min megalomaniske side.

Jeg kunne sige at ligegyldigheden i mig blot afspejler ligegyldigheden omkring mig, for pt., så synes jo sgu godt nok at jeg er lamslået over menneskers manglende interesse i andre mennesker.
Oh, I'll come back to that for sure.

Måske er Koppen Trine bare fuldt til randen og trænger til at vælte.

Please bliv stående til jeg har et blødere sted at lande.