Godmorgen Solstråle!

"ISBJØRN, ISBJØRN, IIIIIIIIIISSBJØØØØØØØØØØØØRN!"

Argh, brølet fra naboens alt-andet-end-generte 4 årige datter susede ind gennem vinduet og ramte Væsenet lige i pæren. Og ikke for første gang denne morgen. Formiddag.

Med en halvslukket dødsild i øjnene, virrede Væsenet med hovedet.

Isbjørn. Hvor? Her? Kunne sgu' godt bruge en isbjørn. Stor og farlig og lige til at putte med.

Men nej, der var ingen isbjørn at få øje på. Måske havde der været en, som nu var smuttet hjem til barnet. Hun var i hvert fald holdt op med at brøle.

Isbjørn… Man kunne jo godt sove lidt mere. Sove, det er så rart, syntes Væsenet.

SMACK!

"Næææ, du skal ikke sove", vrælede den ækle lille, morgenstjerne-svingende tæge, der lød navnet Migræne.

Smack, smack, smack. Adskillige gange blev våbnet hamret ind i Væsenets kranie og i alle de lækre, bløde dele, der gemte sig under det.

For fanden i helvede da også.

Det var kraftedeme ikke dét, Det havde tænkt sig at bruge sin dag på!

"Ææææhæhæ", skreg Tægen, "det er dig og mig i dag. Og i morgen og i overmorgen, aaaahahahahaha, fuckzi, hvor skal vi have det sjovt! Eller, jeg skal i hvert fald, du plejer jo bare at ligge og være sur."

Væsenet ville bare så gerne blive liggende, for evigt, men Dets blære blandede sig i dagsordenen med et kraftigt ønske om en ekskursion til det nærmeste toilet. Og det var i og for sig fair nok, og vel også i Væsenets bedste interesse.

Så med led, der knagede og bragede, fik Væsenet i etaper rejst sig. Sad lidt på sengekanten og kiggede på sine fødder. Følte sig sikker på, at alting ville være meget bedre, hvis der faktisk havde været en isbjørn på værelset, da Det vågnede. Dét skulle sgu' nok have gjort Tægen så tilpas forskrækket, at den slap sit tag og glemte at svinge morgenstjernen.

Men sådan var det jo ikke gået.

Ingen Panserbjørn til at udkæmpe dagens slag. Dét måtte Væsenet selv gøre.

Første skridt kom nu: at få badekåben på. Da Væsenet boede i kollektiv, gik det der med at gå nøgen på toilettet bare ikke rigtig. Det var ikke den slags kollektiv. Hvilket da også passede Væsenet udmærket.

Fødderne ramte gulvet, og Væsenet stod nu oprejst, på ben af gelé, men dog stabilt.

For fanden, hvor var der rodet og varmt og dumt og trælst. Øv, hvorfor helvede kunne Det ikke bare være et ordensvæsen? Alt det der med organiseret rod og struktureret kaos… ja, op i røven med det!

Nå, det var den der badekåbe, Det kom fra. Den lå der, to skridt væk. Det skulle være til at overskue.

Bonk. Hvem helvede havde stillet en kuffert lige foran Væsenets seng? Hvilken idiot kunne ikke regne ud, at ruten seng-badekåbe BURDE OG SKULLE VÆRE FULDSTÆNDIGT RYDDET???

Væsenet havde en mistanke om, hvem det kunne være. Men lod dog nåde gå for ret denne gang, for at stå der og skændes med sig selv ville ikke gøre dagen bedre, og ville højest sandsynligt blot resultere i, at Det ikke nåede ud på toilettet før blæren gav op.

Og hvis Det strakte sig lidt, kunne Det faktisk godt nå badekåben.

Yes!

No!

Åndsvagepisselortemøg bælte var røget af!

Åh ville denne dag dog ingen ende tage???

Med klynk og en klump i halsen, fik Det stavret sig længere ud på gulvet og famlet sig frem til bæltet, der gemte sig under "fralægningsbordet", det bord Væsenet officielt brugte til stille sin kaffekop på og lægge såkaldte hastesager (bøger, der skulle afleveres og den slags), men reelt var opbevaringsplads for "ting, der endnu ikke har fået fast opholdssted", og det var sandt at sige noget af en opgave for et klapbord med målene 50 cm x 50 cm.

Det vaklede da også faretruende, da Væsenet mingelerede bæltet væk fra den ene bordben (og valgte ikke at filosofere over, hvordan det var endt der UNDER benet).

Et eller andet måtte Væsenet alligevel have gjort rigtigt i et tidligere liv, for bordet blev stående, og intet væltede.

Livet: 10 - Væsenet: 1.

Således be-bæltet var Det  klar til næste fase: at møde dagens omverden!

Hånden på dørhåndtaget. Dyb indånding. Tryk ned.

Stue. Tom. Yes!

Rute til næste dør: næsten lige, kun et par graders hældning.

Hindringer undervejs: kun sofaen, der krævede et lille sving i modsatte retning, men det var jo efterhånden indgroet i Væsenet at det skulle tage to skridt og så et lille ét til venstre.

Stuedør til toiletdør: ét sølle skridt, faktisk kunne man træde direkte fra stuen over på badeværelset, hvis man bare tog ét stort skridt. Og det gjorde Væsenet.

Alt dette gav anledning til en vís følelse af tilfredshed, da Det sad der på toilettet og havde tid til at tænke over det. Det pissede (no pun intended) selvfølgelig Tægen så meget af, at den tog et par kraftige sving med morgenstjernen. Men det var jo, hvad man kunne forvente af det møgsvin.

For første gang denne dag fik Væsenet set sig selv i øjnene, i spejlet over vasken.

Det var ikke kønt, men Det bemærkede dog med glæde, at Dets hår faktisk sad rigtig godt, her ovenpå 11 timers søvn.

Men hvad var det? Et hint af mundvand? Igen? Nej. Nej, helt ærligt gad Væsenet bare ikke. Det skulle ikke være en af dé omgange. Ind i seng igen, så ville det gå i sig selv.

Nej. Sådan skulle det ikke gå.

Der, i døren til stuen, stod en af Væsenets samboer. Den af dem, der tog liiige lang tid nok om at komme til sagen. I dag var ikke anderledes. Væsenet prøvede, prøvede virkelig at høre efter og … og tage stilling og den slags. Det var noget med aftensmad og indkøb. Men mundvandet, mundvandet kom igen! Det var ikke noget, Det havde bildt sig ind! En flodbølge bevægede sig i et anseeligt tempo over tungen, mod tænderne.

Et "undskyld" ramte samboen samtidig med den smækkede badeværelsedør.

I sidste øjeblik kastede Væsenet sig om toiletkummen i et ordenligt kram. Åh, hvor Det klamrede sig til det WC alle otte beboere brugte, mens en tsunami af halvfordøjede madrester skyllede ud af det stakkels lille Væsen.

Igen.

Og igen.

Så lå Det der. I ugens pis-sjatter. Mens Tægen lænede sig tilbage og røg en smøg.

Samboen stod der endnu, da Væsenet kravlede ud og over gulvet mod stuen, på vej mod Det Forjættede Land (også kendt under navnet Sengen).

Undskyldninger blev fremstammet, forsikringer og tilbud om hjælp givet.

Væsenet kom på benene og lod sit blik fastlåse på Himlens Porte.

Tægen, der allerede var ovre sin post-orgastiske hvile, dansede og grinede og svingede sit lede instrument. Især da Væsenet igen bankede ind i selvsamme kuffert som på vejen ud.

"AAAAARRRHHHHAHAHAHAHAHAHA", hylede den "det er sgu for morsomt det her, hvorfor fa'n gør vi det ikke noget oftere?".

…

Nej.

Nej.

Nejnejnejnejnej! Det var for galt. Ikke om Væsenet ville finde sig i det!

"Sjovt. Jeg skal vise dig sjov", sagde Det.

BANG, morgenstjernen knaldede ind i højre pandelap.

"Du har dine middelaldervåben, som - og det vil jeg give dig - er helvedes effektive. Men jeg har også et våben. Bare fra en anden tidslader: det 21. århundrede!"

Det var tydeligt, at dette gjorde et vidst indtryk på Tægen, for den kunne ikke helt koncentrere sig om at svinge sin morgenstjerne, og slagene blev blødere og mere upræcise. Den havde en anelse om, hvad der var på vej.

POP

NU var Tægen bange, og den svingede vildt og ukontrollabelt med våbenet.

Da pillen blev lagt på tungen, skreg Tægen angstens skrig.

Væsenet mærkede vandet skylle pillen ned i halsen og videre ned, hvor den ville gøre godt.

"Muhahahahahaha", grinede Det, mens Det slog armene ud og lod sig falde bagover på madrassen.

Og det blev det ved med, mens skrigene blev mindre, og den søde prikken i kroppen begyndte med blodets tilbagevendende brusen.

Selv flyveturen gik glat

Så har I mig tilbage; den fortabte datter, den savnede livs-revser, den mesterlige verbale krammer, den "for-fanden-i-helvede-hvor-ville-jeg-ønske-at-hun-var-blevet-derhenne-hvor-peberet-gror-for-hun-er-satme-ikke-til-at-holde-ud-at-høre-på" stemme.

Ja, jeg er hjemvendt fra De Forenede Stater, og det er sgu' nederen, for nu at sige det lige ud.

Der var sol, der var varme, der var billigt, der var sjovt og ikke mindst var der gensyn med de dejligste mennesker, man kan forestille sig.

Her er regn, koldt, forudsigeligt og en gnaven, gnaven sambo.

Nå, men inden I officielt beder mig ændre tonen, eller finde nogle andre at plage med mine skriverier, vil jeg skynde mig at opbløde, og nævne, hvorfor det da ikke er helt så skidt endda:
Jeg havde fødselsdag i går (jo tak, tak, det var en dejlig dag), og blev overdænget med hilsner, kage, gaver og kærlighed.

Jeg har genset dejlige  home grown venner og har flere i vente.

Jeg skal i gang med noget arbejde, som slet ikke er så tosset.

Jeg har fået vasket alt vasketøjet.

Bag skyerne skinner solen (jeg ved det, befandt mig deroppe adskillige timer forleden).

Havbadning og regn er bestemt ikke uforeneligt.

Jeg har hjembragt en stabel læsestof, der skal pløjes igennem.

SÅ koldt er det jo heller ikke.

Nå, nu vil jeg så i opstillingen "rodet" dele min ferie med jer. Der var adskillige highlights:

Ja, vi mødte jo nogle ægte kendte. Jeg kendte dem godt nok ikke, men det var da meget spas alligevel. De er med i det underholdende underholdningsprogram 'Depotjægerne', som jo altså handler om nogen, der opkøber depotrum med indhold. Ja, måske bliver de super rige, fordi der ligger noget nice derinde, eller måske bliver de mesterligt snydt, fordi der ikke er andet end muselort. Dem jeg mødte er dem, der bortauktionerer disse depotrum (og hold så op med at plage mig med spørgsmål, min bekendthed med disse kendte er først opstået after the fact).
Nå, men de var jo vældigt søde, og mindst ligeså glade for at mødes os, som vi var for at møde dem.
Ja, vi så jo også en berømtheds havelåge. Vi cruisede ad Mulholland Drive, og ligeså gjorde en flok busser fulde af turister, der, ledet af kyndige guider, var ude at besøge de kendte på deres hjemmeadresser. På et tidspunkt gik de helt amokka med kameraerne foran et hus, så var gik ud fra, at der nok boede en meget kendt en derinde.

Vi var også på San Diego Fair, som er en kæmpestor byfest i bedste amerikanske stil. Jeg er sikker på, at mottoet må være: "if you got it, we'll fry it". Man kunne få sit årlige kolesterol fix igennem stegt cereal, stegte småkager, stegte sandwicher (altså: sandwicher der bliver lavet og derefter stegt) eller stegt saftevand, og nyde lidt bacon i chokolade. Smagte det sidste, og… ja, it didn't rock my boat. Til gengæld fik jeg cheesecake on a stick, og DET var mums!
Til sådan en byfest er der jo også en del forlystelser, der helst skal sætte ens liv en lille smule i fare. F.eks. Et pariserhjul med åbne sider, men uden seler. Selv lod jeg mig svinge rundt og op og ned af slags arm med sæder, og det var da noget af en oplevelse. Efter sigende skreg jeg fra start til slut, og dét i en sådan grad at det kunne høres langt væk.
Det så sådan ud (skrig må man selv tilsætte):

Mere tryg var jeg i Disneyland, for de har ikke råd til at slå mig ihjel. Her skreg jeg også ret meget, men det var glade skrig, ikke "JEG ER FOR UNG TIL AT DØ!!!" - skrig.

Nå jo, og vi var til hundesurfing konkurrence, og det var altså rigtig sjovt og hyggeligt, og hundene havde rigtig sjovt, de var - pun intended - nogle rigtige vandhunde. Nogle var imponerende gode til at stå på brættet og se cool ud, andre synes bare at det var spas at hoppe i baljen og plaske rundt.

Da jeg selv er noget af en vandhund, var vi også ude og bekæmpe bølger, dog på afstand af de professionelle. Hvilket røre ville der ikke opstå, hvis en af favorit-hundene måtte udgå, fordi den var blevet ramt af en blond dansker, der dukkede op i bølgerne?

Ja, det var vel lige det, jeg havde lyst til at fortælle i dag.
Måske fortæller jeg videre om min über fantastiske ferie næste gang, ellers fortæller jeg om noget andet.

Så blev det lige en telefon-skrevet rejseblog

Her er nogle ting, jeg godt kan lide:
Små amerikanske byer, der består af 50% tærte bagerier.
At komme kørende gennem landskabet og passere et kamel mejeri.
At grille marsmellows poolside i den mexicanske ovn.
En udendørs hjemmebar.
At hoppe i en 23 grader varm pool som det første om morgenen.

Arh, er det nu ikke bare en fiks idé?

Min mave er lutter sommerfugle. De basker, og de kvidrer tilmed, hvilket er lidt spøjst taget i betragtning, at det jo ikke er noget sommerfugle gør. Normalt.

Men det er jo heller ikke en helt normal dag.
For i aften når jeg første station på min vej til Californien. Nemlig en København-baseret veninde, som jeg skal overnatte hos.

Jeg er klar. Alt er pakket og står parat, nu er det bare at vente på at toget kører. Om mange timer.

Og nu opdager jeg så, at jeg bare ikke er særlig god til at være klar i så god tid. For så kan jeg rigtig sidde og gruble over, hvad jeg måtte have glemt og alt sådan noget.

Men så kan jeg jo adsprede mine tanker med at update min blog.

Jeg har nemlig gjort endnu en opdagelse; jeg er blevet en tak mere voksen.
Scary, I know.

Jeg tror, at det startede, da jeg for nylig besluttede at se fortiden i øjnene. Den personificerede fortid, vel at mærke. Og en fortid som ikke har villet acceptere den grænse jeg har sat. Men tværtimod er blevet ved med at forsøge at suge mig tilbage i sit eget lille univers.
Og dét gjorde mig bange.
Men det der med at være bange, det er noget, jeg har arbejdet med (ja ja, jeg hører bræklydene :-)). Og jeg har konkluderet, at det stinker at være bange.
Ja, Tricksteren er ikke helt dum.
Så - ja, lang historie kort, jeg besluttede at efterkomme fortidens ønske om at mødes.
Og jeg satte rammerne, neutral grund, tredjepart, tidsbegrænsning. Overvåget samvær, kan man vel kalde det.
Men det havde ikke fortidens interesse. Fortiden valgte at ignorere mit brev. Fortiden bryder sig ikke om at andre sætter dagsordenen, går jeg ud fra.
Det er jo sådan set fortidens problem.
Det er det i hvert fald nødt til at være.

Jeg må indrømme, at jeg var skuffet. For jeg var faktisk begyndt at forestille mig, at der kunne rigtig meget godt ud af det for mig. Men dét er vel så til gengæld ikke fortidens problem.

Der er bare det ved det, at den her hændelse, der ikke fandt sted, faktisk har ændret noget. I mig.

Forleden blev der holdt en stor fest, der hvor jeg bor. Jeg kan godt lide at feste, men jeg kan godt have meget svært ved at rumme at lægge hus til. Selvom jeg virkelig gerne vil være god til det. Ved sidste års fest endte jeg med at ligge og hyperventilere og græde i 40 minutter. A propos at være bange...
Heldigvis bor jeg med nogle mennesker, der måske ikke forstår det, men accepterer det.
Nå, men det, jeg vil frem til, er at jeg i år havde en virkelig fantastisk fest! Jeg havde givet slip på... et eller andet. Kunne forstå, at folk nok messede mit hus op, men ikke mit indre. Og ikke en eneste gang følte jeg mig overbevist om, at alle hadede mig.
Det var sgu' da meget fedt.
Og jeg fik taget to tyre ved hornene.
Der er to mennesker i mit liv, der har fyldt og fylder rigtig meget.
Den ene er et gammel venskab, hvor der har været og stadig er meget kærlighed. Men også frustation.
Den anden er et nyt bekendtskab, der er blevet farvet nogle trælse ting. Havde det været et venskab uden disse? Det troede jeg en gang, men nu ved jeg det ikke.
Hvorom alting er, så har jeg følt mig dårligt behandlet og udnyttet af begge. Og været hamrende vred på mig selv for ikke at kunne opretholde mine grænser.
Og nu var det tid til at slutte dét kapitel. Tid til at fyre trælse mønstre. Og efterlade dem. I fortiden.
Og det gjorde jeg. På en ordenlig måde. Synes jeg selv, men jeg gætter på at de to andre ikke tilslutter sig den opfattelse.
I hvert fald var ingen af dem særligt begejstrede for, hvad jeg havde at sige. Om end den ene tog det bedre end den anden.
Det ville have været fantastisk, hvis we could all just be friends, men i mangel af dette, tager jeg til takke med at kunne kigge folk i øjnene og være ærlig over for dem. Og sige stop.
Så selvom jeg ikke fik deres forståelse ud af det, og egentlig ikke forestiller mig, at det ændrer noget som helst mellem os, så ved jeg, at jeg har valgt at stå op for mig selv, fremfor at være bange for at såre eller miste nogen eller gøre det hele værre.

Det er da lidt modent, ikke?

Når det så er sagt, så er jeg ikke mere voksen, end at jeg i dén grad skal give den gas i Disneyland. Derovre i Californien, som jeg jo rejser over til i morgen.
Men det har jeg vidst nævnt?