Mens jeg venter på, at en eller anden supervisor, et eller andet sted, mailer tilbage og forklarer mig, hvad jævlan problemet er med ugens arbejdsfiler...

…kan jeg jo skrive første (måske sidste) indlæg på, hvad jeg spår bliver en føljeton (eller bare en enlig svale) under overskriften (som jeg nok ændrer):

Oplevelser med musik! Vol. I

Ja, der havde I nok lige forventet et brag af en overskrift! Men nej. Skuffelsen er måske stor, men så'n bli'r DET!

- Som 4-5 årig, ser jeg på fjernsyn (det hed det den gang), en dame i  flagrende gevandter, der laver mærkelige fagter, mens hun synger en  sang i et meget højt toneleje.

Elverkvinden er Kate Bush, og sangen 'Babooshka'. Jeg ved ikke, hvem hun er, hvad ordene betyder, eller at der findes sådan noget som "interpretive dance". Men jeg ved, at det der musik er kommet for at blive. And I like it!

- Året er 2001, stedet er downtown Washington DC, og der er endnu tre måneder til d. 11. sept.

Jeg er lige startet på 2½ mdrs fuldstændig for vild rundrejse i US of A, i en van med 11 andre crazy dudes.

Vinduerne er rullet ned, og the man with the plan in the van prøver hektisk at forklare os, at DC ikke kun er monumenter og regeringsbygninger, men også bander og kriminalitet i stor stil. Og at han guddødeme ikke vil skydes ned, fordi han kommer til at dreje ned ad den forkerte gade, med Vanilla Ice's 'Ice, ice baby' bragende ud af højtalerne.

Det er vi dog 13 om at bestemme.

(No tourguide by the name of Kevin was harmed during this story)

- London '97, jeg sidder på bagsædet af en taxa, omgivet er kasser fulde af chokolade, der skal transporteres fra den ene Thorntons Chocolates til den anden (som jeg arbejder i). Jeg hører Spice Girls 'Spice up your life' for første gange, og overvejer om jeg nogensinde officielt vil stå ved, at jeg er skabs-fan af dem.

Svaret er til dags dato "Hell, no!"

- Jeg forklarer en god ven, at jeg har en aversion mod Leonard Cohen, fordi en mistænkelig stor del af mine 'hurra-jeg-er-kommet-i-parhold's veninder, har det med pludselig at bekendtgøre: "Ja, vi lytter jo til Leonard Cohen". Selvom deres kæreste eje so far har været deres Dirty Dancing soundtrack.

Til hvilket min ven svarer: "Ja, det er rigtig nok. Men det er der for fanden ikke Leonard Cohens skyld!"

God pointe.

Leonard selv har følgende kommentar:

 

Tuttelu, hviskede hun

Øh…" her har I mig tilbage". Nej, nej det virker ikke rigtigt.
"Hej der, så tager vi hul på en ny sæson af 'en 36 årig hysterikers virkeligt uvedkommende  liv.' Der vil ikke være druk, hor eller nøgenhed. Til gengæld vil der være masse af kagespisning!"
Heller ikke helt godt. Det dur vidst ikke at slå sig op som oprigtig konkurrence til satellitkanalernes reality shows. Især hvis man ikke har andet at byde på end kagespisning.
(Og skulle der snige sig druk, hor og nøgenhed ind, vil det i hvert fald ikke blive nævnt på disse sider. Størstedelen af min meeeget begrænsede fanskare består nemlig af veninders mødre, for slet ikke at nævne min egen mor! Heldigvis læser mødre ikke parenteser).

Pointen er, at jeg er frygtelig flov over, at jeg har forsømt min kære blog så længe. Ikke kun med tanke på min SERIØST begrænsede fanskare (Hej Kirsten og Christina, godt at se jer), men mestendels over for mig selv.
Det her skulle jo være mit kreative outlet, her hvor jeg fik revset, set indad, været sjov, ændret verden … ej, ok, det sidste har jeg faktisk aldrig haft planer om.

Jeg har brugt hele sommeren på at fortælle mig selv, at jeg kun kan skrive, hvis jeg har noget at skrive om. Og har så i øvrigt været rimelig hurtig til at dømme sommeren 2012 ganske begivenhedsløs og ligegyldig.
(Hvilket er en stor, fed løgn, men hvis den kan bruges som undskyldning for at undgå tastaturet, er den i mine øjne gangbar.)

Men så var det jo så, at denne morgen så en undseelig mail lande i min indbakke (vi kan allerede konkludere, at min tendens til at anglificere mit sprog ikke er blevet mindre over sommeren).
Det var en lille notits om, at en kær ven af mig havde opdateret sin blog. Linnea, du ramte mig i solar plexus med denne fine tanke.

(Så er I jo så nødt til at følge linket, for at fatte resten af dette indlæg.)

For hun har jo ret.

Jeg er ikke gudsinspireret; jeg gemmer ikke på et talent, der vil slå benene under jer alle, når jeg først lukker op for godteposen; uden mine ord er dagen stadig hel og god - solen står op og går ned, verden går sin gang.

Men måske, en dag - blandt alle de banaliteter jeg får spyet ud - læser en eller anden de ord, der rammer - bare en lille smule - i solar plexus.

Og blev Batman i sit mansions ene fløj, nedbrudt og bitter, og på krykker ikke mindst? Eller marcherede han (på krykker) ind til Lucius Fox, og konkluderede "HER HAR I MIG TILBAGE"?

Og er jeg Batman eller er jeg Nynne ???

??? - ok, det er måske ikke helt let at svare på. Egentlig er jeg nok mest Dewie fra Screamserien. Eller Jacob fra Twilight. I pigeudgave, og uden den reelle evne til at transmogrife om til en varulv… tja.

Én ting er jeg dog helt sikkert: Tilbage.

CAN'T LIII-I-IVE, IF LIVING IS WITHOUT YOUUU!

Jeg har vidst lovet at vende tilbage til emnet: 'Subpersonligheder, dæmoner og andre beboere'.

Har jeg ikke? Eller var det - fristes jeg til at spørge - all in my head? AAAAAhahahaha, hvorfor er der ikke flere (nogen overhovedet), der kommenterer på mit vittige sind?

Nå, men spas til side (og spas var det), så synes jeg, at det er på tide at præsentere en af dem. Subpersonligheder, altså. Desværre kan det kun blive in absentia, for hun har været M.I.A. længe.

(Nej, det er ikke den tamilsk/engelske musiker, der en gang lavede virkelig god musik, men nu bruger det meste af tiden på at slikke numse på Madonna og prøve at blive større end Bono. Ikke at jeg er en discipel i Church of Bono, føj bvadr. Men det er en anden historie…)

Jeg savner hende. Blondtrine.

Blondtrine er ikke en dum blondine, om end vi er blonde. Hun er mere så'n… optaget af momentet. Så hun kan godt glemme lige at tænke før hun taler. Faktisk ville hun nok skrive "tale før hun tænker", fordi det er mere mundret (jo, det er), og hun har ikke en indre korrekturlæser til liiige at nuppe de slemmeste fejl, inden de ryger ud af munden på hende. Skråstreg ned på papir.

Men det gør ikke noget!

Faktisk er noget af det, hun nyder mest, at grine af sig selv. Og det - tro mig - har hun rig lejlighed til.

Blondtrine er lalleglad på en virkelig cool måde (vil jeg tillade mig at mene, ganske subjektivt.). For hun er godt tilpas. Glad i momentet.

Og hun elsker at være sammen med andre mennesker, og de må gerne grine af hende, og fordi hun er cool med dét, er de som oftest cool med, at hun griner af dem.

For det er jo okay, at være ufrivilligt morsom en gang i mellem. Faktisk ikke så farligt. At spørge om noget, man måske nok burde kende svaret på. At tage et tre-trins fald (på knæ - på hænder - om på siden) midt på gaden, og selv indse, at det sgu' nok så ret komisk ud. At tralle rundt i huset og synge med på sommerens dansehit af ukendt sproglig oprindelse, selvom man ret beset ikke kan teksten: "Razorblades da nomma nomma yeh! Nomma nomma yeh! Nomma nomma yeh yeh yeh! Maja HI Maja HA Maja HAHA!" Selvom "bandet" aldrig har spillet i Den Grå Hal eller redder Verden med aggressiv etno-rap (og har der i øvrigt nogensinde været ført bevis for at aggressiv rap af NOGEN art har reddet Verden??? Jeg spørger bare. M.I.A...) . At sidde med åben mund og polypper og sluge 'Derren Browns Trick of the Mind', selvom, jo, det er ganske korrekt at "de jo bare kan have klippet i det!"

Det er så dejligt befriende at være naiv .

Jeg tror egentlig, at Blondtrine bare er rigtig glad for at være lige her, lige nu.

Mine venner kunne godt lide Blondtrine. Det kunne jeg også.

Men jeg tror, at hun blev træt af os.

For det er lidt for længe siden, at jeg har set hende.

Blondtrine, hvis du læser dette: kom hjem! Jeg mente det ikke, da jeg opførte mig som om livet kun er alvor og overlevelse. Og forleden faldt ryggen på solsengen ned mens jeg lå på den, og du var der ikke til at grine sammen med mig!

Undskyld.

Jeg har været en nar.

Bare kom hjem.

Hva' fa'n?

Det er sgu' da ikke meningen, at jeg skal have overtøj på i juli???