Måske jeg skulle tage en lille pose med...

I aften er der igen hååånnnn'bol'kamp, og det bør jo inspirere til et nyt indlæg.

Det gjorde det i hvert fald sidste gang, jeg var bænket foran TV'et på en kamp-aften.

I dag ser det dog ikke ud til, at det med at blive inspireret af det uinspirerende virker. Hm-hm.

Måske fordi at alt, jeg tænker på, er at jeg om en uge chiller i Jillians, min Camino søster, baghave. I Ramona, CALIFORNIA!

Det bliver 14 dage med de dejligste kvinder, hygge, sjov - og et par udfordringer.

F.eks. denne:

Selvom jeg virkelig synes at håndbold er nederen

Alle vinduer  står åbne, og jeg nyder den mildere aftenluft.

Ikke at jeg ikke har nydt dagens bragende hede. Det var super skønt at ligge på terrassen og lade min krop optage al den sol. Som skandinav kan sommerens komme godt føles som at have vundet i lotto, efter de mørke og kolde måneder har vi glemt præcis hvor godt det føles.

Okay, det blev en kende varmt. Jeg kørte på et tidspunkt noget interval-ude liv; 15 min. udendørs, 3 min. foran den elektriske vifte.

På et tidspunkt fik jeg så den geniale ide at tage mig en Champagnebrus.

OH. MY. GOD. Jeg havde fuldstændig glemt mirakeleffekten af en sodavandsis i heden.

Champagnebrusen var en sval, indvendig brise, det sænkede min kropstemperatur med adskillige grader. Føltes det i hvert fald som om.

Derefter kunne jeg blive liggende på min drømmeseng (dækket af et fornuftigt lag solcreme, naturligvis) og bare slappe af. Suge sommeren ind.

Jeg havde endda kræfter til lidt udendørs meditation.

Jeg kan godt afsløre, at jeg ikke selv ejer el vifte, drømmeseng eller fryser fuld af champagnebrus.

I'm at mum's.

Og det er pretty darn sweet.

Jeg er en af dem, der kommer ganske godt ud af det med mit mødrene ophav. Bevares, det skal ikke skjules, at der har været nogle rimeligt højspændte perioder, men alt i alt er det sgu' a-okay.

Bør jeg være pinlig berørt over, at jeg i en alder af 35 stadig synes at det er ret skønt ind i mellem at flygte fra bunkerne der hober sig op, samboen der går på nerverne, indkøbene der skal bæres hjem? Flygte til en stille villavej, en ren seng - som jeg ikke selv har redt, og en følelse af at være bare en lille smule barn igen?

Måske, men det er jeg ikke. Pinlig berørt altså.

Jeg er vidst det, man i humoralpatologien kaldte melankolsk. Tror at det hedder særligt sensitiv i dag :-).

Og fuck, hvor kan hverdagen sommetider overstige mine evner, om man så må sige.

Så det er altså meget rart at have sig en fornuftig mutti at besøge.

Selvom hun ser håndbold, og jeg virkelig synes at håndbold er nederen.

Men så har jeg jo tid til at skrive det her indlæg.

Refleksioner over Updates kl. 21 nyheder

Europarådet har kritiseret Danmark for at være for racistisk.

"For"? Ville en vis dosis racisme være acceptabel, måske endda påkrævet?

Inger Støjberg udtaler at ikke-nikke-nej om hun vil høre på dét, Marianne Jelved at det vil hun skam gerne. Altså ikke den store nyhedsværdi i responsen.

Grønt lys for trepartsforhandlingerne har forårsaget et indslag, hvor en håndfuld arbejdere slår rimelig meget fast, at det der med øget arbejdstid, dét kan stikkes skråt op.

YES!!! Håb for Danmark at last!!!

Hvad satan er det for en trend, vi har oplevet her til lands, hvor arbejde, arbejde, mere arbejde er blevet den nye sort, endda for nogle den nye religion??? Og at ytre den modsatte holdning er blevet anset for en form for landsforræderi.

Lad os i Guds - sorry, i Beskæftigelsesministerens navn - sørge for at være så meget væk fra hjemmet som muligt, så kan nogle andre passe vores børn, og på den måde, EUREKA, kan vi sørge for at nogle andre også arbejder! Guldmedalje på vej! Og vi kan få stress og andet godt, og så kan vi holde sundhedspersonalet i sving, for guderne skal vide, at de jo bare danderer den.

Oh my freaking god, velsignet være nye toner!

Farmanden, der satte ild til sin bil  - I ved, den med ham selv og ikke mindst sine to døtre i - kræves fængslet på livstid.

Er det bare mig, eller virker det som om, at der er opstået sådan en trend med at dræbe sin familie og - måske - sig selv, når tingene ikke lige har taget dén drejning, man havde regnet med?

Jeg mener, jeg ved godt at den slags gerninger er set før, men har der ikke været liiiige lovligt mange af dem her de sidste år?

Hvad fanden sker der for det?

"Buhu, jeg blev skilt". Ja, det er nederen, det er det virkelig. Men kære gerningsmand, folk bliver skilt hver eneste dag, vil du forklare, hvorfor lige netop din oplevelse er så meget værre end alle andres?

I morgen bliver det varmt og solrigt.

Det var det, der røg gennem mit hoved, mellem 21.00 og 21.10.

Ugens luksusproblemer:

• At holde igen med at se nyere film, da det måske er lige netop dem, jeg kan vælge at se på flyet til Californien.
• At huske at købe rigeligt med migrænetabletter - just in case - til alle de rollercoaster parks, vi skal besøge i Californien.

• At huske at købe solcreme, selvom det styrter ned her. For det gør det jo ikke i Californien.

• At vælge den rette roman til flyveturen til Californien.
• At låne en kuffert, der er stor nok til alle de shoppings jeg skal gøre. I Californien.

Hvad tænker du - mangler der en enkel ( )?

Det der med at skrive blog… det har været både lettere og sværere end jeg havde forventet.

(Flot, én linje inde i indlægget, og jeg har allerede modsagt mig selv i en mildest talt åndsvag sætning)

Egentlig havde jeg regnet med, at denne blog på nuværende tidspunkt ville indeholde 1½ indlæg (og 40 i papirkurven) og have ca. 3 sidevisninger.

Og at jeg ville have flået halvdelen af mit hår af (hvilket ville have været en skam, for jeg har sgu' ret lækkert hår), og ikke bare opgivet at skrive men også at læse. Af ren jalousi mod forfatterne (skal udtales på en frådende Gollum-måde).

Og sådan er det jo ikke gået :-) :-) :-) :-) :-)

(Smileys får ikke den credit de fortjener)

Hey, jeg siger ikke, at alt der popper op på denne virtuelle matrikel er gudsinspireret, men noget af det er jeg svært tilfreds med.

Og der er sket præcis så lidt i mit liv, at jeg har været tvunget til at (forsøge at) være kreativ.

Således har det været let.

Men. Det passer jo ikke helt, at der ikke er sket noget i mit liv. Selvfølgelig ikke, der er sket både stort og småt, tøj er blevet vasket, en masse gamle venner er blevet mødtes med, forberedelser til forestående USA tur er gået ind (woop woop).

Der er også sket det, at jeg for alvor har fået nok af en håndfuld personager i mit liv. Sådan FOR REAL nok.

(Nej, det er ikke dig, Mutti)

Og jeg har fået nok af mig selv (warning: selvhævdelse vil forekomme  i de næste linjer), nok af at FUCKING HOLDE MIG PÅ MIN SIDE AF BORDET, og samtidig bare være SÅ FUCKING PISSE MODEN omkring alt der bliver smidt i hovedet på mig. Af at undskylde og blive mødt med et "hm". Hm? Are you kidding me???

Men ser I, jeg har lavet den her aftale med mig selv om, at jeg så vidt muligt skal undgå at udstille nogen her. Ud over mig selv. Og Claus Hjort, turen skal også nok komme til dig.

Så jeg kan altså ikke skrive om noget af det, der - desværre - pt. fylder lige vel meget i mit liv.

For det vil jo ikke være fair, vel? Og der er jo to sider af en sag og jeg ville jo heller ikke selv synes at det var rart og bvvvaadddrrrrhhhhh…

Hold nu kæft, hvor er jeg ved at brække mig over mig selv sommetider.

Så hvad fanden er pointen med dette indlæg af tvivlsom kvalitet?

Det er vel at udstille mig selv som den svagpisser jeg (også) er.

Måske er det ved at være tid til at jeg erhverver mig et par nosser. Evt. stiller  mig foran spejlet og øver mig i at sige "så luk dog spalten, møgfisse", mens jeg krakelerer glasset med mit polar-blik.

Lyder det som en god plan? Dét tror jeg nok.

Why, look! I'm a covergirl!!!

Var ude efter en notesbog i dag og fandt denne, som jeg straks følte mig tiltrukket af!
 

 

   
Tænker at det er den helt rigtige bog til at nedfælde mine tanker i :-).

Hvad jeg BURDE have sagt:

Spejl!

Hvad jeg lavede i dag?

I dag vågnede jeg op og gik straks i gang med dagens dont.

Der skulle bygges, huse og havn til en start.

Så det fik jeg iværksat.

Jeg er ikke selv sådan en, der tager mig af det manuelle arbejde, jeg er mere en form for sjakbajs. Eller gud.

Anyways, husene blev rigtig fine og i havet var der en masse fisk, som næsten af sig selv hoppede op i fiskerbådene.

Det var rigtig sjovt, og vi fik fældet træer og formeret os, og vi manglede aldrig noget. Og hvis vi gjorde, så kendte jeg et lille trylleord, der fyldte vores opbevaringsenheder med lige det, vi havde brug for.

Det var især sjovt at jage elefanter, for det er jo nogle vældigt store dyr, og farlige er de. Man skal helst være et sammentømret team der jager dem, for man kan altså godt komme til skade, faktisk endda blive dræbt, hvis man kommer for tæt på for hurtigt.

Og ved I hvad, så fandt jeg sgu' guld! Altså rigtigt guld, ikke bare det i næsen, som det jo strengt taget ikke er en kunst at grave efter.
Ja, så straks blev der sat en mineproduktion i gang, og det gik skide godt.

Men så, ik' os', så viste det sig, at der var nogle andre, der også gerne ville have lige netop dét guld.

(og faktisk var de der først)

Egentlig er jeg jo ikke en voldelig type, der er jeg faktisk ikke.

Men… altså jeg havde jo en verdenshistorie at passe, opdagelser og landvindinger at gøre.

Så jeg fik fat i diplomatkorpset, som sendte nogle medarbejdere ud for, på en venlig men kontant måde, at bede de her "andre" om venligst at forføje sig.

Havde de dog bare lyttet.

Men, som sunget, har historien har ikke lært os - dem - noget, og de sagde "ikke-nikke-nej om vi vil".

Det… ja, det kom til noget håndgemæng, og jeg er ikke stolt af det, og tro mig, der vil ryge hoveder i departementet over dét!

Men det gjorde det altså, det ene ord tog det andet, økser blev trukket, og… jah. Kønt var det jo ikke ligefrem.

Og det kom faktisk meget ubelejligt, for jeg havde travlt med at stå i spidsen for at udvikle vort samfund, og jeg overså noget landbrug, samtidig med at der var bud efter mig fra Industrien, hvor man ønskede stillingtagen til om man skulle satse på våbenproduktion eller opfinde hjulet.

Samtidig skød nye institutioner op omkring mig, og her måtte jeg, personligt, ind og sørge for at kapabelt personale blev uddannet.

Det var - ja, helt ærligt, det var altså en smule stressende.

Man kan sige, at jeg kom til et af livets points of no return, og jeg måtte tage stilling til, hvilken slags sjakbas, jeg vil være.

Hvad er min mission i livet?

Svaret var oplagt.

Jeg er folkets sjakbajs, og jeg må beskytte dem, ligegyldigt hvilke personlige, moralske ofre det vil kræve af mig.

Så jeg satte smedjerne i gang med at smede våben, det var rent Mordor.
Jeg befalede mine studerende: "træn, træn for filan".

Jeg sendte recon grupper ud.

Alt i mens jeg lugtede røgen fra brændpunkterne.

Og så angreb jeg. Vi.

Vi var ventede. Pile susede, blod flød, mure faldt for katapulterne.

Vi mistede mænd. Gode mænd.

Men vi sejrede. Stort. En nation, udslettet.

Mens jeg havde været væk på togt, var mit samfund blomstret, ja, de havde gjort helt utrolige fremskridt inden for industrien.

Og - og jeg må jeg da indrømme, at dette gør mig lidt stolt: de havde fundet en måde at hylde Mig Sjakbajs, selv når jeg ikke kunne være hos dem. Ja, de havde faktisk bygget hele helligdomme til min ære, der blev passet af en flok ældre mænd med langt hvidt skæg, der besad så meget visdom, at de også kunne helbrede syge, og det kom os altså rigtig meget til gavn, da vi jo kom hjem med ikke så få sårede.

Men vi kunne ikke hvile længe på laurbærbladene.

Det forlød at der var uroligheder på Vest fronten.

Denne gang kunne jeg ikke se tiden an og risikere at vor nabo fik opbygget en hær så mægtig som vores.

Heldigvis havde mine tropper nu rutinen, og de kunne stadig smage blod.

Da vi også var blevet beriget med de vise mænd, vurderede jeg, at der ingen grund var til at spilde tiden.

Vi drog af sted på vor 2. mission.

Og vi skar igennem fjenden, som en kniv gennem smør.

Vi var dem langt overlegne, og de vidste det. Mange overgav sig endog hurtigt til de vise mænd og begyndte at arbejde for os. Hele kommuner blev omvendt til dyrkelsen af Den Store Sjakbajs.

Det glædede mig. Jeg vil til en hver tid vælge gudestatus over død og ødelæggelse.

Da de sidste havde overgivet sig eller var udryddede, følte jeg at dette kapitel var ovre.

Jeg spejdede mod nord, mod en ny verden. En ny verden, der nu måtte underlægge sig Sjakbajsen, eller gå til grunde.

Der var ingen vej tilbage.

Men mens mine tropper festede og gejlede sig op til nye eventyr, lod jeg dog blikket glide over min skulder mod mit oprindelige rige.

Hvad havde jeg givet køb på? Hvad havde jeg mistet af mig selv?

Hvad var der blevet af hende, der havde eventyr nok i at jage elefanter?

Ode til et computerspil

Forliste jeg. På din forheksede ø,

tryllebundet af dine søde ord,

dine løfter om sejr,

carte blanche til myrderier uden konsekvens.

Ages of Empires

Forliste jeg. I din forbandede vold!

Lad mig gå, skriger jeg,

lad mig LEVE blandt de levende,

ikke forsumpe som var du World of Warcraft.

Ages of Empires

Forbandede være dit navn.

Forbandet være den dag, jeg mødte dig,

til 49,95 i Gads Boghandel.

Havde jeg blot vidst…

Ages of Empires

Forelsket. I dig.

Du suger mig ind, og symbiosen smager så sødt,

en nektar fra en anden verden

hvor der ikke er krav om kreativitet, deadlines, forholden sig til.

Ages of Empires

Forevig bundet til dig.

Fra første færd på dine oceaner.

Når jeg burde rydde op, ordne vasketøj, besvare mails.

Jeg overgiver mig

Til Ages of Empires

Ssshhh, vi leger, at det er søndag.

Så er det sjovt nok blevet mandag igen. Faktisk er det blevet tirsdag, men da jeg i går var i hi hos familien, er tirsdag i denne uge udnævnt til mandag.

Ligesom sidste uge, har jeg masser af mandags intentioner, men absolut zero lyst til at føre dem ud i livet.

Nej, jeg har ikke muget hytten ud siden hin indlæg Hva' så nu? , nej, jeg er ikke blevet guddommeligt inspireret, så jeg kan sidde og hamre fantastiske fortællinger i tastaturet timer i streg.

Til gengæld har jeg drukket for meget kaffe og ikke nok vand, så mit hoved gør sgu' lidt ondt , og så kan man jo ikke sådan bare kaste sig over noget produktivt.

Til gengæld kan man nyde en ny opdagelse,  som man har gjort.

Når jeg tager på opdagelsesrejse er det ofte i musikken - jeg elsker at opdage nye toner, nye bands.

Denne gang er det bandet The Jezabels.

Tjek dem ud her

Jeg tror, jeg vil bruge lidt tid med dem. Bare ind til frokost.

Så må vi se, om jeg rykker derefter.

Nok ikke.

Mit navn er Trine og jeg er hverdagseskapist!

I anledningen af helligdagsweekenden har Tv's sendeflade bugnet af eventyrfilm.

Og eventyrfilm - det er en af mine guilty pleasures!

Jeg synes simpelthen at de er så hyggelige. Og jeg elsker alt der hygger. Oh yes.

Men hvorfor jeg i den nette alder af 35 lettest kommer i zen, når trolde, feer og talende dyr boltrer sig bag en glasskærm, ved jeg simpelthen ikke.

Oh, bull, gu' ved jeg da så!

Det har da sådan set ikke så meget at gøre med de der væsener. Men derimod - selvfølgelig - med det heldige barn, der altid er helten i disse film. Der altid, via en eller anden spidsfindig hændelse, pludselige befinder sig i et hæsblæsende eventyr, der sætter dagligdagens problemer med travle forældre, såkaldte kammerater og at føle sig så isnende uden for, i behørigt relief. I stedet er der masser af nuttede nye venner, der har så frygteligt brug for din (min, MIN!) hjælp, og som hepper, mens du (mig, MIG!) pludselig transmogriffes til vort sande jeg: en helt!

Åh, at flyve, rutsje,  gå gennem et skab og lige ind i en skøn fortryllelse.

Som barn kunne jeg give mig selv hovedpine af så kraftigt at ønske, at Peter Pan en aften ville sidde i min vindueskarm. Han ville være kommet for at tage mig med - flyvende - til Ønskeøen. Og der ville vi så flyve af sted, ham i sit fikse lille Pan-outfit, og mig med mine slangekrøller og, bal-agtige lyseblå natkjole og kanintøfler (Askepots fe-gudmor havde lige været et smut forbi og tryllerylle mit hjemmeklippede korte hår, bamse bomuldspyjamas og kinasko).

Og når vi så kom til Ønskeøen - ja, så ville der ikke være nogen ende på al den sjov, vi skulle have.

Senere har jeg selvfølgelig hørt om Peter Pan syndromet, ligesom jeg qua min gode, danske folkeskoleuddannelse er i stand til at seksual-analysere et hvert eventyr i smadder (det var alligevel dér I mente vægten skulle ligge, hva' kære 90ernes dansklærere? Skide flot).

Sommetider synes jeg da heller ikke, at jeg ville kunne spytte, uden at ramme en hverdags Peter Pan.

Men jeg føler bare ikke, at det har noget som helst med mig og min barnetro at gøre, vel?

Jeg kan simpelthen ikke være pinlig berørt over at elske den historie, selvom jeg burde grine lummert ved tanken om at være alene på en isoleret ø, with all men (og en bette fe) og alskens farer og muligheder for blive bundet…

Nope, dén del har intet med mig at gøre.

I mine pre-teens mødte jeg så Sarah. Sarah, og ikke mindst The Goblin King…

Sarah er heltinden i Jim Henson' Labyrinten til Troldkongens Slot'.

Og Sarah - Sarah får sig sådan én på opleveren, at jeg stadig, her sådan ca. 23 år efter jeg først så filmen, bliver helt åndeløs ved tanken.

Der er teenagefrustrationerne, der er de romantiske drømme, de nuttede, åh så forbandet nuttede nye venner, der er Ludo - filmhistoriens største gode uhyre, der er rutsjen, maskerader, og der er (GODDAMNIT hvor der er) Troldkongen Jareth. Da veninde Dorthe og jeg som cirkus 12 årige var i biografen og se filmen, besluttede vi halvvejs, at vi fra nu af holdt med Troldkongen. På det tidspunkt lå vi halvt på gulvet blandt popcorn og papir og ville give resten af årets lørdagsslik for at være Sarah i den overdådige kjole, Sarah der flygter fra/jagter Troldkongen op og ned af trapper, der ingen steder fører hen.

Og ja, for fanden, gu' var der da noget pre-seksuelt udefinerbart i det. Hell yeah, I stand by that!!! Det var vel netop det udefinerbare, der appellerede.

Alligevel fylder de erotiske undertoner meget lidt i mit forhold til filmen. Og ja, det er et forhold :-).

Jeg elsker den, og når jeg ser den, smelter 12 årige mig og 35 årige mig sammen til et ret harmonisk og afslappet menneske.

Og sådan har jeg det i det hele taget med disse film.

På nær en anden af mine favoritter, 'Where the Wild Things are', som får mig til at græde som pisket.

Men dét er en helt anden historie...

Kom så ned fra den hest!

Nu, hvor jeg har været den lykkelige blogejer i et par uger, må jeg konkludere… at jeg ikke går rundt og er så dyb, som jeg troede.

Eller i hvert fald at mit blogbarn ikke er blevet så dybt som sin mor. Ja. Det er sådan det må være.

Gud ske lov, der skred hele mit fundament næsten.

Det store spørgsmål er så, om blogbarnet skal lege, glad og blåøjet, eller om Moder Mig skal gribe til hårdhændet opdragelse og styre mit afkom ind på det intellektuelle spor.

Det virkelige irriterende er, at jeg på et meget zen og selvhelligt tidspunkt indgik en pagt med Buddha. Resultatet er, at der på min skulder sidder en lille Buddha Trine (kreeret af Buddha og mig, no surprise), som uden undtagelse stiller spørgsmål til min dagsorden, både den åbenlyse og den skjulte.

Lille Buddha Trine har så'n et pisseirriterende bedrevidende udtryk i øjnene (dét har hun arvet fra mig, mens den der fucking "se dig selv i øjnene" - ting kommer fra Buddha Far).

Jeg ville knipse hende af min skulder in a heartbeat, hvis det ikke var fordi hun har lagt sin hånd på min hals, og jeg kan mærke, at hun mener det godt.

Pisselortemøgshelligeko.

Men okay, fint. Hvorfor er Mor så skuffet?

Jeg troede, at jeg var dekader ovre "Only happy when it rains" - stilen. Men åbenbart er der noget vanvittigt intimiderende ved se i øjnene, at jeg er en lalleglad trickster. OGSÅ er en lalleglad trickster.

Og at jeg i bund og grund hellere vil skrive om min jordnære hverdag, fremfor komplekse tanker om livets uudgrundelighed.

Er det fordi jeg ikke kan?

Er det fordi jeg har et tvivlsomt behov for at blive anerkendt for min uendelige visdom, fremfor at formå at være et ganske almindeligt menneske?

Det må jeg vidst tænke lidt mere over. Imens skal jeg måske bare observere, hvor barnet bevæger sig hen - og måske liste et forsigtigt forslag ind, ind i mellem.