Trine put's it down for Californ-I-A!

Hallo!

Der fik man da lige sin første faste læser!

And an English speaking one, none the less!
 
Kærlighed til dig, Jillyjilljill, og til Google Translate funktionen!

Hva' så nu???

Mandag - og gårsdagens matte tømmermænd har nådigt forladt min krop, og jeg føler mig faktisk… frisk?

De var nu ikke videre slemme, tømmermændene. Det var den slags, der blot breder en holistisk mathed (som sagt) i ejermanden. Hvor man bare gerne vil ligge og putte, men samtidig ikke kan falde i søvn til 'The Simpsons', fordi man bliver for optaget af episoden.

Til gengæld blev der trukket torsk i land  hele natten.

Mandag er gerne en dag, hvor jeg "tager mig sammen og lægger stilen om". I hvert fald på papiret, for jeg har sådan en lille vane med, at skrive en elektronisk post-it til mig selv om hvad sådan en zusammentagen indebærer. Det er vitterligt sjældent store sager, men det lykkes mig alligevel altid at styre uden om dem i min dagligdag.

Måske er det bare dét, at de kommer med i ugemanifestet, der vupti tryller dem om til et mentalt Mt. Everest i denne skribents hoved.

F.eks., så er jeg sådan en, der løber. Nej, ikke en løber, men en der løber. En løber er sådan en, hvis præstation ikke afhænger af, hvilket technoficeret aerobic hit man har i ørerne.

Well, anyways, jeg er en der løber, og som faktisk er rigtig glad for det og nyder det (selvfølgelig undtagen når det går op ad bakke). Så jeg tænker: "Hey, hvad med  rent faktisk at prøve at blive lidt god til det her løben, arbejde lidt frem mod noget… progression, ja. Øge oftere og med mere end 150 m. en gang om måneden, hrhrmm."

Med andre ord: jeg sætter det sgu på ugens post-it!

Så det gjorde jeg for en 3 ugers tid siden. Og har jeg løbet siden, endsige nærmet mig at være udendørs af egen fri vilje?

Nej da!

Er jeg stiv og træt i hele korpusset, værker min ryg, flommer min mavse og hvæser jeg, når jeg ser sollys?

Nemlig så!

Den fornuftigste "ny uge, ny begyndelse" 's plan, jeg nogensinde har kreeret, var at holde op med planer og post-its. Og det fungerede så super godt. Intet pres, ingen angst for, at jeg ville piske mig selv med sjippetovet fra Hjerteforeningen (som jeg købte, da "øg kondital" stod på listen).

Det fungerede så godt, at jeg fik den STUPIDE ide, at jeg godt kunne begynde at forvente lidt af mig selv.

Og lave post-its igen…

Nej, nej, nej.

Det er det, jeg konstaterer på denne mandag, hvor jeg som sagt føler mig frisk, og klar til at gå i gang med "noget".

Tror at første move bliver at rykke over i et hjørne, da solen har sneget sig ind på mig, og faktisk rammer hele min højre arm.

RRRRRGGGGGGGHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHH………..

I dag...

… er lykken at have fået ny yndlingssang:

Og i samme ombæring have opdaget en tidligere:

At skulle spise sammen med gode venner, og senere til fest med en høj hat på.

Jeg kan jo bare åbne et vindue

En mærkelig lugt har sneget sig ind i mine næsebor.

Den kommer fra mit værelse. Som jeg ikke gider gøre rent.

Jeg hader at gøre rent.

Når det endelig sker, kommer jeg altid med den sædvanlige KLASSE joke: "ja, nu er det jo ved at være et halvt år siden sidst. HAHA!" Det er dog ikke langt fra sandheden.

Og sandheden er, at jeg er bekymrende ligeglad med at aggressive hære af nullermænd marcherer fra hjørner og lister. Ja, de marcherer, ikke noget snedigt snigeri her, nej nej, de brovter og synger smædeviser undervejs, ræber højlydt, og holder picnic midt på gulvet, så jeg er ved at falde over dem.

Det er godt nok ikke så lidt frækt.

En gang havde jeg et lille trick med at invitere gæster, når jeg synes, at det blev for meget. Ud fra devisen, at man jo ikke kan invitere folk på mad i en svinesti. Så jeg ryddede op og gjorde hele hytten ren, og takkede guderne for, at jeg trods alt besad en forståelse for social dekorum.

Det gør jeg ikke mere. Hverken besidder dekorum, eller inviterer gæster for at tager mig sammen til at gøre rent. Ikke at jeg er holdt op med at invitere, slet ikke. Jeg er bare blevet ligeglad med, at nogen opdager, at jeg bor i en svinesti.

Bekymrende ligeglad.